Til start: Dansk Tegnefilms Historie

På dette billede fra langtegnefilm ”Fyrtøjet” ses soldatens hænder, idet han skal til at anslå det magiske instrument fyrtøjet. I sin venstre hånd holder soldaten et stykke stål med en væge, og i sin højre hånd har han en flintesten. Ved at slå fintestenen mod stålet frembringes gnister, som antænder vægen, der derefter bringes til at gløde, som flammer op, når man puster til den. På den måde kunne man f.eks. tænde et stearinlys eller sin pibe. Men lige dette fyrtøj har det specielle ved sig, at det kan bruges som et magisk signal for at tilkalde assistance fra heksens tre hunde. – Soldatens hænder er efter fortegning af Børge Hamberg tegnet og animeret af Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

Langtegnefilmen ”Fyrtøjet”: Opstarten

   Hvordan det i praksis er foregået, at Allan Johnsen og Müller og Mik er blevet bragt sammen, kan man i dag kun gisne om, men sandsynligheden taler for at det er foregået som beskrevet sidst i afsnittet ”Langtegnefilmen ”FYRTØJET”: Forhistorien” . Der kan dog næppe være tvivl om, at især Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen også kan have anbefalet Johnsen at kontakte de to, som på det tidspunkt havde status som Danmarks eneste sagkyndige eksperter, når det gjaldt tegnefilmproduktion. Men Johnsen var ikke lydhør for de velmente råd og anbefalinger, men fulgte sit eget hoved, om end han var lydhør, når det gjaldt Børge Hambergs og Bjørn Franks ekspertise i spørgsmål, der drejede sig om tegnefilmtekniske problemer.

     For Müller og Dahl Mikkelsen – førstnævnte omtaltes som tidligere nævnt i det daglige som Myller, mens sidstnævnte som tidligere nævnt blev omtalt som Mik - har der omkring det tidspunkt formentlig været tale om, at de håbede på at ”Fyrtøjet” enten kunne produceres hos VEPRO, eller også har de måske overvejet at forlade firmaet i samme anledning. Hen mod september 1942 så det i hvert ikke ud til, at VEPRO ville kunne leve op til sin oprindelige målsætning: at ”engang – når krigen er endt, og forholdene er blevet mere stabile – er det selskabets mening foruden den specielle reklametegnefilm at udvide produktionen til rigtige spillefilm. Tænk om man kunne slå Disney ud!”

     Men en overgang i 1942 indgik Myller og Mik angiveligt i nogle forhandlinger med Allan Johnsen, hvori Finn Rosenberg og Peter Toubro antagelig også har deltaget. Det stod dog hurtigt klart for Myller og Mik, at Allan Johnsen, som den stædige fighter han også var, ikke havde tænkt sig at give styringen af filmprojektet fra sig. Det var nu blevet noget af et hjertebarn for ham, og han vidste nok, hvordan sådan et skulle håndteres, og ønskede ingen unødig indblanding udefra.

     Det, der med al sandsynlighed førte til forhandlingssammenbrud, var ifølge, hvad Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen har fortalt mig, især den omstændighed, at Myller og Mik som forudsætning for et eventuelt  samarbejde og kunstnerisk lederskab, som erfarne tegnefilmfolk stillede den betingelse, at der skulle udarbejdes en detaljeret storyboard over filmens handling. Herom kunne der imidlertid ikke opnås enighed mellem parterne, idet Allan Johnsen som overordnet ansvarlig for tegnefilmens produktion, hele tiden måtte have det planlagte budget i tankerne. Han kendte nøjagtig på kroner og ører, hvor mange – eller måske snarere hvor få – penge, der var til disposition for produktionen, som man i øvrigt håbede på at kunne færdiggøre i løbet af omkring maksimalt halvandet år. Og set med Johnsens øjne levnede budgettet og produktionsplanen ikke plads til den luksus, som han åbenbart mente en storyboard ville være. Dette må sagligt set dog nok karakteriseres som et uheldigt fejlskøn.
     I øvrigt skal man her tage i betragtning, at Allan Johnsen, Peter Toubro og Finn Rosenberg på det ovenfor nævnte tidspunkt ifølge Bjørn Frank Jensen åbenbart var af den opfattelse, at filmen ville kunne produceres i løbet af ca. ¾ år. Det må siges at have været en eklatant fejlvurdering, som – pudsigt nok – formentlig til dels skyldtes de ligeledes optimistiske beregninger, Jørgen Myller havde fremsat i B.T. i januar 1939. Til de tre førstnævnte herrers undskyldning skal det derfor siges, at de savnede enhver forudsætning for at kunne give et kvalificeret bud på, hvad en produktion af en størrelsesorden som langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, ville kræve af tid, kræfter og – ikke mindst – penge. For Myllers vedkommende havde han kun erfaring med reklametegnefilm på max 2 minutters spilletid, og med korte tegnefilm af ca. 8 minutters spillelængde, hvoraf hans første, ”Columbus – et bankrøveri”, havde givet et drønende underskud. Men for sit eget personlige vedkommende, var Myller utrolig hurtig og effektiv, og det samme gjaldt hans ledende medarbejdere, Mik og Roepstorff. Det kan delvis være forklaringen på hans saglige fejlvurdering af både produktionspris og  produktionstid på en langtegnefilm.

     Imidlertid kom omstændighederne på en måde det nystartede tegnefilmselskab Dansk Farve- og Tegnefilm A/S til gode, idet stort set alle de nogenlunde erfarne medarbejdere hos VEPRO efterhånden blev afskediget eller selv valgte at forlade firmaet. Det sidste gjaldt bl.a. Erik Rus (såfremt han overhovedet var ansat hos VEPRO, hvilket der er tvivl om), Børge Hamberg og Erik Christensen (Chris), som i sensommeren 1942 fik engagement hos Hans Held på Bavaria Film i Potsdam i Tyskland. Bjørn Frank Jensen blev efter VEPRO’s lukning en overgang freelance tegner, med vitstegninger og tegneserier som speciale. Det samme gjaldt tegneren Kjeld Simonsen, som dog samtidig også lavede reklametegnefilm, idet det var i denne periode, at han bl.a. lavede den lille reklametegnefilm for Sylvester Hvid Reklamebureau, der som både tidligere og senere omtalt førte til, at jeg fik den – forkerte – opfattelse, at der blev lavet tegnefilm på bureauet.

Herover ses to af de mest markante tegnere og animatorer, der arbejdede på ”Fyrtøjet”, nemlig til venstre tegnestueleder på tegnestuen Frederiksberggade 28, chefanimator Børge Hamberg. Til højre tegner og chefanimator  Bjørn Frank Jensen. Sidstnævnte blev fra efteråret 1944 leder af tegnestuen på Nørrebrogade. – Foto af Børge Hamberg: Udsnit af gruppebillede fra VEPRO’s julefest 1941. Dansk Billedcentral. Foto af Bjørn  Frank Jensen: © 1943-45 Arne ”Jømme” Jørgensen.

     Der hersker som nævnt en vis usikkerhed omkring, hvordan de forskellige tegnere kom i kontakt med Dansk Farve- og Tegnefilm, men så vidt vides var det som også allerede nævnt på grundlag af avisannoncer, at flere af tegnerne henvendte sig til firmaet og ansøgte om jobbet. Det gjaldt i al fald Børge Hamberg, som netop lige var vendt hjem fra Tyskland, og det gjaldt muligvis flere andre, som f.eks. Erik Christensen (Chris), hvis beskæftigelse umiddelbart efter at han var vendt hjem fra Tyskland ikke kendes. Muligvis har han en kort overgang også arbejdet som freelance tegner og lavet vitstegninger og måske reklame- og annoncetegninger, samt enkelte reklametegnefilm. Chris var lidt af en boheme og havde problemer med at være fastansat nogetsteds. Han var da også kun med på "Fyrtøjet" en kort overgang i begyndelsen af 1943, hvor han ani­merede nogle få scener.

Tegneren og animatoren Erik Christensen (Chris) var et stort talent både som tegner og animator. Men desværre kom han kun til at tegne og animere nogle ganske få scener i ”Fyrtøjet”. Han arbejdede for det meste freelance, både som tegner og animator. Omkring 1944-45 forsøgte han at starte sin egen tegnefilmproduktion, hvilket der dog ikke var held ved. Men som freelancer lykkedes det ham alligevel at lave flere reklametegnefilm, lige som han tegnede adskillige vittighedstegninger til aviser og ugeblade. – Foto: Udsnit af gruppebillede fra VEPRO’s julefest 1941. Dansk Billed Central.

Dette scenebillede af kroværten, der i en pause tager sig et velfortjent krus øl, er tegnet og animeret af Chris i begyndelsen af 1943. Foruden denne scene plus endnu en scene med kroværten og den scene, som vises på det følgende billede, tegnede og animerede Chris også en scene med to skorstensfejere. Disse fire scener var det eneste, Chris tegnede og animerede til ”Fyrtøjet”. – Foto fra filmen ”Fyrtøjet”. © 1946 Palladium A/S.

Dette scenebillede er blandt flere lignende sort-hvide fotos taget af husfotografen Arne ”Jømme” Jørgensen i maj 1944, da cirka første halvdel af  ”Fyrtøjet” blev vist som stum arbejdskopi i Grand Teatret i Mikkel Bryggersgade. Forevisningen blev indledet af selveste Urban Gad, som var biografens ejer og direktør. Scenen, der er tegnet og animeret af Chris, blev klippet ud i den færdige film, formentlig fordi den osede af sex og derfor var for dristig efter datidens målestok. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

     Som tidligere nævnt kom Bjørn Frank Jensen angiveligt også med på "Fyrtøjet" via en avisannonce. Hans mangeårige ven og kollega, Børge Ring, der ikke selv var med på "Fyrtøjet", fortæller i et interview med Freddy Milton i fanzinet Carl Barks & Co. nr. 17, 1982, at Bjørn Frank en dag så en annonce i avisen, og da han stod uden fast arbejde, henvendte han sig derfor til Dansk Farve- og Tegne­film. Dette er også, hvad Bjørn Frank selv siger i sine bemærkninger til sin karriere. Disse bemærkninger, som han skrev ned på min opfordring, er udaterede, men må anses for at være skrevet omkring 1986-87, og på et tidspunkt, hvor han endnu ikke havde haft den hjerneblødning, der bl.a. svækkede hans hukommelse. Men i et båndinterview i 1999, altså omkring 12-13 år senere, hævder den da hukommelsessvækkede Bjørn Frank, at han en dag i 1942 blev ringet op af Allan Johnsen. Denne version af hans ansættelse lyder ganske vist sandsynlig, i betragtning af hans bekendtskab med tidligere kolleger på VEPRO. Bjørn Frank kan i denne version fortælle, at han kom med på "Fyrtøjet" på den måde, at han en dag sent på året 1942 blev ringet op af Allan Johnsen, som spurgte: "Kan De tegne Runde­tårn?". Hvortil Bjørn Frank i følge eget udsagn skal have svaret: "Jo, det ligger kun 10 minutters gang herfra, så det skulle nok kunne lade sig gøre!" (Bjørn Frank i båndinterview 1999). Om sin egen ansættelse hos ”Dansk Farve- og Tegnefilm A/S” og sit arbejde på ”Fyrtøjet”, har Bjørn Frank selv følgende kommentarer, fremsat skriftligt i 1985-86:

