Et personligt tilbageblik
(fortsættelse)
1965 (fortsat)

På et tidspunkt havde jeg haft planer om at ville lave en grafisk set speciel udgave af H.C.Andersens eventyr ”Den grimme Ælling”, men af flere grunde opgav jeg projektet, dels fordi det nok var lidt for særpræget og dels fordi der ikke var økonomi til at producere en eventuel film for.  Jeg havde ellers glædet mig til at arbejde på ’japansk manér’, idet optrækket af animationstegningerne udelukkende skulle foregå med pensel, hvilket jeg syntes ville give designet en helt særlig karakter. Desuden skulle baggrundene være meget enkle og males i laserende akvareltoner.

Et eksempel på, hvordan jeg forestillede mig den grafiske udformning af en tegnefilm om eventyret ”Den grimme ælling”. Figurerne skulle tegnes og animeres i en enkel sort penselstreg på akvarelmalede baggrunde, kun bestående af stiliserede antydninger af det miljø, hvori handlingen foregik. Jeg er overbevist om, at der ville være kunnet komme et interessant eksperiment ud af det, men som sagt opgav jeg det.
Tegning: © 1965 Harry Rasmussen.

     Der var imidlertid også en anden tegnefilm, som jeg havde idé om at ville lave. Den var inspireret af min store interesse for Martinus’ kosmologi. Figuren med stjernehovedet symboliserer det levende væsen, hvis rejse gennem livet strækker sig fra mineralriget over planteriget og dyreriget til det rigtige, humane menneskes fremtidsverden. Men heller ikke dette projekt fik jeg mulighed for eller havde jeg kræfter til at gennemføre. Men nogle enkelte skitser og udkast blev det dog til, som f.eks. tegningen herunder:

Tegning til den påtænkte tegnefilm om det levende væsens kosmiske rejse gennem mineralriget, planterige og dyreriget til det humane menneskes verden.
Tegning: © 1965 Harry Rasmussen.

      En af de interessante ting, der forekom i forbindelse med Nordisk Films kantine var, at en del af de ansatte havde deres hævdvundne faste pladser i frokoststuen. Det var eksempelvis tilfældet med Erik Dibbern og hans medarbejdere, blandt hvilke forresten var en altid venlig og imødekommende Karsten Grønborg og en køn og tiltrækkende Lise Jørgensen. Man talte endog vittigt om, at Dibbern holdt hof, hvilket hang sammen med, at han altid selv sad for bordenden, mens hans medarbejdere var bænket på hver side af bordet. Samtidigt med at han spiste, talte Dibbern højt og i reglen muntert og næsten uafbrudt til sit ’hof’ af medarbejdere, som andægtigt lyttede til hans uforgribelige meninger om alt mellem himmel og jord. Der var ikke den nyhed eller begivenhed, han ikke havde en mening om og kommenterede. Hvis en eller anden af medarbejderne dristede sig til at gøre forsøg på at indsparke en bemærkning, tav han et øjeblik og kiggede indgående på den formastelige, som tillod sig at afbryde ham, mesteren, med sine ligegyldige ord. Når den dristige afbryder, med usikker stemme, havde fået sagt, det han eller hun ville, fortsatte Dibbern sin lange monolog, hvor han slap, og fortsatte indtil han i reglen som den første rejste sig fra bordet og forlod frokoststuen.
     Jo, Dibbern var en mand, som man måtte regne med og som man bestemt ikke kunne overse og slet ikke overhøre, hvis man ellers befandt sig i nærheden af, hvor han end opholdt sig. Men kunne han ind imellem irritere som chef, så var han uomtvisteligt exceptionelt dygtig som reklamefilmmand, hvor han ikke mindst lagde vægten på tilklipningen af filmen. Han kunne sidde i klipperummet i timevis, ja, i dagevis og file på arbejdskopien til en 30 sekunders reklamefilm, ja, jeg har sågar oplevet, at han fjernede et enkelt billede fra en scene, før han var tilfreds med den. Det lyder måske som pertentlighed, men var snarere hans sans for timing og tempo, der gjorde sig gældende. Det var ideerne, timingen og instruktionen, der gjorde ham berømt som reklamefilmmand.

Dette år, 1965, blev der produceret en del nye TUKO-reklametegnefilm hos Nordisk Tegnefilm, som jeg, Harry Rasmussen, havde ansvaret for i alle henseender fra idé over storyboard til layout, animation og instruktion. Herover er det storyboard til TUKO nr. 14, som var en 15-sekunders episode. Designet er enkelt, men animationen fik alt, hvad det var muligt og økonomisk forsvarligt at give den på den tid. – Storyboard: © 1965 TUKO & A/S Nordisk Tegnefilm. Fotokopi af storyboard tilhører Harry Rasmussen.

TUKO-familiens lille hund blev et populært og morsomt indslag i TUKO-filmene, og den spillede da i reglen også rollen som spasmager, men også som den, der løste problemer og konflikter, nemlig ved at anslå gong-gongen som tegn til, at nu var det tid til en kop TUKO-kaffe. – Tegninger: Harry Rasmussen. © 1965 TUKO og A/S Nordisk Tegnefilm.   

Storyboard til TUKO nr. 15. Hunden har taget fars plads i lænestolen, men han vækker den ved hjælp af gong-gongen, som den tager som tegn til at far vil ha’ en kop kaffe. Igen min egen idé, layout, animation og instruktion. – Storyboard: © 1965 TUKO & A/S Nordisk Tegnefilm.
Fotokopi af storyboard tilhører Harry Rasmussen. 

A/S Nordisk Tegnefilm 1966
Her skal lige indskydes, at Nordisk Film dette år fortsatte spillefilm-successen med ”Slå først, Frede!” og producerede en to’er med titlen ”Slap af, Frede!”, som fik premiere den 7. okt. 1966.  Filmens drejebog var atter skrevet af Erik Balling, Henning Bahs og Bengt Janus, og det var fortsat ment som en parodi på den fantastisk populære engelske James Bond-filmserie. Erik Balling stod igen for instruktionen, mens Bahs igen var scenograf på filmen. Den fik som nævnt premiere i Palads Teatret 7. oktober 1966 og holdt sig i lighed med ’forgængeren’ længe på plakaten, nemlig til 12. januar 1967. Filmens titelsekvens var også denne gang en animation designet og tegnet af Bent Barfod og hans medarbejdere.
     Men apropos Dirch Passer, som spillede med som fæl skurk i ”Slap af, Frede!”, så mødte Steinaa og jeg ham en formiddag, da vi var på vej ind i kantinen. I samme øjeblik vi nåede indgangsdøren, trådte Dirch ud ad denne med en lille kop kaffe balancerende i sin ene hånd. Det skal her forudsættes, at i kantinen, der som tidligere nævnt lå lige overfor den bygning, hvor Nordisk Film Junior havde lokaler, fandtes der to størrelser på kaffekopper, nemlig en stor og en lille. Da Dirch fik øje på Steinaa og mig, som var på vej ind i kantinen,  udbrød han: ”Undrer I jer, venner, over min miniature kop kaffe? Det er, fordi jeg skal over på Junior!” Sådanne vitser, født af øjeblikket, var Dirch velkendt for.

”Sort på hvidt”
På Nordisk Tegnefilm havde vi dette år, 1966, fået travlt med at forberede en relativt større kortfilm, som handlede om, hvordan en moderne storstadsavis som Berlingske Tidende bliver til under det daglige arbejde. Avisen havde netop kort forud fået installeret sin moderne og kæmpestore halvautomatiske rotationstrykpresse, som man med god grund var stolt af, og nu ville man gerne delagtiggøre sine læsere i den tekniske bedrift og funktion, maskinen betød, herunder ikke mindst den tekniske forbedring og tidsbesparelse, der var tale om.
     Filmen for Berlingske, der skulle udformes som en blanding af realfilm og tegnefilm, fik den dobbelttydige titel ”Sort på hvidt”, selvom den var i farver. Avisen tryktes på den tid hovedsagelig med sort tryksværte på hvidt papir, deraf udtrykket sort på hvidt, som i overført betydning også kan betyde noget, som hermed bevidnes.
     Forarbejdet på filmen begyndte med, at Steinaa, Lehmann og jeg satte os sammen og udarbejdede en storyboard. Det skete på den sædvanlige måde ved, at vi spillede idémæssig ping pong med hinanden, og når en idé eller et forslag vakte enstemmig begejstring eller tilslutning, skitsetegnede Lehmann og jeg efter tur den grafiske udformning ned på små stykker cirka 7 x 9 cm papir, som derefter blev pinnet op på storyboardtavlen, så vi derfor hele tiden havde et overblik over filmens handlingsforløb. Eftersom jeg havde status som supervising sequense director og animator blev det allerede under tilrettelæggelsen af storyboardet bestemt, at jeg specielt skulle tage mig af sekvensen om teknikken bag fremstillingen af klicheer.

     På grundlag af de skitserede storyboardtegninger blev andre på studiet, som f.eks. Flemming Jensen og Anne Lise Andersen, sat til at rentegne disse, således at de fremtrådte professionelt og indbydende, og ikke mindst i håb om, at dette ville appellere til kunden, som var Berlingske Tidendes bestyrelse, direktion og chefredaktion. Præsentationen af storyboardet foregik på den måde, at storyboardtavlerne blev transporteret ind til Det Berlingske Hus i Pilestræde og opstillet i et direktionslokale, hvor både de øverste bestyrelsesmedlemmer, direktører og chefredaktører var til stede. Her gennemgik en i øvrigt temmelig nervøs Steinaa – assisteret af sin lige så nervøse kone Kirsten – så filmens påtænkte handlingsforløb, sådan som dette fremgik af storyboardtegningerne.
     Det korte af det lange er, at storyboardet og filmens budget blev godkendt med akklamation og dermed var der givet grønt lys for, at filmens produktion umiddelbart kunne påbegyndes, hvilket betød, at der ville være arbejde til Nordisk Tegnefilms personale i det næste års tid.
     Imidlertid havde skuffelserne i forhold til direktørerne Sevel og Brøndum været så store for Ib Steinaa, at han og Kirsten med den nye ordre på ”Sort på hvidt” besluttede sig for at afvikle afhængigheden af Nordisk Film og starte for sig selv. De ville simpelthen flytte virksomheden hjem til deres hus i Birkerød, således at de kunne slå to fluer med et smæk, nemlig dels ved at lade cirka halvdelen af huslejen betale af det nystiftede firma, Steinaa Film, og dels ved at spare tid og den daglige kørsel med bil frem og tilbage mellem Birkerød og Valby. 

     Men forinden Ib og Kirsten Steinaa opsagde deres engagement med Nordisk Tegnefilm, med virkning fra årsskiftet 1966/67,  havde de forhandlet med medarbejderne om, hvem af disse der ville følge med og fortsætte i det nystiftede Steinaa Film, hvor produktionen af ”Sort på hvidt” umiddelbart skulle fortsættes og færdiggøres. Det viste sig, at Walther Lehmann, Poul Dupont og Hasse Christensen, alle valgte at gå freelance, og Jytte Larsen, Annette Lorentzen og Lisbeth Jensen valgte at stoppe og finde andet arbejde. Det var derfor kun Helge Christiansen, Flemming Jensen, Annalise Andersen, Ingelise Hansen, og mig, Harry Rasmussen, der ville følge med til Birkerød. Walther begrundede sin beslutning med, at han længe havde overvejet at ville gå freelance og arbejde selvstændigt, idet han havde fået en del forespørgsler fra anden side, om han eventuelt kunne påtage sig nogle tegnefilmopgaver af forskellig art, som han syntes lød nok så interessante. Personlig tror jeg også det var medvirkende til hans beslutning om at gå freelance, at der ikke rigtig syntes at være en animationsopgave i filmen ”Sort på hvidt”, som specielt egnede sig for ham. 

     Dette år blev der også produceret nogle TUKO-film, men dermed var det slut med TUKO-film hos Nordisk Tegnefilm, idet ordrerne på filmene fulgte med over hos det nystartede Steinaa Film.

TUKO nr. 17: Familiehygge. Også til denne film var idé, storyboard, layout, animation og instruktion af mig.
Storyboard. © 1966 TUKO & A/S Nordisk Tegnefilm. Fotokopi af storyboard tilhører Harry Rasmussen. 

