Til start: Dansk Tegnefilms Historie

Tegnefilmen ”Fyrtøjet”: Problemtider

De første scener, Marius Holdt optog på sit eget nyinstallerede trickbord på tegnestuen i Frederiksberggade 28, var som tidligere nævnt de scener med astrologen på Rundetårn og vægteren, der runder et gadehjørne, som Bjørn Frank Jensen havde tegnet og animeret allerede i slutningen af 1942 - begyndelsen af 1943. Situationen var imidlertid den, at den eneste slags farvefilm, der på det tidspunkt var mulighed for at benytte, var Agfa Color, men herhjemme rådede Agfa ikke over de særlige 35mm farvefremkalder- og kopieringsmaskiner, der var nødvendige for at få negativfilmen fremkaldt og kopieret. Det kunne kun ske på Agfas laboratorier i UFA Stadt i Berlin. Kontakten hertil blev etableret via UFA’s danske afdeling, som havde til huse i samme bygning som Nygade Teatret, Nygade 3 i København. Senere, da forholdene i sommeren/efteråret 1944 forværredes herhjemme som følge af et stigende antal strejker og folkelige opstande og uroligheder, påtog Allan Johnsen sig personlig det risikable hverv at transportere det eksponerede filmnegativ til Berlin og efter fremkaldelsen tilbage til København. Med sig hjem bragte han også arbejdskopien, som blev foreløbig redigeret af Henning Ørnbak, medens negativklipningen måtte vente indtil videre.

På denne selvkarikatur fra 1944-45 har Finn Rosenberg søgt at give et indtryk af de store vanskeligheder, der var med at skaffe negativ og positiv råfilm til produktionen af ”Fyrtøjet”.  Desuden kunne den eksponerede film kun fremkaldes og kopieres hos Agfa i Berlin, fordi man i Danmark endnu ikke rådede over laboratorieudstyr til fremstilling af farvefilm. – Tegningen er i 2003 doneret til © Dansk Tegnefilms Historie af fru Gerda Johnsen.

     I samme tidsrum var situationen også blevet alvorligt forværret i selve Tyskland, med omtrent natlige, allierede bombardementer af storbyerne. Til trods herfor rejste Allan Johnsen ufortrødent til Berlin – et par gange under ledsagelse af Finn Rosenberg, som efter hans udseende at dømme tilmed var af jødisk afstamning, men som ikke var blevet arresteret under jødeaktionen den 2. oktober 1943, og heller ikke flygtede til Sverige eller gik under jorden ved den lejlighed! Han fortsatte hele tiden sit daglige arbejde, som om der var fred og ingen fare. Det hang formentlig sammen med, at det på det tidspunkt endnu ikke var almindelig kendt i Danmark, hvilken forfærdelig skæbne, der var overgået og stadigvæk overgik Europas jødiske befolkning og andre etniske grupper. Men nogen fornuftig forklaring kan her ikke gives på, hvordan det kunne lade sig gøre under de til tider meget anspændte forhold under besættelsen, at enkelte mennesker af jødisk afstamning og tydeligt jødisk udseende, som f.eks. også Finn Rosenberg, uantastet kunne fortsætte deres daglige virke og færdes frit ude omkring.

     Under et af Johnsens ophold i Berlin i foråret 1944, hvor De Allieredes bombardementer af tyske storbyer var begyndt, blev bl.a. et af UFA’s laboratorier ramt af en fuldtræffer, der fuldstændig ødelagde bygningen. Allan Johnsen havde Finn Rosenberg med som rejsefælle, og under bombardementet befandt de sig i laboratoriebygningens beskyttelsesrum sammen med en del af stedets tyske medarbejdere. Ingen af de to fik så meget som en skramme, men flere tyskere blev dræbt ved den lejlighed og adskillige kom alvorligt til skade. Oplevelsen betød dog et chok for Allan Johnsen og Finn Rosenberg, men særlig for sidstnævnte blev det en traumatisk erfaring, som han vistnok aldrig kom sig over. Til trods herfor fortsatte han sit daglige tegnearbejde, så længe det var påkrævet, og det var det i al fald helt frem til efter befrielsen den 5. maj 1945, ja, længere endnu, for Finn Rosenberg forblev ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S indtil videre.
     Senere film-, scene-, radio- og TV-instruktør Henning Ørnbak, der i foråret 1944 blev ansat hos Dansk Farve- og Tegnefilm, kan fortælle om en lignende episode, da han engang var Johnsens ledsager på rejsen til Berlin: 

     ”I februar 1945 lokkede Johnsen mig til at tage med ham til Berlin, dér midt i krigen. Vi skulle hente negativet, som jo var Agfacolor og derfor blev fremkaldt i Berlin. Med to rygsække tog vi af sted og jeg husker Johnsen talte meget med en tysk officer med kasket på færgen til Tyskland.
     Turen med toget blev afbrudt af en alarm, hvor alle skulle ud og ligge i grøften. I Berlin om aftenen/natten vadede vi igennem dybe vandfyldte huller og huse med huller igennem tidligere vinduer, så vi kunne se månen og det lignede en Dixner baggrund [Dixner = Henning Dixner, der var baggrundsmaler på ”Fyrtøjet”]. Vi indlogerede i nærheden af Friederichstrasse og næste dag tog Johnsen ud til UFA efter negativet. Om dagen blev der luftalarm og jeg plantedes i et beskyttelsesrum og lyden af mange bombenedslag. Det var den dag englænderne udraderede Dresden (vist d. 14. februar). Efter bombardementet dukkede Johnsen op med negativet i to rygsække og vi begav os, hængende på en lastbil, igennem et totalt kaos, med døde heste, el-ledninger hængende ned og lugten af gas og folk strømmede hid og did i underkjoler osv.
     For mig var det først et utroligt sceneri. Men da jeg så Johnsens blakkede ansigt, forstod jeg alvoren. Vort hotel var også berørt og vi måtte ud af byen hurtigst muligt med kun de to rygsække. Alt andet blev efterladt.
     På hjemturen viste det sig, at Johnsen havde ”gjort rigtigt” i at underholde sig med officeren på udturen. Han sørgede for at vi fik negativet uden papirer med hjem. Puh-ha.” [Henning Ørnbak i brev af 2. september 2001].

     På trods af de vanskelige vilkår som følge af besættelsen, fortsatte arbejdet på ”Fyrtøjet” dog stille og roligt i efteråret og vinteren 1943 til hen på foråret 1944. Om det daglige arbejde og stemningen på tegnestuen i Frederiksberggade 28, kan Bodil Dargis, født Rønnow, bl.a. fortælle følgende:

     ”Jeg husker tegnestuen som noget enestående primitivt, men rart. Der var en god stemning tegnerne imellem, vi kendte ikke til narko, ecstasy, burgere og slankepiller. Folk cyklede til arbejde og gik i det tøj de havde.
    Ved festlige lejligheder var det ”Pullimut”, en slags portvin, vi hyggede os med. På de tidspunkter holdt Allan Johnsen sig væk, havde jeg indtryk af. Han var en god chef, men samtidig oplevede jeg også at blive kaldt hjem til afdelingen 2 somre, på grund af travlhed. Jeg var i sommerhus uden telefonforbindelse, alligevel fandt han mig. Jeg tror der kom bud fra købmanden.
     Næste sommer cyklede jeg rundt på Fyn, og lå på vandrehjem. Også der lykkedes det Firmaet at kalde mig hjem. Jeg cyklede til Middelfart og kom med en fragtdamper, der sejlede til København om natten.
     På et tidspunkt var der undtagelsestilstand i København, tyske soldater havde afspærret Strøget. De stod med maskingeværer og pegede op imod os, hvis vi kiggede ud fra vinduet.
     Jeg kom cyklende om morgenen fra Skovshoved, på hjørnet af Rådhuspladsen stod en af tegnerne, jeg tror det var Børge Hamberg, han dirigerede mig om ad Vestergade og viste mig en smutvej hvorved jeg kunne komme ind og igennem til vores egen baggård i Frederiksberggade. Her var også en flugtvej for dem, der kunne få brug for det.
     Det første års tid var jeg ene pige blandt tegnerne, jeg blev tilbudt at prøve animering, men takkede ”nej”, desværre – jeg var den pæne pige – uden ambitioner.
     Jeg blev dog ene-mellemtegner for Preben Dorst, som tegnede Prinsessen, hun skulle have de rolige glidende bevægelser.” (Bodil Rønnow Dargis i brev af 14.06.02 til Harry Rasmussen).

     Den undtagelsestilstand, Bodil Rønnow hentyder til, fandt sted både i 1943 og 1944, og blev i begge tilfælde indført af de tyske besættelsesmyndigheder som følge af sabotager, strejker og folkelig opstand. Den 29. august 1943 trådte den danske samarbejdsregering tilbage i protest mod tyskernes udspil og overlod administrationen af landet til departementscheferne og generaldirektørerne. Det fik særlig i 1944 alvorlige følger for den danske befolkning, nemlig for det første under ”Folkestrejken” og for det andet ved et øget antal clearing-mord og schalburgtage mod vigtige danske virksomheder.
   Begrebet ”schalburgtage” hang sammen med, at der som en direkte følge af den tiltagende modstand og især sabotagen mod danske virksomheder, som var kendt for at samarbejde med tyskerne, den 2. februar 1943 var blevet stiftet  et militært korps under navn af Schalburgkorpset. Indenfor korpset dannedes der samtidig en kamporganisation med det formål at bekæmpe ”den fjendtlige sabotage og terror i Danmark”. Deraf opstod begrebet Schalburgtage, og hvad den bestod i, skulle danskerne snart komme til at mærke.

     Det var dog ikke kun danske sabotører, som modstandsfolkene nedsættende og konsekvent blev betegnet i medierne, der voldte problemer for dansk politi, de danske og tyske myndigheder, men også englænderne. Den 27. januar 1943 kom seks engelske bombemaskiner totalt uventet strygende ind over København, hvor de kastede deres bomber over Burmeister & Wain mellem havnen og Strandgade. Grunden hertil var, at virksomheden samarbejdede med tyskerne, og det var derfor vigtigt for den illegale danske modstandsbevægelse at der blev statueret et kraftigt advarselssignal til lederne af virksomheder, der producerede og leverede varer til tyskerne.
     Uheldigvis lykkedes det ikke de engelske piloter at undgå at bomberne også ramte civile ejendomme, idet boligblokkene i Knippelsbrogade 2-6 blev ødelagt, ligesom Sukkerfabrikken ved Langebrogade ramtes og der udbrød en voldsom brand. Der faldt desuden bomber i Island Brygge-kvarteret, og eftersom det var forsagere og tidsindstillede bomber, måtte flere tusinde mennesker evakueres og midlertidigt tage ophold andre steder. Under angrebet blev 7 mennesker dræbt og mange såret, lige som Christians Kirke blev beskadiget. Det var Københavnernes første alvorlige møde med den krig, som både englænderne og tyskerne og andre folk for længst havde mærket de alvorlige følger af.

     Men besættelsestiden var dog også andet og mere end sabotage og schalburgtage, stikkerlikvidationer, clearing-mord og lignende nok så alvorlige følger af det spændte forhold mellem de tyske besættelsesmyndigheder og den danske befolkning. Det er en kendsgerning at forlystelseslivet blomstrede til trods for diverse restriktioner og forbud. Det gjaldt ikke mindst biograferne, som havde kronede dage, også selvom man hovedsagelig kun kunne spille danske, franske, italienske og tyske film. Men biografpublikummet, som dengang bestod af både yngre, midaldrende og ældre mennesker, nærmest hungrede efter at søge ind i biografernes mørke og for i omkring en halvanden times tid at drømme sig væk fra hverdagens ikke altid lige behagelige liv og begivenheder. Radioavisen og dagbladene, som i begge tilfælde var underlagt tysk pressecensur, bragte hver dag nyt om krigshandlingerne på både vest- og østfronten, og om den omsiggribende kriminalitet, herunder den stadig stigende sortbørshandel.

     For mit eget vedkommende fulgte jeg naturligvis med i, hvad der foregik af alvorlige begivenheder rundt omkring, men det forhindrede ikke, at film og biografrepertoire fortsat havde min store interesse. I juli 1943 spilledes der overvejende franske film i biograferne, og kun få svenske og endnu færre danske film, i al fald på dette tidspunkt. Særligt interessant er det, at en film som ”Erotik” spilledes på 11. uge i samme biograf, nemlig Alexandra, som i øvrigt blev kendt for et nogenlunde seriøst repertoire. Det er dog ikke lykkedes mig at identificere filmen, bortset fra at den er ungarsk, men alene titlen har formentlig været nok til at lokke ’husarerne’ ind. Eftersom jeg kun var 14 år på det tidspunkt og filmen selvfølgelig var forbudt for personer under 16 år, ville jeg ikke have kunnet få den at se, selvom jeg gerne havde villet.

Typiske københavnske biografannoncer fra 1943-44, her dog fra efteråret 1944, hvor flere biografer spiller det kortfilmprogram, hvori Miks ”Ferd’nand på fisketur” indgik. Desuden ses en karakteristisk annonce for det årlige ”Metropols Jule-Show”, i dette tilfælde med 6 lidt ældre Disney-tegnefilm. De afbildede annoncer er fra Politiken, men kunne sådan set være fra flere københavnske aviser.

     Til en af de særlige glæder for tegnefilm-fans hørte, at det årlige ”Metropols Jule-Show” fortsat kunne vises, formentlig fordi den tyske censur dels anså tegnefilmene for harmløse, og dels fordi man fulgte den psykologiske devise ”hvis folk er sultne eller utilfredse, så giv dem skuespil!” Danskerne var måske ikke i bogstavelig forstand sultne, men det kneb dog for mange – og især for arbejder- og børnefamilierne – med at skaffe det daglige brød på bordet. De fødevarer, der var til at få, var stort set alle omfattet af rationering, således at man skulle have rationeringsmærker, for overhovedet at kunne købe de pågældende varer. Rationeringsmærkerne, som folk jo i nøje afmålt antal fik udleveret gratis fra kommunekontorerne, var derfor også blevet en handelsvare på ”den sorte børs”, og ofte til så uhyrlige priser, at kun velstillede folk havde råd til at købe dem.

     Rationeringerne gjaldt naturligvis særligt luksusvarer, og især dem af udenlandsk oprindelse, som f.eks. kaffe, te o. lign., så længe eller kort, disse overhovedet var at få. For folk, der f.eks. var afhængige af tobaksrygning under den ene eller anden form, blev det i stigende grad vanskelige tider, dels fordi importen af amerikanske tobakker var ophørt, og dels fordi tobaksfabrikkernes lagre efterhånden var ved at slippe op. For at imødegå denne for rygere ubehagelige situation, begyndte man at blande dansk tobak i cigarer, cerutter og shag, mens cigaretterne endnu udelukkende bestod af original tobak. Men til gengæld var der mangel på tobaksvarer i butikkerne, som for nogles vedkommende udnyttede situationen til egen fordel, ved delvis at sælge tobaksvarerne, især cigaretter, under disken. Det betød faktisk en form for sortbørshandel og det var strengt forbudt. Men jeg husker tydeligt, hvordan en tobakshandler henne i Larsbjørnsstræde benyttede sig af denne fremgangsmåde. Grunden til, at jeg fik det at vide, var den, at Børge Hamberg, som i lighed med flere andre på tegnestuen var ivrig cigaretryger, en dag bad mig om at gå hen i den nævnte forretning og prøve, om ikke jeg kunne købe en pakke cigaretter til ham, for han havde så at sige opbrugt den ’kvote’, som tobakshandleren tildelte sine faste kunder, og til dem hørte Børge. Han var kort og godt det, man på københavnsk kaldte ’smøgforlegen’. Men jeg var ikke selv ryger og havde kun prøvet at ryge engang, da min fætter Dennis og jeg skulle spille voksne. Det smagte ad h. til, og jeg har stort set aldrig for alvor røget siden, bortset fra et par korte perioder senere i mit liv. Men idet Børge gav mig pengene til at købe cigaretterne for, sagde han: ”Du bli’r nødt til at købe en pibe også, for ellers vil han ikke sælge dig cigaretter!”