     ”[…] VEPRO stoppede produktionen i midten af ’42. Jeg lavede vittighedstegninger og forsøgte mig en tid som strip-tegner. Hen mod slutningen af ’42 så jeg en annonce i avisen: ”Dansk Farve- og Tegnefilm” søgte tegnere. Jeg fik en aftale med firmaet og mødte Allan Johnsen, Finn Rosenberg og Peter Toubro på Johnsens kontor i Frederiksberggade. De spurgte mig om jeg kunne tegne en mand med en paraply der gik i modvind, jeg sagde ja, og gik hjem og animerede en scene med en mand, der bliver fanget af vinden og bliver blæst væk med paraply og alt (det viste sig senere, at det ikke var en scene der forekom i deres manuskript, men simpelthen en prøve).
     Næste møde: ”kan De tegne Rundetårn?” ”Ja”, sagde jeg, jeg vidste at min far, i sin boghylde, havde en bog om Rundetårn, med tegninger af en arkitekt, der viste alle aspekter af tårnet, så det var ikke noget problem.
      Jeg hørte dem tale om en person de kaldte ”Bavaria-manden”. Senere fandt jeg ud af at det var Børge Hamberg, der havde arbejdet i Tyskland sammen med sin ven Erik Rus og Erik Christensen på et studie, der var ledet af en tysk tegnefilmmand Hans Held, der var i gang med en film baseret på Münchhausens Eventyr – et af de mange projekter, der aldrig blev realiseret.
     Jeg blev antaget [hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S], og firmaet startede i Frederiksborggade i nogle lokaler der tilhørte en konfektionsgrosserer. Mit første arbejde var astrologen i Rundetårn, animation og baggrunde. Der var en idé om at animatoren også skulle male sine egne baggrunde, men heldigvis blev den idé hurtigt lagt til side. Jeg tror jeg kun har malet 4 baggrunde [til ”Fyrtøjet”]: Astrologens værelse i Rundetårn – Sneglegangen – indgangen til Rundetårn (vægter + astrolog) og kongens soveværelse, hvor astrologen falder i kongens tøfler. Næste job var vægter-sangen, med baggrunde af Rosenberg. På det tidspunkt var Hamberg i gang med modeller af de forskellige figurer. Chris og Dorst var antaget som animators og produktionen var i gang i begyndelsen af 1943. […]”

     Den lille divergens, der er imellem Bjørn Frank Jensens egne to indbyrdes lidt afvigende versioner af hans egen ansættelse som animator på ”Fyrtøjet”, skal man næppe hæfte sig ved. Men måske bør man fæste mest tillid til den version, hvor Bjørn Frank bliver ringet op af Johnsen, idet den er nok så sandsynlig, ikke mindst i betragtning af, at initiativtageren til filmen, Finn Rosenberg, formentlig må have kendt til Bjørn Franks eksistens - og for resten også til Erik Christensens - fra deres fælles tid hos Monterossi - og vidste, at han bl.a. dér havde lavet tegnefilm sammen med Dahl Mikkelsen. Den muntre og underfundige anekdotemager Børge Ring kan i hvert fald fortælle, at Allan Johnsen var en tekstilgrosserer som syntes, at han burde investere sine penge i andet end skattevæsenet. Han henvendte sig derfor til tegneren Finn Rosenberg, som var reklametegner på Reklamebureauet Monterossi og på den tid illustrerede Johnsens bog om tekstilernes historie, for at få at vide, hvordan man laver tegnefilm. Det var der, så vidt Rosenberg kunne se, ikke mange ben i, idet man tegnede på cellofan i stedet for på papir. Desuden havde man nogen folk hos Monterossi, som lavede tegnefilm. Hermed sigtedes der til Henning Dahl Mikkelsen og dennes assistent, Bjørn Frank Jensen.

     Børge Ring, der som nævnt ikke selv var med på "Fyrtøjet", men som var mangeårig nær ven og kollega med Bjørn Frank, både før og efter begges emigration til Holland, kan imidlertid også fortælle om vennens ansættelse som tegner og animator på filmen ”Fyrtøjet”. I et interwiev i fanzinet Carl Barks & Co., 1982, forklarer Ring, at Bjørn Frank havde set en avisannonce, hvori der stod, at man søgte dygtige og erfarne tegnefilmstegnere. Sådanne var ifølge Ring dengang lige så sjældne som kameler på Grønland. Imidlertid svarede Bjørn Frank på annoncen og henvendte sig på Allan Johnsens kontor, hvor ifølge Børge Ring dennes ”tekniske ekspert”, en mand ved navn Ørnbak, også var tilstede.

     Efter at være blevet spurgt, om han kunne tegne Rundetårn og en astronom samme sted, som tilmed skulle løbe ned gennem tårnet og ud på gaden, mente Bjørn Frank, at det kunne det da være morsomt at gøre. Han blev derefter bedt om at gå hjem og tegne det foreskrevne. Det faldt åbenbart ud til Allan Johnsens og hans rådgiveres tilfredshed, for det er en kendsgerning, at Bjørn Frank Jensen blev ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S som en af de allerførste animatorer. (Carl Barks & Co. Solo Hæfte nr.17, 1982, s.11).

     En lille korrektion er nødvendig af Børge Rings udsagn om, at ved det ovenfor omtalte møde, var Johnsens ”tekniske ekspert”, en mand ved navn Ørnbak, også til stede. Som nævnt andet steds kan der ikke være tale om Henning Ørnbak, som først blev ansat som medarbejder på ”Fyrtøjet” i foråret 1944, året efter at filmens produktion for alvor var startet op.

     Der kan I øvrigt næppe være tvivl om, at Børge Ring oprindelig har sin viden om Bjørn Frank Jensens introduktion til "Fyrtøjet" fra Bjørn Frank selv, og selv om situationen med tiden har antaget anekdotisk form, er den sand i det væsentlige. Det kan man se ved at sammenholde Børge Rings version med Bjørn Franks egen version, som også vil kunne læses i biografien om ham her på hjemmesiden.

     Derimod har Børge Ring næppe sin viden i orden, når han mener, at den tekniske eks­pert, som Allan Johnsen åbenbart rådførte sig med tidligt i produktionsforløbet, skulle hedde Ørnbak til efternavn. Der var kun én Ørnbak med på "Fyrtøjet" og han hed Henning Ørnbak og kom først med i løbet af 1944, da han efter vel overstået studentereksamen blev ansat som mellemtegner og senere produktionsassistent, filmklipper og teknisk rådgiver hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S.  Det kan altså af gode grunde ikke have været ham, der har været den tekniske ekspert, Johnsen rådførte sig med sent på året 1942 eller i begyndelsen af året 1943. Så vidt vides, havde Johnsen ingen teknisk ekspert til sin rådighed, da firmaet oprettedes den 5. december 1942 og produktionen af "Fyrtøjet" så småt blev indledt. Hvad det lit­terære og kunstneriske angår, havde han Finn Rosenberg, Peter Toubro og Henning Pade, at rådføre sig med, og vedrørende det tegnefilmtekniske var der i starten kun Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Erik Christensen (Chris), som alle tre var gode tegnere og relativt erfarne animatorer, bl.a. fra deres tid på VEPRO.

En meget markant og indflydelsesrig tegner og animator på ”Fyrtøjet”, var Kjeld Simonsen (Simon). Han havde også været ansat på VEPRO, men gik derefter freelance og lavede som sådan både reklametegnefilm og tegninger og illustrationer til aviser, ugeblade og tidsskrifter. Under besættelsen tegnede han desuden flere børnebøger, som blev udgivet af Carlsens Illustrationsforlag (P.I.B.). Senere tegnede han også tegneserien ”Misse Mons”, der ligeledes blev distribueret af P.I.B. – Foto: Udsnit af gruppebillede ved VEPRO’s julefest 1941. Dansk Billed Central.

Blandt nogle af de første scener, som Simon tegnede og animerede til ”Fyrtøjet”, var den, hvori de tre plattenslagere på afstand betragter soldaten, som køber kagekonens kurv med kommenskringler og deler disse ud til de legende børn. Ved dette syn udbryder en af plattenslagerne: ”Nå da, for en guldfugl, hva’!?” – ”Ja, hvem der havde nogen af hans dukater!”, svarer den anden, og den tredje tillægger: ”Lad os invitere ham på en køretur og se, hvad der sker!”– Animationstegning af Kjeld Simonsen (Simon). – Tegning: © 1946 Palladium A/S.

     Teg­neren og animatoren Kjeld Simon­sen (Simon) kom derimod først med senere i produktionsforløbet, så vidt jeg husker på anbefaling og opfordring af bl.a. Børge Hamberg og Bjørn Frank Jensen, som jo kendte ham fra deres fælles tid på VEPRO. Simon kom til sent på året 1943, men til gengæld animerede han i løbet af det næste års tid en mængde af filmens scener, især dens slutscener. Til at begynde med sad han en kort overgang på teg­nestuen i Frederiks­berggade 28 og animerede, men på et tids­punkt i begyndel­sen af 1944 forlagde han arbejdet til sit private hjem i Holte. Senere på året bad han sig løst fra sit arbejde på "Fyrtøjet", idet han nødtvunget måtte "gå under jorden", angiveligt fordi han havde erfaret, at mange af hans gode venner, der var modstandsfolk, var blevet arresteret, torteret og henrettet af tyskerne.

Endnu et eksempel på en af de mange scener i filmens sidste del, som Simon tegnede og animerede i løbet af det godt et års tid, han arbejdede på ”Fyrtøjet”. Her ses en af de tre plattenslagere, som har lokket soldaten (forrest til højre) til at rafle. De kalder sig hans venner, men er kun ude på at plukke ham for penge, hvilket da også lykkes. Begge figurer er her tegnet og animeret af Simon. – Billede fra filmen. © 1946 Palladium A/S.

     Blandt de første tegnere og animatorer, der foruden Finn Rosenberg blev ansat i firmaet, var som omtalt Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Erik Christensen (Chris). Dansk Farve- og Tegnefilm havde til formålet midlertidigt lejet nogle lokaler i Frederiksborggade 12 på første sal, som tidligere havde været benyttet af et konfektionsfirma. Lokalerne lå overover værtshuset ”Den vaade Høne”, hvor tegnerne ofte enten spiste deres frokost eller besøgte for en afslappende drink.

Til venstre ses Børge Hambergs første udkast til, hvordan soldaten i ”Fyrtøjet” efter hans opfattelse skulle se ud. Han havde brugt sig selv som model for figuren, også – og måske især – hvad portrætlighed angår, hvilket for kendere fremgår af filmbilledet til højre. Figuren blev dog noget forenklet og forandret undervejs i tilblivelsesprocessen. - © 1942-43 Børge Hamberg. Originaltegningen, som er i farver, tilhører efter hans død Fru Bodil Hamberg. – Billedet til højre er fra selve filmen. © 1946 Palladium A/S.

     Det var i disse lokaler, at Børge Hamberg begyndte sit arbejde med at designe de fleste af filmens figurer, og her at Bjørn Frank gik i gang med at lave de første layouts og baggrunde og den første animation, nemlig til scenerne med astrologen, der studerer stjernehimlen oppe fra kuplen oven på Rundetårn. Dernæst tegnede og animerede han natvægteren, der syngende den gamle vægtersang kommer gående omkring et gadehjørne og stopper op, idet han griber ind i inderlommen efter ’lommelærken’, som han (i close up) sætter for munden og tager sig en ordentlig slurk af. Efter at have stukket flasken tilbage i inderlommen fortsætter vægteren sin gang og sang og går frem mod billedets forgrund. Bjørn Frank mente også selv at kunne huske, at han som en af de første scener tegnede og animerede astrologen, der midt om natten i al hast ankommer til det kongelige sovegemak, hvor han glider i kongens tøfler og falder hen over dobbeltsengen og derved vækker de kongelige majestæter.

