Tilbage til overskrift

 

 Note 2: Ang. den tegnefilmproduktion, der foregik indenfor rammerne af Gutenberghus Reklame Film, er min beskrivelse desværre meget mangelfuld og utilstrækkelig. Men netop det bevirker, at der bl.a. her vil være et område i dansk tegnefilms historie, som ligger åben for mere seriøs og eksakt forskning, end den jeg her har været i stand til at præstere. – Jens Henriksen  (1907-95), arkitekt og revy- og kabaretforfatter. Fra 1940 ansat på Palladium og derefter hos Nordisk Films Kompagni. 1943-46 produktionschef hos Gutenberghus Reklame Film. Det var i denne periode, at han bl.a. producerede flere reklametegnefilm. 1947 var Jens Henriksen medforfatter og medinstruktør på spillefilmen ”Mani”, som var en filmatisering af forfatteren Soyas roman om klassens tykke dreng, der blev psykopat. Denne rolle blev mesterligt spillet af Ib Schønberg. 1951 var Jens Henriksen medinstruktør på Nordisk Films spillefilm ”Bag de røde porte”, en folkekomedie fra ”Bakken”, hvori en lang række af dansk film og teaters kendte skuespillere medvirkede. Ind imellem var Jens Henriksen forfatter og/eller medinstruktør på forskellige dokumentar- og public relation-film. Fra 1955 arbejdede han freelance i filmbranchen, og var bl.a. medinstruktør på Aage Stentofts revyfilm ”Hvad vil De ha’?”, som Pindal og Steinaa i øvrigt lavede fortekster til. Derefter fortsatte Jens Henriksen resten af sin karriere fortrinsvis med at lave dokumentar- og public relation-film, som bl.a. blev produceret af Jørgen Bagger filmproduktion. 

 

 

Tilbage til overskrift