     Det skal for resten her indskydes, at det var et særsyn at se en kvinde ryge på den tid, men der var dog enkelte undtagelser, også på tegnestuen, hvor nogle få af pigerne var blevet forfaldne til cigaretrygning. Dette gjaldt især den kvindelige leder af optræks- og farvelægningsafdelingen, men hvor hun købte sine cigaretter henne, ved jeg ikke, men hun lod til altid at have til sit eget forbrug.

Børge Hamberg var i lighed med de øvrige voksne tegnere og animatorer, der arbejdede på ”Fyrtøjet”, en passioneret cigaretryger. Det har sikkert dulmet hans nerver, for han var hårdt spændt for som tegnestue- og personalechef på tegnestuen i Frederiksberggade 28, hvor han var forbindelsesleddet mellem ledelsen og medarbejderne, en tjans, der ofte kunne give problemer. Her er det dog en af de mange piber, han modvilligt erhvervede sig, han har i munden. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

     Dengang var jeg jo kun lige godt og vel 14 år, og det var derfor nok ikke så sandsynligt at tobakshandleren ville sælge tobaksvarer til så ung en fyr som mig. Tobakshandleren, en høj, vommet og fedladen type med daggamle skægstubbe, og iført en mørkeblå kittel, stod bag disken i den meget lille og smalle butik og kiggede undersøgende på mig, da jeg kom ind i butikken. Der var et par herrer derinde, da jeg kom, men snart efter var det min tur til at blive ekspederet. ”Ryger du?” spurgte manden med det sortsmudskede ansigt inkvisitorisk. ”Ja-eh!” mumlede jeg, mens blodet steg mig til hovedet. ”Nå!” sagde han og fortsatte: ”Hva’ ska’ du ha’?” ”Bare en pakke North State!” stammede jeg. ”Men ved du, at det også er nødvendigt at købe en pibe?” sagde han nærmest konstaterende, idet han tog en almindelig, men ganske pæn pibe frem fra et skab. Idet han lagde piben foran sig på disken, bukkede han sig samtidig ned og rakte ind under disken, hvorfra han hentede en pakke cigaretter frem. Hed om ørerne og lidt nervøs for, at han måske skulle fortryde at sælge varerne til mig, skyndte jeg mig at betale og haste ud af butikken. Jeg ved, at Børge Hamberg efterhånden havde fået samlet sig et pænt lager af piber, som han enten solgte eller forærede væk, fordi han ikke selv røg pibe. Der var dog også flere andre af tegnerne på tegnestuen, der efterhånden fik sig en samling unødvendige piber. Men det var et af vilkårene for i al fald nogle rygere dengang.

     Vel tilbage på tegnestuen igen, blev Børge Hamberg naturligvis mere end glad for, at det var lykkedes mig at skaffe ham en pakke cigaretter, og samme eftermiddag kom han og forærede mig et stykke fløderand, som han vidste, at jeg holdt meget af. Fløderand smagte da også himmelsk, syntes mange på tegnestuen, og det var derfor en jævnlig begivenhed, især i sommerhalvåret, at en eller anden, og det var nogen gange mig, blev sendt eller selv valgte at gå hen til La Glace i Skoubogade, for at købe et vist antal stykker fløderand, som man så smovsede sig med bagefter.

     I øvrigt var flere af tegnestuens mandlige rygere gået over til piberygning, fordi det var nemmere at få pibetobak end cigaretter, og det var Preben Dorst, der satte en dille i gang med de såkaldte merskumspiber. Denne type piber var relativt dyre at købe, så derfor lå der en vis prestige i at eje sådan en, eller helst flere. Det var på det tidspunkt så heldigt, at der henne på hjørnet af Kattesundet og Vestergade lå en fornem og velassorteret pibeforretning, og det var her de mandlige tegnere købte deres piber og pibetobak.

     Men for øvrigt var der en del små og lidt større tobakshandlere, som enten blev anmeldt eller grebet på fersk gerning af civilklædt politi, for ikke alene at sælge tobaksvarer ”under disken”, men som også betingede sig, at kunderne købte f.eks. en pibe eller andre varer ved samme lejlighed. Sådanne ulovligheder blev der set på med streng alvor, og de pågældende blev ikke så sjældent arresteret og i reglen idømt bødestraffe og i særligt grove tilfælde også konfiskation af den ulovlige fortjeneste.

    En virkelig Københavner-begivenhed fandt sted den 15. august 1943, idet Tivoli denne dag kunne fejre stor rund 100 års fødselsdag, og i den anledning fik haven lov til at holde åbent til kl. 24. Københavnerne strømmede da nærmest også til, for at benytte sig af endnu en mulighed for at more sig og for en stund glemme hverdagens problemer og ubehageligheder.

     Imidlertid fortsatte og intensiveredes sabotageaktionerne imod værnemagten og de såkaldte værnemagere, hvilket vil sige de folk, fabrikker og virksomheder, der leverede varer til tyskerne. Desuden var sabotage mod de danske jernbaner blevet stadig mere udbredte og omfattende. Det fik regeringen og samarbejdsudvalget til den 21. august at udsende et ’opråb’, der blev sanktioneret af kongen, og hvori man indtrængende anmodede befolkningen i almindelighed og modstandsbevægelsen i særdeleshed ”om ikke at udæske eller lade sig udæske til uoverlagte handlinger…”
     Opråbet fik dog den stik modsatte virkning af, hvad man måske havde tænkt sig, for den førte til, at 400 tillidsfolk fra hovedstadens faglige og politiske organisationer den 24. august vedtog en resolution til hovedstadens arbejdere. I resolutionen undsagde man regeringens og samarbejdsudvalget opfordring til at opretholde ro og orden, hvilket bl.a. blev understreget af, at Forum samme dag blev ødelagt ved en sabotageaktion. Og den 26. august førte gadeuroligheder og sammenstimlen på Rådhuspladsen til, at politiet arresterede omkring 120 personer. Jeg oplevede selv på nærmeste hold urolighederne på Rådhuspladsen, hvor tyske soldater på motorcykler med bemandet sidevogn kørte omkring på fortovene og gennede fodgængerne væk. På selve Rådhuspladsen, hvor mange mennesker opholdt sig, patruljerede tyske tanks frem og tilbage, for ligesom at understrege situationens alvor, og det kom da også til enkelte alvorlige skudepisoder. Regeringens opråb af 21. august gentoges og tryktes i samtlige aviser den 28. august, og bladenes lederskribenter opfordrede til, at man på baggrund af den alvorlige situation, der var indtrådt, forholdt sig  roligt og besindigt og ikke gav sit mishag åbenlyst til kende overfor de tyske myndigheder og deres danske håndlangere.

     Den spændte situation førte til, at den tyske overkommando krævede, at den danske regering skulle indføre undtagelsestilstand i hele landet, med forbud mod strejke, indførelse af spærretid (udgangsforbud), tysk pressecensur, standretter og dødsstraf for sabotagevirksomhed. Disse krav nægtede den danske regering, som på det tidspunkt blev ledet af den tyskvenlige Erik Scavenius, at efterkomme, hvorefter den tyske øverstbefalende i Danmark, general Heinrich von Hanneken, den 29. august proklamerede militær undtagelsestilstand i Danmark. Hærens og flådens mandskab blev straks efter interneret, men de fleste af flådens skibe i Københavns havn blev sænket af officerer og mandskab, og det var et mærkværdigt syn, at se de sænkede krigsskibe rage halvvejs op af vandet. Det lykkedes imidlertid enkelte af flådens fartøjer at undslippe til Sverige. Men situationen havde også krævet dødsofre, idet 12 danske soldater fra hær og flåde var faldet for tyske kugler den 29. august.

      Som en direkte konsekvens af den tyske militære undtagelsestilstand, valgte samarbejdsregeringen straks at træde tilbage og overlade styrelsen af landet til ministerierne, som resten af besættelsestiden, dvs. indtil 5. maj 1945, blev ledet af departementscheferne  og generaldirektørerne.

     Noget af det, der betød en stor gene for københavnerne, var tyskernes indførelse af såkaldt spærretid, som i praksis betød at det var forbudt at færdes ude uden særlig passerseddel i tiden kl. 21 til kl. 5. For det fik til umiddelbar følge, at f.eks. restauranter måtte lukke og biografer og teatre skulle slutte forestillingerne så tilpas tidligt, at publikum kunne nå hjem inden kl. 21. Dette førte for teatrenes vedkommende til, at disse indførte eftermiddagsforestillinger, og som noget helt specielt blev årets Hornbæk-revy opført i Saga-biografen kl. 7 morgen, endda for fuldt hus, hvilket ikke ville sige så lidt, for biografen havde 2000 siddepladser!

     Den 9. september 1943 idømte de tyske myndigheder København en bod på 1 mill. Kroner, som skulle være betalt inden den 10. september kl. 17. Begrundelsen var, at en tysk vagtmester var blevet skudt af en cyklist. Den 21. september var det galt igen, idet Storkøbenhavn blev idømt en bod på 500.000 kr., fordi endnu en cyklist havde skudt på og såret en tysk soldat. Den største bod blev København dog idømt den 28. oktober som følge af sabotage mod Café Mokka i Frederiksberggade, hvorunder fire tyskere og en dansker blev dræbt og 14 tyskere og 26 danskere såredes.

     Det er specielt den sidste episode, Bodil Rønnow hentyder til i sit tidligere ovenfor citerede brev, hvor hun nævner, at Strøget blev afspærret af tyske soldater, som stod nede på gaden og pegede op mod os med deres maskinpistoler, hvis vi vovede at kigge ud ad vinduerne. Det må have været dagen efter attentatet om formiddagen, at denne hændelse fandt sted, hvorunder tyske soldater og udrykningskøretøjer havde afspærret Frederiksberggade i begge ender og ved sidegaderne Mikkel Bryggersgade og Kattesundet. De steder blev der posteret maskinpistolbevæbnede tyske vagter, dels for at forhindre folk i at komme ud og dels ind i gaden. Medens nogle tyske soldater og tysk politi var optaget af at undersøge den delvis ødelagte Café Mokka, var andre i færd med at undersøge de forskellige huse og opgange, formentlig i et forsøg på eventuelt at finde spor efter sabotørerne.

    På et tidspunkt, medens aktionen foregik nede på gaden, vovede jeg og et par andre på tegnestuen at kigge ud ad et af vinduerne, og vi så da, at flere mennesker havde søgt tilflugt og stod klumpet sammen ovre ved den lidt tilbagetrukne dobbeltindgang til guldsmedeforretningen og bager Reinhardt van Hauen. En midaldrende, velklædt dame med hat, bøjede sig uforsigtigt fremover, for at kigge hen ad gaden i retning mod Gl. Torv/Nytorv. Pludselig lød der ligesom et ”puf”, og i samme øjeblik faldt den pågældende dame forover og ned på fortovet, hvor hun blev liggende urørlig. Straks efter bredte der sig en tyktflydende blodpøl ud for damens hoved, og de folk, der stod sammen med hende råbte op og kaldte på en ambulance. En af de to tyske vagter, der stod posteret ved pigtrådsafspærringen ud for Mikkel Bryggersgade, gik frem mod de råbende og gjorde truende tegn til, at de skulle forholde sig i ro. Så drejede han om på hælen og gik tilbage til sin post, tilsyneladende helt uanfægtet af den sårede og måske døende dame, der lå på fortovet.
     Tiden falder lang i den slags dramatiske situationer, men i min erindring står det som om der mindst gik omkring tyve minutter til en halv time, før en dansk ambulance ankom ad Mikkel Bryggersgade, hvor den gjorde holdt bagved pigtrådsafspærringen. De to danske reddere gjorde sig klar med båren og ville passere afspærringen, for at gå hen og hente den sårede dame, men de tyske vagtposter gennede dem tilbage bag afspærringen, hvor de måtte vente indtil videre.
     Harmen bredte sig blandt os tegnere, for det var tydeligt, at de tyske vagtposter ikke havde i sinde at ville hjælpe den stakkels kvinde, som fortsat lå helt ubevægelig på fortovet, hvor blodpølen ud for hendes hoved i mellemtiden var blevet større. Men vi kunne jo faktisk ingenting gøre, for tyskerne var tydeligvis kun opsat på at hævne sig, ved at lade kvinden forbløde til døde. Først da aktionen blev afblæst omkring en times tid senere, fik de to ambulancefolk lov til at hente den livløse kvinde, og eftersom de kørte bort med hende uden sirene, må man gå ud fra, at de havde konstateret hende død.

     I mellemtiden havde to sværtbevæbnede tyske politisoldater også været oppe i nr. 28 og inde på tegnestuen hos os, hvor de fuldkommen tavse, skulende og med tunge støvletramp, og især med maskinpistolerne i truende position, gik lokaliteterne igennem, formentlig i håbet om at kunne finde nogen eller noget, der forekom mistænkeligt, og som måske kunne sættes i forbindelse med den kort forinden udførte sabotageaktion. De to tyskere var uhyggelige at se på i deres tykke grågrønne uniformer og de karakteristiske tyske stålhjælme, der gik helt ned over hovedet og skjulte pande, ører og nakke, så at mændene mere forekom som en slags robotter end som mennesker. Dertil kom den store halvovale jernplade, de hver havde hængende i kæde omkring halsen og ned foran på brystet. I dette tilfælde gik de dog igen, og uden bemærkninger af nogen art. Denne adfærd forekom i sig selv uhyggelig og truende, og efterlod en trykket stemning på tegnestuen.

     Vi hørte i øvrigt aldrig senere noget til, om den uheldige kvinde, der blev ramt af en af de tyske vagtposters skarpe skud, havde overlevet eller om hun var død, men vi gættede på det sidste.

     Den militære undtagelsestilstand blev først ophævet den 6. oktober 1943, dog med undtagelse af forbuddene mod strejker og forsamlinger, medens spærretiden fortsat opretholdtes, men dog blev lempet til kl. 23-4 i juledagene 24. – 27. december. Nytåret blev i besættelsesårene fejret uden affyring af fyrværkeri, idet dette var blevet forbudt allerede fra 1940 og kom til at vare til og med 1944. Og på grund af spærretiden strakte nytårsfesterne i private hjem sig til hele natten, hvilket jeg selv tydeligt husker, for man var helt groggy nytårsmorgen, også selv om man ikke havde drukket hverken øl eller spiritus. Det var uvant at være oppe så længe. Spærretiden blev først ophævet 10. februar 1944.

Aktionen mod de danske jøder

Natten til den 2. oktober 1943 fandt en af de skammeligste tyske aktioner imod den danske befolkning sted, nemlig den der er blevet kaldt ”aktionen mod de danske jøder”. Som formentlig bekendt gav Hitler allerede fra starten jøderne skylden for alle Tysklands ulykker, og eftersom han havde lovet sit trofaste tyske folk, at han ville sørge for ”den endelige løsning af jødespørgsmålet”, blev jøderne i Tyskland og senere i de besatte lande udsat for en forfølgelse, arrestation, mishandling og henrettelse, der savner sit sidestykke i verdenshistorien.
     Natten til den 2. oktober 1943 var turen så kommet til de danske jøder, som for en dels vedkommende blev brutalt vækket midt om natten og erklæret for anholdte. De fik kun lov til at tage de mest nødtørftige ting med sig, inden de blev kørt til midlertidige opsamlingssteder, hvorfra de snarest efter blev transporteret til den tyske koncentrationslejr Theresienstadt i Tjekkoslovakiet. Transporten foregik i kreaturvogne, hvor fangerne i reglen var stuvet så tæt sammen, at de måtte skiftes til at sidde ned. Til deres nødtørft fandtes der kun en enkelt spand i det ene hjørne, og fangerne fik hverken mad eller vand under de ofte daglange transporter mod kz-lejren, hvilket for de flestes vedkommende enten ville sige gasning eller yderligere udsultning og tvangsarbejde indtil døden.