Herover ses to af de første scener, som Bjørn Frank Jensen tegnede og animerede i ”Fyrtøjet”. Han malede tilmed selv baggrundene, hvilket dog kun skete i disse tilfælde. Det var primært Finn Rosenberg, der tegnede layouts og malede baggrunde. Foroven ses astrologen i observatoriet på Rundetårn, og forneden natvægteren, der går sin runde i byens mennesketomme gader.  – Fotos fra filmen „Fyrtøjet“: © 1946 Palladium A/S. 

På fotoet til venstre ses Frederiksberggade fra omkring nr. 24 og hen mod Rådhuspladsen. Den røde bygning omtrent midt i billedet, er Frederiksberggade nr, 28, hvor Dansk Farve- og Tegnefilm A/S havde tegnestuer på 2.sal. På fotoet til højre ses samme gade fra nr. 12 og hen mod Gammel Torv, hvorfra husnumrene blev regnet. Bygningen i midten af billedet er Frederiksberggade nr. 10, og på 2. sal her, havde firmaet Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og dets direktør, Allan Johnsen, kontorer. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

     Dansk Farve- og Tegnefilm A/S fik kontor og administration i Allan Johnsens hidtidige lokaler, Frederiksberggade 10, 3. sal til venstre. Til at begynde med lejede man som nævnt nogle lokaler i Frederiksborggade 12, 1. sal, og her blev der dels indrettet tegnestue til de ganske få tegnere, der dengang var ansat i firmaet og som allerede er nævnt ovenfor. Det drejede sig om Finn Rosenberg, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Erik Christensen (Chris). Og dels blev der samme sted indrettet tegnestue til de få yngre damer, der under ledelse af Jenny Holmqvist tog sig af optræks- og farvelægningsarbejdet. Blandt disse damer var den ganske unge Karen Bech, der blev ansat den 1. januar 1943 som en af de første  ”koloriner”, som de selv kaldte sig. En anden af ”kolorinerne” var Mona  Irlind alias Lily Norma Irlind, i daglig om- og tiltale romantisk kaldet ”Irmelin”. Så vidt mig bekendt findes der desværre ingen fotos fra opstarten i Frederiksborggade 12. Om sin egen ansættelse her, kan Karen Bech alias Karen Egesholm i brev af 20.10.2001 til Harry Rasmussen bl.a. fortælle følgende:

     ”[…] Der er en periode mellem ”Vepro” og min ansættelse i ”Dansk Farve- og Tegnefilm”, hvor jeg arbejdede i et firma  som havde lokaler i Frederiksborggade på 1.ste sal, over et værtshus som hed ”Den våde Høne”. Jeg farvelagde, som jeg havde gjort hos ”Vepro” og i lokalerne var samme udstyr, men personerne husker jeg ikke, bortset fra en rødhåret pige ved navn ”Kylle”, der røg som en skorsten. De ansatte tilbragte en del tid i ”Den våde Høne” og jeg hentede forsyninger i en kaffebar som hed ”Tit-Bit” og et stort konditori. […]”

      Karen Egesholm var på tidspunktet for brevets affattelse ikke klar over, at det firma, hun var blevet ansat i, faktisk var identisk med ”Dansk Farve- og Tegnefilm A/S”, men det er hun senere blevet. I forlængelse af ovenstående citat skriver hun:

     ”[…] Hos ”Dansk farve- og Tegnefilm” blev jeg ansat d. 1/1-1943 og vore oplevelser er nok nogenlunde identiske f.s.v. angår Frederiksberggade, både med hensyn til arbejdets forløb og bemandingen. Mona Irlinds (Irmelin) og mine erindringer er nok nogenlunde identiske vedrørende den tid, hvor der blev stor travlhed og brug for ekstra personale. Her oplevede vi jo både Nørrebro, Østerbro og Vesterbro og et utal af damer, som kom og gik i kortere og længere perioder. […]”

     Tegnestuen i Frederiksborggade lå som nævnt på førstesalen i ejendommen, hvor værtshuset ”Den våde Høne” befandt sig i stueetagen, og her spiste flere af tegnerne i reglen deres frokost, eller holdt en tiltrængt hvilepause i arbejdet, mens de nød en stille drink.

     Men i forbindelse med det stigende behov for at øge medarbejderstaben, indså man imidlertid snart behovet for at finde større tegnestuelokaler. I mellemtiden havde Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Finn Rosenberg måttet rykke hen på Johnsens kontor i Frederiksberggade 10, 3. sal. Men her var pladsen meget for trang til, at det kunne blive andet end en midlertidig nødløsning. Derfor lejede man i juni 1943 et pænt stort lokale i Frederiksberggade 28, 2. sal til højre, som var blevet ledigt og stod tomt som følge af tekstilbranchens krisesituation. Lokalerne havde nemlig tilhørt tekstilgrossistfirmaet C.L.Albrecht & Søns Etabl., som imidlertid havde måttet lukke som følge af de vilkår for branchen, som den tyske besættelse af Danmark havde ført med sig.

På fotoet til venstre, som er fotograferet i august 2009, ses den ejendom i Frederiksberggade 28, hvor Dansk Farve- og Tegnefilm A/S havde tegnestue og trickkamerarum. Det var bag de fire brede og det ene smalle etfagsvinduer på  2.. sal, at arbejdet på langtegnefilmen ”Fyrtøjet” foregik fra juni 1943 til hen på året 1946. Nederst til højre i billedet, lidt til venstre for den grønne markise, ses den forretning, som dengang husede Dragvigs Bodega, hvorfra der ofte lød velklingende pianotoner ud på gaden. - På fotoet til højre, som er taget den 5. oktober 2001, ses de fire øverste vinduer til gaden, sådan som disse også så ud i 1943, og bag hvilke tegnestuen var beliggende. Det var her hovedparten af nøgletegnerne sad og arbejdede, og her Peter Toubro gik omkring i lokalet med drejebogen under armen, og hvor Finn Rosenberg tegnede layouts og malede baggrunde, og her trickfotograf Marius Holdt havde sit trickfilmkamera og trickbord installeret. På etagen nedenunder havde Pihls Mælkeri dengang lokaler. – Fotos: © 2009 og 2001 Harry Rasmussen.

     Det var i dette lokale – for der var faktisk kun ét stort rum, bortset fra køkkenet og to toiletter – at den egentlige opstart og produktion af langtegnefilmen ”Fyrtøjet” for alvor kom i gang. Men hvordan denne opstart egentlig forløb, vil jeg bedst kunne give et indtryk af, ved at skildre min egen situation umiddelbart før og lige efter, at jeg selv blev ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. (Vedr. tegnestuelokalernes anvendelse i nutiden, se: Noten )

En personlig beretning

     Selv om nogle kritiske røster formentlig vil mene, at det er lidt for anmassende og ambitiøst af mig, vil jeg, inden vi går over til en nærmere beskrivelse af tegnestuen i Frederiksberggade 28, tillade mig at fortælle om, hvordan jeg selv fik det held, at blive medarbejder på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. Denne beretning vil nemlig samtidig kunne bidrage til forståelsen af den tid, de vilkår og omstændigheder, hvorunder filmen blev til

     Det var fortsat især inspirationen fra Walt Disneys første lange tegnefilm, "Snehvide", og fra de årlige Disney Jule-Shows i Metropol og de af Disneys korte tegnefilm, man lejlig­hedsvis også kunne se i andre biografer, som jeg indtil sommeren 1943 havde haft mulighed og lejlighed til at se, der var min store inspirationskilde til selv at ville lave tegnefilm.

     Dette mål rykkede faktisk et første lille skridt nærmere, da jeg en dag i begyndelsen af juni 1943 var i biografen og her bl.a. så en reklametegnefilm for Sylvester Hvids Reklame­bureau. Filmens design og handling var ganske enkel: Midt i det sort-hvide filmbillede så man i store bogstaver navnet "Sylve­ster Hvids Reklamebureau", og på hver side af dette logo var der en trappe med henholdsvis en dreng og en pige, som stod øverst oppe på hver sin trappeafsats. Efter et kort øjeblik glatte­des trappen til venstre pludselig ud, så trinene forsvandt og drengen kurede ned og landede stående omtrent i bunden af billedet. Idet drengen landede der, kom tallet "7016" til syne under hans fødder, hvorefter han med høj stemme sagde: "Halv­fjers-seksten". Straks efter glattedes trinene ud på trappen tilhøjre, og pigen kurede ligeledes ned ad trappen og landede stående i højre side af billedet, samtidig med at tallet "7017" viste sig under hendes fødder, og man hørte hende sige: "Halv­fjers-sytten". Hvorefter en mandlig speakerstemme sagde: "Sylvester Hvids Reklamebureau - halvfjers-seksten og halv­fjers-sytten".

     Denne herlige lille reklametegnefilm betød for mig signalet til at gå i aktion, idet jeg straks mente, at det nævnte reklamebureau jo måtte lave tegnefilm, når man havde produceret den lille tegnefilm som reklame for firmaet. Jeg henvendte mig derfor straks til min altid interesserede morbror Thorkild, som da også var parat til at træde hjælpende til. Dagen efter ringede han til reklamebureauet og fortalte, at hans 14-årige nevø gerne ville lave reklametegnefilm, og der blev da også truffet en aftale om, at han og jeg skulle komme ind på bureau­et til en samtale et par dage senere. Onkel Thorkild fik besked på, at jeg skulle medbringe nogle af mine tegninger, så de kunne se nærmere på disse.

Et eksempel på  en af de mange tegninger, der er tegnet af mig som ca. 12-årig. Jeg sporedes tidligt ind på at tegne i, hvad jeg dengang forstod ved en ’tegnefilmstil’. -  Tegning: © 1940-41 Harry Rasmussen.

Et andet eksempel på, hvad jeg dengang ca. 12-årige knægt, forstod ved ’tegnefilmstil’, hvor figurerne efter min begrænsede opfattelse skulle være komiske og med afrundede former. Tegningen er i virkeligheden en efter andres udsagn vellignende karikatur af en af mine onkler. – Tegning: © 1940-41 Harry Rasmussen.

     Det var så heldigt, at jeg foruden mine mange tegninger med forsøgsvis barokke tegnefilmsagtige figurer, også havde en serie tegninger af såkaldt seriøs karakter. Engang i 1942 havde jeg nemlig ved mors mellemkomst meldt mig til et korrespondancekursus, ”Lær at tegne selv", og da jeg havde været for­holdsvis flittig til at tegne de stillede opgaver, var jeg efterhånden kommet i besiddelse af et pænt antal tegninger. Disse tegninger demonstrerede bl.a., hvordan jeg udførte for­skellige former for blyants-, tusch- og penselteknik samt hvordan jeg evnede at tegne direkte efter "naturen", dvs. tegne efter levende planter eller reale genstande.
     Kurset foregik på den måde, at man fik tilsendt nogle tegne­opgaver, som man så skulle udføre og indsende til kursets adresse, hvor en eller flere professionelle tegnere bedømte resultatet og rettede med rød blyant, hvis de syntes, der var noget at rette, dvs. noget, der kunne tegnes bedre eller anderledes. Mine tegninger blev da også jævnligt tilføjet smårettelser, men i det store og hele blev de i reglen god­kendt, i enkelte tilfælde endda med et par anerkendende be­mærkninger. Men at tegne "seriøst" var dengang ikke det, jeg holdt allermest af, for det virkede lidt kedeligt på mig, der meget hellere ville lave sjove fantasifigurer.