Sidste julefrokost hos Nordisk Tegnefilm
Det var med et vist vemod, at mine kolleger og jeg tog afsked med det ’gamle’ firma, som vi faktisk hver især holdt meget af, ligesom vi var glade for lokaliteterne og miljøet hos det ærværdige og berømte Nordisk Film. Det var også vemodigt at skulle tage afsked med Lehmann. Det var måske især på grund af disse omstændigheder, at julefrokosten det år blev endog temmelig fugtig. Og det bidrog ikke til at gøre den mindre fugtig, at svenskeren Arne Gustavsson, som en overgang i 1963 havde været tilknyttet produktionen af en kortfilm for det svenske firma Alfa-Laval, som producerede industriseparatorer. Filmen hed  ”Thousand of G”, og handlede om de naturkræfter, der medvirker og bruges i forbindelse med de såkaldte industriseparatorer.
     Den såkaldte julefrokost startede faktisk først hen på eftermiddagen og kort tid før arbejdstidens ophør, så det handlede ikke så meget om spisning, men derimod om at drikke tæt. Sagen var den, at Arne Gustavsson bryggede en speciel slags glögg, som blandt andet indeholdt en del forskellig spiritus, en blanding, der faktisk var i stand til at slå en død mand ihjel. Den stærke drik blev brygget i en stor gryde på en elektrisk kogeplade, som stod inde på Annalises tegnestue, hvor Arne blev assisteret af de tilstedeværende piger, som han lod prøvesmage glöggen, efterhånden som den blev brygget. Havde pigerne ikke været i godt humør før, så blev de det i hvert fald snart, men dog ikke mere, end anstændigheden foreskrev.
     Da brygget endelig var erklæret færdigt, kaldte Arne på os andre, som fra hver vores tegnestuer straks efter kom til stede og smagte på den herligt og sødt duftende, men altså på sin vis farlige drik. Det var dog ikke alle, der gik kraftigt til den stærke glögg, idet hverken Helge, Lehmann, Poul Dupont, Hasse Christensen, Jytte Larsen, Annette Lorentsen, Lisbeth Jensen eller Elisabeth Halgreen var stordrikkende, og Flemming Jensen holdt sig også tilbage, dels fordi han ikke holdt af hverken øl eller spiritus, og dels for ikke at drikke mere, end at han fortsat var ædru nok, til at kunne køre hjem i sin bil. Ib og Kirsten smagte lige på glöggen og ønskede god jul og godt nytår, før de dampede af til Birkerød. Det var dog Kirsten, der kørte bilen, idet Ib som vanligt havde fået lidt for meget af de våde varer i løbet af dagen, til at han selv turde køre.

     Men sent på aftenen, da julefesten sluttede hos Nordisk Tegnefilm, var stemningen blevet så høj, at en del af os ikke havde lyst til at slutte det muntre lag. Det blev derfor hilst med jubelråb, da Annalise inviterede de af os, der havde lyst, til at fortsætte det muntre lag hjemme hos hende privat på Frederiksberg Allé 2, hvor hun havde et stort værelse. Nogle af os kørte dertil i Flemmings bil, men da der ikke var plads til alle, tog andre en taxa. Kun få af staben fulgte med, og blandt dem, der gjorde, var en efterhånden godt beruset Arne Gustavsson, og han gjorde ustandselig kraftig kur til især en af de unge damer, Jytte, som da heller ikke var afvisende overfor ham. Kort efter at vi var ankommet og havde fået bænket os i Annalises hyggelige værelse og fået et par ekstra drinks, søgte de to ’turtelduer’ hen i Annalises seng, som henlå i halvmørke, og her var det tydeligt at de ganske ugenert var intime med hinanden. Der var da heller ingen af os andre, der sådan set tog notits af parrets udfoldelser, for dertil var vi for beduggede og ligeglade, og desuden for optaget af munter snak indbyrdes.
     Ud på de små timer, hvor alle var mere eller mindre beduggede, bortset fra Flemming, Annalise og Annette, og i al fald godt trætte efter en lang dag, begyndte selskabet så småt at bryde op. De første, der forlod stedet, var Arne og Jytte, som gik samtidigt, men snart efter sagde Annette, som kun var i lettere løftet humør, også farvel og ønskede god jul og godt nytår. Selv havde jeg besluttet at tage en taxa hjem til Taastrup, og forlod derfor kort efter også stedet. Tilbage på værelset var nu kun Annalise og Flemming, som på den tid havde noget kæresteri kørende med hinanden.

     Efter den tid var Nordisk Tegnefilm igen blevet et firma på papiret, i hvert fald i de næste mange år, sådan som det også havde været det i årene 1952-57. 

1967: Et nyt livsafsnit begynder
Den første arbejdsdag i det nye år blev den 2. januar, og da skulle jeg og de af mine kolleger fra Nordisk Tegnefilm, der havde valgt at følge med over i Steinaas nydannede firma, Steinaa Film, begynde vort daglige arbejde i Steinaas store villa på Søvej 10A i Birkerød. Kort efter at villaen eller huset var blevet bygget, så vidt jeg erindrer omkring 1964-65, havde den altid vittige Erik Dibbern været på besøg hos Steinaa’erne, for at ønske tillykke med huset, som han efter at have beset det både udefra og indefra straks døbte til at hedde ”Rulleskøjtehuset”. Hvorfor det, ville vi vide? Jo, sagde Dibbern, fordi man skulle have rulleskøjter på, for på rimelig tid at nå fra den ene ende til den anden i det lange hus!

Det elegante logo og brevhoved for STEINAA FILM. Designet af Ib Steinaa. © 1967 Steinaa Film.

      I dagene forud for, at vi medarbejdere begyndte vores første arbejdsdag i ”Rulleskøjtehuset”, var sneen faldet tæt over i hvert fald Sjælland, og den lå derfor i store, høje bunker, hvor sneen var fejet væk fra fortove og kørebaner. Rulleskøjtehuset og dets omgivelser var omtrent dækket af sne, men indenfor var der herlig varme, dels fra panel- og gulvvarmen og dels fra pejsen, som var fyret op med birkebrænde.
     Det viste sig, at Steinaa’erne havde tænkt sig at lægge stort ud, idet kaffe og frokost var på firmaets regning. Til at sørge for frokosten havde man ansat en cirka 25-årig dame, som mødte på arbejdet samtidig med os andre, og snart duftede hele huset af nybrygget kaffe. Den blev denne morgen serveret med rundstykker, franskbrød, ost og marmelade til, på det store aflange spisebord inde i stuen, men resten af dagen måtte man dog efter behov og behag selv hente sig en kop kaffe i køkkenet. Ib og Kirsten ønskede os velkommen og udtrykte håbet om, at vi ville komme til at føle os hjemme på stedet.
     Bagefter skulle vi så indrette os hver især, som vi bedst kunne, men Ib og Kirsten havde dog et forslag til, hvor de forskellige af os kunne sidde. Helge fik et tegnebord ved et af de store vinduer ud mod baghaven med udsigt ud over Birkerød Sø. Annalise og Ingelise Hansen fik hver sit bord for enden af stuen og ud mod husets sydlige ende, som også bestod af nogle store vinduer fra gulv til loft. Flemming og jeg fik hver sit tegnebord ved rummets østlige væg, hvor der var vinduer i hele rummets bredde, men som kun gik fra loftet og halvvejs ned på væggen. Grunden til, at dette sted var valgt til os to animatorer var, at dagslyset her var mere dæmpet end i den øvrige del af rummet. Ib havde allerede på forhånd valgt sin plads midt i rummet, så han havde et vist overblik over menageriet. Det var dog sjældent, at han sad og arbejdede ved bordet i længere tid ad gangen, idet han lige så ofte foretrak at arbejde inde i den private stue i den anden ende af huset.

    Det var en frokost med et overdådigt udbud af højt belagt smørrebrød, der blev budt på denne velkomstdag, og alle nød det, også jeg, selvom jeg var vegetar, men der var nok af fristende tilbud også til mig. Humøret var højt og stemningen god, og jeg tror, at alle følte sig rigtig velkommen og godt tilpas. Der blev faktisk slet ikke arbejdet den dag, som i stedet blev en hyggedag, som vistnok ingen af os ville glemme. Arbejdstiden var som sædvanligt fra kl. 9-17, men denne første dag i de nye omgivelser sluttede vi ikke før hen under aften, da det var blevet temmelig mørkt udenfor.
     Flemming var den eneste af Steinaas medarbejdere, der på det tidspunkt havde bil, nemlig en Morris Minor, og han tilbød os at køre med ham ind til København. Det betød, at vi blev fire passagerer i den meget lille bil, nemlig Helge på sædet ved siden af chauffør Flemming og mig imellem Annalise og Ingelise på bagsædet. Turen gik i første omgang via nogle sideveje og ud mod Lyngbymotorvejen, men vi nåede ikke længere end til en af sidevejene, før det viste sig, at det højre forhjul var blevet fladt, så det ikke kunne lade sig gøre at køre videre. Sneen var på begge sider af vejen skovlet op i meterhøje bunker, som lukkede os inde bag lodrette snemure.  Her stod vi så i kulden og mørket, kun oplyst af et par søvnige vejsidelamper i nærheden af, hvor vi befandt os, så vi kunne orientere os en smule. Flemming satte donkraft under bilens forparti og forsøgte sig med at skifte hjulet, og Helge og jeg hjalp til så godt vi kunne, men til vores store skuffelse viste det sig umuligt for os at få hjulskruerne løsnet.
     Det var jo desuden før mobiltelefonernes tid, så vi havde foreløbig ikke andet valg, end at vente på, at der skulle komme en bilist forbi, som enten kunne hjælpe med at skifte hjulet eller tilkalde Falck fra nærmeste telefon. De to piger, Annalise og Ingelise blev siddende inde i bilen, mens vi tre ungersvende holdt udkig med, om der eventuelt skulle komme en bil forbi. Endelig skete det da også, men den pågældende bilist havde åbenbart for travlt til at ville stoppe, så det hjalp os jo ikke. Det varede dog ikke længe, før der kom endnu en bil, en stor amerikanerbil, og den stoppede, og ud steg en ganske ung mand, iført cowboyhat, vest med frynser og ditto støvler. Han grinte højlydt, idet han sagde noget i denne retning: ”Er I gået i stå!? Nå, det er der ikke noget at sige til med sådan et køretøj! Er det akkumulatoren, der er tappet for strøm? Uheldigt, for jeg har desværre ikke noget grej til at kunne oplade den med!” – ”Nej!”, sagde vi i munden på hinanden, ”det er forhjulet, der er punkteret, men vi kan ikke få løsnet skruerne og skifte det!” – ”Nåeh, ikke andet!” svarede ungersvenden og gik om bag sin bil og hentede et kraftigere værktøj i sit bagagerum, hvorefter han i løbet af få minutter fik løsnet det flade forhjul og udskiftet det med reservedækket. ”Så, nu skulle I være klar til at køre igen! Lad mig lige se, om bilen kan starte!”
      Flemming satte sig ind i bilen, som i mellemtiden var blevet godt afkølet, så tændingen virkede åbenbart ikke i første omgang, og derfor forsøgte han at starte ved hjælp af chokeren, men også det viste sig forgæves. Cowboymanden bad ham derefter om at åbne kølerhjelmen, for at han kunne tjekke karburatoren og ledningsforbindelsen til startrelæet. Efter at have gennemgået og pillet lidt ved det, sagde han, at han ikke kunne se, der var noget i vejen med nogen af delene. Der var benzin nok på tanken, men åbenbart ikke strøm nok til at få motoren startet. Imidlertid sagde den venlige ”cowboy”: ”Prøv at starte igen, mens vi skubber på bilen!” Alle gav sig derefter til at skubbe bag på bilen, og efter et par forsøg lykkedes det at få den startet.
     Det var en utrolig lettelse for os alle, og taknemmeligheden mod den venlige ”cowboy” var stor. Han sagde derefter, at han ville køre bag efter os et stykke ad vejen, for at sikre sig, at bilen ikke skulle gå i stå igen. Turen gik langsomt, men sikkert og i løbet af en god halv times tid stoppede vi op ved en tankstation tæt ved Lyngbyvejens Station. Selvfølgelig stor tak til den venlige ”cowboy”, som ikke ville høre tale om at få penge for sin ulejlighed, men han havde fået lidt småtravlt og kørte derfor straks videre. Ved fælles hjælp skubbede vi derefter Flemmings bil ind i reparationshallen, hvor en mekaniker straks gik i gang med at undersøge den, og der gik ikke mere end nogle få minutter, før han sagde: ”Det er klart, at bilen ikke vil starte, for der er kondensvand i strømfordeleren!” Efter andre få minutter havde han fået renset og tørret strømfordeleren, så bilen igen kunne starte uden problemer. Men Flemming måtte selvfølgelig af med nogle kroner for eftersynet, hvilket medførte, at vi andre aftalte med ham, at vi ville betale for turen, og hvis han ville gå med til det, ville vi mod betaling også daglig køre med ham frem og tilbage mellem København og Birkerød. Det syntes han var en god idé, så det blev en foreløbig aftale. Derefter kørte han os alle til Østerport Station og satte os af der, for vi skulle hver især videre med S-toget eller regionaltoget. Flemming boede på det tidspunkt selv i Livjægergade på Østerbro, ikke langt fra S-stationen.