     Imidlertid var der behjertede danskere, deriblandt Allan Johnsen – hvad kun ganske få vidste noget om dengang – parate til uden tanke på risikoen for sig selv, at hjælpe så mange af de danske jøder som muligt til at undgå tyskernes arrestationer. I første omgang blev de pågældende jøder holdt skjult i ikke-jødiske hjem, indtil der var blevet arrangeret en flugtmulighed over Øresund til det frie Sverige. Det lykkedes heldigvis for de allerfleste danske jøder at undslippe til det svenske broderland, som om ikke med kyshånd, så dog trods alt tog imod flygtningene og sørgede for deres ophold i den tid, besættelsen af Danmark varede. Men desværre var der også en del jøder, som det ikke lykkedes at undgå tysk forfølgelse og arrestation, ikke mindst fordi der fandtes danskere, som ikke så noget forkert eller kriminelt i at angive deres danske medborgere, eller som måske havde uvilje eller bar nag eller ligefrem had imod disse. Sådan er nogle mennesker jo desværre.
     Senere kunne man gøre op, at aktionen mod de danske jøder i grunden havde været en fiasko, idet der ud af 7000 jøder kun lykkedes for tyskerne at arrestere 202. De mange, der undslap, gik under jorden og en stor part af disse blev i tiden efter hjulpet til at flygte til Sverige. Men nogle – måske de mest modige eller dumdristige? – blev i Danmark, og klarede sig igennem i de omkring 7 måneder, der skulle komme til at gå, indtil Danmarks befrielse.

     Som tidligere omtalt var den 2. oktober også min konfirmationsdag, men på det tidspunkt vidste jeg endnu ikke noget om den aktion, som de tyske myndigheder på direkte ordre fra Hitler havde iværksat om natten. Desuden lukkede almindelige danskere, som havde nok af problemer og besværligheder i hverdagen, øjnene for de uretfærdigheder og grusomheder, der foregik lige uden for deres egen gadedør, og lukkede sig inde i en næsten hermetisk tillukket privatsfære.

”The Show must go on”

Men på trods af alle ydre restriktioner og vanskeligheder, deriblandt især spærretiden, gik arbejdet på ”Fyrtøjet” stille og roligt videre, for det gjaldt jo om at få filmen gjort færdig indenfor et rimeligt tidsrum. Desuden var arbejdet, måske især for animatorerne, ikke kun et spørgsmål om at tjene de nødvendige penge, men i nok så høj grad prestigen i og en dyb tilfredsstillelse ved at forsøge at skabe liv i de tegnede og animerede figurer, som hver især havde ansvaret for. Animatorerne var derfor først og fremmest kunstnere og sekundært lønmodtagere, og det gjaldt alle – eller rettere sagt de forholdsvis få – der var nøgletegnere på ”Fyrtøjet”.  De få udgjordes af Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Preben Dorst, Otto Jacobsen, Kjeld Simonsen og – fra juni 1944 - Harry Rasmussen. Hertil kan føjes de to animatorer, der kun arbejdede en ganske kort tid på ”Fyrtøjet”: Erik Christensen og Erik Rus.

     Den oprindelige lille stab af animatorer var i efteråret 1943 blevet forøget med en virkelig erfaren, professionel og yderst effektiv animator, nemlig den for længst omtalte Kjeld Simonsen, i daglig tale kaldt Simon. Til at begynde med sad han lejlighedsvis og arbejdede på tegnestuen i Frederiksberggade 28, hvor han fik plads lige overfor Bjørn Frank Jensen, så de to sad med front mod hinanden. Det betød dog ikke at de benyttede situationen til at føre hverken korte eller lange samtaler, for begge var af natur tavse og stilfærdige mennesker, som var ydmyge overfor deres respektive arbejde og ikke gjorde sig til af deres position som højt ansete og respekterede tegnere og animatorer. De koncentrerede sig begge i høj grad om selve arbejdet.
     Ved siden af sit arbejde på ”Fyrtøjet”, havde Simon også en del freelance opgaver af forskellig art, som skulle passes. Så snart han derfor følte sig fortrolig med de animationsopgaver på ”Fyrtøjet”, han var blevet betroet, sad han til daglig hjemme på sin egen tegnestue i Holte og arbejdede. Det er måske derfor ikke så mærkværdigt, at hans animationsstil i nogen grad kom til afvige fra de øvrige animatorers. Simon tegnede sine figurer med afrundede streger, hvilket var en fordel i forbindelse med decideret komiske figurer, men når han f.eks. tegnede soldaten og prinsessen, hvad han kom til i filmens slutningssekvenser, var det en ulempe, fordi disse figurer dermed mistede deres oprindelige karakter. Simons animation, som anvendte alle fagets grundlæggende virkemidler, som f.eks.  anticipation, overlapping action, squash and stretch, take mm., var også overdrevent blød og ofte lidt for langsom i bevægelserne, så det i nogle tilfælde nærmest så ud, som om figurerne var balloner, der svævede let og elegant hen over jorden, også selvom de egentlig burde have haft tyngde. Alligevel må man samlet set vurdere Simons animation som på den tid fremragende.

     Nogle af de allertidligste scener, som Simon tegnede og animerede, var månen der søvndrukken står op og katten, som hopper ned fra tagryggen. Animationen af månen fungerer sådan set godt nok, men katten bevæger sig alt for langsomt og ligesom ’svæver’ ned fra taget. Principielt det samme var tilfældet med nogle rotter, der søger ly i deres hule bag ved en hjørnesten til det hus, de bor i. Desuden adskilte Simons tegne- og animationsstil sig fra den stil, ”Fyrtøjet ” hidtil var blevet tegnet i. Hvor udmærket Simons tegne- og animationsstil var i sig selv, så bidrog den ufrivilligt til den lettere stilforvirring og uegalitet, der beklageligvis præger langtegnefilmen ”Fyrtøjet”.

På dette filmbillede ses den søvndrukne måne, der lige er stået op over hustagene. Det var en af de første scener, Simon animerede til "Fyrtøjet", og helt i den for ham karakteristiske tegne- og animationsstil, hvortil han havde hentet inspiration, dels hos Disney og dels hos sine danske læremestre, Myller og Mik. - Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

Her ses en af de første scener, som Simon tegnede og animerede til ”Fyrtøjet”. Han designede selv figurerne, som derved kom til at adskille sig noget fra den stil, hvori figurerne i filmen hidtil var blevet tegnet i. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg: - Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

Endnu en af de allertidligste af Simons scener til ”Fyrtøjet”. Et par rotter søger ly i deres hule, som har indgang bag en høj sten ved et hushjørne. Også i dette tilfælde adskilte Simons design og animationsstil sig mærkbart fra de andre animatorers måde at tegne og animere på. Men Simons figurer var alligevel både veltegnede og komiske på deres egen måde. Baggrunden malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

     En del tegnere – og det gælder måske især animatorer – bliver aldrig rigtigt voksne, men ’leger’ sig igennem tilværelsen, som de helst så i højere grad lignede tegnefilmens fantasiverden, end den ofte barske virkelighed, som til tider synes blottet for lyspunkter. På tegnestuen i Frederiksberggade hændte det jævnligt, at nogle af tegnerne blev grebet af kådhed og lavede sjov med det i grunden seriøse arbejde det er, at lave tegnefilm.

Her ses Preben Dorst i rollen som heksen i ”Fyrtøjet”. Han var kun udklædt for sjov, idet det var en af den slags påfund, der lejlighedsvis pludselig kunne gribe nogle af tegnerne, særlig når og hvis fotograf ”Jømme” var i nærheden og kunne forevige situationen. Der er jo lidt af en skuespiller i enhver animator, og bør også være det. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Her ses endnu en situation, hvori også Preben Dorst var involveret, her dog klædt ud som kongen med pelskrave om halsen. Den væltede stol og paprøret skal illudere en kanon, som den lille soldat – i skikkelse af mig, Harry Rasmussen (helt til venstre) – er ved at gøre klar til affyring. I baggrunden står der nogle af tegnerne og peger, nemlig mod det kryds,  som hofdamen har tegnet på kroens port. Manden helt til højre, som knæler ned bag Dorst, husker jeg desværre ikke navnet på. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Julehygge - trods alt

Vi var nu i december 1943 og julen og nytåret nærmede sig, og karakteristisk for danskerne var det, at på trods af rationerings- og sparetider ville de allerfleste helst fejre jul som i ”de gode gamle dage”. Menneskers hukommelse er jo normalt ikke langtidsindstillet, hvilket formentlig især hænger sammen med, at hver generation stort set kun husker, hvad der er sket indenfor vedkommendes egen levetid, ja, ofte ikke engang det. Glemt for de fleste var Første Verdenskrig og den økonomiske verdenskrise og den deraf følgende store arbejdsløshed i 1930’erne. Og glemme ville danskerne også helst nutiden med dens indtil videre truende udsigter på grund af krigen og besættelsen. Julen med dens århundredgamle traditioner var derfor en kærkommen anledning til for en stund at glemme verden omkring sig, og gemme sig i den nære families hygge.

     Tegnerne og måske især tegnepigerne på tegnestuen var i henseende til julen ingen undtagelse fra den øvrige danske befolkning. Derfor samledes man en af de sidste arbejdsdage, i dette tilfælde en fredag, til en julefrokost efter arbejdstids ophør. Der blev især drukket pænt tæt af, hvad der dengang var at få af øl og vin, og af den sidstnævnte  slags kunne man kun få dansk vin, herunder portvin, som hurtigt blev døbt ”pullimut”. Fik man tilstrækkeligt heraf, blev man ganske enkelt godt beruset. Dette i forbindelse med, at man på grund af spærretiden måtte holde ud til næste morgen, var medvirkende til, at nogle af tegnerne i en blanding af kådhed og fuldskab teede sig som gale og fik tegnestuen til at ligne en slagmark.

Julehygge – eller måske snarere juleuhygge - på tegnestuen i Frederiksberggade 28. Efter en lang aftens og nats forløb kom det ellers så pæne og ryddelige lokale til at se ud som på billedet her. Men der blev dog sørget for, at alt blev bragt i nogenlunde orden før arbejdstidens begyndelse næste morgen, for et syn som dette huede hverken Allan Johnsen eller Peter Toubro, som aldrig selv deltog i den slags udskejelser. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

På dette foto ses samme situation som ovenfor, men her er personerne på billedet genkendelige. Det er fra venstre Torben Strandgaard, Helge Hau, Bodil Rønnow, Børge Hamberg og allerbagest Mogens Mogensen. Selv var jeg også til stede ved sådanne lejligheder, men opholdt mig sammen med flere andre tegnere et andet sted i det store lokale, hvor fotografen ikke rettede sit kamera hen. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

    Det var også ved sådanne lejligheder, at der især kunne opstå konkurrence mellem enkelte af mændene om de få tilstedeværende kvinders gunst. Det var særlig Otto Jacobsen, som på den tid var single, der mistede hæmningerne, når han fik noget at drikke, og følte han ikke at have heldet med sig, kunne det hænde at han gik amok og ødelagde stole og andet inventar. Næste dag, når han var blevet ædru, kunne han ikke fatte at det var ham, der havde lavet så megen ravage, som tilfældet var, og fuld af selvbebrejdelse tilbød han naturligvis at erstatte de ødelagte ting.

     Anderledes stilfærdigt og hyggeligt gik det for sig, når nogle af tegnestuens medarbejdere holdt julehygge selve juleaftensdag, hvor en eller flere af pigerne havde medbragt hjemmebagte småkager og der blev serveret erstatningskaffe eller te. Desuden spillede ’husorkestret’ eller enkelte medlemmer af dette julemelodier, men i moderne, lettere jazzificeret udgave. Nostalgien var i højsædet for en kort stund, inden man sluttede af og tegnerne og tegnepigerne iførte sig vintertøjet og traskede ud i decembermørket, på vej i hver sin retning mod hjemmene i de forskellige bydele, enten på cykel med blændet cykellygte eller med svagt oplyst sporvogn, for det var de mest almindelige transportmidler dengang. Byen henlå i halvmørke, hvilket primært skyldtes de indførte belysningsrestriktioner og påbud om mørkelægningsgardiner både i private hjem og på kontorer og i forretninger. Privatbiler var der i øvrigt ikke mange af, og slet ikke, da rationeringen af benzin for alvor satte ind. Og de få taxaer, der fandtes dengang, kunne heller ikke altid få benzin, men kørte på et tidspunkt udelukkende på såkaldt gasgenerator, et monstrum, som også blev almindelig drivkraft for lastbiler. Men det brændsel, der blev brugt til disse generatorer, var også rationeret, så derfor kunne man engang imellem se det ejendommelige syn, at f.eks. taxaer blev trukket af heste!

Her ses en lille del af tegnestuens personale under en hyggekomsammen selve juleaftensdag, kort før arbejdstidens ophør. Helt fra venstre ser man Bjørn Frank Jensens profil, derefter (med ryggen til) Bodil Rønnow, Finn Rosenberg med sin kære violin, og delvis bag det lille pyntede juletræ, Børge Hamberg, mellemtegner Erik Mogensen (ved tegnepulten) og Jenny Holmqvist. Bemærk reolerne i baggrunden. Det var her ”Bjørn” eller ”Largo” havde de papkasser stående, hvori de forskellige scener blev opbevaret. En sådan kasse ses foroven til venstre. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Her ses stort set samme situation som ovenfor, men hvor Bodil Rønnow ikke er med på billedet. Til venstre Karen Margrethe Nyborg, som kigger hen mod fotografen. Finn Rosenberg spiller fortsat på violinen, mens Børge Hamberg formentlig spiller på sin banjo. Erik Mogensen sidder fortsat og tegner, og Jenny Holmqvist kigger stadig hen mod fotografen. Det samme gør Preben Dorst helt til højre. – Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Arbejdet går videre …trods alt

Efter nytår, som på grund af forbud blev fejret uden fyrværkeri, begyndte det daglige arbejde igen, også på Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ tegnestuer rundt om i byen. Men eftersom det var begrænset, hvad jeg selv kendte og kender til de afdelinger, der lå ude på Nørrebro og Østerbro, og der mig bekendt ikke findes særlig mange fotos derfra, må det stadigvæk blive hovedafdelingen i Frederiksberggade 28, der er det centrale i denne beretning.

Dette foto må formentlig stamme fra optræks- og farvelægningsafdelingen på enten Nørrebro eller Østerbro, og det er i alt fald mellemtegner Helge Hau, som ses lidt i baggrunden til højre, hvor han bladrer en stak tegninger igennem. Hans tilstedeværelse her hang formentlig sammen med, at han afleverede en af de scener, han havde mellemtegnet, til optræk og farvelægning. Den kønne unge dame i forgrunden er mig desværre ubekendt. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

På dette foto fra tegnestuen i Frederiksberggade 28 ses Karen Margrethe Nyborg, som var en af de få kvindelige mellemtegnere, der arbejdede på ”Fyrtøjet”. Sådanne kønne piger gav lejlighedsvis anledning til amourøse konflikter mellem enkelte mandlige medarbejdere, i dette tilfælde mellem Otto Jacobsen og Bjørn Frank Jensen, som begge bejlede til hendes gunst. Pigen foretrak helt tydeligt Bjørn Frank Jensen, hvilket fik Otto Jacobsen til i nogle dage at vånde sig i jalousi. Så var det glemt og livet gik videre. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Endnu et situationsbillede fra tegnestuen i Frederiksberggade 28. Her ses mellemtegnerne Erling Bentsen og Bente Nielsson, som i øvrigt senere blev gift med hinanden. Bente Nielsson var lejlighedsvis også assistent for Marius Holdt under optagelser på trickbordet. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

På dette pressefoto ses Bente Nielsson til venstre, idet hun assisterer fotografen, Marius Holdt (i midten og med ryggen til), medens Bodil Rønnow (til højre) ser til under optagelsen på trickbordet af en scene til ”Fyrtøjet”. – Foto: © 1944 Ulf Nielsen/Politiken.