     Det var en noget spændt 14-årig - jeg fyldte 14 år den 12. juni 1943 - der i sit stiveste puds, og med en mappe med mine bedste tegninger under armen, begav sig af sted med sporvognen til Rådhuspladsen, hvorfra jeg spadserede hen til Frederiks­berggade 31, hvor min onkel ville støde til, så at vi sammen kunne gå op på reklamebureauet. Dettes domicil var beliggende på førstesa­len, der strakte sig fra Frederiks­berggade og rundt om hjørnet og et stykke ned ad Mikkel Bryg­gersgade. Bydelen og Strøget kendte jeg jo allerede nogenlunde, for ikke langt fra reklame­bureauet lå Metropol, Disney-biografen frem for alle, og desuden  filmdistributionsselskabet Gloria Film A/S, som dengang havde eneret i Danmark på distributionen af Disney-selskabets film.
     Min onkel var der allerede, da jeg ankom. Han stod og ventede på mig nedenfor den store, brede gadedør op til reklamebureauet og røg sig en af sine talrige daglige cigaretter, som han skaffede sig, på trods af, at der var tobaksrationering og praktisk talt ingen cigaretter at købe, hverken i tobaksfor­retningerne eller andet steds. Men det er en anden histo­rie.
     Onkel og jeg gik op ad trappen til første sal og kom ind i et pænt stort forkontor, hvor der sad en receptions- og tele­fondame og tog imod. Thorkild fremførte, at vi havde en aftale om et møde med direktør Sylvester Hvid kl. 9,30. Kontordamen bad os om at tage plads, hvorefter hun forsvandt ind ad en stor dør i baggrunden.  Et øjeblik efter kom kontordamen igen ud fra direktionskontoret, idet hun havde ladet døren stå åben og lod os forstå, at direktøren ventede os.

På dette foto ses ejendommen på hjørnet af Frederiksberggade forrest og Mikkel Bryggersgade til højre. Hele førstesalen var i 1940’erne hjemstedet for Sylvester Hvids Reklamebureau, og skilte i vinduerne forkyndte, at her holdt dette velrenommerede firma til. Direktørkontoret lå bag de tre vinduer på hjørnet, mens tegnestuerne lå bag vinduerne ud mod Mikkel Bryggersgade. 7-Eleven butikken i stueetagen lå der naturligvis ikke dengang, men der var lige så mange mennesker til dagligt på den travle forretningsgade på den tid, hvor den endnu ikke var blevet gjort til gågade. – Foto: © 2009 Harry Rasmussen.

     Da onkel og jeg var kommet ind på direktør Sylvester Hvids forholdsvis store hjørnekontor, hvorfra der var udsigt både til Frederiksberggade og Mikkel Bryggersgade, så vi en ret så imposant, midaldrende skikkelse sidde bag et stort, mørkt skrivebord. Det var selvfølgelig selveste direktøren, Sylvester Hvid, som forekom at være en stor og tung mand, hvis grå­spræng­te tindinger røbede, at han ikke længere hørte til de helt unge. Han så lidt blegansigtet ud og havde store, let mørkfarvede poser under øjnene. Håret var til dels sølvgråt, men øjenbryne­nes noget mørkere farve vidnede om, at denne mand måtte have været mørkhåret i sine yngre dage. Men selvom direk­tøren ikke rejste sig for at give os hånden, så virkede han venlig og imødekommende, og bad os straks om at tage plads i hver sin stol foran skrivebordet.
     Til stede på kontoret var også en anden midaldrende mand, der dog så ud til at være en smule yngre end direktøren, som præsenterede ham for os som tegnestuechefen Poul Petersen, som jeg i øvrigt snart efter fandt ud af var en dygtig plakattegner og desuden en rar, om end meget travl mand.

     Efter nogle indledende bemærkninger og en ikke særlig speci­ficeret forklaring om, hvad elevtiden som reklametegner ville indebære, bad Sylvester Hvid om at måtte se mine medbragte tegninger. Jeg rakte ham mappen. som jeg havde siddet og knuget under armen, for selvom han virkede venlig, var jeg dog en del nervøs og anspændt over situationen, som jeg følte ville være afgørende for min frem­tid.
     Sylvester Hvid og Poul Petersen kiggede nu mine tegninger igennem, og disse må åbenbart have fundet nåde for deres vistnok kritiske øjne, for Sylvester Hvid spurgte om de måtte beholde mappen med mine tegninger indtil videre. Og idet han rakte hånden frem til farvel, sagde han, at vi kunne ringe næste dag og få besked på, om bureauet eventuelt kunne bruge mig som elev. Efter at have taget afsked med Poul Petersen, forlod Thorkild og jeg kontoret og fulgtes ad til Rådhus­pladsen, hvor vi skiltes.

     Situationen var ikke blevet mindre anspændt efter samtalen med Sylvester Hvid, og ventetiden forekom mig ulide­lig og at vare en evighed. Imidlertid ringede Thorkild som aftalt næste dag til Sylvester Hvid og fik den besked, at bureauet gerne ville ansætte mig som elev. Vi skulle derfor allerede samme dag komme ind på hans kontor, for at underskrive elevkon­trakten, og for at jeg kunne få nærmere besked om ar­bejdstider og -vilkår. Jeg var jo endnu umyndig og havde følgelig ikke lov til at underskrive papirer af den art. Det blev derfor min onkel, som havde fået fuldmagt af mine foræl­dre, der på deres og mine vegne måtte underskrive kontrakten. I telefonen for­klarede min onkel Thorkild direktør Sylvester Hvid, at det nok ville blive vanskeligt for mig igen at få fri fra mit midlertidige arbejde som piccolo på et kontor, hvortil direktøren svarede, at det vel egent­lig heller ikke var strengt nødven­digt, at også jeg mødte op.

     Men den formiddag var det en meget spændt mig, der cyklede ud på en af de inkassoture som var en del af mine arbejdsopgaver som kontorpiccolo. Det var en grå og trist regnvejrsdag og selvom jeg havde fået udleveret et regnslag af firmaet, blev jeg alligevel pjaskvåd i ansigtet og på benene og fødderne, og det huede mig ikke, for jeg har alle dage været uven med vådt vejr. Desuden blev regningerne og pengene lettere våde, når jeg åbnede den ligeledes pjaskvåde taske. Det både ærgrede og gjorde mig ked af det, for dels var jeg også lidt af en perfektionist og dels vidste jeg at kontorfuldmægtigen, Hr. Vrisse, som jeg i mit stille sind kaldte ham, ville blive ekstra gnaven, hvis jeg kom tilbage med ubetalte regninger, der havde fået nogle regndryp.
     Da jeg vendte tilbage til firmaet fra den ovenfor beskrevne inkassotur og gik ind på kontoret, rejste fuldmægtigen, Hr.Vrisse, sig fra sin plads bag skranken og snerrede: "Gå om ad bagindgangen! Du gør jo alting vådt!". Jeg gjorde, som han sagde, og gik om og ind ad køkkendøren, idet jeg tog det våde overtøj af og tørrede mit hår med et håndklæde. Herunder kom kontordamen ud i køkkenet eller frokoststu­en, som det blev kaldt, og hun sagde til mig, at min onkel havde været der, men at han ville komme tilbage senere på dagen. Hjertet hamrede i brystet på mig, da jeg hørte det og derfor spurgte hende: "Sagde han noget el­lers?". "Nej, det gjorde han ikke!", svarede hun.

     Jeg var naturligvis til det yderste spændt på, hvad der videre skulle ske for mit ved­kommende, men fore­løbig måtte jeg gå ind på kontoret ved min skrivepult og gøre regnskab. Mens jeg sad her, kom min onkel pludselig ind ad døren og gik direkte hen til mig, idet han rakte den underskrevne kontrakt frem mod mig og sagde: "Alt er ordnet! Du skal begynde på mandag!". "Ja, men så skal vi først lige ordne det med firmaet her!" svarede jeg. Onkel gik derefter hen foran skranken og Hr. Vrisse og fremførte, hvad sagen drejede sig om. Vrisse henviste imidlertid til, at det var chefen, han skulle tale med herom, og han var desværre ikke til stede lige i øjeblikket. Vrisse viste os dog utroligt nok den imødekommenhed, straks at ringe over til det andet firma, Grundejernes Forsikring, for at tale med chefen, som han kort satte ind i situationen.

     Der gik ikke mere end omkring en halv snes minutter, før chefens tunge brede skikkelse trådte ind ad døren og bad min onkel og mig om at gå med ind på konferencekontoret. Hr. Vrisse fulgte som altid også med. Onkel forklarede chefen, hvad det hele gik ud på, og tænk, den venlige mand sagde, at de jo godt nok var kede af at skulle af med mig, men at han da meget vel kunne forstå, at jeg var nødt til at tænke på min fremtid. Han sagde også noget om, at jobbet hos ham ikke rigtig kunne være noget for mig, når jeg nu brændte så meget for at komme til at lave tegnefilm.
     Til min store og behagelige overraskelse, gav selv Hr.Vrisse ham ret, og hans så godt som altid sure eller vrisne ansigtsud­tryk mildnedes svagt af en lidt anstrengt grimasse, som vist skulle forestille et smil. Faktisk tror jeg, at han inderst inde glædede sig ved tanken om, endelig at skulle slippe af med en forkælet mors dreng, som han helt bestemt mente, at jeg var.

     På det tidspunkt havde jeg været ansat tre uhyggeligt lange uger i Husejernes Abonnement, og jeg skulle derfor have løn for den sidste uge. Det var desuden en kontraktlig forpligtelse, at den ansatte så vel som firmaet normalt havde en uges opsigel­ses­frist. Men i betragt­ning af den specielle situation, valgte chefen at se bort fra normal praksis, så at jeg faktisk kunne holde op allerede samme dag efter arbejdstids ophør. Mit hjerte var ved at sprænges af lykke over mit store held, og især over, at jeg efter den aften kl. 18,15 for altid skulle være fri for at møde op på det triste kontor og agere prygelknabe for Hr.Vris­ses lunefulde og vrantne sind. I denne stemning af befrielse forløb resten af dagen derfor udmærket godt.
     Før han sagde farvel og gik, overlod onkel Thorkild kontrak­ten med Sylvester Hvid til mig, og dette klenodie anbragte jeg i min taske, idet jeg omhyggeligt sørgede for, at det ikke skulle blive fedtet til af min madkasse.

Min tegnerkarriere begynder

Men med hensyn til min debut som reklametegnerelev, så blev alle, jeg kendte, glade på mine vegne, over, at mit store mål nu syntes inden for rækkevidde. Dette gjaldt ikke mindst mor, men glæden havde dog et skår for hendes vedkommende, for hun var jo nødsaget til at tænke på pengene. Hos Husejernes Abonne­ment havde jeg kun fået løn for den sidste uge, jeg var ansat i firmaet, og jeg skulle også være på prøve i de første tre uger hos Sylvester Hvid. Så udsigter­ne til at få skrabet tilstræk­keligt med penge sammen til, at kunne holde en nogen­lunde ordentlig konfirma­tionsfest, forekom indtil videre lidt usikre. Nogen gange havde jeg dårlig sam­vittighed over, at jeg brugte de drikkepenge, jeg havde fået på mine inkassoture, på mig selv og delvis også på mine to kam­merater, som jeg i reglen spen­derede is eller milk­shake på, når vi gik i biogra­fen. Men i dag er det lidt af en trøst at tænke på, at det trods alt var begrænset, hvad jeg normalt fik af drikkepenge, højst 8-10 kr. om ugen, selvom det faktisk var mange penge dengang.
     Men weekenden gik med at dagdrømme om tegnefilm og tale med mine to kammerater om, hvad der mon ventede mig, når jeg på mandag mødte op på Sylvester Hvids Reklamebureau.

