Tilbage til overskrift

 

 Note 4: Eventyret "Fyrtøjet" blev optaget som "spillefilm" allerede i 1907 af Nordisk Films Kompagni. Det hang sammen med, at direktør Ole Olsen følte sig mere eller mindre presset til at producere nogle "litterære" film, primært baseret på Holbergs komedier og H.C.Andersens eventyr. Som først og fremmest forretningsmand var Ole Olsen dog personlig skeptisk over for det rentable i sådanne filmpro­jekter, idet han ikke mente, at der ville være et betalende publikum til film af den art. Dertil kom, at han forudså, at næsten uanset hvordan man greb de to nævnte emner an og omsatte dem til filmmediet, ville der lyde nedsablende kritik fra flere toneangivende sider, som samstemmende - om end med forskellige begrundelser - ville fastslå, at det ikke var lykkedes at omsætte Holbergs fine satire eller Andersens poetiske prosa til film. Allige­vel gav Ole Olsen tilladelse til fremstil­lingen af, hvad der sloganagtigt må betegnes som verdens første H.C.Andersen-film.
      Forinden havde Nordisk Film dog bevæget sig over i eventyr­genren med filmen "Der var engang" (1907), baseret på for­fatteren Holger Drachmanns eventyrspil fra 1885 af samme titel. Ole Olsen og hans indtil videre tro væbner, Viggo Larsen, bestemte sig til, at eventyret "Lykkens Kalosker" (1838) skulle være sujet for det allerførste forsøg på at lave en H.C.Ander­sen-eventyr-film. Denne film findes desværre ikke omtalt eller nævnt i Marguerite Engberg: Dansk stumfilm I-II, men til gengæld hos Arnold Hending: Filmen og H.C.Andersen, sidstnævnte sted side 11ff. Hendings bog gengiver også to still-billeder fra "Lykkens Kalosker", hvoraf det ene (side 9) er fra Viggo Larsens indspilning af eventyret, medens det andet (side 21) stammer fra genindspilningen fra 1921, der blev instrueret af Gunnar Sommerfeldt.     Mange år senere, i 1993, er "Fyrtø­jet" lavet som dukkefilm af den herboende rumænske filminstruktør Michail Badica, som især skabte røre med den måde, han fortolkede eventyret på.  Se herom hos Niels Plaschke: www.plaschke.dk

 

 

 Tilbage til overskrift