     Efter nytår gik Børge Hamberg over til at tegne og animere den mindste af heksens tre hunde, idet det faktisk er denne, der spiller den største rolle i filmen. Han begyndte med et close up af hundens ansigt, hvor øjnene roterer og der toner billedet af en tekop ind i hvert øje. Denne animation blev i øvrigt også brugt ved præsentationen af de to andre hunde, men sådan , at tekopperne var skiftet ud med henholdsvis møllehjul og Rundetårn. Som sædvanlig var jeg hans mellemtegner også på denne animation, der dog var meget enkel, for det drejede sig kun om at mellemtegne de roterende pupiller.

Herover ses den første scene med heksens hunde, nemlig den mindste af disse, den med øjne så store som tekopper, som Børge Hamberg begyndte at tegne og animere lige efter nytår 1943/44. Af sparehensyn blev samme animation også brugt ved præsentationen af de to andre hunde, blot med udskiftning af tekopperne med hhv. møllehjul og Rundetårn. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

     Den næste scene med den mindste af hundene, Børge Hamberg valgte at tegne og animere, var den, hvor soldaten ankommer til det rum, hvor hunden sidder ovenpå pengekisten, den skal vogte. Ved hjælp af heksens forklæde lokker soldaten hunden til at springe ned fra kistelåget, som han derefter frit kan åbne og forsyne sig med så mange kobberpenge, han har lyst til og kan bære med sig.

En af de første scener, Børge Hamberg tegnede og animerede med den mindste af heksens tre hunde, den, der vogter skatkisten med kobberpenge. Soldaten, som naturligvis var nøgletegnet af Hamberg, blev mellemtegnet af Arne ”Jømme” Jørgensen, medens hunden blev mellemtegnet af Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

     En af grundene til, at Børge Hamberg valgte at fortsætte sit animationsarbejde med at tegne og animere den mindste af de tre hunde, var, at soldaten kun spiller en mindre rolle i nogle af disse scener. Hamberg tøvede nemlig fortsat med at tegne soldaten, indtil han følte sig sikker nok til for alvor at gå videre med denne krævende figur. Den anden grund var, at han selv og ledelsen nu gerne ville se, hvordan især denne hund og dens karakter kom til at tage sig ud i sammenhængen. Derfor gik Hamberg med stor energi og optimisme over til at tegne og animere nogle af scenerne med denne hund, hvori soldaten kun forekommer i mindre omfang. På den måde kunne han samtidigt øve sig i at tegne og animere filmens hovedfigur.
    Det viste sig til stor glæde for ledelsen, at Hambergs Animation af den lille hund var i top, idet denne faktisk forekom levende og opførte sig som hund. Da soldaten lige er ankommet, er hunden først afvisende og knurrer ad ham, men efter at han har taget heksens tørklæde frem, skifter den holdning og logrer med halen.

Her ses den lille hund, som bliver så glad over synet af heksens forklæde, at den giver sig til at logre med halen og slikke sig om munden. Med denne animation viste Børge Hamberg sin store evne og styrke som karakteranimator. Hunden er også her mellemtegnet af Harry Rasmussen, som på den måde dels blev oplært i animationens svære kunst og dels forberedt til senere at overtage animationen af den lille hund. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

     Heksens blåternede forklæde er det lokkemiddel, der gør at hunden bliver velvilligt stemt og lader soldaten hjælpe sig ned fra pengekisten, så han kan åbne låget og forsyne sig med kobbermønter. Han er dog ikke særligt tilfreds med de almindelige kobberskillinger og har endnu ikke forstået, at hundene i de to næste kamre henholdsvis vogter over sølv- og guldpenge, som jo har betydelig større værdi end kobberpengene. 

Her haler soldaten den lille hund ned fra kistelåget, for at sætte den på heksens blåternede forklæde, hvis lugt den åbenbart genkender og derfor er velvilligt stemt overfor soldaten. I denne scene er både soldaten og hunden mellemtegnet af Harry Rasmussen, som dog kun sjældent tegnede soldaten. Dertil var figuren efter Børge Hambergs opfattelse for seriøs og vanskelig for en kun 14-årig. Senere skiftede han dog opfattelse. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

Børge Hamberg nøgletegnede på den tid også et close up af pengekisten, hvor man ser soldatens hånd gribe ned og nærmest skovle kobbermønterne op. Også denne scene blev mellemtegnet af Harry Rasmussen. Det samme gjaldt den følgende scene, hvori man ser et close up af soldaten, der fylder sine bukselomme med mønterne, alt imens hunden ser interesseret til. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S

     Den næste scene med hunden, Børge Hamberg tegnede og animerede, var den, hvor soldaten lokker den lille hund til atter at hoppe op på kistelåget og sætte sig tilrette igen, idet han naturligvis har tænkt sig at gå videre til næste kammer.

Her er den lille hund hoppet op på pengekisten igen, hvor den lægger sig til ro, idet den ikke tager sig af, at soldaten forlader dens kammer, for at begive sig til næste rum, hvor det er hunden med øjne så store som møllehjul, der vogter kisten med sølvpenge. Igen er hunden mellemtegnet af Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

     Imidlertid kom Børge Hamberg efterhånden så godt i gang med at tegne og animere den mindste af de tre hunde, at han gerne ville fortsætte med at tegne endnu et par scener med denne, inden han skulle genoptage animationen af de sværeste scener med soldaten. Det blev scenen, hvor soldaten for første gang har anslået det magiske fyrtøj, fordi han ville tænde et vokslys på sit usle loftsværelse på kroen. Han er jo blevet forvist til tagkammeret, fordi han tankeløst har ødslet alle sine penge bort. Til hans store forbløffelse ankommer den mindste af de tre hunde fluks på sekundet, og vel at mærke uden at det sker via døren. Til hans endnu større overraskelse viser det sig desuden, at hunden også kan tale, idet den indledningsvis siger: ”Hvad befaler min herre!?”

Den lille hund, idet den til soldatens store overraskelse viser sig at kunne tale og siger: ”Hvad befaler min herre!?” Skønt Børge Hamberg ikke havde noget lydbånd at animere efter, lykkedes det ham i denne og de følgende scener at opnå en synkronitet mellem lyd og billede, som desværre hørte til sjældenheden i ”Fyrtøjet”.- Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

     I og med animationen til denne og de følgende scener, kunne jeg rigtigt studere, hvordan Hamberg bar sig ad med at karakteranimere og tegne mundbevægelser. Under mellemtegningen fornemmede jeg, at der her var tale om en animation af en kvalitet og en standard, som var i topklasse. Det var derfor en stor fornøjelse og tilfredsstillelse at få lov til at mellemtegne scener som netop denne, hvor man kom tæt på animationens væsen, som jo er skuespillet. 

Her fortæller hunden til soldaten, hvordan han skal bruge fyrtøjet, når han vil tilkalde de tre hundes hjælp. Slår han én gang på fyrtøjet, kommer den lille hund selv, to gange, så kommer dens storebror, og tre gange, så kommer hunden med øjne så store som Rundetårn. ”Så skaf mig nogle penge!” siger soldaten, og fluks er hunden borte, for straks efter at vende tilbage med en pose penge. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

Den lille hund vender straks tilbage til soldatens værelse med en hel pose penge, som den har hentet i sit skatkammer ude i heksens hule træ. Den er godt nok forpustet efter turen, men er synligt glad for at kunne gøre soldaten en tjeneste. Også denne scene er mellemtegnet af Harry Rasmussen. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

     I løbet af de første måneder af 1944 tegnede og animerede Børge Hamberg også nogle scener med soldaten, idet denne konfronteres med den største af de tre hunde, den, der vogter skatkisten med guldmønterne. Men stadigvæk blev filmens sekvenser  og scener ikke lavet i handlingsmæssig rækkefølge, og derfor forelå disse endnu ikke i kontinuerlig rækkefølge. F.eks. blev soldatens vanskeligheder med at åbne den kæmpemæssige dør ind til den ovennævnte hunds kammer, ikke lavet før hen på efteråret 1944, medens de umiddelbart efterfølgende scener i sekvensen blev lavet først, nemlig omkring februar-marts 1944.

Her ses et close up af soldaten, idet han ved synet af den kæmpemæssige hund forskrækket holder sin ene arm skærmende op foran ansigtet. Soldaten er tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af Mogens Mogensen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

En efterfølgende scene i samme sekvens som ovenfor: Idet soldaten træder ind i den store hunds kammer, udsender hundens øjne ligesom to lyskastere, der følger soldaten, idet denne tøvende nærmer sig den kæmpestore hunds sæde ovenpå skatkisten med guldmønterne. Animation: Børge Hamberg. Mellemtegning: Harry Rasmussen. Baggrund: Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S. 

     Herefter følger en serie billeder fra ”Fyrtøjet”, som hver især repræsenterer en scene i sekvensforløbet. Soldaten er tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af Mogens Mogensen, hunden er ligeledes tegnet og animeret af Børge Hamberg, men mellemtegnet af Harry Rasmussen. Baggrundene er malt af Finn Rosenberg:

Billederne i ovenfor viste sekvens er med tilladelse fra Palladium A/S gengivet direkte fra den udmærkede VHS-udgave af ”Fyrtøjet”, som blev sendt på markedet for en del år siden. - © 1946 Palladium A/S.

     Sekvensen er længere og indbefatter flere scener, end de ovenfor viste, men disse kan tjene til at vise et handlingsforløb med soldaten og den ene af de tre hunde. Animationen af soldaten i de scener i sekvensen, hvori han forekommer, viser med al ønskelig tydelighed, at Børge Hamberg nu havde fået styr på soldatens bevægelser og karakter. Og bevægelserne var alene tegnet og animeret på grundlag af animatorens evne til bevægelsesanalyse, timing og nøgletegning. Der var altså ikke tale om brug af rotoskopi, dvs. af live action optagelser som grundlag for animationen. 

     Ind imellem sit mellemtegningsarbejde for Børge Hamberg, fik Mogens Mogensen også lejlighed til at tegne og animere nogle scener med soldaten, som han viste sig god til. Dog adskilte hans tegnestil sig i nogen grad fra Børge Hambergs tegne- og animationsstil, idet de scener Mogens Mogensen havde ansvaret for, virker mere naturalistiske med tendens til en vis ’stivhed’. Et tydeligt tegn på, at Mogensen endnu var uøvet som figurtegner og især som animator.

Her ses Mogens Mogensen i færd med at mellemtegne den scene i ”Fyrtøjet”, hvori soldaten har hævet sin sabel, for at hugge hovedet af heksen. Men Mogensen fik også snart selvstændige scener med soldaten at tegne og animere, og det slap han egentlig ganske godt fra, selvom hans tegne- og animationsstil virkede mere naturalistisk, end den soldatens hovedtegner, Børge Hamberg, brugte. – Foto: © 1944 Ulf Nielsen/Politiken.

På dette scenebillede ses et karakteristisk eksempel på Mogens Mogensens naturalistiske tegnestil. Hans veltegnede, men lidt stive animation kan man se eksempler på i de scener, han tegnede og animerede med soldaten, og som var den eneste figur, han havde med at gøre i filmen ”Fyrtøjet”. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

Her morer soldaten sig over Mester Jakel-dukkerne under sit og vennernes besøg på Dyrehavsbakken. Animationen af soldaten, der klapper i hænderne, blev delvis genbrugt i scenen i Det kgl. Teater, hvor soldaten er til en operaforestilling, som i øvrigt keder ham. Soldaten er også her tegnet og animeret af Mogens Mogensen og mellemtegnet af Torben Strandgaard. De øvrige figurer på billedet er tegnet og animeret af Preben Dorst. Baggrunden er også i dette tilfælde malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

     En anden tegner, der som også tidligere omtalt, tegnede og animerede nogle få scener med soldaten, var Preben Dorst. Det skete, længe inden han gik over til at animere prinsessen. Men Dorst  tegnede og animerede f.eks. den scene, hvori soldaten på sin march hen ad landevejen uforvarende er ved at træde på en lille orm, som det imidlertid lykkes at undslippe.

Her ses en af de få scener, som Preben Dorst tegnede og animerede med soldaten. I den sekvens, som scenen hører til, er soldaten på vej hen ad landevejen, og her er det, at han uforvarende er ved komme til at træde på en lille orm, som det imidlertid lykkes at undgå at blive trådt ihjel. Scenen er mellemtegnet af Arne ”Jømme” Jørgensen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S. 

En anden af de scener med soldaten, som Preben Dorst tegnede og animerede, var den, hvori soldaten bliver firet ned i heksens hule træ. Soldaten er mellemtegnet af Bodil Rønnow. Kragen, som sidder foroven ved kanten af hullet og iagttager soldatens nedstigning, er tegnet og animeret af Harry Rasmussen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. Scenen blev i øvrigt genbrugt ved soldatens opstigning, men altså i omvendt orden. – Foto fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

     Den 5. april 1944 hørte vi på tegnestuen, at nogle sabotører var brudt ind på UFA’s afdelinger øverst oppe i Nygade 3, hvor man havde tømt kontorerne for papirer og de brandsikrede bokse for en stor mængde tyske spillefilm, som alt sammen blev smidt ned på gaden, hvor det blev afbrændt. Både papirer og film var letantændelige og brændbare, filmene især fordi der var tale om eksplosive nitratfilm, som ikke kun brændte, men ligefrem eksploderede. Men heldigvis for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S havde man ikke hverken eksponeret eller fremkaldt negativ eller positiv film liggende hos UFA på det tidspunkt. Sabotørerne havde dog åbenbart ikke tid eller til opgave at rasere UFA’s danske afdeling yderligere, og det var heldigt for det danske personale, der til daglig arbejdede på stedet. Men det var naturligvis et stort chok for alle de ansatte, som næppe var mere tyskvenlige end så mange andre i befolkningen, at krigens vilkår pludselig kom så overraskende tæt på, som tilfældet generelt set var. I den periode, hvor det var muligt at se ’vores’ linetests i UFA’s biograf på laboratoriet i Nygade, var det i øvrigt den i filmbranchen velkendte og afholdte fru Edith Schüssel, der klippede filmstrimlerne sammen til en sløjfe, så de kunne køres uafbrudt, indtil vi hver især havde sikret os, at animationen af figuren eller figurerne var i orden. Den umiddelbare konsekvens, som attentatet på UFA’s danske afdeling fik for os animatorer, var, at vi nu indtil videre ikke længere kunne se vores linetests i deres forevisningsrum. Denne omstændighed bevirkede, at kontrolkørslen af linetests blev forlagt til Nordisk Films Teknik i Frihavnen, som jo lå meget længere væk end Nygade 3. Derfor blev det kun ledelsen og cheftegnerne, der fik linetests at se, og som så kunne aflægge rapport til animatorerne om resultaterne af disses anstrengelser.

    Der knytter sig en interessant detalje til Gerda Holck Hansens møde med Allan Johnsen. Den da 21-årige Gerda var søgt ind som elev hos UFA FILM i Nygade i København, og det var her at hun og Johnsen mødte hinanden, idet han havde sin jævnlige gang i firmaet. Det sidstnævnte skyldtes som allerede nævnt, at det under den tyske besættelse af Danmark kun var muligt at købe 35mm råfilm, specielt farveråfilm, hos det tyske firma AGFA, og at filmmaterialet kun kunne fremkaldes og kopieres på dette firmas laboratorier hos UFA i Berlin. UFA Film i Nygade var derfor kommunikationsled til UFA-laboratorierne i Tyskland.

     Hen på foråret 1944 forelå der efterhånden en lang række større og mindre sekvenser og scener i arbejdskopi, og selvom disse ikke i alle tilfælde var kontinuerlige i henhold til filmens handling, så mente Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ ledelse, at tiden måtte være inde til at gøre medarbejderne bekendt med det foreløbige resultat af de mange medarbejderes arbejdsmæssige indsats og anstrengelser.  Det var i længden for de fleste utilfredsstillende, at man til daglig kun så tegninger, celluloider og baggrunde, uden at vide, hvad der i grunden var meningen med det alt sammen. Det ville ledelsen derfor nu råde bod på.