     Næste morgen mødtes Annalise, Ingelise, Helge og jeg så på Østerport Station, hvor vi ventede på, at Flemming skulle dukke op med sin bil. Men vi var ikke mere end lige trådt ud fra stationen, før han holdt der, præcis som han altid var. Vi var åbenbart alle en smule småtrætte, for der var ingen af os, der sagde ret meget under den godt en halv time lange køretur til Birkerød. Vel ankommen her fik vi dagens første varme og styrkende kop kaffe, som vi gennem årene hos Nordisk Tegnefilm havde vænnet os til at starte arbejdsdagen med. Som sædvanen var, tog vi hver især vores kaffekop med ind og stillede på tegnebordet eller ved siden af lyspulten. Men i øvrigt skulle vi videre med den eller de scener til filmen ”Sort på hvidt”, som vi hver især skulle i gang med eller eventuelt arbejde videre på. Selv skulle jeg arbejde videre med sekvensen ”To slags klicheer”, et arbejde, der som tidligere nævnt allerede var blevet påbegyndt på Mosedalvej. Imidlertid manglede der endnu en del research inde på Det Berlingske Hus, før jeg havde det fulde overblik over sekvensens indhold. Da Steinaa også havde research at lave derinde, kørte vi sammen i hans bil ind til Pilestræde i København.
     Det var imponerende at se, hvordan arbejdet foregik i det store bladhus, hvor hver etage havde sine specielle sider i avisen at varetage. En kæmpestor lystavle med sidetal på endevæggen af hver etage viste, hvor langt hver enkelt afdeling var nået med tilrettelæggelsen af næste dags avis. Overalt blev vi venligt modtaget af de mere eller mindre travle mennesker, journalister, typografer, trykkere, klichéstøbere og andre håndværkere, der til daglig var ansat og beskæftiget med den kæmpeproces det er, at tilrettelægge, skrive, sætte, tegne og trykke en morgenavis som Berlingske Tidende. Den kæmpestore og helt moderne og omtrent fuldautomatiske rotationspresse var med god grund stedets stolthed. Jeg var også dybt imponeret over teknikken, men kunne samtidig ikke lade være med at mindes de ubetaleligt morsomme, men også satirisk mente scener i Charlie Chaplins film ”Moderne tider” (1936), hvor han indfanges og bliver borte i den store maskine med de mange tromler og tandhjul. Trykkerne, som hele tiden gik omkring og passede og efterså den enorme maskine, virkede små ved siden af det moderne monstrum.
     Min specielle opgave var dog indskrænket til at orientere mig om, hvordan fremstillingen af de to former for klichéer: autoklichéer og stegklichéer, foregik i praksis, således at jeg kunne skildre processen på tegnefilm. Resultatet af min research og mine anstrengelser, er beskrevet i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1950 – 1970 Del 2, og skal derfor ikke gentages her.

Alting får en ende
Men vedrørende situationen hos Steinaa Film, som tegnede så lys og næsten ’paradisisk’ fra starten, så varede det ikke længe, før alle måtte erkende, at hverken Adam eller Eva opholdt sig længe i paradiset, for efter cirka en tre ugers tid måtte Steinaa’erne konstatere, at det blev for dyrt for dem at servere gratis kaffe og frokost hver dag. Alle var forstående overfor problemet, og derfor blev det efter fælles overenskomst bestemt, at vi hver især skulle yde et vist beløb for kaffe og pr. stk. smørrebrød, som vi kunne bestille om morgenen hos køkkendamen, som så sørgede for at gøre indkøb med bl.a. de ønskede pålægsvarer. Og i øvrigt var det naturligvis frivilligt, om man ville deltage i ordningen eller ej, idet hver især kunne vælge at tage sin egen madpakke med, hvilket især pigerne gjorde. Betalingen for kaffen og maden blev afregnet månedsvis, så længe ordningen varede, og det var faktisk ikke meget mere end godt og vel en måned. Derefter måtte hver især selv sørge for sin frokost, f.eks. ved at have madpakke med hjemmefra, eller ved at gå op i byen og købe sit færdigsmurte smørrebrød. Ordningen med kaffen fortsatte dog, på den måde, at hver gang man tog sig en kop kaffe, satte man en seddel på et spyd, der til samme formål stod på køkkenbordet. Kafferegnskabet blev derefter opgjort månedsvis. 

     Forresten varede det ikke længe, førend nogle af os syntes, at Flemming temmelig ofte havde ærinde ude i køkkenet, hvor det viste sig, at han stod og hyggesludrede med køkkendamen, som åbenbart appellerede til hans hormoner. Hun var en lille, lettere buttet kvinde med rundt ansigt og rødblondt hår, dertil med en humoristisk og slagkraftig replik, altså i den sidstnævnte henseende kort og godt den lune og stilfærdige Flemmings modsætning. Det var usædvanligt for Flemming med de relativt mange ophold ude i køkkenregionen, for han var som altid meget optaget af sit arbejde og samtidig lidt af en slider, men vel at mærke en afslappet slider, for stort set alt tegnearbejde, herunder også animation, faldt ham let. På et tidspunkt fik han til opgave at designe og animere afsnittet om ”Redaktionssekretariatet” i filmen ”Sort på hvidt”, som vi jo var godt i gang med, og den opgave løste han på fremragende måde, idet resultatet blev over al forventning, også set fra Steinaas synsvinkel. Men ellers var Flemming som sædvanligt mest beskæftiget med at trække op og skrive for- og sluttekster og lignende, hvilket alt sammen foregik ved hjælp af pensel og skrivestok. Men nu var han altså ved at falde i Amors snare, skulle man ha’ troet, men efter et par dage med kurmageri blev Flemming klar over, at damen både var gift og havde et par børn, og det kølnede derfor hans interesse for at gå på frierfødder. Han fortsatte dog med at udveksle muntre bemærkninger med køkkendamen, når han flere gange om dagen – i lighed med os andre – hentede sin kop kaffe.

     En ting, jeg både undrer og ærgrer mig over i dag, er at jeg ikke selv optog fotos hverken i tiden hos Barfod, hos Nordisk Tegnefilm eller hos Steinaa Film. Så vidt jeg ved, var der heller ikke andre af mine kolleger, der gjorde det, bortset fra Poul Dupont, som lejlighedsvis tog snapshots af særlige begivenheder, som f.eks. under Disneys besøg hos Nordisk Film i 1960. Det ville ellers have været rart med fotos, som kunne have illustreret denne artikel. Nu må jeg nøjes med at appellere til læserens forestillings- og indlevelsesevne. Men forklaringen på, at ingen af os tog sig tid til jævnligt at fotografere fra tegnestuerne og det arbejde, der dér blev udført, kan kun være, at vi hver især havde nok at tænke på i og med udførelsen af de daglige opgaver.

     På jobbet var vi nu godt i gang med at færdiggøre ”Sort på hvidt”, idet Per Holst havde afsluttet optagelserne af live-action scenerne inde i bladhuset, så at Steinaa og jeg i fællesskab kunne fotografere de manglende trickafsnit på trickbordet ude hos Nordisk Film Junior i Valby. Det drejede sig om optagelsen af en cirkelrund ’spotlight’, som skulle bevæge sig rundt i billedet synkront med speakerstemmen, som i øvrigt på forhånd var blevet indtalt af skuespilleren Buster Larsen. Men trickoptagelsen var lidt kompliceret, fordi live-action-billederne skulle nedlyses billede for billede på trickbordet og spotlight-cirklen, som vi i forvejen havde tegnet og klippet ud af sort karton, skulle placeres og ’animeres’ (flyttes) rundt i billedet i henhold til det antal billeder, den relevante speak i henhold til fotolisten fyldte, samtidigt med, at cirklen skulle optages på sort-hvid high contrast film. Det var en arbejdsproces, som det tog os omkring en god uges tid at fuldføre.

    Endelig langt om længe blev den så vidt jeg husker 14 eller 16 minutter lange film ”Sort på hvidt” færdig og præsenteret for Berlingske Tidendes bestyrelse og redaktion. Jeg var ikke selv med ved præsentationen, men ifølge Ib og Kirsten blev filmen godt modtaget og den kom derefter til at indgå som informationsled i de rundvisninger af publikum, der lejlighedsvis fandt sted i Det Berlingske Hus.

Steinaa Film 1968
Situationen hos Steinaa Film var på det tidspunkt den, at Helge Christiansen havde opsagt og forladt sin stilling hos Steinaa, angiveligt fordi han med sin kone og børn var flyttet til vistnok Fakse, og han havde derfor en uforholdsmæssig lang transporttid med bus og tog hver vej. Det tog ham faktisk godt og vel 2 timer at komme på arbejde om morgenen, hvilket ville sige, at han skulle hjemmefra omkring klokken 7, lige som han først var hjemme igen om aftenen ved 7-tiden. Altså sammenlagt omkring 4 timers daglig transport. Det var både han og hans kone efterhånden blevet godt trætte af, og derfor søgte Helge og fik en stilling som reklametegner på et reklamebureau i København, hvilket sparede ham for mere end en times transporttid hver vej. Men vi kolleger var selvfølgelig kede af at skilles fra Helge, som både var en dygtig tegner og et rart og omgængeligt menneske. Nogle af os havde efterhånden arbejdet sammen med ham i 7-8 år.
      Snart efter blev situationen også den, at arbejdet på filmen ”Sort på hvidt” var ved at være til ende for først og fremmest Flemming Jensens vedkommende, mens jeg var udset til at skulle assistere Steinaa på trickfotografering af en del scener til filmen. Men det betød, at der om kort tid heller ikke længere ville være optræks- og farvelægningsarbejde nok til både Annalise og Ingelise. Derfor valgte Annalise, som på det tidspunkt havde samarbejdet med Steinaa i så vidt jeg erindrer 12 år, selv at opsige sin stilling og søge andet arbejde. Ingelise forblev dog foreløbig på jobbet, idet der antagelig ville være arbejde nok til hende i hvert fald det næste  år. 
     Efter at først Helge og siden Annalise var holdt op hos Steinaa Film, og Ingelise i øvrigt for nemheds skyld foretrak at tage regionaltoget frem og tilbage mellem Roskilde og Birkerød, var der kun Flemming og mig tilbage i hans bil, når vi skulle frem og tilbage på arbejdet. Og efter at også Flemming var holdt op, måtte jeg også selv benytte toget. Men heldigvis var der på det tidspunkt en S-togs linje E, som gik direkte fra Taastrup til Hillerød og retur, og hvor jeg så kunne stige af i Birkerød. Togturen tog vel omkring 45 minutter hver vej, men det var faktisk en kortere transporttid, end da jeg kørte frem og tilbage mellem Østerport og Birkerød med Flemming. For fra eller til Østerport skulle jeg med S-toget fra Taastrup, og det tog omkring 35 minutter hver vej. 

     Flemming Jensen fik heldigvis for ham ikke problemer med at skaffe sig nyt arbejde inden for den stadigt på lavt blus kørende tegnefilmbranche, for som nævnt havde Beckendorff allerede tidligere tilbudt ham en stilling hos Spektrum Film, og den sagde han nu ja tak til. Den all-round-arbejdende Flemming blev snart en skattet medarbejder i sin nye stilling, hvor han kom til at samarbejde med blandt andre Børge Hamberg, Jakob Koch og Birgit Bennedbæk. Den fordringsløse, stabile, pligtopfyldende og dygtige tegner og animator Flemming fik i de følgende par år en del forskellige animationsopgaver at lave hos Spektrum Film, inden han også her blev opsagt som følge af mangel på tegnefilmopgaver. Men han blev efterfølgende tilknyttet som freelance medarbejder hos Spektrum Film, da han etablerede sig med egen tegnestue, først i sin private bopæl i Livjægergade og siden i Ryesgade 66.