     Så vidt jeg erindrer, begyndte jeg som elev hos Sylvester Hvid en mandag cirka en uge inde i juni 1943. Den første dag, jeg skulle møde på arbejdspladsen, cyklede jeg om ad Rantzausgade og via Gyldenløvesgade til Vester Voldgade og drejede af ned ad Frederiksberggade og hen til firmaets adresse. Cyklen stillede jeg omme i Mikkel Bryggersgade, nedenfor firmaets vinduer. Da jeg kom op på forkontoret, bød kontordamen mig vel­kommen og tilkaldte straks en yngre mand, der præsenterede sig som tegnestueas­sistent. Hverken Sylvester Hvid eller Poul Petersen var til stede ved den lejlighed. Den yngre mand, hvis navn jeg desværre ikke længere husker, tog mig med ind på den ene af de to tegnestuer, jeg snart fandt ud af at der var, og viste mig, hvor jeg skulle sidde. Min plads var bag ved et af de to-tre store vinduer, der vendte ud mod Mikkel Bryggersgade, og det, jeg kom til at sidde ved, var faktisk det, der lå længst væk fra Frederiksberggade.

     Selve tegnebordet var faktisk en ekstra bred vindueskarm, så der var rigelig plads til et tegnebræt og tegneredskaberne, som indtil videre indskrænkede sig til et par blyanter og et viskelæder. Den yngre mand sad cirka et par meter fra mig ved det andet vindue, og her var han i gang med at tegne nogle bogstaver til en annoncetekst. I lokalet var der desuden et par borde og langs indervæggen og bagvæggen var der reoler med bøger og lignende. I den ende af lokalet, der lå nærmest Frederiksberggade, var der en rumadskillelse, lavet af træ, og med ruder i, som var imaterede halvvejs op. Bag ved denne væg havde tegnestuechefen sin tegnestue, der også tjente som kontor. Når han tegnede og malede plakater foregik det åbenbart i det lokale, hvor den yngre mand og jeg sad, for tæt op til rumadskillelsen stod der et stort staffeli, hvorpå der var anbragt en endnu ikke færdiggjort plakat. Tegningen på plakaten forestillede Absalons rytterstatue, den der står på Højbro Plads ud for Slotsbroen. Jeg blev straks meget imponeret af tegningen, som jeg syntes var flot og dygtigt lavet, og især var det særligt inspirerende at se, at en del af figuren og dens omgivelser og teksten endnu kun stod med blyantsstreger.

     Imidlertid kom den yngre mand hen til mig med et hæfte med skrifttyper, og sagde, at det første jeg skulle gøre, var at prøve på at tegne en bestemt skrifttype, som jeg ikke længere kan huske navnet på. Nå, tænkte jeg, sådan må man altså be­gynde, selvom man skal lave tegnefilm, og selvom det skuffede mig en smule, at det endnu ikke handlede om tegnefilm, mente jeg, at en rejse altid begynder med det første skridt. Og jeg var al for benovet og genert til, at ville spørge om, hvor på bureau­et, der blev lavet tegnefilm. Følgelig gik jeg i gang med at tegne bogstaver, så godt jeg kunne, alt imens min "supervi­sor" af og til kiggede på, hvad jeg havde lavet, og roste eller rettede på det, efter som han nu syntes det var fortjent.

     Arbejdstiden var dengang stort set den samme overalt, bortset fra forretninger og fabrikker, dvs. kl. 8-17, altså 9 timer, og selvom det var en lang arbejdsdag, ikke mindst for en ung fyr som mig, der havde været vant til en skoledag på seks timer, så var jeg så entusiastisk, at det ikke betød noget for mig. Desuden var det sommer, solen skinnede og for mig tegnede fremtiden sig lys og lovende, på trods af besættelses­tidens trykkende forhold og frygten for, hvad tyskerne eventu­elt kunne finde på i forhold til Danmark. Og forholdene var trykkende og truende nok i 1943, hvilket jeg skal vende tilbage til lidt senere.
     Klokken 12-12,30 var der frokostpause, og jeg spiste min medbragte mad på tegnestuen. Der blev budt på kaffe eller te om formiddagen, til frokost og om eftermiddagen, men da jeg ikke var nogen stor ynder af nogen af delene den­gang, nøjedes jeg til frokost med at spise mine fire halve, flade madder, som var blevet fugtige og bløde af tomatmaden og af den syltede rødbede eller agurkesalaten på leverpostejen, efter at have ligget i mad­kassen i min taske, siden de var blevet smurt om morgenen kl. 7. Imens be­nyttede jeg lejligheden til at kigge ud af vinduet og studere livet nede på den for­holdsvis smalle Mikkel Bryg­gers­gade. Skråt over for, hvor jeg sad ved vinduet, og lidt længere henne i gaden, så man de store plaka­ter foran det gamle hæder­kronede Grand Teatret. Denne ærværdige biograf havde jeg dog endnu ikke haft lejlighed til at aflægge et besøg, men efter besættelsen kom jeg der jævnligt.

     Da det endnu var sommer og varmt vejr, stod de store vinduer i teg­nestuen halvt åbne, og man kunne derfor høre den summende lyd af mennesker, busser og hestevogne, der passerede forbi nede på den tæt trafikerede Frederiks­berggade. Den var jo en del af Strøget, og her var der altid livligt og fyldt også med gående mennesker, der spadserede i begge retninger og kiggede på forretningsvinduer eller gik ind i butikkerne for at handle. Der var mange butikker i gaden og de lå tæt ved siden af hinanden, sådan som tilfældet stort set også var med resten af Strøget, dvs. Nygade, Vimmelskaftet og Østergade.

     Efter frokost genoptog jeg det efter min opfattelse lidt kedelige arbejde med at forsøge at tegne bogstaver, som jeg mente at man jo bare kunne trykke. Jeg forstod endnu ikke, at der kan være en særlig charme, noget levende, over håndtegnede bogstaver, sådan som jeg år senere indså. Men da jeg dels var pligtopfyldende og dels en smule autoritetstro, idet jeg mente at bureaufolkene bedst måtte vide besked med, hvad man skulle lære, for at blive en god tegner, anstrengte jeg mig til det yderste med at eftertegne den bogstavtype, jeg havde fået som forlæg. Sådan gik den første dag, og inden jeg tænkte nærmere over det, var klokken pludselig 17 og arbejdstiden forbi, uden at jeg den dag havde set noget til hverken Sylvester Hvid eller tegnestuechefen Poul Petersen.

     Det var en ikke så lidt træt mig, som efter ni timers ar­bejdsdag, tilbragt siddende i stort set samme stilling hele dagen, forlod tegnestuen og hentede sin cykel, der stod par­keret rundt om hjørnet i Mikkel Bryggersgade. Da det var myldretid og derfor ekstra meget trafik på det tidspunkt, valgte jeg at cykle om ad Kattesundet, Larsbjørnsstræde og Teglgårdsstræde til Nørre Voldgade, og herfra via Gyldenløves­gade, Rantzausgade og Jagtvej til Jægersborggade. Denne rute blev min foretrukne, fordi den forekom mig nemmere og hurti­gere.

     Mine forældre, mor ikke mindst, og til en vis grad også mine to brødre på henholdsvis 9 og 6 år - lillesøster Lizzie var kun to år på det tidspunkt - var naturligvis nysgerrige og spændte på at høre nærmere om, hvordan min dag var gået og hvad det var, jeg havde beskæftiget mig med, og jeg fortalte i store træk alt, hvad jeg havde oplevet. Også at det undrede mig lidt, at jeg slet ikke havde haft lejlighed til at se, at nogen på tegnestuen lavede tegnefilm, lige som jeg havde konstateret, at der på tegnestuen så vel som på receptionskontoret og chefens kontor kun fandtes "seriøse" tegninger, især i form af plakater og annonceteg­ninger. Måske bortset fra de to logo-figurer, drengen og pigen, som jeg havde set på den tidligere omtalte reklametegnefilm, og som også indgik som en del af firma­navnet, der stod malet på skilte flere steder på facaden til den bygning, hvor Sylve­ster Hvid havde til huse. Så vidt jeg husker, var drengen og pigen også trykt på firmaets brevpa­pirer.
     Men specielt mor støttede mig i den antagelse, at det jo kunne være, at reklamebureauet havde en anden tegnestue et sted, hvor der blev lavet tegnefilm. Det måtte de vel have, siden de havde lavet en reklametegnefilm for firmaet. Mor foreslog, at jeg jo bare kunne spørge den yngre tegner på tegnestuen, om ikke det var til­fældet. Denne tanke var fore­løbig min opmuntring, men da jeg næste dag igen mødte op på tegnestuen, hvor den yngre tegner allerede sad bøjet over sit tegnebræt, kunne jeg alligevel ikke få mig selv til at spørge om det. Jeg følte, at det ville røbe en for stor utålmodighed hos mig, og at det måske ville virke højrumpet, at jeg allerede ville til at lave tegnefilm, når jeg kun lige var begyndt i firmaet, hvor man tilmed åbenbart mente, at jeg først måtte lære at tegne bogstaver. Derfor tav jeg og satte mig på min plads, hvor jeg fortsatte med at øve mig på at tegne alfabetets bogstaver.

     På bureauet formede de følgende dage sig stort set, som til­fældet var med den første arbejdsdag, og jeg så stadig­væk ikke noget til hverken tegnestuechefen eller direk­tøren. Den yngre tegner og jeg sad side om side dagen lang og tegnede på hver sine opgaver. Han på en annoncetegning og jeg på bogstavtegningens efter min mening svære, men også lidt kedelige kunst.
     Sådan forløb min første uge i det dengang navnkundige rekla­mebureau Sylvester Hvid. Dagene gled hen, den ene efter den anden, mens jeg fortsatte med at prøve på at interessere mig for og koncentrere mig om den i sig selv udmærkede kunst, at tegne bogstaver. Der var meget stille på tegnestuen, hvor kun den yngre tegner og jeg opholdt os, og vi vekslede ikke mange ord med hinanden i dagens løb. Den eneste støj, der hørtes, var den summende lyd fra gaden. Tegnestuechefen stak lige hovedet ind ad døren om morgenen og sagde: "Go'morgen!", det var alt, hvad vi så og hørte til ham i den uge.

     Men endelig blev det lørdag, hvor vi kun skulle arbejde til kl.14, og så var det weekend, og tid til at være lidt mere sammen med min familie og mine to barndomskammerater, end u­gens andre almindelige dage tillod. Min utålmodighed var stor, ikke fordi jeg ikke havde lyst til arbejdet, men fordi jeg ikke hurtigt nok kunne komme til at beskæftige mig med at lave tegnefilm. Så derfor håbede jeg faktisk, at weekenden hurtigt ville være overstået.
     Imidlertid følte jeg mig naturligvis både glad og stolt over, at jeg nu var blevet elev på et reklamebureau, for der stod en vis air og respekt alene omkring ordet og begrebet. Det var desuden et første lille skridt udenfor det sociale miljø, hvori jeg var født og opvokset og hidtil havde befundet mig. Mine to kammera­ter var da også fulde af beundring for, at jeg var nået så vidt, men de var samtidig både noget skeptiske og måske også lidt misundelige på mig, i al fald ubevidst. Skeptiske, fordi ingen af dem selv nærede det mindste ønske om, at bevæge sig ud over det arbejder- og håndværkermiljø, hvori de også selv var født, opvokset og stadig befandt sig. Uden at ville det, og uden at gøre sig det klart, foragtede de mig hver især en lille smule, for rent instinktivt følte de, at det næsten var det samme som en slags forræderi, at svigte den sociale klasse, man tilhørte gennem sin fødsel og opvækst, og som man derfor efter deres mening nærmest var forudbestemt til at tilhøre.