Den første forevisning af ”Fyrtøjet”

Den 20. maj 1944 skete der noget, som i al fald var en begivenhed for samtlige medarbejdere på ”Fyrtøjet”. På det tidspunkt, cirka et års tid efter at den egentlige produktion af filmen var blevet påbegyndt, stod Dansk Farve- og Tegnefilm A/S nemlig i den glædelige situation, at man kunne arrangere en særforevisning for personalet af cirka halvdelen af filmen, ganske vist i stum arbejdskopi. Da man imidlertid ikke rådede over eget filmforevisningsapparatur, arrangeredes der en forevisning i det nærliggende Grand Teatret i Mikkel Bryggersgade. Teatret blev dengang drevet af den berømte stumfilminstruktør Urban Gad (1879-1947), og denne var da også til stede som vært og bød velkommen den formiddag, da forevisningen af den stumme arbejdskopi af de optagelser af ”Fyrtøjet”, som indtil da var blevet færdiggjort, fandt sted. Det var første gang nogen af personalet – bortset fra Johnsen, Finn Rosenberg, Peter Toubro, Henning Ørnbak og cheftegnerne – havde haft lejlighed til at se resultatet af det store arbejde, som mange af dem havde været beskæftiget med i nu omkring et år. Selv havde jeg på det tidspunkt kun set linetests af nogle af de scener, som jeg var animator på. Så jeg var mindst lige så spændt, som alle de andre, på at se det foreløbige resultat i form af den halvfærdige film, og det tilmed i farver. Farvefilm var jo en sjældenhed dengang, hvor stort set alle spillefilm, danske så vel som udenlandske, var i sort-hvid.
     Dengang vidste jeg i øvrigt ikke helt præcist, hvem og hvad Urban Gad var for en personlighed, men senere har jeg forstået, at han og hans på sin vis fantastiske pioner-indsats i dansk og tysk stumfilm, var noget nær enestående. Som personlighed virkede han, som i 1943 var 64 år, uhyre stilfærdig og beskeden i sin fremtræden. Men helt så tør og vissen, som han virkede i 1943, kan han næppe altid have været, for i 1925-26 skrev han manuskript til og instruerede filmen ”Lykkehjulet” med det danske komikerpar, Fy og Bi.
     Efter forevisningen, som kun tog omkring tre kvarter, var der almindelig enighed blandt medarbejderne om, at resultatet af de store anstrengelser på trods af åbenlyse mangler og fejl i det store og hele var acceptabelt.

     Ved samme lejlighed havde Dansk Farve- og Tegnefilm indbudt det samlede personale til et middagsarrangement i Officersforeningens selskabslokaler bag ved Industribygningen på Rådhuspladsen, og bagefter var der budt på tur i Tivoli. Det blev en fornøjelig dag med diverse forlystelser for de mere barnlige sjæle blandt personalet, og en meget våd og fugtig tur for stort set hele den kreative del af staben, fra den ældste, Otto Jacobsen, til den yngste, Harry Rasmussen.

Dette foto er et snapshot fra Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ middagsarrangement i Officersforeningens selskabslokaler den 20. maj 1944. Personerne er lidt vanskelige at genkende på det noget uskarpe billede, men fra venstre ses frk. Zotsi, Erik Christensen (Chris) og Mogens Mogensen. Til højre, regnet fra den bageste ende, ses lige akkurat hovedet af fotograf Marius Holdt, dernæst en ikke identificerbar person, så N.O.Jensen, Karen Bech og en mand, hvis navn, jeg ikke husker. Selv ses jeg allerbagest til højre, idet jeg åbenbart er på vej omkring bordet. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Endnu en situation fra middagen i Officersforeningens lokaler. Fra venstre ses Sven von Linstow, Torben Strandgaard, Henning Dixner, (vistnok) Preben Dorst, Mogens Mogensen, (vistnok) Alice Bitten Andersen, N.O.Jensen og Marius Holdt. På den anden side af bordet ses (vistnok) frk. Zotsi, en uidentificeret, Mona Irlind og Harry Rasmussen. Allerbagest til højre sidder Allan Johnsen. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Her ses fra venstre og rundt om bordet Preben Dorst, Alice Bitten Andersen, Allan Johnsen, Mogens Mogensen, Erling Bentsen og (formentlig) Bente Bentsen, Peter Toubro og Line Kofoed. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Her er samme middagsselskab set fra den modsatte ende af bordet, hvor kun nogle få på billedet er genkendelige. Fra venstre er det Mogens Mogensen, og på den anden side af bordet ses fra højre Alice Bitten Andersen, Preben Dorst, Otto Jacobsen, uidentificeret dame, og ligeledes to uidentificerbare: en dame og en mand, sidstnævnte muligvis Bjørn Frank Jensen, og allerbagest Børge Hamberg. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Herover er man nået til drinksene. Siddende i forgrunden ses fra venstre (med ryggen til muligvis) Line Kofoed, bag hende en uidentificerbar dame, frk. Zotsi, og stående med ryggen til muligvis Bente Bentsen. Stående fra venstre uidentificeret dame, Allan Johnsen, uidentificeret herre, Otto Jacobsen og Sven von Linstow. Allerbagest midt i billedet ses en lille gruppe stående personer, hvoraf Børge Hamberg  ses med ryggen til og Mogens Mogensen i trekvart profil. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

På dette snapshot fra festen i Officersforeningens Selskabslokaler ses fra venstre Otto Jacobsen, Harry Rasmussen og Børge Hamberg. Det fremgår tydeligt, at der ikke alene var stor forskel i størrelse, men også i alder mellem de to voksne tegnere og den da kun knapt 15-årige mig. Det ses tydeligt, at i al fald jeg har fået lidt mere at drikke, end godt måske var. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen. 

Her er en del af ’husorkestret’ fra tegnestuen i Frederiksberggade gået i gang med at underholde de af deres kolleger, der var gæster ved middagen i Officersforeningens lokaler den festlige dag i maj 1944, hvor cirka første halvdel  af ”Fyrtøjet” tidligere på dagen var blevet vist i Grand Teatret. Fra venstre ses Torben Strandgaard som janitshar, Erling Bentsen med guitar, Finn Rosenberg med violin og (vistnok) Henning Ørnbak ved pianoet. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Herover er nogle af festdeltagerne ved at forlade Officersforeningens Selskabslokaler efter vel overstået middag, og muligvis på vej ind i det nærliggende Tivoli. I forreste række er det Line Kofoed, Karen Bech, Henning Dixner, og bag disse (med løftet hat) Sven von Linstow, Bagved denne gruppe ses en anden gruppe, bestående af fra venstre den lille person, som formentlig er mig, derefter Chris og arkivaren ”Bjørn”, også kaldet ”Largo” Allerbagest står et par uidentificerbare personer. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen. 

På dette foto, som er taget i Tivolis Pariserhjul højt oppe over havens træer, ses de to spilopmagere, Chris og Harry Rasmussen, som begge tydeligvis har kigget lidt for dybt i glassene under festmiddagen i Officersforeningens selskabslokaler. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Til venstre endnu en situation fra Tivolis Pariserhjul. Billedet er desværre noget uskarpt, men det er Børge Hamberg, der vender sig om og kigger op mod fotografen, som sad i samme gondol som Chris og Harry Rasmussen. – Til højre kommer en tydeligt påvirket Børge Hamberg løbende ud fra toiletterne ved Tivolis Hovedindgang, idet han vifter hænderne tørre undervejs ud i det fri. – Fotos: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Lad os slutte omtalen af festmiddagen og Tivoli-turen bagefter af med dette foto af to tydeligvis beduggede animatorer, den 23-årige Chris og den kun ca. 15-årige Harry Rasmussen, som her i bogstaveligste forstand støttes af Børge Hamberg, hvis arm det er, man ser rage ind i billedet. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

     I den følgende tid fortsattes det daglige arbejde på ”Fyrtøjet” med fornyet energi og en vis entusiasme, som hidrørte fra, at forevisningen i Grand af det foreløbige resultat var lidt mere end acceptabelt, til trods for de åbenlyse mangler og fejl, som i al fald animatorerne kunne se ved filmen. Alle som en håbede på og anspændte sig for at gøre animationen mm. stadig bedre og mere livagtig. Efter evne og erfaring naturligvis. Det største problem var i øvrigt, at der på grund af produktionspresset ikke i væsentligt omfang var plads til ligefrem at lave scener helt om. Man nødedes derfor i nogle tilfælde til at måtte nøjes med et ikke i alle tilfælde helt tilfredsstillende resultat.

Planer om nye tegnefilm-projekter

Imidlertid havde forevisningen af ”Fyrtøjet” efterladt sig en vis optimisme, både hos ledelsen og det kreative personale. Og selvom man ikke umiddelbart kunne afgøre tidspunktet, begyndte man alligevel at tænke på, hvad der skulle ske, efter at filmen var blevet færdig. Især Allan Johnsen og Finn Rosenberg samt nøgletegnerne var interesserede i, at produktionen af tegnefilm helst skulle fortsætte kontinuerligt, hvis det overhovedet ville være muligt at få finansieret en sådan produktion. Man havde formentlig tanken om en vis statsstøtte via Ministeriernes Film Udvalg (MFU) i tankerne, men for at finde ud af om det var en mulighed, måtte man først udarbejde et eller evt. flere forslag til tegnefilm, der kunne komme på tale at producere.
     I dette øjemed opfordrede ledelsen i særlig grad animatorerne til at komme med sådanne forslag, og helst med et synopsis, et design og nogle figurtegninger. På forhånd var man enige om, at emnet eller emnerne for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ eventuelle fortsatte produktion, igen skulle være baseret på et eller flere af H.C.Andersens eventyr. Det var særlig ideen med flere korte H.C.Andersen-eventyr-tegnefilm, der vandt gehør, formentlig fordi man ikke umiddelbart efter ”Fyrtøjet” igen turde vove sig ud i et så omfattende og kostbart projekt.
      Men under alle omstændigheder, var der seks af tegnerne, der fremsatte hver sit forslag til en kort H.C.Andersen-eventyr-tegnefilm. For nu at tage Finn Rosenberg først, siden han jo var initiativtageren til langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, så gik hans forslag så vidt jeg erindrer ud på en tegnefilmatisering af eventyret ”Svinedrengen”. Børge Hamberg foreslog ”Klods-Hans”, Bjørn Frank Jensen ville gerne lave ”Elverhøj”. Preben Dorst havde karakteristisk nok ”Prinsessen på ærten” i tankerne. Simon kom med et synopsis og herlige udkast til figurer til ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige”, medens jeg, Harry Rasmussen, foreslog ”Kejserens nye klæder”. Til sidstnævnte lavede jeg nogle figurudkast, og Kaj Johnsen, som var optrækker og farvelægger, malte en udmærket baggrund med motiv fra den by, som de to svigefulde skræddere ankommer til, og hvor de gør kongen, hoffet og alle ’fornuftige’ borgere til grin. 

     Desværre er det ikke muligt at bringe billeder fra alle de ovenfor nævnte og planlagte eventyr-tegnefilm, idet sådanne enten ikke foreligger tilgængelige eller formentlig i nogle tilfælde er bortkommet. Det er de i hvert fald for min egen part. Men det er dog muligt at bringe enkelte udkast fra to af de planlagte tegnefilms vedkommende, nemlig ”Klods-Hans” og ”Elverhøj”.

Her ses et muntert figurudkast til den planlagte korte tegnefilm over eventyret ”Klods-Hans”, som Børge Hamberg havde foreslået i 1944, da Dansk Farve- og Tegnefilm A/S havde planer om at fortsætte produktionen af H.C.Andersen-eventyr-tegnefilm efter ”Fyrtøjet”. I 1948 blev ideen taget op igen, men nu i form af en ny langtegnefilm, som Børge Hamberg endnu engang blev cheftegner på, uden at det dog var hans figurudkast, der blev brugt i den pilotfilm, man lavede, inden projektet blev skrinlagt. – Tegning af Børge Hamberg 1944. Doneret i 2003 af fru Gerda Johnsen til © Dansk Tegnefilms Historie.

Børge Hambergs skitseudkast til repeat-animation af Klods-Hans’ gedebuk. Skitsen er fra 1944 og indgik i Hambergs forslag til en kort tegnefilm over H.C.Andersens herlige eventyr ”Klods-Hans”. – Doneret 2003 af fru Gerda Johnsen til © Dansk Tegnefilms Historie.  

     Heldigvis er jeg i den situation, at kunne bringe lidt flere udkast, i alt fire, af Bjørn Frank Jensen i forbindelse med hans forslag fra 1944 om at lave Andersens eventyr ”Elverhøj” som en kortere tegnefilm.

Et af Bjørn Frank Jensens udkast fra 1944 til eventyrtegnefilmen ”Elverhøj”. Her er det Mosekonen, der brygger, medens de små troldebørn efter tur fylder hver deres tønde med hendes fortryllende drik. – Tegningen er i 2003 doneret af fru Gerda Johnsen til © Dansk Tegnefilms Historie.

Her er Bjørn Frank Jensens udkast fra 1944 til, hvordan han mente Elverkongen burde se ud, i hvert fald i den tegnefilm, han havde tænkt sig at lave for Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvis firmaets tegnefilmproduktion fik mulighed for at fortsætte efter ”Fyrtøjet”. – Tegningen er i 2003 doneret af fru Gerda Johnsen til © Dansk Tegnefilms Historie.

Bjørn Frank Jensens figurudkast fra 1944 til de to norske troldedrenge i tegnefilmen ”Elverhøj”.  Figurerne er jo tydeligvis tegnet i ’klassisk’ – nogle vil måske sige traditionel – tegnefilmstil, men tænker man sig disse animeret i Bjørn Franks gedigne og sikre animationsstil, kunne der sikkert være kommet et ganske godt og fornøjeligt resultat ud af det. – Tegningen er i 2003 doneret af fru Gerda Johnsen til © Dansk Tegnefilms Historie.

Bjørn Frank Jensens figurudkast fra 1944 af ”Trommeslagerne” til tegnefilmen ”Elverhøj”. Udkastet giver et lille indtryk af, hvordan Bjørn Frank formentlig også havde tænkt sig filmens baggrunde udført. – Tegningen er i 2003 doneret af fru Gerda Johnsen til © Dansk Tegnefilms Historie.

     Som man vil kunne læse om i afsnittet ”Langtegnefilmen ”Klods-Hans”, lykkedes det for Allan Johnsen og Dansk Farve- og Tegnefilm A/S i 1948 at få bevilget penge fra MFU til en pilotfilm, som skulle danne grundlag for, at et udvalg under Dansk Kultur Film kunne afgøre, om tegnefilmprojektet var af en kvalitet og standard, det var værd at give økonomisk statsstøtte til.

     Meget apropos Bjørn Frank Jensen, så skete der omkring dette tidspunkt en begivenhed, som kom til at berøre ham dybt ubehagelig. På tegnestuen var der som tidligere omtalt et bud ved navn Erik Nielsen, som på grund af sit udseende til daglig gik under navnet ”Pluto”. Han var et venligt og omgængeligt menneske og samtidigt meget pligtopfyldende, om end han ikke hørte til de mest kvikke. En dag, da han med sporvogn skulle transportere en af papkasserne med animationstegninger og færdige cels hjem til Frederiksberggade fra afdelingen på Nørrebrogade, gik det gruelig galt. Det var dengang meget almindeligt, at sporvognene var så overfyldte, at for overhovedet at komme med, måtte flere passagerer stå på trinbrætterne og klamre sig til de dertil beregnede håndtag. Netop den dag kunne ”Pluto” kun får plads på trinbrættet på en linje 16, hvor han klamrede sig til håndtaget med den ene hånd, medens han med den anden sørgede for at holde den relativt store papkasse ind til kroppen. Uheldet ville yderligere, at det netop den dag var både regn- og blæsevejr, og idet sporvognen svingede fra Vester Voldgade og ind på Rådhuspladsen, mistede ”Pluto” grebet om papkassen, som faldt til jorden, hvor låget gik op og alle animationstegningerne og celluloiderne faldt ud og blæstes omkring og blev spredt over det meste af pladsen. Og selvom behjertede mennesker forsøgte at hjælpe ham med at samle de efterhånden våde og beskadigede tegninger og celluloider sammen igen, så lykkedes det ikke at få fat i den del, der blæste ned ad Vester Boulevard (nuværende H.C.Andersens Boulevard).

