Tilbage til overskrift

 Note 1: I henhold til den marxistiske materialistiske historieop­fattelse er produktivkræfterne og produktionsrelationerne basis for en "overbygning", der omfatter ret, moral, religion, kunst, teater, film, litteratur, filosofi, eller kort sagt kulturli­vet. Denne "overbygning" må karakteriseres som "falsk be­vidst­hed", så længe den er udtryk for de herskende klassers ideolo­gi, dvs. for disse klassers opfattelse af sig selv, verden og til­værelsen.

      Stadig i henhold til marxismen, så udgør samfundets basis (produktiv­kræfterne: redskaber, penge, arbejdserfaring osv.) og pro­duktionsrelationerne: arbejdsfordeling, besiddelsesforhold) den afgørende baggrund for historiens gang og dermed for udvik­lingen af samfundsklasser. Da disse samfundsklasser kan opdeles i de besiddende og ikke-besiddende klasser, betyder det, at de førstnævntes udbytning af de sidstnævnte efterhånden vil føre til en klassekamp, som marxismen hævder vil ende med, at de ud­byttede, arbejderklassen, på et tidspunkt vil gøre oprør og overtage magten og indføre "proletaria­tets diktatur". Dette vil i henhold til teorien føre til en ophævelse af klasse­sam­fundet til fordel for et frit samfund (!), hvori den enkelte ikke længere vil føle sig fremmed­gjort.

         Ifølge den marxistiske samfundsmodel med dens basis og overbygning, kommer klassekampen til udtryk på forskellig måde, alt efter om der er tale om et feudalt eller et kapita­listisk samfund, men fælles for disse er, at der sker en udbytning af de mennesker, der ikke ejer produktionsmid­lerne selv, men må sælge deres arbejdskraft. Lønmodtagerne kommer derved i stigen­de grad til at føle en fremmedgørelse i forhold til det arbej­de, de er sat til at udføre, men alle bliver berørt af, at det er konkurrencen i samfundet, der driver den tekniske og økonomiske udvikling inden for de forskellige samfundstyper.

        Marxismen opdeler samfundstyperne i følgende hovedtyper: Ursamfundet, slavesamfundet, feudalsamfundet, det borgerligt kapitalistiske samfund og det socialistisk-kommunistiske samfund. Overgangen fra én samfundstype til en anden bestemmes gennem en ændring af basis, dvs. gennem den tekniske og økonomiske ud­vikling, hvilket igen vil sige af forandringerne i produktiv­kræfter og produktionsforhold. Selve overgangen fra den ene samfundstype til den anden sker ifølge marxismen revolutionært og voldeligt, fordi de herskende klasser i et samfund ikke vil tillade en fredelig forandring af samfundsformen, som vil betyde deres egen undergang eller forsvinden.

        Karl Marx mente selv, at der skulle tre forhold til førend kapitalismen kunne fjernes: 1. kapitalismen skulle udvikles fuldstændigt, 2. flertallet af arbejderne skulle organiseres mod borgerskabet og 3. arbejdernes kår skulle blive stadig mere forringede i forhold til, hvad industriens fremskridt egentlig betingede. Baggrunden for denne tankegang er den idé, at udviklingen sker dialektisk, dvs. ved at modsæt­ningerne, i dette tilfælde mellem samfundsklasserne, skal være øget til det yderste, for at en ny udvikling kan sættes i gang.

        En senere marxisme har dog stået usikker over for en konse­kvent anvendelse af de nævnte tre punkter, dels fordi kapita­lismen endnu ikke er fuldt udviklet globalt, og dels fordi arbejder­nes kår generelt set ikke er blevet forringet, men tværtimod forbedret, om end dette foreløbig kun er tilfældet i de industrielle lande. 