Eneste fastansatte
Hos Steinaa’erne var køkkendamen også blevet opsagt og hendes job i køkkenet overtaget af Kirstens mor, Fru Jensen. Så det var hende, der herefter stod for den daglige kaffelavning og desuden for madlavningen til familien. For mit eget vedkommende var situationen den, at Steinaa havde valgt at ville beholde mig som eneste faste medarbejder, idet Ingelise Hansen, som den sidste, i mellemtiden også var blevet sagt op, men tilknyttet som freelance optrækker og farvelægger. Det samme var tilfældet med Poul Dupont, som dog hele tiden havde været tilknyttet som freelance trickfilmfotograf, lige som Walther Lehmann også havde været tilknyttet som freelance animator siden Steinaa Films start.
     Som eneste fastansatte fik jeg sådan set rigeligt at lave i den følgende tid, hvor der f.eks. skulle laves en reklamefilm for Ekstra Bladet, hvis idé var vendt imod skrankepaverne og paragrafrytteriet. Denne gang lavede jeg også stort set alt arbejdet på filmen selv, idet jeg med assistance af Ib Steinaa også optog alle de fotos af avisen, der skulle bruges i forbindelse med trickanimationen. Filmen, som var produceret af Wahl Asmussen Reklamebureau med Per Holst som mellemmand og instruktør, blev senere samme år bedømt med højeste karakter i kategorierne ”God salgsfilm”, ”Teknisk god film” og ”Film, der tåler gentagelse”. På den internationale reklamefilmfestival i Venedig i 1968 tildeltes reklamefilmen for Ekstra Bladet, hvis arbejdstitel var ”Løvebrølet”, et diplom til Per Holst Filmproduktion. Men når det regner på præsten, drypper det som bekendt på en vis anden person.

Et besøg hos Spektrum Film
En dag hen på året 1968 mødte jeg tilfældigvis Børge Hamberg på Nørreport Station, og han spurgte da, om jeg ikke kunne have lyst til at komme ud og besøge ham på tegnestuen i Ryesgade 106. Jeg havde aldrig tidligere besøgt Spektrum Film, så det kunne da være interessant at se, hvordan der så ud. Derfor svarede jeg: ”Det skal helst være en lørdag, for da har jeg fri!” - ”Det ville være fint,” sagde han, ”for da har jeg også bedst tid. Men ring lige i forvejen!” tilføjede han.
     På det tidspunkt arbejdede jeg jo stadigvæk hos Steinaa Film i Birkerød, men en dag hen på efteråret ringede jeg til Børge privat og aftalte, at vi skulle mødes inde på Spektrum Film næste formiddag. Normalt arbejdede man heller ikke om lørdagen hos Spektrum Film, men Børge måtte ekstraordinært også tage lørdagen i brug, for at få arbejdet på en igangværende tegnefilm gjort færdigt. Så vidt jeg husker drejede det sig om et længere tegnefilmindslag i kortfilmen ”Bygplantens næringsoptagelse”, og den slags opgaver interesserede Børge, især fordi de gav ham mulighed for og anledning til at eksperimentere med forskellige teknikker under selve trickkameraet. Børge havde altid været åben for nytænkning og eksperimenter inden for det medium, han havde valgt at vie sin livsgerning. De mere traditionelle tegnefilmopgaver interesserede ham knapt så meget mere, for den slags havde han haft nok med at gøre siden sin start i tegnefilmbranchen i 1939.

     Den aftalte lørdag mødte jeg op hos Spektrum Film omkring kl. 10 om formiddagen, og fandt frem til det sted på firmaets førstesal, hvor Børge havde sin tegnestue. Det viste sig til min store overraskelse at være et forholdsvis lille, smalt og aflangt rum, som tidligere havde været stedets køkken. Her var der faktisk kun plads til Børge og ved siden af hans tegnebord en stol til eventuelle besøgende, i dette tilfælde altså mig. Som sædvanlig fik vi en kop kaffe og en hyggesnak om emner, der interesserede os begge, lige som han beredvilligt fortalte om den arbejdsopgave, han var i gang med og som der lå tegninger af spredt rundt om på hans tegnebord. Han viste mig desuden omkring i firmaets forskellige lokaler, herunder det lokale, hvor trickbordet stod, og hvor han for tiden var i færd med at optage scener til den ovennævnte film.
     Da vi igen sad bænket i hans tegnestue og fortsatte hyggesnakken, gik døren pludselig og uventet op og Beckendorff stak hovedet ind og spurgte Børge om et eller andet. Mig ænsede han overhovedet ikke, hvilket føltes lidt mærkværdigt og pinligt, for han vidste jo udmærket, hvem og hvad jeg var. Det varede dog kun højst et minut, så lukkede han døren igen, og Børge og jeg fortsatte snakken om løst og fast. Cirka et kvarter senere gentog det sig, at Beckendorff uden at banke på åbnede døren igen og stak hovedet ind ad døren og spurgte Børge om et eller andet, og atter lukkede han døren efter sig, stadig uden at hilse på mig.
     Nu kunne jeg fornemme, at Børge også syntes det var lidt pinligt med Beckendorffs afbrydelser, og da dette gentog sig for tredie gang skete der noget ganske ejendommeligt. Idet Beckendorff denne gang lukkede døren efter sig, blev Børge glorød i ansigtet af forsøgsvist undertrykt vrede og uden at rette sig helt op foer han op fra sin stol og ud ad døren med stor hast. Han ænsede ikke at lukke døren efter sig, men idet han forsvandt ud af synsvidde, kunne jeg høre, at han skældte højt og heftigt på Beckendorff. Det usædvanlige ved situationen var, at Børge normalt var en mand, der bevarede selvkontrollen og altid optrådte venligt og imødekommende overfor alle mennesker, han mødte eller kom i kontakt med.
     Efter cirka fem minutter kom Børge tilbage til tegnestuen og før han satte sig, gik han uden at sige et ord hen til køkkenvasken, åbnede for den kolde hane og lod det kolde vand løbe på undersiden af sine håndled, hvor de store pulsårer befinder sig. Jeg vidste, at Børge brugte denne faktisk effektive ’metode’ til at afkøle sit oprørte sind, for den havde han år tidligere anbefalet mig også at benytte mig af.
    Imidlertid fornemmede jeg, at min tilstedeværelse var årsag til Beckendorffs optræden, og da situationen var pinlig for alle, tog jeg derfor straks efter afsked med Børge og forlod hans tegnestue. Mod sin sædvane fulgte han mig ikke ud. Idet jeg gik til udgangsdøren passerede jeg forbi det kontor, hvor Beckendorff opholdt sig. Døren stod åben og han sad med ryggen til mig, men vendte sig ikke om, og tog heller ingen notits af mig, skønt han sikkert har kunnet høre, at jeg gik forbi.

     Senere har jeg tænkt over, hvad der kunne have været grunden til Beckendorffs simpelthen ubehøvlede optræden over for Børge og mig ved den nævnte lejlighed. Jeg erindrede mig da, at han nogen tid i forvejen havde ringet til mig hos Steinaa og tilbudt mig en stilling som animator hos Spektrum Film, hvilket jeg takkede nej til, idet jeg på det tidspunkt endnu ikke havde planer om at stoppe hos Steinaa. Det var formentlig måden, Beckendorff indledte telefonsamtalen på og mit svar på samme, der kan have vakt hans irritation og som han ikke havde glemt. Han indledte med ordene: ”Jeg har tænkt på din fremtid, og den ligger i Spektrum Film!” – Disse ord provokerede mig til at udbryde: ”Javel! Min fremtid! Den skal jeg nu nok selv tage mig af! Men måske kan du bruge Flemming Jensen i stedet for mig, for han er nemlig lige blevet sagt op, fordi der ikke er mere arbejde til ham hos Steinaa Film!” – ”Bed Flemming ringe til mig, hvis han har lyst!”, sagde Beckendorff og lagde røret.

1969: ”Er det Nørreport?”
Dette år fik jeg heldigvis råd til at anskaffe mig en brugt personbil, en Obel Olympia årgang 1957, men eftersom bilen var nyistandsat af min bror Bent, som var automekaniker, og den var gået gennem synet uden nogen anmærkninger, turde jeg godt binde an med den. Bilen blev en stor lettelse og tidsbesparelse for mig i den daglige transport frem og tilbage mellem Taastrup og Birkerød. Det tog faktisk kun omkring 35-40 minutter at køre strækningen over Herlev, Ballerup og Farum til Birkerød, og det samme på tilbagevejen.

     Her skal i øvrigt fortælles en af de mere muntre episoder fra min tid hos Steinaa Film i Birkerød. Episoden er ikke selvoplevet, men er blevet mig fortalt af både Ib og Kirsten, som begge selv morede sig over den. Den fandt sted en dag, da Ib Steinaa i en anledning, jeg ikke længere husker, hvad var, havde været til en reception på Nordisk Film. Herunder havde han fået så meget at drikke, at han valgte at lade bilen stå og i stedet tage regionaltoget fra Valby Station, da han skulle hjem. Under togturen faldt han imidlertid i søvn, og vågnede først op, da han hørte togføreren gentagende gange råbe: ”Lillerød!”, som var stationen efter Birkerød, hvor Ib skulle have været stået af. Lillerød station blev i øvrigt senere omdøbt til Allerød Station, fordi en del passagerer i tidens løb havde hørt forkert og troede, at togføreren råbte ”Hillerød!”.
     Imidlertid valgte Ib at køre med til Hillerød Station, hvor toget havde endestation og derfra returnerede mod København. Undervejs stoppede toget igen på bl.a. Birkerød Station, hvor den godt trætte og meget beduggede Steinaa steg af og vaklede hjem til sin bopæl, som ikke lå så langt fra stationen. Vel hjemme midt om natten følte han trang til at tage sig et bad og kravlede derfor op i badekarret, men med alt tøjet på. Han sansede heldigvis heller ikke at åbne for badevandet og faldt snart i søvn.
     Det var midt om natten, og på et tidspunkt vågnede Kirsten og undrede sig over, at der var lys på badeværelset, hvorfor hun gik ud for at ville slukke det. Til sin store forbløffelse så hun Ib ligge fuldt påklædt og dybt sovende oppe i badekarret, hvorfor hun ruskede i ham, for at vække ham. Han sov imidlertid så dybt, at det tog nogen tid at få ham til at reagere, og da han endelig langt om længe slog øjnene op, udbrød han med snøvlende og grødet stemme: ”Er det Nørreport!” Han var så bedugget og omtåget, at han på grund af fliserne i badeværelset troede at befinde sig på Nørreport Station, hvis vægge på den tid netop var flisebelagte!

     Dette år kom jeg selv jævnligt ude på Nordisk Film, hvor vi stadigvæk havde firmaets trickbord stående på sin gamle plads for enden af den træbygning, hvor Nordisk Film Junior og Nordisk Reklamefilm havde domicil. Vi var nemlig bl.a. i gang med at lave en film for det svenske postvæsen, som var ved at indføre postnumre i Sverige. Filmen blev kaldt ”Numrera numera”, som frit oversat må lyde noget i retning af ”Skriv postnumre fra nu af”, og den handlede altså om indførelsen af postnumre i Sverige. Filmen var speciel derved, at den blev lavet som såkaldt ”flytte-animation”, en teknik, som jeg i øvrigt kun havde haft lejlighed til at bruge nogle få gange tidligere.
     Bortset fra nogle få TUKO-film og nogle tegnefilmindslag til et par reklamefilm, bl.a. en for Dandy Tyggegummi, var der stort set intet brødarbejde at lave hos Steinaa Film på det tidspunkt, hvorfor Ib var begyndt at genoptage planlægningen af den længere tegnefilm om molboernes fataliteter, som vi allerede var begyndt på, mens vi arbejdede hos Nordisk Tegnefilm. Ideen var jo morsom og handlingen spøjs og vittig, men den fængede alligevel ikke rigtigt hos Ib, som derfor snart opgav projektet helt. I stedet havde han fået lyst til at ville bearbejde H.C.Andersens eventyr ”Klods-Hans” til en lang tegnefilm, og han fortalte mig om mange gode ideer, han havde udtænkt i forbindelse med sådan en tegnefilm. Men eftersom han intet kendte nærmere til Dansk Farve- og Tegnefilms lignende, men desværre skrinlagte projekt, kunne han naturligvis ikke vide, at hans egne ideer i påfaldende grad havde ligheder med dem, som dramatikeren Finn Methling havde nedskrevet i sin drejebog til den i slutningen af 1940’erne påtænkte produktion. Men måske især heldigvis for Steinaa selv, så varede det ikke meget mere end en lille måneds tid, før han også opgav planen om en ”Klods-Hans”-tegnefilm. 