     Det var en i mere end én forstand slukøret ”Pluto”, der den eftermiddag dukkede op på tegnestuen i Frederiksberggade 28 og dybt forlegen måtte fortælle, hvad der var sket. Tegningerne og celluloiderne til den scene, der havde været i papkassen var helt ubrugelige, bortset fra at en del af disse også manglede, fordi de var blæst så langt væk, at ”Pluto” ingen mulighed havde haft for at finde dem igen. Den ødelagte scene var tegnet og animeret af Bjørn Frank Jensen, som på den tid var leder af tegnestuen på Nørrebrogade. Han blev tilkaldt pr. telefon, og da han ankom, var det med et kridhvidt ansigt lagt i dybt bekymrede folder. Bjørn Frank var dybt rystet over det skete, og endnu mere tavs og sammenbidt end normalt, for uheldet betød, at scenen skulle tegnes om helt forfra, idet de våde tegninger ikke ville kunne bruges, heller ikke selvom de blev tørret.
     Uheldet, som ikke burde være sket, og slet ikke under de pressede omstændigheder, som produktionen af ”Fyrtøjet” befandt sig i, bevirkede at den stakkels ”Pluto” grædende undskyldte sig overfor Bjørn Frank, der dog ikke fandt grund til at trøste ham. Næste dag sygemeldte ”Pluto” sig og vendte først tilbage en lille uge senere. Der var faktisk ingen på tegnestuen, der for alvor bebrejdede ham hans uforsigtighed med papkassen, idet alle godt kunne se, at det ikke var den rigtige måde at transportere papkasserne omkring med disses i den sammenhæng værdifulde og uerstattelige materiale. Men uheldet ændrede ikke praksis. Det blev kun indskærpet budene, at de havde ansvaret for en sikker transport af papkasserne, og at de hellere måtte vente på en mindre fyldt sporvogn, end at udsætte sig selv og papkasserne for unødig risiko. 

Skovtur til Fiskebæk Kro

Arbejdet og livet gik videre i den stilfærdige daglige rutine, som dog ikke helt kunne tilsløre, hvad der foregik ude i virkelighedens verden. I København var sabotagen og modsabotagen taget alvorligt til, og det skulle snart vise sig at kulminere i en højst ubehagelig situation for befolkningen. Men inden det kom så langt, var der i begyndelsen af juni 1944 en lille gruppe tegnere på tegnestuen i Frederiksberggade 28, der havde taget initiativet til at arrangere en skovtur for personalet. Turen skulle gå til Fiskebæk Hotel ved Farum, hvor man efter planen skulle spise middag og i øvrigt hygge og fornøje sig.

     Den lørdag, hvor skovturen skulle finde sted, blev der arbejdet som normalt på tegnestuen, dog med den undtagelse, at nogle af medarbejderne omkring frokosttid begyndte at tage på forskud af de våde varer. Det var særlig den dengang meget brugte danske portvin, kaldet ”Pullimut”, der var populær, men også en dansk produceret gin, dog uden tonicvand, som blev sat til livs som ’opvarmning’ til eftermiddagens forhåbentlige og harmløse sjov og ballade.
     For mit eget vedkommende havde det egentlig ikke været meningen, at jeg skulle med på skovturen, dels fordi jeg ikke havde lyst, og dels fordi jeg ikke syntes jeg havde pænt nok tøj at tage på til formålet. Derfor var jeg i modsætning til tegnestuens øvrige personale kun iført mit daglige arbejdstøj den dag. En af tegnerne, jeg husker ikke hvem, syntes imidlertid, at jeg i det mindste også burde smage på de våde varer, og han fyldte derfor et ølglas med gin, som han bød mig. Da jeg ikke vidste eller kendte til, hvad gin var for noget, og jeg i øvrigt syntes det smagte lidt sødligt, drak jeg hele glassets indhold, som om det var sodavand. Få minutter senere følte jeg det, som om tegnestuen snurrede rundt omkring mig, og jeg blev svimmel og kunne kun høre mine kollegers latter som en fjern og lettere forvrænget lyd, idet de åbenbart morede sig over mig og min reaktion.
     Den omsorgsfulde kollega, ”Jømme”, syntes imidlertid ikke det var morsomt, og han sørgede for at jeg fik et glas mælk at drikke, som heldigvis forhindrede at jeg skulle kaste op, lige som det medvirkede til at jeg blev nogenlunde klar i hovedet igen. ”Vi synes du alligevel skal tage med på turen!” var der flere af mine kolleger, der opfordrende sagde. ”Ja, det vil jeg også gerne!” svarede jeg og tilføjede, ”Men så må jeg først hjem og skifte tøj!” ”Gør det, og mød os på Nørrebros Station! Toget afgår kl. 15, så skynd dig af sted!” sagde bl.a. Helge Hau og flere andre.
     Netop den dag var jeg tilfældigvis taget med sporvognen på arbejde, og det var heldigt, for jeg ville ikke have kunnet cykle hjem i den tilstand, jeg befandt mig i. Nu fulgte der derfor et hæsblæsende forsøg fra min side på at nå sporvognslinje 8 eller 13 ovre ved Vester Boulevard på den anden side af Rådhuspladsen, men idet jeg nærmede mig stoppestedet, satte sporvognen i gang. I min omtumlede tilstand følte og tænkte jeg, at der ikke ville være tid for mig til at vente på den næste sporvogn, så derfor gav jeg mig til at løbe hen mod næste stoppested, i håb om at der i mellemtiden ville dukke en anden sporvogn op, jeg kunne tage med. Sådan løb jeg fra stoppested til stoppested via Vester Boulevard, Gyldenløvesgade, Åboulevarden, Rantzausgade og Jagtvej og hjem til Jægersborggade, uden nogen sinde at få fat på en af de sporvogne, der med mellemrum passerede forbi mig.
     Men hjem nåede jeg, og klædt mig om fik jeg også gjort, hvorefter løbeturen fortsattes over gennem Stefansparken og over til Nørrebrogade og hen til Nørrebros Station. En løbetur, der i sin sidste etape vel tog mig omkring et kvarter. Til gengæld var jeg helt udmattet og forpustet, da jeg nåede frem til stedet og sammen med mine allerede ankomne kolleger kunne stige op i toget mod Farum. De var ved at dø af grin, da de hørte om, hvad der var sket for mig siden jeg forlod tegnestuen en god times tid tidligere. Selv følte jeg mig lidt slukøret.

Her ses nogle af mine arbejdskammerater forsamlet foran Nørrebros Station, hvor de blandt andet ventede på, at jeg skulle dukke op. Det er fra venstre Børge Hamberg (med ryggen til), Finn Rosenberg (med hatten), Bjørn Frank Jensen, Erik Mogensen, (vistnok) Bente Bentsen, Erling Bentsen, Birthe Grove, en uidentificeret dame, Bodil Rønnow og Bjørn Jensen (”Largo”). – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen. 

     Det er beklageligvis ikke meget, jeg husker fra skovturen, kun at den var fornøjelig, og at mine mange kolleger hyggede og morede sig fortræffeligt. Husfotograf ”Jømme”, som bortset fra et par få billeder, konsekvent aldrig optræder på de fotos, der blev taget under produktionen af ”Fyrtøjet”, har – måske med vilje – blandt andre heller ikke fået mig med på nogen af de fotos, han tog den eftermiddag og aften på Fiskebæk Hotel.
     Efter middagen og kaffen, var der en del af kollegerne, der morede sig med at sejle rundt og lave sjov på Farum Sø, mens nogle senere også gerne ville benytte lejligheden til at spille fodbold. Senere var der dans til musik af en meget velspillende pianist ved navn Henning Ørnbak, som åbenbart kunne en mængde dansemelodier udenad, for han spillede omtrent uafbrudt i flere timer. Der var også underholdning i form af korsang af N.O.Jensen, Helge Hau, Børge Hamberg, Peter Toubro, Anne Lise Clausen og Bjørn Frank Jensen til akkompagnement af et par medlemmer af ’husorkestret’: Erling Bentsen og Finn Rosenberg. Om ikke også Henning Ørnbak bidrog på piano, husker jeg desværre ikke, men det har han nu nok gjort.

Her ses det til lejligheden stiftede sangkor, som til akkompagnement af  guitar, violin og muligvis piano, sang vort hjemlands vemodige så vel som muntre sange den eftermiddag, hvor personalet fra Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ tegnestue i Frederiksberggade 28 var på udflugt til Fiskebæk Hotel ved Farum. Fra venstre ses Erling Bentsen (guitar), N.O.Jensen, Helge Hau, og (skjult bag denne) Børge Hamberg, Finn Rosenberg (med ryggen til; violin), Peter Toubro, Anne Lise Clausen og Bjørn Frank Jensen. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Nogle foretrak en forfriskende og opkvikkende sejltur i robåde på den nogenlunde stille Farum Sø. Fra venstre ses (vistnok) en kåd og vandsprøjtende Helge Hau, og i båden ses Erling Bentsen, (vistnok) Birthe Grove, (som roer) Børge Hamberg og en uidentificeret herre. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Her ses en anden robåd på Farum Søens vover, nu med (vistnok) Bodil Rønnow ved den ene åre og Otto Jacobsen ved den anden åre. Herren og damen i stavnen har jeg desværre ikke kunnet identificere. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Her er nogle af kollegerne ved at gå i gang med at sparke fodbold, men det har kun været muligt for mig at identificere de fem af personerne på billedet. Fra venstre uidentificeret herre, (i baggrunden) Birthe Grove, (vistnok) Finn Rosenberg, (halvt skjult bag denne) Børge Hamberg, (halvt skjult) uidentificeret, Mogens Mogensen og Preben Dorst. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen. 

     Min erindring om skovturens videre forløb og om hvordan og hvornår vi rejste med toget hjem igen, er forsvundet i tidens – og måske dengang også i spiritussens – tåge. Men jeg har dog en svag antydning af, at hjemturen sent om aftenen foregik med sang og i kåd munterhed, og hjem kom vi i hvert fald, og jeg med, hjem til min bekymrede mor, som jo nok – med rette – syntes hendes unge søn var på vej til at vove sig ind i de voksnes ikke altid lige uskyldige og uskadelige verden. 

Folkestrejken

Den anspændte og konfliktfyldte situation mellem danskerne og tyskerne tog til i løbet af juni 1944, hvor sabotager og modsabotager, de såkaldte schalburgtager, tog til. Situationen kulminerede i slutningen af juni, da alt arbejde i Danmark blev nedlagt og alle fabrikker, butikker, kontorer mm. lukkede i desperat protest mod de tyske myndigheders urimelige og uantagelige krav, forbud og krænkelse af danskernes grundlovssikrede rettigheder.
     Forud var gået nogle højst urolige måneder, hvor antallet af stikkerlikvidationer og clearingmord, og af sabotager og modsabotager var steget betydeligt. Den 8. januar blev montagehallen hos B&W Diesel ødelagt ved sabotage, den 10. januar ødelagdes Studenterforeningen ved schalburgtage, den 15. januar saboteredes B&W i Strandgade, og det samme var tilfældet med Radiofabrikken Always i Sydhavnen. Samme dag var der schalburgtage mod Hagerups Boghandel på grund af en mindeudstilling for forfatteren og præsten Kaj Munk, som tyskerne havde dræbt 4. januar og efterladt i en grøftekant. 29. januar sprængte sabotører kraftanlægget på General Motors Fabrik i luften. Tyskerne svarede igen ved at schalburgtere Palladiums atelier i Hellerup Havn. Den 7. februar kom turen til ASA’s atelier i Lyngby og Nordisk Films atelier på Mosedalvej i Valby. I slutningen af februar beslaglagde tyskerne Shellhuset i Kampmannsgade, som indrettedes til hovedkvarter for det berygtede hemmelige tyske politi, kaldet Gestapo (en forkortelse af Geheime Staats Polizei).  Kino Palæet blev schalburgteret den 31. marts og blev i øvrigt først genåbnet 16. april 1950. Den 1. april var turen kommet til Platan Bio på Platanvej, som ligeledes blev schalburgteret.
     Nok så alvorligt for københavnerne var det, at samtlige biografer i Storkøbenhavn, disse drømme-tilflugtssteder for betrængte mennesker i den barske, uforståelige og trøstesløse hverdag, var blevet lukket af tyskerne fra 24. april til 29. maj 1944, begrundet med, at nogle sabotører kort forud havde tvunget operatørerne i 15 biografer til at vise et lysbillede med en karikatur af Hitler, samt afspille en plade med en antinazistisk tale. Samme dato, den 24. april, fremsatte det tyske riges befuldmægtigede i Danmark, Dr. Werner Best, følgende udtalelse: ”Den tyske udøvende magt har arresteret et stort antal elementer fra de underjordiske kredse. Over 100 sabotører og voldsforbrydere har dødsdomme i vente.”

     Noget af det, der formentlig var med til at gøre tyskerne irritable og vagtsomme, var naturligvis D-dagen den 6. juni 1944, hvor De Allierede var gået i land i Normandiet. Men selvom det skete under svære forhold og med mange dræbte og sårede engelske, amerikanske, australske og polske – og også tyske - soldater, så kom invasionen dog til at betyde en afgørende vending af krigen, som kun få herefter mente at tyskerne havde nogen chance for at vinde. 

     I løbet af juni 1944 blev situationen som sagt tilspidset i storbyerne, særlig i København, hvor sabotageaktionerne og schalburgtagerne tiltog yderligere. Schalburgtagen gik ikke mindst ud over et af de mest berømte og populære københavnske forlystelsessteder, nemlig Tivoli, hvor store ødelæggelser fandt sted natten mellem den 24. og 25. juni. Som en direkte følge heraf måtte Tivoli holde lukket indtil den 12. juli, altså midt i højsæsonen.
     Tyskerne blev mere og mere desperate, hvorfor ny og skærpet spærretid fra kl. 20 til 5 indførtes den 26. juni. Den 28. og 29. juni nedlagde arbejderne på mange store virksomheder i Storkøbenhavn arbejdet som protest mod spærretiden, og rundt om i København, bl.a.  i Istedgade og for resten også i Jægersborggade blev der ligeledes i protest tændt bål i gaderne i spærretiden. Det fik til følge, at denne lempedes fra kl. 23 til 5 allerede den 29. juni. Dette kunne dog ikke standse den folkelige bevægelse, der var i gang og som førte til, at alt arbejde i hovedstaden blev nedlagt i løbet af formiddagen den 30. juni. Butikkerne lukkede, telefon-, sporvogns- og jernbanetrafikken ophørte, og ved middagstid var den totale generalstrejke – også kaldt ”folkestrejken” – en kendsgerning. Personalet på hospitalerne og på vand-, gas- og elektricitetsværkerne, samt politi- og brandvæsen fungerede dog fortsat, og det var også påkrævet, ikke mindst på grund af de mange påsatte brande og bevidste ødelæggelser af visse butikker og kontorer og lignende steder, som enten de såkaldte sabotører eller kriminelle elementer blandt ”gadens parlament” vidste eller mistænkte for at være velvilligt stemt overfor tyskerne.