     Efter weekendens oplevelser og efter min opfattelse alt for lange pause, blev det igen mandag, og en ny arbejdsuge begyndte. Jeg kunne ikke hurtigt nok komme i gang og glædede mig meget til at komme ind på tegnestuen igen, selvom bogstavtegning ikke var det mest ophidsende, jeg kendte. Men jeg håbede stadig på, at hver dag ville bringe mig nærmere mit mål: at lave tegnefilm.
     Det viste sig dog at jeg fortsat skulle tegne bogstaver, bogstaver og atter bogstaver, fra kl.8 morgen til kl.17 efter­middag, kun afbrudt af frokostpausen. Det gjorde jeg så mandag og tirsdag, men onsdag for­middag havde jeg fået nok af det meget lidt morsomme det var, at tegne bogstaver dagen lang. Derfor dristede jeg mig til at spørge den yngre tegner, om hvor på bureauet, der blev lavet tegnefilm, idet jeg henviste til, at jeg i biografen havde set en reklametegnefilm, der reklamerede for bureauet.

     Den yngre og meget stilfærdige tegner så noget uforstående på mig og sagde, at han ikke kendte noget til, at bureauet overhovedet selv lavede tegnefilm, og det mente han faktisk, at man ikke gjorde. "Ja, men jeg har jo selv set den reklametegnefilm for Sylvester Hvid, der vises i biograferne!", sagde jeg tvivlende og til­føjede: "Det er derfor, jeg er søgt ind som elev her!"
     Den stilfærdige og venlige yngre mand så desorien­teret på mig og sagde: "Det var jo ikke så godt! Lad mig lige undersøge det nærmere!", hvorefter han rejste sig fra sin plads og forlod lokalet ad døren ind til Poul Petersens kontor. Nogle få minutter senere kom han tilbage, fulgt af tegnestuechefen, som straks spurgte mig: "Hvad er det, jeg hører, Rasmussen! Vil du lave tegnefilm?" - "Ja!", svarede jeg, "det er derfor, jeg er søgt ind her hos jer, for jeg troede I lavede tegnefilm, og der er ingen, der har sagt til mig, at I ikke gør det!" - "Nej, vi laver slet ikke tegnefilm her på bureauet!" sagde han og tilføjede: "Men dette her må vi hellere tale med direktør Sylvester Hvid om!". Han gik hen mod den dør i baggrunden, der førte ud til receptionen, hvorfra der var adgang til direk­tørens kontor. Undervejs sagde han: "Jeg vil lige se, om han er ledig med det samme!", hvorefter han forsvandt ud ad døren.

     Der gik nu nogle minutter, hvori jeg spændt ventede på, hvad der videre ville ske. Da tegnestuechefen straks efter kom tilbage, sagde han henvendt til mig: "Sylvester Hvid vil gerne tale med dig straks!". Jeg rejste mig og fulgte efter ham ind på direktørens kontor, hvor jeg blev bedt om at tage plads. Den venlige direktør begyndte derefter at udspørge mig nærmere om, hvad det hele var for noget. Da jeg i detaljer havde fortalt ham om min baggrund for og hensigt med at søge ind på hans reklamebureau, sagde han: "Det er jo en lidt kedelig misfor­ståelse! Den reklametegnefilm for vores bureau, som du har set i biografen, er lavet udenfor bureauet af en tegner, der hedder Kjeld Simonsen!"
     Efter en lille pause, hvorunder han kiggede undersøgende op mig,  spurgte han: "Er du nu helt sikker på, at det er tegne­film, du gerne vil lave?" - "Ja, det er jeg!", svarede jeg med en bestemthed, der åbenbart overbeviste ham om, at jeg virkelig mente det alvorligt. "Ja vel, men så er det jo heldigt for dig, at der netop i øjeblik­ket er et tegnefilmforetagende, som er i gang med en større tegnefilm! Hvis de kan bruge dig dér, vil jeg gerne gå med til at annullere din kontrakt med os!", sagde han og tog straks telefonen, ringede op og talte med en eller anden i den anden ende af røret. Jeg husker ikke længere, hvad der præcis blev sagt ved den lejlighed, kun at Sylvester Hvid, efter at have lagt røret på, sagde til mig: "Gå nu over i nr. 10 og op på 3. sal. Der vil de gerne se dine tegninger! Og kom så tilbage og fortæl mig resultatet!"
     "Tak, Hr. direktør, men min mappe med tegninger ligger jo her hos Dem!", sagde jeg opstemt og spændt "Nå, gør de det!" svarede han og vendte sig til tegnestuechefen og sagde: "Petersen, vil De finde Harry Rasmussens mappe med tegninger!". Tegnestuechefen nikkede og gik ind på sit kontor, hvorfra han et øjeblik efter kom tilbage med mine tegninger og rakte dem til mig.

Endelig ved målet!

Fuld af spænding og glad forventning forlod jeg den venlige og smilende Sylvester Hvid og den ligeledes smilende og venlige tegnestuechef, og gik straks det korte stykke vej skråt over for på den anden side af Frederiksberggade, forbi Metropol Teatret og hen til nr. 10, hvor jeg tog elevatoren op til 3.sal.
     På den store dør til venstre var der to skilte, ét, hvor der stod: "Allan Johnsen Agentur" og et andet med påskriften: ”Dansk Farve- og Tegnefilm A/S", og et lille messingskilt meddelte, at "Døren er åben". Men alene ordet "Tegnefilm" fik mit hjerte til at slå i hurtigere takt, og nærmest med en slags andagtsfølelse åbnede jeg døren og trådte ind i et nogenlunde rummeligt og pænt kontor. En skranke delte på langs rummet op i to dele, en for kunderne og en for kontorpersonalet. Der opholdt sig dog kun én person i lokalet, nemlig inden for skranken, hvor en yngre mand sag med ryggen til mig, bøjet over en skrå­pult, som jeg siden selv skulle lære nærmere at kende og blive fortrolig med under betegnelsen "lyspult".

     Senere skulle jeg også lære den yngre mand ved lyspulten at kende. Det var nemlig Bjørn Frank Jensen, som jeg snart blev klar over var en af de dygtigste og mest talentfulde anima­torer, der fandtes i Danmark på den tid. Det var ham, om hvem vi tidligere i denne beretning har hørt, at han startede sin tegnefilmkarriere som elev hos Dahl-Mikkelsen (Mik), da denne arbejdede for Monterossi.
     Men mærkværdigvis reagerede den yngre mand med ryggen til slet ikke, da jeg trådte ind på kontoret og hen foran skranken, som nåede mig til op midt på brystet. Men det gjorde til gengæld en anden yngre mand, som i samme øjeblik kom ind fra en dør i baggrunden af lokalet, som jeg siden skulle erfare førte ind til direktørkontoret. Denne yngre mand gik straks hen til mig og spurgte: "Er det dig, der kommer ovre fra Sylvester Hvid?". "Ja!", svarede jeg, hvorefter han fortsatte: "Det er mig, der har talt med ham, så jeg ved, hvorfor du er kommet! Lad os se dine tegninger!" - Med let rystende hænder rakte jeg mappen ind over skranken til ham, som jeg siden skulle lære at kende som tegneren og især bag­grundsmaleren Finn Rosenberg Ammitsted. Som allerede nævnt i indledningen, var han initiativtageren til det store tegnefilm­projekt, som skulle ende med at blive en 78 minutter lang tegnefilm over H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet".

     Finn Rosenberg lagde mappen foran sig på skranken og begyndte at gennemse mine tegninger, og et øjeblik efter udbrød han: "Se lige her!". Ordene var naturligvis henvendt til den anden yngre mand, der sad bag lyspulten, og han rejste sig straks og kiggede med. Derefter så de to på hinanden og Finn Rosenberg sagde: "Det er lige præcis, hvad vi har brug for!", hvortil Bjørn Frank Jensen nikkede bekræftende. "Et øjeblik!", sagde førstnævnte henvendt til mig, og gik med mine tegninger i hånden ind på direktørkon­toret og lukkede døren efter sig. Han skulle øjensynlig kon­ferere med en eller anden eller måske flere, som opholdt sig der.

Et tredje og sidste eksempel på jeg ca. 12-årige ’tegners’ opfattelse af ’tegnefilmstil’, hvor figurerne f.eks. kun havde fire fingre. Der er ikke tale om stor tegnekunst, men dog om, at det var tegninger af figurer som disse, der især var medvirkende til at jeg i 1943, i en alder af kun 14 år, blev ansat som elev hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. – Tegning: © 1940-41 Harry Rasmussen.

     Senere fik jeg at vide, at det var selveste foretagendets direktør, Allan Johnsen, og tegneren og animatoren Børge Hamberg, hvoraf sidstnævnte som tidligere nævnt var udnævnt til chef for den kommende tegnestue i Frederiksberggade 28, 2.sal til højre.
     Få øjeblikke efter kom Finn Rosenberg atter ud i forkontoret og sagde henvendt til mig: "Dig kan vi godt bruge! Men vi kan ikke sige på nuværende tidspunkt, hvor længe, der vil være arbejde til dig, men måske i to år. Arbejdstiden er den normale fra kl. 8 til 17 mandag til fredag og kl. 8 til 14 om lørdagen. Lønnen er 35 kr. om ugen til at begynde med, og du får to ugers betalt sommerferie om året." Han holdt en kort pause, idet han rakte mig mappen med tegninger, hvorefter han fortsatte: "For vores skyld kan du begynde med det samme. Men gå nu over og tal med Sylvester Hvid, og kom så tilbage her og giv besked!".

     Havde mit hjerte banket af spænding og forventning, da jeg mødte op på Dansk Farve- og Tegnefilm A/S' kontor, så bankede det nu af jublende glæde og lykke over, hvad jeg følte og anede var et betydeligt skridt på den vej, og mod det mål, som jeg havde drømt om og håbet på at gå og nå, lige siden jeg som 6-årig under en skoleudflugt for allerførste gang så en tegne­film.
     Tilbage på Sylvester Hvids kontor kunne jeg fortælle direk­tøren, at de gerne ville ansætte mig ovre hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, og helst så snart, som overhovedet muligt. "Ja, men så annullerer vi din lærekontrakt hos os med det samme, og du kan holde op nu!", sagde den venlige og hjælpsomme Sylvester Hvid og tilføjede: "Vi var ellers glade for at ha' dig hos os, men kan godt forstå, at det er lidt andet, du skal beskæftige dig med, end vi kan tilbyde!".
     Det er altså til dels direktør Sylvester Hvid, jeg kan takke for, at det så snart kunne lade sig gøre for mig, at komme i gang med mit ønskejob. Jeg takkede derfor også rørt den usædvanligt rare og hjælpsomme direktør og tog afsked med ham. Han ønskede mig held og lykke med, at det nu så ud til, at jeg var kommet på den rette vej i mit liv. Det samme gjorde teg­nestuechefen og den yngre tegner på tegnestuen. Derefter hastede jeg atter over til Allan Johnsens kontor, hvor jeg fortalte, at jeg kunne begynde straks. "Det var godt!" sagde Finn Rosenberg og tilføjede: "Kom herop på kontoret i morgen tidlig kl. 8!".