TUKO nr. 21: Far drømmer, er en af de TUKO-film, der blev produceret af Steinaa Film, men hvor jeg også stod for idé, storyboard, design, layout, animation og instruktion. – Storyboard: © 1969 Steinaa Film. Fotokopi af storyboard tilhører Harry Rasmussen.

Her ses nogle af de figurer, der optræder i reklametegnefilmen ”Far drømmer”. Figurerne er også i dette tilfælde designet af mig.
© 1969 TUKO & Steinaa Film. Kopi af figurer tilhører Harry Rasmussen.

”Ping Pong” igen!
Der var derimod anderledes go i det, da Steinaa i løbet af 1969 så småt genoptog arbejdet på ”Ping Pong”, men i en ny og mere konsistent og målrettet version, hvor han havde skiftet navnet ”Ping Pong” ud med det mere betydningsladede ”Robinson Columbus”. Han begyndte at skrive drejebogen og samtidig nogle kønne og poetiske sangtekster, som han selv komponerede musik til. Til drejebogen tegnede han desuden nogle aldeles glimrende illustrationer, som viste, hvilken dygtig tegner, han faktisk var, ligesom han satte mig i gang med at lave animationsprøver med de af filmens hovedfigurer, som han og jeg mere eller mindre havde designet i fællesskab. Prøverne, som bestod i cut-out animation med løse figurdele, blev optaget på 16mm trickbordet, som stod inde i et lukket rum lige ved siden af, hvor mit tegnebord var placeret, så jeg havde nem adgang til at arbejde begge steder på omtrent samme tid. Det skete jo, når jeg f.eks. syntes at der manglede nogle bevægelsesfaser til en af de figurer, jeg var i færd med at animere under kameraet. I de tilfælde gik jeg ind til mit tegnebord og tegnede og udklippede nye dele til den eller de pågældende figurer, det drejede sig om. 

Herover ses et lille udpluk af et stort antal skitser, som jeg tegnede som forberedelse til Ib Steinaas produktion af langtegnefilmen ”Robinson Columbus”, men som ikke blev brugt i den færdige film. Figuren er designet af Ib Steinaa, men tegningerne herover tilhører: © 1970 Harry Rasmussen.

Ovenstående to tegninger er udkast til en af baggrundene i Robinsons feberfantasi. Formerne her skal illudere de krogede og forvredne træer i Trylleskoven i Tisvilde Hegn, og deres bevægelser er tænkt i retning af undervandplanters fejende og lidt uvirkelige ’dans’. Så vidt vides blev udkastene ikke brugt i den færdige film. Tegninger: © 1970 Harry Rasmussen.

     I den periode på omkring et halvt år, hvor jeg udførte det nævnte forarbejde, skete det faktisk, at jeg arbejdede over fra kl. 17-21, nogen gange til kl. 22 eller 23, vel at mærke uden at få så meget som en krone for det. Men Steinaa stillede mig i udsigt, at hvis Filminstituttet godkendte projektet og gav støtte, ville jeg få en lønforhøjelse på 500 kr. om måneden, hvilket i så fald betød, at min månedsløn ville blive på 2000 kr.. Det var selvfølgelig altid noget med en lønforhøjelse på 500 kr., selv om jeg dog ikke var helt tilfreds med tilbuddet, men foreløbig lod jeg som om jeg accepterede det.
     Set i tilbageblik er det i øvrigt ganske utroligt, hvad nogle af os tegnere og animatorer fandt os i af arbejds- og lønvilkår i 1950’-60’erne, men det skyldtes primært, at der ikke var mange andre muligheder, end eksempelvis Nordisk Tegnefilm, hvis man vel at mærke ville lave delvis traditionel tegnefilm. Det er jo f.eks. ubegribeligt, at jeg som erfaren animator og tegnefilminstruktør var nødt til, at arbejde for en månedsløn på 1500 kr. i årene 1959-70, uden nogen lønstigning eller anden form for godtgørelse, bortset naturligvis fra betalt sommerferie og helligdage. Det blev der heldigvis ændret på i løbet af 1970’erne, hvor blandt andre Jannik Hastrup gjorde sit til, at der blev lavet en overenskomst med Filmarbejdernes Fagforening (FAF) om mindstelønninger for folk i tegnefilmbranchen. Men den ordning kom jeg ikke selv ind under, fordi jeg på det tidspunkt arbejdede som selvstændig sammen med Flemming Jensen. Vi betalte dog vores faste så vel som løse medarbejdere efter den gældende tarif. 

     I de måneder, hvor jeg arbejdede over hos Steinaa, spiste jeg faktisk ikke aftensmad. Det skyldtes primært, at jeg var vegetar, og jeg ønskede ikke at være til besvær i den anledning, så derfor takkede jeg nej til at spise med hos Steinaa’erne. Det var i reglen Kirstens mor, Fru Jensen, der lavede aftensmaden i det Steinaa’ske hjem, men det hændte lejlighedsvis, at det var Steinaa selv, der påtog sig opgaven, men aldrig Kirsten, som var uvenner med køkkengrej og uvant med madlavning. Det hændte et par enkelte gange, at Ib f.eks. sagde: ”Jeg kan da godt lave et par spejlæg til dig, hvis du synes!?” Det lød jo sådan set fristende, så derfor sagde jeg ja tak. Den aften spejlede Steinaa 20 store æg på stegepanden, hvorfor jeg tænkte: ”Nå, familien skal nok ha’ spejlæg i dag!” Men forbløffet blev jeg, da han kun delte æggene ud i to portioner med tre til mig og sytten til ham selv! Da han så min forundring, sagde han: ”De andre har allerede spist! Det er kun os to, der mangler!”

     Men for øvrigt ydede Kirsten også en relativt stor indsats i forbindelse med ”Robinson Columbus”-projektet, idet hun fotokopierede samtlige tekstsider i 20 eksemplarer. Kopieringen af Steinaas illustrationer, alle i sort streg, var derimod overladt til mig, fordi de krævede en vis kunstnerisk styring og indstilling af kopimaskinen, som var forskellig fra tegning til tegning. Der var eksempelvis anvendt mange skraveringer i tegningerne, og hvis man ikke indstillede kopieringen rigtigt, flød skraveringerne sammen til en sort plamage.
     Da drejebogen efter en uges tid med fotokopiering i tyve komplette eksemplarer endelig forelå færdig og et budget, der lød på 1,4 mill. kroner, var blevet udarbejdet, indsendte Steinaa’erne en ansøgning til Det Danske Filminstitut om produktionsstøtte. Herefter var det bare at afvente, hvornår ansøgningen blev behandlet og enten godkendt, delvis godkendt eller forkastet. Men ventetid er som bekendt ikke særlig rar, især ikke når det drejer sig om at få at vide, om man er købt eller solgt.

Nyt og avanceret trickbord
Efter at Steinaa var blevet færdig med drejebogen og tegningerne til den, begyndte han også at tegne konstruktionstegninger til et nyt og ret specielt trickbord, som i første omgang skulle bruges i forbindelse med produktionen af  ”Robinson Columbus”. Undervejs konfererede han med mig om de forskellige funktioner, som trickbordet skulle have, idet hensigten var, at man skulle kunne lave trickoptagelser med både ovenlys og underlys, og i flere planer. Ovenlyset skulle belyse de planer, hvor animationen blev udført, mens underlyset især skulle bruges i form af bagprojektion, det vil sige, til at projicere f.eks. realoptagelser op under glasplanerne, således at man allerede under optagelsen på trickbordet kunne kombinere animationen i form af de medvirkende figurer, så som Robinson Columbus og de øvrige personer, med i dette tilfælde live-action optagelser. En teknik, som Ib Steinaa med rette mente ville betyde en besparelse i både tid og penge, og som derfor muliggjorde, at et filmprojekt som det aktuelle, ville kunne udføres af forholdsvis få mennesker, og ikke, som tilfældet normalt er med tegnede film af spillefilmslængde, ville kræve et stort antal medarbejdere og en større økonomisk investering. Desuden mente Steinaa, at filmen med sin simplificerede animationsteknik i form at cut-out-figurer og flytteanimation ville kunne færdiggøres på betydeligt kortere tid, end en tegnet film af spillefilmslængde.
     Det med den relativt kortere produktionstid for en film som ”Robinson Columbus”, viste sig imidlertid allerede fra starten ikke at kunne holde stik, idet deadline blev betragteligt overskredet. Men installeret blev det nykonstruerede trickbord, som et firma i Gentofte stod for bygningen og installationen af. Herunder viste det sig nødvendigt dels at save egetræsgulvet op i en stor firkant, for at kunne støbe et forstærkende fundament under apparaturet, og dels at der måtte laves et stort firkantet hul og bygges en mindre tårnagtig overbygning i husets tagkonstruktion, således at de to kamerasøjler kunne få plads i højden. Da stålskelettet til trickbordet var sat op og fastgjort med bolte til cementfundamentet, fik husets tre småbørn et ekstra legeredskab, idet de kravlede rundt i det så godt de kunne. Det sagde hverken Steinaa eller Kirsten noget til, selv om ungerne faktisk godt kunne være kommet til skade og slå sig til blods på de hårde stålstivere. Så vidt jeg erindrer, var der dog ingen af dem, der kom noget alvorligt til på den måde.  

Dagligt liv hos Steinaa’erne
Apropos Steinaas tre mindreårige børn, Camilla, Lucilla og Grane, så legede eller opholdt de sig overalt i huset i dag- og aftentimerne, også i den del af huset, der tjente som tegnestue for Ib og mig, men eftersom det på det tidspunkt for det meste var mig, der udførte det daglige arbejde, var det derfor også kun mig det kunne forstyrre. Det skal dog siges, at børnene var meget søde og omgængelige, og hvis man bad dem om at være lidt rolige eller gå et andet sted hen og lege, så gjorde de det i reglen uden at protestere. Personlig kunne og kan jeg godt lide børn, og eftersom jeg arbejdede til langt ud på aftenen i cirka et halvt års tid, fik jeg et godt omend ufrivilligt indblik i familiens private liv. Det var i hovedsagen Kirstens mor, Fru Jensen, der tog sig af børnene om dagen, og hun sørgede i reglen for, at børnene enten kom ud at lege eller opholdt sig steder i huset, hvor det var til mindst gene for tegnestuen.
     Det relativt tætte private forhold til Steinaa-familien, betød også, at jeg nogle gange var tilskuer til børnenes udendørs leg i den store baghave. Eksempelvis var der i vinteren 1969/70 faldet en del sne, og eftersom baghaven skrånede ned mod den da tilfrosne Birkerød Sø, benyttede børnene skråningen som kælkebakke. Situationen var imidlertid den, at det var begyndt at tø, således at snelaget var sjappet underneden, hvilket jeg ikke i første omgang var opmærksom på. På et tidspunkt satte den cirka fireårige Grane sig op på kælken og ville have mig til at give sig et kraftigt skub, så han kunne glide helt ned til søbredden. Det gjorde jeg så, men blev straks efter klar over, at skubbet var så kraftigt og at skråningen hældede så meget, at han og kælken med al sandsynlighed ville ende et stykke ude på den tilfrosne sø, som ligeledes var begyndt at tø.
    Forskrækket over, hvad der muligvis kunne ske med Grane, løb jeg alt hvad tøj og remme kunne holde efter ham, for om muligt at stoppe kælken, men efter et par meter gled jeg på grund af det sjapvåde sneunderlag, så jeg faldt pladask på ryggen og blev liggende, mens jeg dog til min store glæde så, at kælken med Grane heldigvis stoppede af sig selv en lille meter fra søens kant. Kirsten kom hurtigt til og fik bragt drengen i sikkerhed, mens jeg måtte ind og låne noget af Ibs undertøj og hans slåbrok, som i begge tilfælde var ekstra large størrelse. Tøjet så aldeles komisk ud på mig, idet jeg kun brugte størrelse medium. Mit eget tøj blev hængt til tørre foran pejsen, men blev ikke tørt nok til at tage på, før 3-4 timer senere. 