   Her skal jeg ikke brede mig yderligere om de mange ubehagelige og risikable ting, der skete under folkestrejken, bortset fra at nævne, at vi på Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ tegnestuer naturligvis viste solidaritet med den folkelige protest og midlertidigt også nedlagde arbejdet. Det betød selvfølgelig en yderligere forsinkelse af produktionen af ”Fyrtøjet”, men i den rådende sammenhæng måtte sådanne hensyn tilsidesættes. Den højspændte situation fik i øvrigt også på anden og mere mærkbar måde direkte indflydelse på Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ situation, særlig i ét tilfælde, som dog på sin vis var positivt. I dette tilfælde skete der det, at sabotører brød ind på systuerne i Skræddernes Hus i Stengade, hvor man tømte disse for alle de uniformer og lignende, der enten lå færdigsyede eller som var under forarbejdelse, og smed alt ned på gårdspladsen foran bygningen, hvor man satte ild til den kæmpemæssige tøjbunke, som dermed blev forsøgt afbrændt. Men heldigvis havde sabotørerne efterladt eller ikke haft tid til at rasere den afdeling af systuen på 2. sal, hvor Dansk Farve- og Tegnefilm A/S havde tegnestue, og hvor masser af nøgle- og mellemtegninger lå rundt om på bordene, sådan som de var blevet efterladt, da arbejdet blev nedlagt en eller to dage før.
     Men det var naturligvis et stort chok for alle de ansatte, også dem på systuen, som næppe var mere tyskvenlige end så mange andre i befolkningen, at krigens vilkår pludselig kom så overraskende tæt på, som tilfældet generelt set var under folkestrejken. Hverken dansk eller tysk politi formåede at stille ret meget op overfor den omsiggribende vrede og det opsparede had, hvor ’dæmonerne’ blev sluppet løs og fik forholdsvis frit spil i de dage, folkestrejken varede.
     I et forsøg på at påvirke den københavnske befolkning til at opgive modstanden, lukkede tyskerne den 30. juni om aftenen al vand-, gas- og elforsyning, hvilket både umiddelbart  og på sigt fik mærkbare virkninger på alt og alle. Bedre blev situationen ikke af, at hovedkommunikationslinjen mellem myndighederne og befolkningen, nemlig Danmarks Radios udsendelser, herunder ikke mindst Pressens Radioavis, blev standset.

     De følgende dage tiltog urolighederne, og i gaderne blev der lavet barrikader af, hvad folk kunne skrabe sammen af gamle møbler, skraldekasser og meget andet og mere, og i en del tilfælde blev brolagte gader brudt op og stenene brugt til barrikaderne eller som kasteskyts mod politi og brandvæsen. Tyskerne havde desuden afspærret ind- og udfaldsvejene til København, så at al færdsel ind og ud af byen var umuliggjort, ligesom tyskerne rundt om i byen havde opstillet maskingeværposter, som tilfældet f.eks. var på Nørrebros Runddel, hvor det var muligt for de tyske soldater at holde øje med og i påkomne tilfælde skyde mod alle fire verdenshjørner, og skyde gjorde de, hvis de fandt det nødvendigt. 

     Den 1. juli erklærede chefen for de tyske tropper på Sjælland, generalløjtnant Richter, København i belejringstilstand, hvilket blandt andet betød, at der ikke kunne indføres de normalt nødvendige daglige forsyninger til hovedstaden. Situationen var katastrofal for befolkningen og ikke mindst for familier med børn og småbørn, idet det ikke engang var muligt at købe eller skaffe sig de daglige forbrugsvarer, så som brød, mælk, smør, æg, mel, kartofler, grøntsager etc. etc. Desuden var der jo hverken vand i hanerne, gas på komfurerne eller lys i lamperne, og en sådan situation er det begrænset, hvor længe en storbybefolkning er i stand til at holde ud.
     Samtidig tiltog urolighederne, hvorunder forretninger og virksomheder fortsat blev raseret og afbrændt, som det f.eks. skete den 1. juli med det uhyre populære varehus Buldog på Nørrebrogade, hvis indehaver  – vistnok med rette – blev anset for at være nazist. Varehuset, som mange mindrebemidlede familier i årevis havde handlet hos, ikke mindst op mod jul, udbrændte totalt, og genåbnede i øvrigt aldrig.

     Situationen havde på kort tid udviklet sig uoverskueligt, og konsekvenserne af en fortsat generalstrejke kunne få virkelig alvorlige følger for den københavnske befolkning. Om eftermiddagen den 2. juli udsendte Københavns overborgmester,  borgerrepræsentationens formand, formændene for de store erhvervsorganisationer og de samvirkende fagforeningers forretningsudvalgsformand, et trykt opråb, som uddeltes på gader og stræder, Heri påpegede man situationens alvor og de mulige konsekvenser heraf, samtidig med at man opfordrede befolkningen til straks at genoptage arbejdet. Samme aften genoptog Radioen sine udsendelser i og med at opråbet gentagende blev læst op af speakeren, som også kunne meddele, at tyskerne ville frigive vand-, gas- og elforsyningen i løbet af aftenen.
     Den 3. juli blev sporvognsdriften genoptaget, men vognstyrerne må beskyttes af to danske politibetjente, som fulgte med hver vogn, idet en del folk på gaden var rasende over, at disse ”skruebrækkere” ikke viste solidaritet med de strejkende arbejdere. Samme aften gentog Pressens Radioavis de ovenfor nævnte ansvarlige organisationers indtrængende opfordring til befolkningen om at besinde sig og straks genoptage arbejdet. Opfordringen fik da også en virkning allerede i løbet af den 4. og 5. juli, hvor mange arbejdere og lønmodtagere genoptog arbejdet. Kun de mest rabiate, det vil sige forbenede socialister og kommunister, nægtede fortsat at følge parolen, men de var heldigvis i mindretal. 

     Den 5. juli udkom aviser og blade igen, og teatre og biografer genoptog forestillingerne, og folk strømmede naturligvis atter til, for den almindelige del af befolkningens vedkommende især til biograferne, som var den tids velkomne tilflugtssteder for mange. Den 9. juli ophævedes spærretiden og den udøvende magt blev tilbagegivet til de civile danske myndigheder. Til gengæld krævede tyskerne, at enhver dansk person over 15 år skulle være i besiddelse af legitimationskort, som blev udleveret fra og med den 17. juli. Sådan et fik jeg også, idet jeg netop var fuldt 15. år den 12. juni.

     For mit eget vedkommende oplevede jeg mange af begivenhederne tæt på, idet Jægersborggade – i en vis lighed med Istedgade – var et af urocentrerne i byen, hvor der blev bygget barrikader og antændt store bål, så både politi og brandvæsen og lejlighedsvis også tyske politipatruljer i ly af mørket gennemtrawlede gaden på lydløse cykler, og skød med skarpt mod enhver, der bare så meget som tittede frem fra gadedørene eller portene. Der fandtes dengang mange skudhuller i mure i Jægersborggade, særlig i ejendommene midt i gaden, hvor vi boede, og som skyldtes disse tyske patruljer. Det er dog ikke her stedet til at fortælle om i alle detaljer, hvad jeg oplevede under folkestrejken, men nævnes bør det dog nok, at jeg så en civil cyklist, der kom kørende ad Nørrebrogade, blive ramt af tyskernes skud. Den pågældende, en midaldrende mand, blev liggende livløs på gaden ud for Solitudevej, et stykke gade, som var blevet berømt via sangerinden Elga Olgas fortolkning af sangen om Solitudevej. 

     Mine forældre og vi børn boede på 1. sal, og da tyskerne lukkede for blandt andet vand, varede det omkring en dags tid, før trykket i vandrørene faldt så meget, at det ikke længere var muligt at tappe vand fra hanerne. Til trods for den alvorlige situation, var det alligevel interessant at se, hvordan beboere fra 5., 4., 3. og 2. sal, efterhånden som trykket faldt i vandrørene, måtte gå ned i kælderen med vandspande eller dunke og hente vand fra en derværende vandhane, hvorfra der i nogle timer endnu kunne tappes vand. Nogle af beboerne hentede vand til andet brug end drikkevand ovre i Stefansparkens soppebassin, som dog snart blev tømt. Vi hørte også om, at folk, som boede i nærheden af Søerne, hentede vand derfra. I nogle tilfælde kogte folk vandet, så det også kunne bruges som drikkevand i kaffe eller te.
     I de fleste beboelsesejendomme i København var der dengang indlagt gas, men eftersom gasforsyningen var blevet afbrudt og der i øvrigt skulle spares på gassen, var der initiativrige folk, der havde fundet ud af at fremstille de såkaldte spareovne. Disse antændte man i lighed med kakkelovnene, som også var almindelige på den tid, op med avispapir og pindebrænde, som antændte de briketter eller brunkul, som det lykkedes folk at skaffe sig. Imidlertid ville heldet jo, at folkestrejken fandt sted midt i sommertiden, så opvarmningen af huse og lejligheder var ikke noget problem på det tidspunkt. Det var derimod madlavningen og det at varme vand til erstatningskaffen eller –teen, men lige præcis det var spareovnene anvendelige til. Nogle spareovne var også indrettet til f.eks. at bage brød, men det forudsatte jo at man havde de nødvendige ingredienser til bagningen, og sådanne var det ikke muligt at opdrive i de dage.

     Også for mig og min familie fik folkestrejken ubehagelig og afgørende indflydelse på vores situation. Det skyldtes først og fremmest, at mine to brødre og lillesøster dengang kun var hhv. 10, 7 og 3 år. På det tidspunkt, hvor der hverken var vand-, gas- og elforsyninger, og heller ikke de daglige madvarer at få, eftersom alle forretninger og butikker var lukket, og det heller ikke var muligt at forudsige, hvor længe den katastrofale situation ville vare, blev mine forældre nødt til at finde en effektiv udvej. Allerværst for familier med mindre børn var det nok, at der slet ikke var mælk at få i flere dage, idet mælkeforsyningen naturligvis også var ramt. Far var ganske vist på stikkerne og cyklede dagligt rundt til andre bydele, hvor det et par gange lykkedes ham at købe et halvt rugbrød og et par pund kartofler, men det rakte i længden ikke til en familie på 5 personer. Men en effektiv udvej var for så vidt nærliggende, som at vi havde nær familie på Lolland, specielt i Nakskov, og der var derfor ikke andet at gøre end at forsøge at komme ud af København og tage dertil. Men eftersom der angiveligt ikke var nogen form for offentlig trafik, der fungerede, blev vi nødt til at tage vores cykler og trampe de mange kilometer ad landevejene til bestemmelsesstedet på Lolland. Problemet var kun, om vi overhovedet kunne få lov til at komme ud af byen, hvor alle større ind- og udfaldsveje på det tidspunkt var afspærret af såkaldte ”spanske ryttere”, dvs. pigtrådsafspærringer, som bevogtedes af svært bevæbnede tyske vagtposter.

     Et andet problem var, om mor med lillesøster i cykelstolen foran på styret og mine to mindreårige brødre ville kunne klare den 156 km lange cykeltur til Nakskov. Imidlertid havde far hørt, at der var en lille mulighed for, at enkelte passagertog endnu fik lov til at køre ud af byen, og vort første mål for cykelturen blev derfor Valby Station, hvor det til alt held viste sig, at rygtet havde talt sandt. På billetkontoret fortalte ekspedienten, at der omkring kl. 16 ville afgå et tog mod Nykøbing Falster med forbindelse til Nakskov, og til dette løste far billetter for mor og mine tre søskende og deres cykler. For at spare penge valgte far og jeg at fortsætte turen til Nakskov på cykel, hvis vi da ellers kunne komme ud af byen ved Gl. Køge Landevej, som var nærmeste rute sydover.
     Det viste det sig, at vi ikke kunne, idet vi blev afvist ved den tyske kontrolpost, der var opstillet længere ude ad nævnte landevej. Far og jeg cyklede derfor på skrømt tilbage mod byen, og da kontrolposten var ude af syne drejede vi af og kørte i stedet for ad nogle sideveje, indtil vi kom ud omkring Ishøj, hvor der ikke var nogen kontrolpost, og på den måde kunne vi uhindret fortsætte den unægtelig lange cykeltur til vort bestemmelsessted, hvor vi senere på aftenen blev genforenet med mor og mine søskende, som allerede var ankommet.
     Det mest bemærkelsesværdige ved hele turen var, at man i Nakskov, Socialdemokraternes højborg på Lolland, faktisk slet intet havde mærket til folkestrejkens ubehagelige følger. For bortset fra rationeringer og vareknaphed, som jo gjaldt hele landet, så mærkede Nakskovitterne ikke meget til krigen og besættelsen. Det gjorde de stort set selvforsynende landboere, som f.eks. mine farforældre i Majbølle ca. 10 km syd for Nakskov, endnu mindre.

     Men det korte af det lange var, at familien i Nakskov ikke kunne huse os alle fem, så medens mor, lillesøster og jeg blev hos dem, så cyklede far og mine to brødre videre til Majbølle, hvor de indtil videre skulle bo hos fars forældre. Et par dage senere kom far cyklende alene tilbage til Nakskov, idet mine to brødre blev hos deres bedsteforældre, hvor de skulle opholde sig resten af skoleferien. Han og jeg enedes om at tage tilbage til København samme dag, denne gang med toget, idet togdriften var blevet nogenlunde genoptaget. Mor og lillesøster ville vente et par dage med at komme hjem, indtil far havde kunnet overskue situationen i København. Far var vicevært i den ejendom, hvori vi boede, og han var desuden såkaldt husvagt, som egentlig ikke måtte forlade det sted, vedkommende havde ansvaret for. Det var derfor tvingende nødvendigt for far at vende tilbage til København snarest muligt. For mit eget vedkommende længtes jeg efter og glædede mig til at komme på arbejde igen, for jeg vidste jo, at vi nu var kommet yderligere bagud med produktionen af ”Fyrtøjet”, og det følte jeg et medansvar for. 

     Da jeg den følgende dag kom ind på tegnestuen, for at fortsætte arbejdet, var der kun mødt ganske få af personalet. Først og fremmest Finn Rosenberg, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Preben Dorst, medens resten af medarbejderne først dukkede op i løbet af de næste par dage. Alt virkede roligt og fredeligt, men vi havde hver især nogle oplevelser at kunne berette om, inden vi for alvor genoptog arbejdet.

     Men også i denne situation gik livet – som altid lige siden tidernes morgen – videre i dagligdagens større eller mindre trummerum, der dog lejlighedsvis krydredes af muntre og fornøjelige eller somme tider højtidelige begivenheder, som f.eks. et bryllup.
     Den 1. juli 1944 var Peter Toubro blevet gift i Østerlars kirke på Bornholm med Minna Susanne Toubro, f. Fox Maule. I den anledning havde tegnestuens personale som bryllupsgave købt og fået indrammet en akvarel, der netop forestillede den berømte rundkirke i Østerlars. Billedet var malt af Børge Hamberg, som via sin kone, Bodil Hamberg, havde familiemæssig tilknytning til stedet. Han var i øvrigt en virkelig god seriøs tegner og ligeledes en dygtig og erfaren akvarelmaler.

På dette foto ses Peter Toubro med Børge Hambergs akvarel af Østerlars Kirke. Alle på tegnestuen beundrede det smukke billede, deriblandt Henning Dixner (til venstre) og Line Kofoed (til højre), som selv var fra Bornholm. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Problemer for produktionen af ”Fyrtøjet”

Vi var nu kommet hen i august 1944 og befolkningens forhold til den tyske besættelsesmagt var blevet yderligere forværret, ikke mindst på grund af en kraftig optrapning af sabotageaktioner, schalburgtager, mord og clearing-mord, røverier, tyverier og sortbørshandel. Det er især værd at nævne, at den 15. august gennemførte københavnske arbejdere en 24 timers strejke i protest mod tyskernes drab af 11 sabotører, der var under transport fra Vestre Fængsel til tysk koncentrationslejr. Set i tilbageblik var tyskerne ved at nå til den opfattelse, at det danske politi ikke længere var i stand til at opretholde ro og orden, og det skulle snart få dramatiske konsekvenser også for hele landets politi, herunder ikke mindst for de københavnske politibetjente, civile såvel som uniformerede. 

     Men end så længe fortsatte tilværelsen sin nogenlunde vante gænge, og for os medarbejdere hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var produktionen af ”Fyrtøjet” selvfølgelig i centrum. Vi var nu mere end nogensinde før klar over, at det gjaldt for hver især om at rubbe neglene og se at få filmen tegnet færdig.