     Det var en ubeskrivelig lykkelig mig, der den dag omkring middagstid hentede min cykel, som stod parkeret omme i Mikkel Bryggersgade, og spurtede hjem til Jægersborggade og fortalte min overraskede mor den store nyhed. Hun blev glad, mest på mine vegne, da hun hørte, hvad der var sket, for hun forstod bedre end nogen anden i min familie, måske lige bortset fra min onkel Thorkild, at det var min store drøm, der hermed åbenbart var ved at gå i opfyldelse. Og da far kom hjem fra arbejde og fik nyheden fortalt, var det tydeligt, at han syntes det var helt i orden, at jeg nu kunne begynde at beskæftige mig med et arbej­de, som jeg havde fablet om i så mange år. Set fra hans syns­punkt, var det heller ikke så ringe med de 35 kr. om ugen, jeg ville få i løn, og for mor betød det naturligvis en stor lettelse, at jeg nu for alvor ville kunne bidrage til at spare op til konfirmatio­nen.

     Efter aftensmaden mødtes jeg med mine to kammerater, Jørgen og Jørn. Vi plejede at møde hinanden omme i hugget, foran den opgang, hvor Jørn boede i stuen til højre med sine forældre og fem søskende. Her kunne jeg fortælle, hvad der var sket for mig samme dag, og de to ikke særligt initiativrige eller ambitiøse ungersvende gav udtryk for, at de var glade på mine vegne over mit tilsyneladende store held. Jeg inviterede dem på vores sædvanlige isbar ovre på Nørrebrogade overfor sporvogns­remisen, og trakterede dem med en ekstra stor portion is, som jeg vidste, at de begge holdt meget af.
     Snakken gik mellem os, og det var især Jørn, der spurgte nærmere ud om, hvori mit kommende arbejde bestod, lige som det var ham, der mente, at jeg straks skulle melde mig ind i fagforeningen, for at sikre mine rettigheder. Begrebet fag­forening var på det tidspunkt kun noget, jeg kendte i for­bindelse med min far og morfar. Især min morfar var en svoren tilhænger af fagforeningerne, hvilket også var grunden til, at han i begyndelsen af århundredet tilsluttede sig syndikalisterne. Men så vel morfar som min far mente, at tegnere kom ind under begrebet "flipproletarer", og sådanne havde man ikke brug for i fagbevægelsen. Fagforening eller ej, så var jeg nu selv mest spændt på, hvordan min første arbejds­dag hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S ville komme til at forme sig.

     Da jeg den aften kom hjem og gik i seng, kunne jeg næsten ikke falde i søvn af bar utålmodighed og forventning, ved tanken om næste dag, da jeg skulle begynde i tegnefilmbranchen. Langt om længe faldt jeg dog i søvn, men sov uroligt og vågnede allerede kl. 6 om morgenen. På det tidspunkt var far allerede taget på sit arbejde i havnen, hvor han som sædvanligt skulle møde kl. 6 morgen.

     Efter morgentoilettet og morgenmaden, som bestod af rugbrødsmadder og mælk, kom tøjet på, lange bukser, ren skjorte, slips og jakke. Denne påklædning brugte ’man’ dengang, hvis man eksempelvis var mandlig kontorassistent eller forretningsekspedient. Min morfar kaldte det en påklædning for ”flipproletarer”. Mor, der var stået op omtrent samtidig med mig, smurte mine fire halve stykker, som blev anbragt i den blanke blikmadkasse, der blev lagt ned i den kunstlæder­mappe, jeg havde fået, da jeg skulle begynde som piccolo hos Husejernes Abonnement. Det kunne ikke gå hurtigt nok for mig med at komme af sted, så jeg var lidt tidligt på færde, da jeg cyklede min sædvanlige rute ind til Frederiksberggade, dog med den af­vigelse, at jeg i stedet for at køre ad Kattesundet drejede af ved Vestergade og kørte ned til Gammeltorv, hvor jeg parkerede cyklen. Herfra spadserede jeg det korte stykke vej hen til Frederiksberggade nr.10 og ville have taget elevatoren op, men da den var optaget, gik jeg i stedet for op ad trappen til tredje sal, og her stod der en mand med en lyspult under armen og ventede. Han så ud til at være noget ældre, end de to mænd, som jeg havde mødt på kontoret her dagen i forvejen. "Go' mor'n!" sagde han høfligt, men med en lidt grødet stemme. "Skal De også ind på Allan Johnsens kontor?" - "Ja!" svarede jeg. "Der er ikke kommet nogen endnu!" tilføjede han. Jeg så på mit arm­båndsur og konstaterede, at klokken kun var tyve minutter i otte.
     Det virkede for resten lidt sært på mig, at en så voksen mand sagde "De" til mig, selvom det dengang var den mest almindelige til­taleform mellem mennesker, der ikke kendte hinanden. Men jeg havde endnu ikke vænnet mig til, at jeg, skønt ukonfirmeret, nu åbenbart var blevet voksen nok til, at man almindeligvis ikke længere sagde "Du" til mig.

Herover ses tegneren og animatoren Otto Jacobsen under arbejdet på ”Fyrtøjet” på tegnestuen i Frederiksberggade 28. Han tegnede og animerede en hel del scener i sin særegne streg, som skilte sig ud ved sin lidt kantede og stive stil og animation. Desuden malede han en del baggrunde i den særlige teknik, der kaldes ”vådt-i-vådt”, og som gav en helt særlig virkning. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

     I øvrigt præsenterede den voksne mand med lyspulten under armen sig ikke for mig ved den lejlighed, og jeg gjorde det heller ikke over for ham. Det var vi begge to alt for generte til. Men kort efter lærte jeg ham at kende som Otto Jacobsen (1915-), og han fortalte mig, at han var 28 år og fra Karise. Han var uddannet som tømrer 1930-34 og havde arbejdet ved dette håndværk i provinsen til 1940. Det kunne også tydeligt høres på hans sydsjællandske dialekt. Men hans store lyst stod til at blive professionel tegner, hvorfor han rejste til København og søgte ind på en tegneskole dér. Gennem et udlejningsbureau havde han fået anvist et værelse på et pensionat i Nørregade, som blev drevet af en fru Jørgensen. Hendes søn viste sig også at arbejde indenfor tegnefilmbran­chen, men dog i Tyskland hos den tyske tegnefilmpionér Hans Held, der var kunstnerisk leder af tegnefilmafdelingen hos Bavaria Film. Foruden fru Jørgensens søn, Arne  Jørgen­sen, med kælenavnet  "Jømme", der var ansat som mellemtegner, viste det sig, at to andre danske tegnere også arbejdede hos Hans Held, nemlig de tidlige­re omtalte tegnere Børge Hamberg og Erik Rus.
     Via en baronesse Lerche, som dengang boede i lejligheden ved siden af fru Jørgensens pensionat, og som Otto Jacobsen snart lærte at kende, fik han at vide, at han også kunne få et tegnefilmjob hos hendes gode bekendt på Bavaria Film, den ovennævnte Hans Held. På den måde kom "Jacob", som vi altid senere kaldte ham i daglig om- og tiltale, til Tyskland.

     Det var jo som sagt under krigen og efter at tyskerne havde besat Danmark, men i 1940 blev det endnu ikke anset for landsfor­ræderisk at tage til Nazi-Tyskland og arbejde. Det gjorde mange danskere på den tid, især fordi der var stor arbejdsløshed i Danmark, og de gjorde det med den daværende danske regerings, dvs. Stauning-regeringens, og de danske myndigheders billigel­se, ja, endog på opfordring og tilskyndelse af disse.

     Men nu stod Otto Jacobsen og jeg altså her på trappen udenfor Allan Johnsens kontor og ventede på, at der skulle blive lukket op, så vi kunne komme indenfor og i gang med det arbejde, der for hver af os skulle komme til at fylde en stor del af vores liv det næste par år, og for resten efterlade sig nogle minder, som vist ingen af os nogen sinde har kunnet glemme. På mit spørgsmål om, hvordan han havde fået at vide, at der nu skulle laves en længere dansk tegne­film, lød svaret, at han havde set en annonce i avisen, hvori Dansk Farve- og Tegnefilm A/S søgte tegnere til projektet. Som vistnok ingen af os endnu vidste, hvad nærmere gik ud på, eller i al fald vidste jeg det ikke. For hvor mærkeligt det måske end kan lyde, så havde Finn Rosenberg ikke fortalt mig om det, da jeg talte med ham dagen før, og jeg havde heller ikke haft åndsnærværelse eller dri­stighed nok til at spørge. Det havde været fuldt tilstrækkeligt for mig at erfare, at jeg nu kunne komme til at beskæftige mig med at lave tegnefilm.

     Tiden forekom uendelig, men langt om længe kom der en dame ud af elevatoren og lukkede os ind på kontoret, hvor hun bad os vente. Den pågældende dame, der vel var et sted i 30'erne, viste sig at være Allan Johnsens daværende kontordame og sekretær.         Klokken var nu otte og straks efter dukkede Finn Rosenberg også op. Han gav Otto Jacobsen en nøgle og sagde, at vi skulle gå hen i Frederiksberggade nr. 28 på anden sal til højre, hvor vores fremtidige arbejdssted var beliggende. Her skulle vi vente på, at tegnestuelederen, cheftegner Børge Hamberg, ville komme lidt senere og fortælle os, hvad der videre skulle ske for og med os.
     Det viste sig dog, at Otto Jacobsen ikke skulle begynde samme dag, men han fik alligevel nøglen til nr. 28, så han kunne lukke os ind og stille sin tegnepult der. Bagefter skulle han aflevere nøglen på kontoret i nr.10.

     Sammen gik Jacob og jeg, der kun nåede ham til brystet i størrelse, hen i nr. 28 og op på 2.sal. På døren ind til teg­nestuen var der et stort skilt, som oplyste, at her havde Dansk Farve- og Tegnefilm A/S til huse. Jacob låste den store, tunge dør op, og sammen trådte vi ind i lokalet indenfor, for mit vedkommende nærmest med en bævende fornemmelse af, at jeg betrådte en helligdom.

Tegnestuen i Frederiksberggade

   Indenfor den svære indgangsdør lå der et stort, højloftet lokale med mørkebrunt linoleum på gulvet. Det karakteristiske for den del af rummet, som man kunne se fra døren, var en stor firkantet, bærende søjle eller pille, som stod cirka fire meter fra vinduesvæg­gen, der med sine tre store etfagsvinduer og et lidt smallere etfagsvindue vendte ud mod gaden. Langs med vindues­væggen stod der et meget langt og forholdsvis smalt bord, nok omkring seks meter langt, og dækket med nyt, hvidt maskinpapir, som man almindeligvis brugte som bordpapir dengang. Det var fæstnet til bordet med tegnestifter, og det viste sig for resten, at der ikke var tale om ét langt bord, men om flere, der blot var stillet i forlæn­gelse af hinanden. Bag bordet stod nogle få træstole af en type, der dengang var moderne og meget almindeligt brugt i virksomheder.