     I de følgende måneder arbejdede Ib Steinaa og jeg intenst med at udforme hans ”Robinson Columbus”-projekt. I løbet af sommeren dikterede han og jeg tegnede en scribble board, og det foregik fortrinsvis på den måde, at vi sad udendørs, hvor Steinaa gennemgik filmens handling scene for scene, alt imens jeg søgte at visualisere handlingsgangen gennem at skitsere en såkaldt scribble-board. Det vil sige, et visuelt forløb af handlingen, men kun tegnet i skitsetegninger. Meningen var, at disse senere skulle rentegnes, men det kom jeg af god grunde ikke selv til at opleve.
     Steinaas græsplæne skrånede som nævnt lige ned til Birkerød Sø, og ved bredden var der en lille bro, hvor en robåd lå fortøjet. På dage, hvor det var særlig varmt, sejlede Steinaa og jeg ud på søen og fortsatte arbejdet, mens vi lod båden drive for strømmen. Før vi sejlede ud, havde vi bundet 6 pilsnere fast til et tov, hvis ene ende var bundet til bådens agterstavn, hvorefter den ende af tovet med pilsnerne sænkedes ned i det kølige vand og slæbte efter båden, når vi roede ud. Når så tørsten meldte sig, halede vi tovet op og løsgjorde et par dejligt kølige pilsnere. På den måde tilbragte vi 2-3 timer ude på søen, alt imens Steinaa fortsatte med at gennemgå ”Robinson Columbus”-filmen scene for scene, mens jeg fortsatte med at scribble ideerne ned på en lille skitseblok.

     Ind imellem det daglige arbejde med forberedelserne til produktionen af ”Robinson Columbus” fik fantasien frit løb, og det hændte derfor at jeg tegnede nogle skitser, som kun indirekte havde med filmen at gøre. Herunder ses en af disse tegninger: 

- ”Allow me, my Lady! – Let’s use the Bee-to-Flower Method!”
Tegning: © 1970 Harry Rasmussen.

    Men eftersom det trak ud med Filminstituttets afgørelse vedrørende produktionsstøtte til ”Robinson Columbus”-filmen, faldt Ib tilbage til sin gamle vane med at kigge dybt i glasset. Og snart var hans eget forbrug af øl og whisky atter steget faretruende, og Kirsten, som var begyndt at brygge sin egen vin, var også ofte snaldret allerede hen over middag, hvor begge da også forsvandt ind i soveværelset for at tage sig en højst nødvendig middagslur, eller rettere: For at sove rusen ud. Først nogle timer senere vendte først Kirsten og derefter Ib tilbage, hun til sine forskellige gøremål og han til sit tegnebord, hvor han satte sig for at vågne helt. Han livede faktisk først op omkring normal arbejdstids ophør, det vil sige kl. 17, og så var han igen parat til at tage fat på, hvad der aktuelt var af arbejde, der skulle udføres. Han overlod dog de allerfleste af de kommercielle opgaver til mig og syslede selv forsat med ”Robinson Columbus”-projektet.

Personlige problemer på Søvej
På baggrund af de relativt få ordrer på tegnefilm eller tegnefilmindslag, der på den tid indløb til Steinaa Film, stod det mig efterhånden klart, at jeg befandt mig på en synkende skude. Tanken om at søge andre græsgange begyndte derfor så småt at modnes hos mig, især da jeg allerede i 1968 havde fået det første tilbud fra Leif Beckendorff, Spectrum Film, om at skifte over til dem og fortsætte med at arbejde der. Her i 1969 fulgte så det andet tilbud fra Spektrum Film, men denne gang formidlet af Flemming Jensen, som efter sin fyring hos Steinaa, selv var blevet ansat hos Spectrum Film, og som havde anbefalet mig. Og det ville jo så også have betydet, at jeg endnu engang ville være kommet til at samarbejde med min gamle ven og læremester, Børge Hamberg, men da jeg ikke kunne tænke mig at arbejde under Beckendorff, takkede jeg pænt nej.
     Man kan sige, at det var heldigt, at jeg også denne gang takkede nej til tilbuddet fra Spektrum film, for ikke så længe efter var Flemming blevet ’fritstillet’ fra Spectrum Film, angiveligt fordi der ikke var tegnefilmopgaver nok til både ham og de øvrige kreative medarbejdere, som på det tidspunkt var Jakob Koch og Birgit Bennedbæk. Flemming var derfor begyndt at arbejde freelance og havde som sådan fået en hel del tegnefilmopgaver at lave, så mange, at han på et tidspunkt i begyndelsen af året spurgte mig, om ikke jeg kunne hjælpe ham med nogle af opgaverne, hvilket jeg gik med til. Det så meget mere, som at jeg følte at Steinaa havde snydt eller røvrendt mig. Derfor animerede jeg enkelte opgaver for Flemming i min fritid, nemlig med henblik på, at der måske snarest ville blive opgaver nok, så jeg kunne skippe jobbet hos Steinaa’erne.

     Den omstændighed, at familien Steinaa boede i eget moderne hus i ideelle omgivelser på Søvej 10 A i Birkerød, forhindrede naturligvis ikke, at også de kunne få problemer af både erhvervsmæssig og personlig karakter. Erhvervsmæssigt var der af familieøkonomiske grunde f.eks. sket det, at Kirsten var blevet ansat som freelance medarbejder på tidsskriftet ”Bo Bedre”, hvor hun fik til opgave at skrive forbrugeroplysninger. I det øjemed fik hun leveret de genstande, hun skulle anmelde, hjem i privaten, for at afprøve og bedømme disses kvalitet. En af genstandene var eksempelvis en motionscykel, og den blev til stor fornøjelse både for de voksne og børnene, men hvordan Kirsten bedømte dens funktionsdygtighed og kvalitet, har jeg ingen viden om, kun, at hun regnedes for en skarp kritiker.

     I øvrigt var både Ib og Kirsten personlighedsmæssigt set et par selvoptagne mennesker, for hvem stort set alt kun drejede sig om dem selv og deres, og kom de en gang imellem til at træde nogen over tæerne, var det bare ærgerligt. Det følte de tilsyneladende ingen skrupler eller anger over, i hvert fald ikke så vidt jeg ved. Der havde jo i tidens løb været nogle arbejdsmæssige kontroverser imellem os, som dog var gemt, selv om de ikke var glemt. Men det skal siges, at Ib og Kirsten hver især også havde deres gode sider, selvom disse ind imellem kunne være svære at få øje på. Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg selv var den store uskyldighed, og heller ikke, at jeg ville eller vil sætte mig til moralsk dommer over andre mennesker.
     En aften, mens vi arbejdede over på ”Robinson Columbus”, sad vi alle tre henne i deres sofaarrangement ud for et af de store fra gulv til loft-vinduer i stuen og snakkede om løst og fast. Herunder blev der tømt adskillige glas af den æblevin, som Kirsten selv bryggede, og som også jeg fik smagt på, omend ikke så kraftigt som mine to foresatte. På grund af sin beruselse varede det dog ikke længe, før Ib rejste sig og gik ind i privaten for at lægge sig til at sove, og imens fortsatte Kirsten og jeg hyggesnakken. Lige siden min ansættelse hos Nordisk Tegnefilm i 1959 havde hun og jeg kun talt sammen om arbejdet og de problemer, der jo uvægerligt opstod ind imellem. Det var sjældent, at vi havde lejlighed eller mulighed for at snakke mere privat sammen. Jeg vidste, at Kirsten var uddannet folkeskolelærer og havde arbejdet som sådan, indtil hun og Ib genoplivede Nordisk Tegnefilm i slutningen af 1957, til dels takket være en arv, som Kirsten fik udbetalt efter sin afdøde far, og som blev brugt til at købe aktier for i selskabet. Så vidt jeg var orienteret, ejede Ib og Kirsten aktiemajoriteten, mens Sevel og Nordisk Film Kompagni deltes ligeligt om resten af aktierne. Det betød i praksis, at Ib og Kirsten havde kunnet disponere og dirigere firmaet efter deres eget behov og egne ønsker i det daglige, men når der skulle træffes særlige afgørelser, som f.eks. da der skulle indføres lørdagsfri, måtte Sevel og direktør Brøndum inddrages i beslutningsprocessen.
     Imidlertid er jeg ikke klar over, om Ib og Kirsten solgte deres aktier i Nordisk Tegnefilm til Sevel eller Nordisk Film, da de ønskede at starte for sig selv, men jeg har en kraftig formodning om, at Kirstens mor, Fru Jensen, som boede i sin egen lejlighed i huset og som til daglig fungerede både som børnepasser og kok, havde gjort det muligt for sin datter og svigersøn at starte deres helt egen tegnefilmvirksomhed. Det, der i så fald muliggjorde det, var, at Fru Jensen, som i flere år havde været enke, var den lykkelige ejer af en mængde værdifulde aktier og obligationer. Hun var kort og godt økonomisk velstillet, selv om man ikke kunne mærke det på hende. Dertil kom, at hun var et venligt, elskeligt og omgængeligt menneske. I praksis var grunden til, at Steinaa Film blev stiftet, den omstændighed, at provenuet på filmen ”Sort på hvidt” ubeskåret tilfaldt Steinaa Film alias Ib og Kirsten. Disse penge blev der så afgjort også brug for, både privat og firmamæssigt.

     Men denne aften steg Kirstens beruselse naturligt nok proportionalt med indtaget af antal glas selvbrygget æblevin, og i samme grad løsnedes tungebåndet, som normalt var fåmælt og kontant. Kirsten betroede mig nu, at hun var fortvivlet over Ibs faretruende stigende daglige alkoholforbrug, som efterhånden havde stået på i nogle år. Hun var ikke mindst bekymret på sine tre mindreårige børns vegne, som hun forudså risikerede at ville blive faderløse i en ung alder. Så vidt jeg erindrer, var Camilla omkring 8 år, søsteren Lucilla omkring 6 år og broderen Grane omkring 4 år på det tidspunkt. Men det bekymrede hende også arbejdsmæssigt, for Ib var oftere og oftere for træt og sløv til at præstere, hvad han ellers var i stand til. Manden var jo højt begavet og kreativt talentfuld på flere områder: En god tegner, en dygtig animator, rimelig god instruktør, samt komponist og sangskriver. Kirsten appellerede derfor til mig, om ikke jeg kunne prøve at påvirke Ib til at nedtrappe sit alkoholforbrug, ved f.eks. oftere at sige nej tak, når Ib bød på øl og whisky. ”Du har jo helt tydeligt ikke Ibs trang og behov, så du kunne gøre mig en stor tjeneste, hvis du ville gøre det”, sagde hun i et bedende tonefald, som var usædvanligt for hende og hendes personlighed. ”Jeg vil da gerne prøve,” sagde jeg, ”men det bliver helt bestemt en svær opgave, som jeg ikke helt er klar over, hvordan jeg skal gribe an!” – ”Du kunne f.eks. oftere finde på en undskyldning og sige, at du ikke har tid, når han be’r dig om at gå over til købmanden efter øl eller whisky!”, foreslog Kirsten, og tilføjede: ”Han er nemlig for mageligt anlagt til at gide gå over og hente det selv! Og selv om han måske bliver lidt sur på dig lige i øjeblikket, så ved han inderst inde godt, at det tjener til hans eget og hans families bedste.”

