|
Note 3: Fredag den 16. aug. 1996 anmeldte Berlingske Tidendes anmelder, Jens Kistrup, teaterudgaven af Bent Hallers roman ”Silke”, som blev opført på Jacob Gade Teatret i Vejle. Adaptationen af romanen til skuespillet var skrevet af Bent Haller selv, medens musikken var komponeret af Anders Koppel. Instruktionen var lagt i hænderne på Pia Rosenbaum, som også selv spillede hovedrollen som pigen Silke. De øvrige medvirkende var Michael Mansdottir og Hanne Uldal i rollen som pigens forældre, og Peter Damm-Ottesen havde en række komiske roller. For scenografien stod Marie i Dali og for koreografien Mikala Bjarnov Lage. – I sin to-spaltede halvsidesartikel karakteriser Jens Kistrup skuespillet som dramatisk utilfredsstillende, og siger faktisk lige ud. ”Og et godt skuespil er ”Silke” unægtelig ikke – ikke for voksne, knap nok for børn. En dramatisk eventyrskitse, som har svært ved at holde balancen mellem hverdagens verden og fantasien. / Silkes forbindelse med vandet – havet – er og bliver et postulat, som forældrene er i deres gode ret til at betragte og behandle som en sygdom, en slags allergi. Og med et så ufuldkomment tekstgrundlag er det i og for sig beundringsværdigt, hvor meget af en forestilling iscenesættere Pia Rosenbaum har fået ud af historien om den lille havfrøken – fint støttet af Marie i Dalis opfindsomme scenografi og Anders Koppels næsten alt for diskrete musik.” |
|
|
|