     Noget af det, der var med til at forhale færdiggørelsen af ”Fyrtøjet” var den omstændighed, at tyske fabrikkers leverancer af de celluloider, der blev brugt og som var uundværlige i tegnefilmproduktionen, snart blev vanskeliggjort. Det skyldtes, at de stoffer, der blev anvendt til fremstillingen af celluloiderne, også var vigtige for den tyske krigsindustri, og derfor hændte det jævnligt, at det var umuligt for Johnsen at skaffe det antal celluloider, som der faktisk skulle bruges. Derfor måtte man gribe til den desperate og tidkrævende udvej, at afvaske de celluloider, der allerede var blevet brugt en gang, så de kunne genbruges. Men det var en besværlig proces at vaske farver og tuschstreger af, tørre og glatte celluloiderne, så disse ikke fik ridser og der ikke kom flere reflekser end højst nødvendigt under belysningen og optagelsen på trickbordet.
     Imidlertid viste det sig da også at være en næsten umulig opgave, at afvaske, tørre og glatte celluloiderne, så reflekser blev undgået. Det ser man tydeligt i ”Fyrtøjet”, hvor mange af scenerne desværre skæmmes af ’flammende’ reflekser i billedet.

     Et andet problem var de specialfarver, plakatfarver, hvori der var iblandet en vis mængde gummiarabicum som klæbemiddel, for at få farverne til at hænge fast på celluloidernes spejlglatte overflader. Disse farver blev også importeret fra Tyskland, og på et tidspunkt blev denne import stoppet, angiveligt af samme grunde, som tilfældet var med celluloiderne. Det blev derfor tvingende nødvendigt at finde en dansk fabrikant, som ville og kunne påtage sig at producere lignende farver og til et lignende brug. Det lykkedes at få en farvefabrikant Birch til at påtage sig opgaven, idet han benyttede det danske plakatfarvefabrikat ALLAK og blandede farverne til de ønskede nuancer, som der derefter blev iblandet en vis mængde gummiarabicum, men det viste sig hurtigt at give visse problemer, dels med farvetonerne og dels med klæbeevnen. Herom har Karen Bech alias Karen Egesholm følgende at fortælle:

     ”Vi havde store problemer med farverne, som var fra ALLAK. Vi brugte dage på at blande. Når der kom nye forsyninger, var nuancerne ikke de samme. Når scenerne blev prøvefilmet og forstørret op, så man tydeligt differencen i prinsessens kjoleliv eller soldatens bukser. Hr. Holdt var fortvivlet. Havde vi så endelig fundet den rette nuance, skallede det hele af igen. Da vi fik forevist ”Fyrtøjet”, husker jeg at vi mødte om morgenen [dagen efter] og råbte: ”Prinsessen skaller!” Det var alt sammen medvirkende til, at arbejdet tog så lang tid.” (Karen Egesholm i brev af 20.10.01 til Harry Rasmussen).

     Med hensyn til ”Fyrtøjet”, kunne animatorernes og det øvrige personales energi og optimisme, dog ikke i længden skjule den ubehagelige kendsgerning, at arbejdet på filmen faktisk ikke gik hurtigt nok. I løbet af eftersommeren 1944 kom det til at stå lysende klart for ledelsen af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvilket først og fremmest vil sige for Allan Johnsen og Peter Toubro, at den oprindelige produktionsplan og det oprindelige budget ville blive overskredet ganske betragteligt. Der var på det tidspunkt store uforudsete økonomiske problemer hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, især fordi produktionstiden som nævnt trak ud og der derfor i mellemtiden var engageret en hel del personale til mellemtegning og til optræk og farvelægning.

     Men det større antal medarbejdere løste ikke i sig selv de problemer, som Dansk Farve- og Tegnefilm A/S befandt sig i, men gjorde faktisk disse større, idet de mange medarbejdere på trods af en moderat løn selvfølgelig tyngede på den i forvejen slunkne pengebeholdning. Det var primært animatorerne, der udgjorde hovedproblemet, for uanset hvor meget disse anstrengte sig med at få arbejdet hurtigt fra hånden, så var det alligevel begrænset, hvad der kunne tegnes og animeres pr. dag. Men fra ledelsens side var man jo pisket nødt til at fremme produktionen mest muligt, for at ikke hele ”Fyrtøjet”-projektet skulle ende med fiasko og konkurs.
     Nærmest i desperation valgte Allan Johnsen og Peter Toubro den psykologisk set dårligste løsning på problemerne, idet man havde ladet fremstille nogle cirkulære papskiver, som var påtrykt tallene 0-50 i periferien, og med en flytbar viser i centrum. Disse papskiver blev snart døbt ”kontrol-ure”, for de lignede faktisk urskiver. Meningen var, at hver eneste tegner, men især animatorerne, skulle flytte viseren fra 1 til 2 til 3 osv., alt eftersom antallet af tegninger voksede, så at man kunne konstatere, om pågældende tegner havde opfyldt sin daglige ”kvote”. Arbejdstiden var mandag-fredag kl. 8-17 og lørdag kl. 8-14.
     Denne ordning vakte forståeligt nok medarbejdernes harme og vrede, og enkelte nægtede simpelthen at acceptere dette arbejdsvilkår. For det første, fordi der var stor forskel på, hvor lang tid det tog at tegne den enkelte tegning, som jo kunne være en vanskelig figur eller eventuelt flere figurer på samme tid. For det andet, fordi ikke alle tegnerne var lige erfarne og rutinerede. Ledelsen stillede egentlig ikke krav om et bestemt antal tegninger pr. dag, men det lå i luften, at der ikke måtte gøres for meget ud af den enkelte tegning, og at det derfor mere kom an på kvantitet end kvalitet.

     Vreden over den fabriksagtige ordning førte til, at stort set alle kreative medarbejdere plus et par assistenter besluttede sig for at danne en slags faglig modvægt mod ledelsens upopulære dispositioner. Med det formål for øje blev der en lørdag eftermiddag i juni 1944 afholdt et krisemøde på restaurant ”Sluk Efter” på Strandvejen i Hellerup. Da det var lunt vejr, bænkede man sig udendørs, hvilket samtidig havde den fordel, at ingen uvedkommende ville kunne høre, hvad der blev talt om ved den lejlighed. Deltagerne var Arne "Jømme" Jørgensen, Bodil Rønnow, Erilng Bentsen, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Otto Jacobsen, Preben Dorst, Mogens Mogensen, Finn Rosenberg, Kjeld Simonsen og Harry Rasmussen.

Et ’historisk’ møde, som fandt sted en lørdag eftermiddag i august 1944 på restaurant ”Sluk Efter” på Strandvejen i København. Tegnerne hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S var enedes om at der burde startes en faglig sammenslutning som modvægt mod ledelsens egenrådige krav og betingelser. Der nedsattes et ’udvalg’, som skulle finde ud af, hvordan man fik stablet en sådan fagforening på benene, og hvilke modkrav og –betingelser, man mente ledelsen skulle opfylde, for ikke at risikere at medarbejderne nedlagde arbejdet. Fra venstre og rundt om bordet ses Otto Jacobsen (med ryggen til), Harry Rasmussen, Kjeld Simonsen (Simon), Bjørn Frank Jensen, Bodil Rønnow, Erling Bentsen, Preben Dorst, Finn Rosenberg (med hat) og Mogens Mogensen. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Samme situation som på billedet ovenfor: Fra venstre og rundt om bordet ses Preben Dorst, Finn Rosenberg (med hat), Mogens Mogensen, Otto Jacobsen, Børge Hamberg, Harry Rasmussen og Kjeld Simonsen (Simon). – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Fortsat samme situation som på de to foregående fotos. Fra venstre og rundt om bordet ses (i baggrunden) Erling Bentsen, Preben Dorst, Finn Rosenberg (stadig med hat på), Mogens Mogensen og Otto Jacobsen, som kigger op mod fotografen, Arne ”Jømme” Jørgensen, som også var medlem af ’udvalget’, men som ingen tænkte på at tage et billede af. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

     På mødet enedes man om at afvise, hvad man anså for ledelsens urimelige krav om øget effektivitet, og kræve de famøse papskiver fjernet. I modsat fald ville man indlede en strejke, medmindre ledelsen ville og kunne komme op med et andet og bedre forslag til løsning af de aktuelle problemer. Animatorerne havde jo i al fald ét stærkt kort på hånden, idet der på den tid faktisk ikke fandtes andre erfarne og relativt rutinerede animatorer – bortset fra Müller og Mik, som jo var ude af billedet – i kongeriget Danmark, end de folk, der er nævnt ovenfor. Da ledelsen om mandagen blev præsenteret for animatorernes beslutning og krav, som blev fremført af Børge Hamberg på egne og medarbejderes vegne, indså Johnsen og Toubro at der ikke var meget andet at gøre, end at opgive den indførte kontrolforanstaltning og fjerne papskiverne fra tegnepultene. Det var Toubro, der med et lidt forlegent smil personlig gik rundt på tegnestuen og pillede skiverne af. Situationen havde nemlig udviklet sig sådan, at der blev kold luft omkring ham i form af usædvanlig tavshed og utilnærmelighed, så snart han viste sig, og dette gjaldt også og måske især, når Allan Johnsen viste sig på tegnestuen. Derfor valgte begge en overgang kun at aflægge besøg, når sådanne var uundgåelige i medfør af arbejdets karakter.

     Det var særlig en tegner som den ellers så omgængelige Otto Jacobsen, der viste stor uvilje eller ligefrem fjendtlighed imod Johnsen, som han lavede smædetegninger af og døbte med øgenavnet ”Tomaten”. Det sidstnævnte skyldtes, at Allan Johnsen havde en stærkt rødlig ansigtsfarve, formentlig fordi han var et friluftsmenneske, som færdedes meget ude, især når han dyrkede sin elskede rosport, og måske også fordi han i efterårs- og vintersæsonen tog højfjeldssol. Personlig havde jeg lidt ondt af Johnsen over de åbenlyse chikanerier, han var udsat for fra især Otto Jacobsens side. De ledende tegnere deltog ikke ligefrem i chikanen, men viste dog på deres egen stilfærdige måde, at de var utilfredse med Johnsens ledelsesstil. Det var også tydeligt at se, at han følte sig ilde tilpas ved situationen, men da han samtidig var en stolt og trodsig natur, reagerede han med en blanding af arrogance og påtaget ligegyldighed. Dog ikke overfor mig, som vedblivende havde et godt og venligt forhold til ”faderskikkelsen”.

     Problemet med den forsinkede produktion af ”Fyrtøjet” var imidlertid ikke løst med de tiltag, man indtil nu havde gjort, tværtimod havde det hidtidige gode arbejdsklima på tegnestuen lidt alvorlig skade. Men for dels at råde bod herpå og for dels at vise en vis imødekommenhed, blev Allan Johnsen og Peter Toubro på den ene side og Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Finn Rosenberg på den anden side, enige om at foreslå medarbejderne en overarbejdsordning med fuld overarbejdsbetaling. Dette forslag gik i al fald alle kreative medarbejdere frivilligt ind på, og da jeg nu regnedes blandt disse, gjaldt det også for mig. Det betød, at den daglige arbejdstid mandag til fredag kom til at vare fra kl. 8 morgen og til kl. 23 aften, hvilket vil sige 6 overarbejdstimer daglig, bortset fra lørdage, hvor arbejdstiden fortsat var kl. 8-14. Overarbejdet begyndte fra omkring september 1944 og varede helt frem til foråret 1945.

Her ses jeg som 15-årig nøgletegner i 1944. Billedet giver et ganske godt indtryk af det halvmørke, hvori arbejdet til dagligt foregik, men med den tændte lyspult, hvis lys skinnede op i ansigtet, og tegnelampen, som skinnede ned på det hvide papir, når den jævnligt blev tændt. Det medførte, at man både fysisk og psykisk vænnede sig til halvmørket i en sådan grad, at det i hvert fald for mit vedkommende var at foretrække, frem for det skarpe dagslys udenfor. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

     Imidlertid betød de mange timers overarbejde, at medarbejderne kun så dagslyset fra tegnestuernes vinduer, og selv havde jeg det sådan, at de mange timer bag tegnepultens elektriske lys efterhånden bevirkede, at når og hvis jeg forlod tegnestuen om dagen, som det jo normalt i al fald skete om lørdagen, så sved mine øjne og løb i vand. Det føltes meget ubehageligt, og jeg kunne derfor ikke hurtigt nok komme inden døre og ’gemme’ mig i tegnestuens halvmørke eller i mit eget værelse derhjemme, hvor mørklægningsgardinet i reglen også var trukket ned. Dette sidste hang især sammen med, at jeg hen på eftersommeren 1944 gik og tumlede med en idé om at lave en kort tegnefilm over Kiplings herlige eventyr ”Hvordan elefanten fik sin snabel”. Som om jeg ikke havde nok at se til med arbejdet på ”Fyrtøjet”! Men jeg var blevet inspireret af de forslag til korte H.C.Andersen-eventyr-tegnefilm, som jeg samme forår selv havde været involveret i. Min sparsomme fritid gik derfor stort set med at sidde bag den lyspult, jeg også havde derhjemme, og tegne og animere på elefant-filmen. Om dette projekt vil man kunne læse i min biografi andetsteds på hjemmesiden.

Det videre arbejde med soldaten …

Det var i denne periode, at Børge Hamberg for alvor gik videre med at tegne og animere afgørende scener med soldaten, og at han overlod det til mig, skønt jeg kun var 15 år, at nøgletegne og animere scener med den mindste af de tre hunde, scener med heksen og scener med kragen.

     Men nok så vigtigt for filmen og dens færdiggørelse var det, at få tegnet og animeret de relativt mange scener med filmens hovedperson: soldaten, og al kraft blev derfor sat ind på at klare denne opgave.

På dette pressefoto ses til venstre Allan Johnsen med stopur og til højre Børge Hamberg, idet han har indtaget samme positur, som soldaten på billedet i midten. Det er fra den scene, hvor soldaten står overfor den kæmpestore hund, den, der vogter kisten med guldmønter nede i det hule træ. Denne scene var dog for længst lavet færdig, da dette foto blev taget som led i dagbladet Politikens omtale af filmens produktion. – Foto: © 1944 Ulf Nielsen/Politiken. 

     Blandt de scener med soldaten, som Børge Hamberg gik i gang med at tegne og animere fra foråret 1944 var særlig en scene, som foregår nede i heksens hule træ, og hvori soldaten skal finde ud af at åbne den kæmpemæssige dobbeltdør ind til den største af de tre hunde. Situationen er nemlig den, at han ikke engang kan nå op til den nøgle, der sidder i dørens lås, og derfor kan han heller ikke umiddelbart åbne døren og få adgang til hundens kammer.
     Men heldigvis er soldaten et kvikt hoved, og derfor finder han hurtigt ud af at bruge sin sabel, som lige akkurat kan nå op og dreje nøglen rundt. Derefter forsøger han at skubbe døren op, men forgæves, Men han finder igen på en udvej, idet han tager sit tornyster af og løber med dette foran sig med fuld kraft mod dobbeltdøren, som da heller ikke kan modstå trykket og derfor åbner sig, så soldaten kan få adgang til hundens kammer og de mønter, den bevogter. Ind imellem krydsklippes der dog til heksen, som spændt venter på det øjeblik, da soldaten kommer op af træet igen og har fyrtøjet med til hende.

Disse ovenfor viste seks billeder, er oprindeligt fra samme scene og derfor tegnet og animeret som sådan, også selvom scenen ved den endelige redigering af filmen blev krydsklippet med indskudte scener med heksen, som står forventningsfuld oppe foran træet. Scenen er som nævnt tegnet og animeret af Børge Hamberg og mellemtegnet af flere, bl.a. Arne ”Jømme” Jørgensen, Torben Strandgaard og Erling Bentsen. Baggrunden er malt af Finn Rosenberg. – Fotos fra filmen: © 1946 Palladium A/S.

Til start: Dansk Tegnefilms Historie

Næste afsnit:

  Problemtider - fortsat

____________________