     Kort efter denne samtale forlod jeg huset og kørte hjem i min beskedne Obel Olympia, som stod parkeret ude foran garagen ved siden af Steinaas store flotte Volvo Stationcar. På hjemturen følte jeg mig temmelig utilpas til mode efter samtalen med Kirsten, for jeg vidste med mig selv, at der sikkert skulle meget mere til, end det jeg formåede, for at få Ib til at nedtrappe sit efterhånden betragtelige alkoholforbrug. Men tilfældet eller skæbnen om man vil, kom mig faktisk i forkøbet, for netop dagen efter kom der besked fra Filminstituttet om, at det kontraktlige forskud på 1/3 af produktionsbeløbet ville blive udbetalt snarest. Det betød, at det praktiske arbejde på produktionen af ”Robinson Columbus” nu for alvor skulle sættes i gang, og lige præcis den omstændighed bevirkede, at Ib selv indså nødvendigheden af at nedtrappe sit alkoholforbrug så kraftigt, at han igen kunne fungere optimalt.
     I daglig praksis betød det endvidere, at Steinaa bestemte, at vi i løbet af sommeren og eftersommeren skulle optage de live action-scener  og trickscener til ”Robinson”, dels i Trylleskoven ved Tisvilde Hegn og dels hjemme i Steinaas køkken, som vi fandt ud af glimrende kunne illudere det sted, hvorfra Robinson drager ud i verden i sit skib. Skibet var en picnickurv på køkkenbordet, som skulle forestille havnekajen, hvorfra Robinsons ’skib’ skulle afsejle, og hvorfra filmens handling derfor tog sin begyndelse.

En stor skuffelse
Der var imidlertid det problem med meddelelsen fra Filminstituttet, at der som nævnt kun var tale om en delvis godkendelse af budgettet til ”Robinson Columbus”-filmen, idet man nok anerkendte filmprojektets kvalitet, men desværre ikke så sig i stand til at støtte med det ansøgte produktionsbeløb.
    Mærkværdigvis fortalte Ib mig ikke noget om Filminstituttets afgørelse den første dag efter modtagelsen af brevet, ja, han viste sig slet ikke på tegnestuen, men dagen efter kom han ind og begyndte at vandre hvileløst frem og tilbage i rummet. Først efter nogen tid stoppede han op ved siden af mit bord og sagde med lavmælt og grødet stemme: ”Ja, vi har altså fået godkendelse på drejebogen til ”Robinson Columbus”, men Filminstituttet vil ikke støtte med det fulde beløb på 1,4 mill. kroner, men kun med halvdelen, altså 600.000 kr. Så du kan nok forstå, at det er en stor skuffelse for os, for med et så relativt lille beløb som 600.000 kr. vil filmen ikke kunne laves i sin oprindeligt tænkte skikkelse som en slags musical.”
     Efter disse ord genoptog en tydeligt altereret Steinaa sin hvileløse gang op og ned ad gulvet, indtil han åbenbart havde fået samlet mod til sig til det, han herefter havde at sige mig: ”Det er virkelig beklageligt og jeg er dybt ked af, at det med det reducerede produktionsbeløb ikke vil være muligt for os at betale dig de ekstra 500 kr. om måneden, som jeg ellers havde stillet dig i udsigt! Vores økonomi vil simpelthen ikke kunne hænge sammen, hvis vi skal det, og det håber jeg, du vil forstå!” Dernæst fortsatte han med at undskylde sig med, at der i forvejen var problemer med at få økonomien til at hænge sammen, fordi der jo, som jeg selv nok kunne indse, ikke var for mange brødopgaver at lave.
    Jeg blev nærmest paf ved den besked, især når jeg tænkte på, hvor meget Steinaa’erne selv ejede og havde, og hvordan de levede. Man kan for min skyld kalde det misundelse, hvis man vil, men foruden det store hus med stor grund til, velbeliggende ved Birkerød Sø, ejede de i hvert fald et temmelig stort maleri af maleren Peter Mønsted. Det forestillede en stille skovsø, men var foruden at være smukt også mesterligt malet. Det var vurderet til 16.000 kr. fortalte Ib, men han regnede med at kunne få mere for det ved eventuelt videresalg, hvilket dog ikke aktuelt var på tale. Desuden gjorde Steinaa’erne heller ingen hemmelighed af, at de ejede en mængde, ja, hele stabler af aktier og obligationer, hvilket jeg engang så ved selvsyn, da de en aften satte sig ved det store spisebord, for at gennemgå og sortere papirerne, som de til lejligheden havde hentet hjem fra bankboksen, hvor de til daglig blev opbevaret.

    Imidlertid ville Ib jo nu under alle omstændigheder være nødt til for alvor at gå i gang med at producere ”Robinson Columbus”, og karakteristisk nok valgte han først den nemmeste udvej, som bestod i, at han og jeg skulle tage på research på steder i Nordsjælland, som ville egne sig til optagelse af filmens realbilleder. Men samtidigt hermed blev han jo af økonomiske grunde nødt til at omarbejde og ændre på filmens handling, hvilket først og fremmest betød, at han måtte begrænse antallet af trickfilmscener med figuranimation mest muligt, og dels ved at skære i antallet af sange og musikalske indslag. Til gengæld skulle antallet af live-action scener forøges, idet sådanne var mindre tidskrævende og derfor også mindre omkostningskrævende, og det så meget mere, som at Steinaa havde ’skuespillere’ til gratis rådighed, nemlig i form af først og fremmest sønnen Grane, der blev hovedperson ved siden af filmens fantasifigur, Robinson Columbus. I den ny version tager filmen sin begyndelse ved familien Steinaas morgenbord, hvor hovedpersonen, en 9 års dreng (Grane), er mere interesseret i at læse børnebogen ”Robinson Crusoe”, end i at spise sit blødkogte æg. Da hans mor forgæves prøver at få ham til at spise ægget, bliver dette i hans fantasi levende og hopper rundt på bordet, udstyret med vinger og kam som en rigtig hanekylling. Senere på dagen, da det er hen mod aften, finder drengen frem til en forladt hønsegård, hvor han genser sin lille hanekylling fra morgenbordet. Kyllingen gør så stærkt indtryk på ham, at han samme nat drømmer om den og identificerer den med Robinson Crusoe og dennes eventyr.
     Den indledning på filmen havde ikke meget at gøre med den oprindelige idé med ”Ping Pong”, og heller ikke med den  begyndelse på handlingen i filmen, som Steinaa og jeg arbejdede på, da vi sad ude i hans have eller sejlede på Birkerød Sø og tegnede en scribble-board. Men der var i og for sig ikke noget i vejen med den ændrede og nye indledning, heller ikke selvom den blev indført af nødvendighedsgrunde. Se eventuelt nærmere om filmen i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1970 – 1980.

     For ikke at nogen skal tro, at jeg af skuffelse forholder mig negativt til ikke at have været med på produktionen af ”Robinson Columbus” hele vejen igennem, vil jeg her gerne indskyde, at jeg hellere end gerne havde set, at den ændrede og færdige udgave af Ib Steinaas langtegnefilm var blevet både teknisk og kunstnerisk vellykket. Men eftersom jeg aldrig har haft lejlighed til at se filmen, som omkring fem år senere fik premiere i Camera-biografen på Søndre Boulevard i København den 27. marts 1975, kan jeg derfor af gode grunde ikke udtale mig om den færdige films udformning eller kvalitet. Så vidt jeg er orienteret blev filmen eller uddrag fra den også vist i DR-TV på et tidspunkt, men heller ikke da havde jeg lejlighed til at se den. Men man må sige, at kritikerne stort set var positive i deres anmeldelse, hvilket dog åbenbart ikke havde nogen indflydelse på publikums opfattelse, for filmen blev relativt hurtigt taget af plakaten, og har så vidt jeg ved aldrig fået repremiere. 

     Imidlertid var der også et par reklametegnefilm for TUKO, der skulle laves, inden jeg selv kunne gå videre med arbejdet på ”Robinson Columbus”. Den ene var faktisk en slags ’jubilæumsfilm’, idet den ifølge mit regnskab var nr. 25, og den sidste TUKO-film, jeg lavede. Senere, i sommeren 1970, da Steinaa og jeg havde travlt med at forberede ”Robinson Columbus”, blev opgaven med at lave endnu tre TUKO-reklametegnefilm overdraget til Walther Lehmann, men uden at jeg vidste besked om det. Det fandt jeg først ud af en del år senere, da jeg genså Lehmann i forbindelse med min research omkring dansk tegnefilms historie. Men på det tidspunkt i 1970, der her er tale om, kom Kirsten en dag og bad mig om at låne tre af de kopier, jeg havde af samtlige de TUKO-film, jeg selv havde stået for. Hun begrundede lånet med, at de ikke selv lå inde med kopier af filmene, og nu stod de og skulle bruge disse til et ikke nærmere angivet formål. De nævnte tre kopier havde jeg så med til hende en af de nærmeste dage efter, men kopierne blev faktisk aldrig leveret tilbage, hvilket jeg for resten senere ærgrede mig en del over. Men Lehmann fortalt mig senere, at de tre kopier blev udlånt til ham, for at han kunne bruge disse som forlæg for de tre TUKO-film, han skulle til at lave for Steinaa. Lehmann var ikke ansat hos Steinaa på det tidspunkt, men arbejdede som freelance, og kun så længe produktionen af de tre TUKO-film varede.

Herover ses udkast til tre skidte fyre, som spillede en rolle i en reklametegnefilm for et opvaskemiddel, Det blev figuren til venstre, der gik af med sejren og blev den eksponent for snavs, som dog ikke kunne hamle op med det selvfølgelig effektive rengøringsmiddel. – Tegninger: © 1970 Harry Rasmussen & Steinaa Film.

1970 blev også min vemodige afsked med den populære TUKO-familie, idet den sidste film jeg lavede i serien var nr. 25, som havde arbejdstitlen ”Rævejagten”, og hvor jeg stod for idé, storyboard, layout, animation og instruktion, samt lyd og klip. Baggrunde: Ib Steinaa. Filmen handlede kort og godt om, at TUKO-far og TUKO-hunden forfulgte en ræv, som på alle måder søgte at undslippe at blive skudt. Under jagten gennem skoven anretter og dækker den forfulgte ræv lynhurtigt et ’kaffebord’ på en flad træstub, og slutter med at anslå gong-gongen som tegn til, at nu er det kaffetid. Det får TUKO-far og TUKO-hunden til at opgive jagten og lade den dybt udmattede, men lykkelige ræv være i fred. Herover ses animationsskitser til hundens løbebevægelser, tegnet af Harry Rasmussen.

Herover ses de ovenfor viste animationsskitser af TUKO-hundens løbebevægelser som kontinuerlig bevægelse.
Animation 1970 af Harry Rasmussen.

Herover ses en animationstegning til den sidste TUKO-film, jeg stod for, nemlig den, der havde arbejdstitlen ”Rævejagten”. Den blev så vidt jeg erindrer produceret i løbet af foråret 1970 og blev faktisk ganske vellykket.. Tegning: © 1970 TUKO & Steinaa Film. Kopi af tegning tilhører Harry Rasmussen.  

Herover ses det, hvordan de rentegnede bevægelsesfaser for så vel TUKO-hund som TUKO-far tager sig ud i et kontinuerligt forløb.
Animation 1970 af Harry Rasmussen.

Herover ses to siders udkast til en storyboard til en TUKO-film uden nummer, og som så vidt jeg husker aldrig blev til noget. Det fremgår formentlig af, at det sidste billede i storyboardet mangler. TUKO-familien havde jo helt fra starten en baby, så mon ikke det var derfor, at ovenstående idé ikke blev til noget. Men udkastet tegnede jeg i hvert fald  i løbet af foråret 1970.
Storyboard: © 1970 Harry Rasmussen.

Her ses den lykkelige TUKO-familie, dog uden bedstemor og bedstefar, som jeg med vemod måtte tage afsked med i 1970, efter at have arbejdet på serien i sammenlagt 6 år. – Scenebilledet er tegnet og animeret af mig. © 1970 TUKO & Steinaa Film. Kopi af billedet tilhører Harry Rasmussen.

En figur fra TUKO-filmene, som jeg især kom til at savne, var hunden, som stort set havde været med i samtlige TUKO-film i årene 1964-70. Scenebilledet er tegnet og animeret af mig. © 1970 TUKO & Steinaa Film. Kopi af billedet tilhører Harry Rasmussen.