     Lige indenfor døren og op til pillen eller søjlen, var der parallelt med vinduesvæggen, men altså 4-5 meter fra denne, anbragt to lange egetræs­skranke i forlængelse af hinanden. Skrankene rummede en del hylder, der havde været brugt til opbevaring af tøjkuponer, som det kaldtes, dvs. ruller med tekstilstoffer. I væggen til venstre for indgangs­døren var der en dør, som førte ind til det firmas kontor, som de tomme lokaler tilhørte. Firmaet hed C.L.Albrecht og Søns Etabl., og dette firmanavn stod da også at læse på den nederste del af hver af de store vinduer ud mod gaden. 
     Via det nævnte firmas kontor var der også adgang for et bagved liggen­de advokatfirma, der så vidt jeg husker hed Henriques & Buttenschøn, og hvis personale havde adgang til at benytte samme køkken og toilet, som vores tegnestues personale skulle bruge. (Som navnene antyder, var der tale om danskere af jødisk oprindelse, som på det tidspunkt endnu kunne leve og virke, som de plejede, men fra natten til den 2. oktober 1943, da den såkaldte ”jødeaktion” indledtes, var det slut med de danske jøders frihed i Danmark. Det var for øvrigt min konfirmationsdag). Ud for det første store vindue til venstre i lokalet, stod der et stort gammeldags skrivebord vinkelret op til vindue­svæggen. Til højre for indgangsdøren var der op til sidevæggen bygget et rum på cirka 16 m2, som på de to af sider­ne var adskilt med træ­væg­ge fra det øvrige lokale. Disse trævægge var forsynet med et par særlige slags vinduer, vistnok kaldet palævinduer, som bestod af mange træindrammede mindre felter med glasruder i. Der var to sådanne vinduer og en døråb­ning midt for i den side af trævæggen, der vendte bag ud i loka­let. Denne væg endte ved rummets inderste sidevæg, hvor der var et forholdsvis stort vindue, der vendte ud mod ejendommens smalle baggård, som på alle sider var omgivet af høje husmure. Dette vindue havde en forholdsvis bred og dyb vindues­karm, og på denne stod der en telefon.

     Lokalet fortsatte med en noget smallere og cirka 6-8 meter vinduesside. Så vidt jeg husker, var der to eller tre store tofagsvinduer i denne væg, som også vendte ud mod gårdspladsen, men disse vinduer var blændet af, så man indefra ikke lagde mærke til, at de var der. Langs med disse vinduer stod der også et par store, tunge skranker, som vendte forsiden ud mod loka­let. Vinduesvæggen stødte op til lokalets inderste og noget smallere væg, hvori der til venstre var en dør, som via en smal gang førte ud til firmaets køkken og toilet. Det vil sige, lige inden for denne dør, var der til højre et mindre toilet, som tegnestuepersonalet fortrinsvis skulle benytte.
     Fra køkkenet førte der dels en dør ind til et større og finere toilet med bruse- og karbad, alt sammen beklædt med hvide fliser. Dette toilet var imid­lertid forbeholdt tekstilfirmaets og advokatfirmaets personale. Og fra køkkenet førte der dels også en dør ud til bagtrappen, ad hvilken man kunne komme ned i baggården. Til denne var der dog også adgang fra hovedtrappen, som lå bagest til venstre i en forholdsvis bred og høj portåbning, der netop førte ind til baggården.

Fotoet til venstre viser et kig ind gennem portåbningen til Frederiksberggade 28 med gårdspladsen bagved. Dengang lå der Vegetarisk Restaurant bagest i gården. Døren, som delvis ses til venstre i portåbningen, var og er stadig hovedtrappen til nr. 28. – På fotoet til højre ses gårdsiden af forbygningen og den vestlige sidebygning til ejendommen. De kun delvist viste vinduer til venstre i billedet, hører til trappeopgangen, mens den øverste række af vinduer – altså ikke i tagetagen, men neden under – er vinduer, som 1943-45 hørte til Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ tegnestue, dog sådan, at vinduet til venstre hørte til fotografens trickrum. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

     På den meget lange sidevæg, der strakte sig fra vinduessiden ud mod Frederiksberggade og helt bagud i lokalet til væggen med døren ud til køkkenet, var der i over halvdelen af dens længde opstillet reoler fra gulv til loft, som var opdelt i sektioner, og som hver især rummede en mængde hylder. Reolen og hylderne var, i lighed med skrankenes hylder, op­rindelig be­regnet til tøjkuponer, dvs. ruller med klædestøj til habitter og lignende. Men skrankene, reolerne og hylderne var gabende tomme, fordi det på grund af krigen og besættelsen ikke længere lod sig gøre at importere klædestøj, og da slet ikke fra Eng­land, sådan som det især før krigen havde været almindeligt. Heller ikke Tyskland var det længere muligt at importere varer fra, idet tyskerne selv skulle bruge alt, hvad tyske klædefabrikker var i stand til at producere, specielt klædestof til uniformer.

     Der fandtes ganske vist danske klædefabrikker, som måske kunne have produceret i det nødvendige omfang, hvis det havde kunnet lade sig gøre at importere de råvarer, der medgår til produktionen, men der var lukket for al import fra udlandet. Senere fandt man dog på at erstatte den naturlige uld med såkaldt celleuld, som det lod sig gøre at spinde og væve brugbare tekstiler af. Herom havde Allan Johnsen, der selv var klædefabrikant og -gros­sist, jo som omtalt skrevet bogen "Fra Dyreskind til Celleuld", som Det Schønbergske Forlag udgav i 1942. Men Allan Johnsen ­havde altså lejet det store lokale af nogle kolleger, der ligesom ham selv var blevet "arbejdsløse" på grund af de restriktioner, der skyldtes krigs- og besættelsessituationen.

     Men for ligesom at "sløre" de gabende tomme hylder langs den vel omkring 10 meter lange sidevæg, var reolerne fra gulv til loft beklædt med udspændt, beigefarvet lærredsstof.  For enden af reolen ved døren ud til køkkenet, var der lavet en dør, som bestod af en træramme, hvorpå der ligeledes var udspændt stramtsiddende lærredsstof. Døren holdtes lukket af en ganske simpel hasp. Der var imid­lertid det særlige ved det, at der inde bag døren gemte sig det radioapparat, som vi tegnere brugte til at lytte til de dan­ske radioudsendelser fra BBC, når vi arbejdede over og der ingen andre var i lokalerne. Disse udsendelser var det jo nemlig strengt forbudt danskerne at lytte til. Men det gjorde mange nu alligevel.

     Efter at have stillet sin pult fra sig på den store skranke ved søjlen og kigget sig lidt omkring, forlod Jacob straks efter lokalet med ordene: "Farvel og på gensyn!". På vejen fra nr. 10 og hen til nr. 28 havde han fortalt mig, at han først skulle begynde om nogle uger, fordi han ville rejse hjem og besøge sine forældre og sin familie i Karise, hvor han på grund af Tysk­lands-opholdet ikke havde været i mere end et år.

     Ladt helt alene i det store og næsten tomme lokale, gik jeg nysgerrigt omkring for at orientere mig, og herunder havde jeg lejlighed til at iagttage, hvordan rummet så ud og foreløbig var indret­tet, nemlig sådan som jeg allerede ovenfor har beskrevet. En enkelt detalje skal dog endnu nævnes, fordi den fik en vis betydning for mig personlig. Fra den ovenfor omtalte firkantede søjle og over til den lange sidevæg, var der ud­spændt en almindelig tøjsnor, og på denne var der ophængt et gardin eller portiere, som skærmede for lyset fra de store vinduer, der vendte ud mod gaden. Bag dette forhæng var der midlertidigt anbragt et ét trin højt podie, og ovenpå dette stod der et gammeldags, mørkt egetræsskrivebord og en ditto skrivebordsstol.

     Til sidst gik jeg hen til et af de store, brede etfagsvinduer, der vendte ud mod Frederiksberggade, og herfra betragtede jeg interesseret livet nede på den travle strøggade, hvor der dengang endnu var kørende trafik i form af person- og varebi­ler, busser, cykler og, i stadigt stigende antal, hestetrukne køretøjer. Det var en varm junidag i 1943, og et par af vindu­erne stod derfor på klem, for at give lidt luftning ind i det store og let beklum­rede lokale, som åbenbart havde stået forladt og tomt i lang tid. Fra vinduet kunne man kigge skråt til venstre over gaden  og blandt andet tydeligt se hjørnet af Fre­deriksberggade og Mikkel Bryggersgade, hvor der bag de store vinduer til Sylvester Hvids Reklamebureau lå den tegnestue, hvor jeg et par dage i forvejen  selv havde siddet og tegnet bogstaver.

    I ejendommen lige overfor tegnestuen lå der i gadeplan bl.a. en guldsmedebutik og Reinhardt van Hauens bagerforretning. Og når jeg kiggede skråt til højre over på den anden side af gaden, kunne jeg se Bristol Teatrets facade og indgang, og ved siden af og til højre for denne, den chokoladebutik, hvor jeg og andre af det senere tegnestuepersonale jævnligt købte isvafler eller andre former for slik.

Herover ses den ejendom på Frederiksberggade 25-27, som jeg bl.a. havde udsigt til oppe fra Dansk Farve- og Tegnefilms vinduer, og som lå skråt overfor nr. 28. Men her havde biografen BRISTOL haft til huse siden ombygningen af biografen KINOGRAFEN i 1939 blev lukket og efter en kortvarig ombygning genåbnede den 26. december samme år som BRISTOL BIO. Sidstnævnte lukkede i september 1966 og blev derefter brugt som teater i nogle år, indtil også det lukkede og som så mange andre københavnske biografer endte som dagligvarebutik. De nuværende facader er pauvre og banalt kulørte at se på i sammenligning med dem, der prægede gadebilledet før, under og efter besættelsen. – Fotos: © 2009 Harry Rasmussen.

Til sammenligning med fotoet foroven tilvenstre, som viser Frederiksberggade nr. 25, hvor i sin tid KINOGRAFEN og senere biografen BRISTOL var beliggende, skal her vises et ganske vist ikke særlig godt foto af Bristol-biografens facade, som denne faktisk så ud i 1940’erne og stort set til sin lukning i september 1966. Til yderligere sammenligning gengives også en tegning af forgængeren KINOGRAFEN’s facade:

På fotoet tilvenstre ses biografen BRISTOL i Frederiksberggade 25, som den så ud fra 1939 til den måtte lukke i 1966. På tegningen tilhøjre ses BRISTOL’s forgænger KINOGRAFEN’s facade samme sted, og som denne formentlig så ud til kort før biografen midlertidigt lukkede i 1939 på grund af ombygning og derefter genåbnede 26. december samme år under navnet BRISTOL. – Fotoet af BRISTOL-biografen er fra Politikens Presse Foto og tegningen er fra Politikens omtale af KINOGRAFEN’s åbning 9. oktober 1906. Det Danske Filmmuseums Samling. De to billeder findes gengivet hhv. s. 24 og 218 i Erik Nørgaard: Levende billeder i Danmark – Fra den gamle biograf til moderne tider…”. © 1971 by Erik Nørgaard og Lademanns Forlagsaktieselskab, København.

Det kan tilføjes, at på initiativ af skuespilleren Morten Grunwald, blev den lukkede BRISTOL-biografens kældertage i 1971 indrettet og omdannet til teaterlokale under navnet BRISTOL TEATRET, som han drev og var direktør for indtil 1980, hvor teatret og ledelsen blev overtaget af skuespillerne Lone Hertz og Malene Schwartz. Men man så sig nødsaget til at lukke for bestandig allerede i 1982. Tiden var ikke til hverken biograf- eller teaterdrift, hvorfor stedet senere er blevet overtaget af dagligvarebutikker og en fast food-butik.

     Men inden jeg går over til en nærmere beskrivelse af, hvad der videre skete på tegnestuen i Frederiksberggade 28, vil jeg først præsentere og til en vis grad karakterisere nogle af de vigtigste personer, som stod bag produktionen af Danmarks første lange tegnefilm.

Til start: Dansk Tegnefilms Historie

Næste afsnit:

"Det daglige arbejde"