        Men da de industrielle samfunds udvikling kort sagt ikke kom til at forløbe helt som Marx tænkte sig, mente nogle, blandt disse især Lenin og Stalin, at hans opfattelse af  begrebet "overbygningen" nok skulle tolkes i en anden retning. Den ny teori gik ud på, at et kommunistisk parti, dvs. en ledende elite og ikke arbejderklassen som sådan, gennem revolution kunne og skulle overtage magten i et land, der endnu ikke var fuldstæn­dig kapita­listisk ud­viklet. Partiet skulle derefter ophæve den private ejendomsret til produktions­midlerne og gennemføre et kulturliv ("overbyg­ning"), som grundlæggende er baseret på socialistiske præmisser og værdier. Denne opfattelse af "overbygningen" tildeler denne en overordentlig stor grad af selvstændig betydning.

       Omsat i praksis førte teorien til, at det kommunistiske partiapparat blev udbygget til en enorm kontrolinstans (stali­nisme), fordi man kun ad denne vej kunne sikre sig, at "over­bygningen" (kulturlivet) blev socialistisk eller kommu­nistisk, og derigennem fik virkelig indflydelse på samfundet i øvrigt.

        En af Marx' store teoretiske fejltagelser er formentlig hans påstand om, at religion er "opium for folket" og at denne derfor vil forsvinde i takt med socialismens udvikling. Fejltagelsen skyldes hans opfattelse af religionen som noget, der primært er skabt eller opstået af de ydre, barske forhold, menne­skene gennem tiderne har måttet leve under. Det hænger igen sammen med hans opfattelse af mennesket, og i videre forstand alle andre levende væsener, som helt igennem værende produkter af den fysiske materie og dennes fysisk-kemiske lovmæssig­heder. Ifølge denne såkaldte materialistiske opfattel­se er individets bevidsthedsliv helt og aldeles bestemt eller for­årsaget af omverde­nen. Marx vendte sig dermed kraftigt mod ideali­sterne og spiritua­listerne, som hævder, at det i virke­ligheden er be­vidstheden, der skaber omverdenen. 

        Marxismens holdning til religionen har været svingende og har i perioder i bedste fald ført til administrative modfor­an­staltninger og i værste fald til brutale religionsfor­følgel­ser. Men efter Sovjetkommunismens fald i begyndelsen af 1990'erne viste det sig, at religionen havde overlevet mere end 70 års undertrykkelse og forfølgelse. Store dele af befolkningerne i det tidligere Sovjet og i østlandene, som under kommuniststyret havde måttet praktisere deres tro og religion i hemmelighed, vendte tilbage til de genåbnede kirker, som  nu atter gennemførte gudstjenester og andre kirkelige handlinger helt åbenlyst. 

        Verdenskommunismens ideologiske enhedspræg begyndte at gå i opløsning efter 1945 med titoismen i Jugoslavien og maoismen i Kina. Denne udvikling blev siden forstærket af "foråret i Prag" 1968, som blev forløber og forbillede for ung­domsop­røret, der søgte at definere marxismen på en ny og mere demo­kratisk og humanistisk måde. Formålet var at bryde med stali­nismen og betonkommunismen gennem en vis af-ideologi­sering og nyorien­tering mod en ny revolutionær praksis, som kunne genind­sætte det kommunistiske menneske i dets in­dividuel­le menne­skerettig­heder. Nymarxismen omfortolkede også religio­nens be­tydning og rolle i samfunds- og menneske­li­vet, og enkelte mente endog, at religionen var en vigtig drivkraft frem mod et bedre og mere retfærdigt samfund. Men selv om nymarxismen har en mere åben holdning til bl.a. religionen end tilfældet var i den ældre marxisme, så hænger man dog stadigvæk fast i nogle af den sidstnævntes teorier,  herunder at psykolo­gien kan og skal forklares gennem fysiologi­en. Denne opfattelse mener man at kunne hente belæg for i den videnskabelige fysiologi og psykologi, herunder ikke mindst i nyere hjerneforskning.

        En kendsgerning er det under alle omstændigheder, at kommu­nismen som ideologi og samfundssystem led et for kommunister og venstreintellektuelle, og for resten også for mange andre,  uforudset og fatalt nederlag i slut­ningen af 1980'­erne og begyndelsen af 1990'erne. Det viste sig, at den i virkeligheden umenneskelige kolos havde hvilet på lerfødder. Ud­sigten til, at kommunis­men evt. senere skulle få en renæssance, må for­mentlig anses for yderst tvivlsom.

Tilbage til overskrift