     Da de igangværende reklametegnefilm var blevet lavet og afleveret, kunne vi kaste os over ”Robinson Columbus”-projektet, og det var på flere måder heldigt, for det var gået hen og blevet Steinaas hjertebarn. Derfor trappede han sit alkoholforbrug ned til næsten nul, for at kunne samle kræfterne og koncentrationen omkring filmen. Hen på sensommeren kørte han og jeg rundt i Nordsjælland, dels i egnen omkring Tisvilde og mere specielt Tisvilde Hegn, og dels i egnen ved Ramløse, for at finde landskaber og steder, der ville egne sig til locations i filmen. I Trylleskoven ved Tisvilde Hegn fandt vi nogle herlige steder med gamle krogede og snoede træer, som ville være ideelle som det sted, hvor Robinson havde sin hule og sit badekar i form af en vandfyldt fuglerede. Vi fandt desuden både den kornmark og det træbevoksede højdedrag, som skulle illudere henholdsvis det store åbne hav og øen, hvor Robinson redder sig i land og finder Fredag, som her i filmen havde skikkelse af en krage. 
      Fra Trylleskoven hjembragte vi nogle større og mindre flager bark fra de mosbegroede træer, og barkflagerne brugte jeg til at lime udenpå et skelet af hønsenet og avispapir, som blev formet som en kopi af den nederste del af et af skovens træer med et par store rødder, der løb ud til siderne. Den lignede til forveksling et rigtigt levende træ, og havde forneden et stort hul, som skulle forestille indgangen til Robinsons hule. Da vi under de efterfølgende filmoptagelser placerede kopien blandt de rigtige træer i Trylleskoven, adskilte det kunstige træ sig stort set ikke fra de naturlige træer.

     Trickfilmfotografen Harry Mortensen fra Bellevue Studiet i Klampenborg blev hyret som fotograf på såvel de indendørs- som udendørsscener, der skulle optages on location. Det drejede sig som nævnt dels om en del scener i Trylleskoven ved Tisvilde Hegn og dels om en del scener hjemme i Steinaa’ernes køkken, hvor køkkenbordet skulle forestille havnekajen, hvorfra Robinsons ’skib’ i form af picnickurven skulle afsejle, og hvor filmens handling derfor tog sit udgangspunkt.

     Vi tre, Steinaa, Harry Mortensen og jeg tilbragte nogle herlige dage med at filme i Trylleskoven og senere ved Ramløse. Vejret var sommerligt med høj blå himmel og store hvide skyformationer. Det kom der nogle flotte pittoreske scenebilleder ud af, så alle var glade, ikke mindst Ib Steinaa, som på denne måde så og følte, at hans oprindelige og mangeårige idé med ”Ping Pong” var på vej til at blive en realitet, men altså under titlen ”Robinson Columbus”. 

     Ind imellem udflugterne nordpå, gik jeg selv i gang med at fotografere en flettet picnickurv med låg, som var indkøbt til formålet. Kurven skulle fotograferes i alle mulige stillinger og fra forskellige synsvinkler, idet kurven på fotografierne skulle skæres ud og farvelægges og senere bruges under optagelserne på det nye trickbord. I det øjemed blev de nævnte fotos af picnickurven optaget på 9 x 12 cm planfilm, som bagefter kunne forstørres og kopieres efter ønske og behov, og males i en transparent halmgul farve på fotoet. Picnickurven skulle jo illudere det skib, som Robinson Columbus drager ud i verden med, og hvorunder ’skibet’ på et tidspunkt grundstøder på en stor klippe.
     Den nævnte klippe havde form af en stor sten i en kornmark, som illuderede det bølgende hav. Til det formål fremstillede jeg ’stenen’ af hønsenet overklistret med flere lag avispapir, som jeg derefter stænkede til med alle mulige dækfarver, således at stenen til slut kom til at ligne en rigtig kampesten. Men denne ’kunstige’ sten havde den fordel, at den var så relativt let af vægt, at den under filmoptagelserne nemt lod sig placere de steder i kornmarken, som egnede sig bedst til formålet.

Et eksempel på, hvordan figurerne i princippet var udformet til langtegnefilmen ”Robinson Columbus”. Som det fremgår af billedet til venstre er der tale om ’løse’ enkeltdele, som kunne samles til figuren til højre, og som der dels kunne flyttes rundt på og som dels kunne udskiftes under enkeltbilledoptagelsen på trickbordet. Ovenstående figur medvirker dog ikke i filmen, men var blot tænkt som en forsøgsfigur. Tegning: © 1970 Harry Rasmussen.

Denne sommer, 1970, havde min da 6-årige datter, Linda, og jeg tilbragt 14 dages campingferie sammen på min sommerhusgrund i Klint, lidt nord for Nykøbing Sjælland. Stedet lå og ligger ikke langt fra Lumsås på Sjællands Odde, og vi var inviteret til at komme og besøge Steinaa’erne i deres fine nye sommerhus. Det blev til en herlig eftermiddag, med solskin og varmt vejr hele dagen, og badning i havet og kaffedrikning og sodavand og is til børnene. Linda og Steinaa-børnene legede så godt sammen, at da vi først på aftenen skulle til at køre tilbage til Klint, ville børnene ikke skilles. På tilbageturen var Linda blevet så træt, at hun faldt i søvn på bagsædet af bilen.
     Det blev for øvrigt både første og sidste gang, jeg besøgte Steinaa’erne i deres sommerhus, for efter at have genoptaget arbejdet i Birkerød, skete der noget afgørende, i hvert fald for mit personlige vedkommende.

En beslutning modnes
Indtil videre fortsatte arbejdet som hidtil, men hen i september måned bestyrkedes jeg i min beslutning om snarest muligt at finde en anledning til at sige min stilling op hos Steinaa, men foreløbig arbejdede jeg videre som før. Ib og Kirsten var i stigende grad blevet noget i retning af alkoholafhængige, eller i hvert fald var Ib blevet det, for når han kom ind om morgenen til sit arbejdsbord ved siden af mig, rystede han sådan på hænderne, at han ikke var i stand til at holde på en blyant, endsige slå en lige streg. ”Ka’ du ikke hente mig en Ballantine!”, sagde han spagfærdigt, og jeg havde jo efterhånden lært, at det betød at jeg skulle gå over til købmanden og hente en flaske whisky af mærket Ballantine. Pengene var ikke noget problem, for Steinaa’erne var vant til at købe på klods hos den nævnte købmand, så whiskyen skulle bare skrives. Det var naturligvis lidt af et dilemma for mig at hente whiskyen, for Kirstens appellerende ord tonede frem i min bevidsthed. Imidlertid var hun ikke hjemme, og jeg kunne se, at Steinaa havde det elendigt og ikke ville kunne komme i gang med sit arbejde, før han fik sin ’medicin’. Så derfor sjoskede jeg – lidt slukøret – over til købmanden og hentede den eftertragtede drik. Jeg følte mig kort og godt som en formastelig synder, og det havde jeg det bestemt ikke godt med, for jeg var mig mit ansvar pinligt bevidst i forbindelse med arbejdet som tegner og animator, som tilmed var min store interesse og mit levebrød, og det ville jeg nødigt have skulle blive spoleret.
     Efter at have indtaget et passende antal glas whisky, skyllet efter med et par almindelige Tuborg, var Steinaa atter på højkant og parat til at tage fat på dagens arbejde. Men allerede hen over middag, cirka et par timer efter at han var kommet i gang med sit arbejde, blev han nødt til at gå ind og sove rusen ud. Han vendte først tilbage til arbejdet et par timer senere, og da var klokken blevet 15-15.30, så der kun var to til halvanden time til fyraften, hvilket han i øvrigt aldrig tog det så nøje med, for han var jo allerede hjemme, mens jeg havde i hvert fald omkring tre kvarters bilkørsel, før jeg var hjemme i Taastrup. Men i øvrigt tænkte jeg, hvordan Ib dog mon nogen sinde ville blive i stand til at gøre filmen færdig på den måde, han levede på. Jeg dristede mig aldrig til direkte at anmode ham om at geare ned på sit daglige alkoholforbrug, for dels vidste jeg, at han ville blive meget fornærmet, hvis jeg tillod mig det, og dels syntes jeg egentlig at det var en sag mellem ham og Kirsten. 

     Sådan gik den ene dag efter den anden, og jeg blev mere og mere betænkelig ved situationen. Imidlertid havde jeg i mellemtiden erfaret, at min tidligere kollega Flemming Jensen, som jeg hele tiden havde holdt forbindelsen med, havde været så heldig at få ordre på en tegnet kortfilm, som blev produceret af Ib Dam Film for Allers Reklamebureau. Filminstruktøren Flemming la Cour havde skrevet drejebogen og givet filmen titlen ”Hubert og den vanskelige kærlighed”, til hvilken Flemming Jensen havde lavet en storyboard, som nu også var blevet godkendt. Men han indså snart, at det ikke ville være overkommeligt for ham selv, at lave den store opgave med at tegne og animere filmen, så derfor spurgte han mig, om ikke jeg kunne have lyst til at komme og arbejde sammen med ham. Han mente med nogenlunde sikkerhed, sagde han, at der ville være arbejde på filmen til os begge to det næste trekvarte år, og desuden vidste han af erfaring, at der løbende ville indgå ordrer på reklametegnefilm og tegnefilmindslag samt på grafiske plancher, landkort og for- og sluttekster til kortfilm, og dette arbejde ville han i hovedsagen selv tage sig af. Det lød jo både fristende og lovende, og det blev da også signalet til, at jeg endelig tog den beslutning, at sige op hos Steinaa.

     Det kostede mig en del selvovervindelse, at gøre alvor af at sige op hos Steinaa, med hvem jeg indtil nu havde arbejdet sammen i 11 år, og stort set været glad for både arbejdet og samarbejdet. Men jeg havde indset, at det ikke ville have nogen fremtid for sig, hvis jeg fortsatte på den tydeligvis synkende skude, som jeg jo alligevel ikke havde hverken evner eller kræfter til at kunne rette op på. Så en dag hen i slutningen af oktober 1970 tog jeg mod til mig og meddelte Ib, at jeg havde tænkt mig at stoppe pr. 30. november. Han kiggede først ligesom forvirret og uforstående på mig, men sagde ingenting, så rejste han sig fra sin stol og uden at sige et ord forlod han tegnestuen og gik ind i privaten, hvor Kirsten opholdt sig. Her fortalte han hende åbenbart, hvad jeg havde sagt, for kort efter kom hun ind på tegnestuen og sagde, idet hun så vredt på mig: ”Hvad er det for noget med, at du vil holde op hos os!? Det kan du da ikke mene, nu da vi står med den store opgave foran os! Det vil være at svigte os!” – ”Det kan godt være, at du og Ib ser sådan på det, men jeg har i nogen tid overvejet og altså nu besluttet mig for at ville prøve noget andet!” svarede jeg. ”Det kan du simpelthen ikke være bekendt, Harry! Du skuffer mig virkelig!” sagde hun og drejede om på hælen og forsvandt tilbage ind i privaten.
     Den dag så jeg ikke mere til hverken Ib eller Kirsten, og selv om situationen selvfølgelig ikke var behagelig, hverken for dem eller mig, så måtte jeg for min egen skyld holde fast ved den trufne beslutning, uanset at virkningen af den blev, at jeg ville få en slem  sidste måned hos Steinaa Film, som selvfølgelig kunne blive nok så ubehagelig at komme igennem. Men der var foreløbig ikke andet for mig at gøre, end at lade som ingenting og fortsætte det arbejde, jeg var i gang med, som om intet usædvanligt var hændt. 

Iskold stemning
Det blev virkelig en slem måned at komme igennem, for Ib og Kirsten ignorerede mig stort set i de 30 dage, der var tilbage af min ansættelse hos Steinaa Film. Ib reagerede som sædvanligt med at blive og være fornærmet, som han altid blev, når nogen sagde eller gjorde ham imod. Men det hændte dog alligevel ind imellem, at han vekslede et par i reglen nødvendige ord med mig, hvorimod Kirsten lod mig forstå, at der var blevet kold luft imellem os. Det var stadigvæk ”Robinson Columbus”-projektet, jeg arbejdede på, men måtte selv finde ud af, hvad jeg ville lave, for fra da af blandede hverken Ib eller Kirsten sig i, hvad jeg foretog mig i de daglige 8 timer på tegnestuen. Tiden sneglede sig derfor afsted i de mange og lange dage, indtil ’befrielsens time’ slog den 30. november kl. 17. Cirka en halv time før arbejdstidens ophør, kom Kirsten ind på tegnestuen med en pose med min månedsløn og bad mig kvittere for beløbet. Uden et ord mere forsvandt hun derefter ind i privaten, og jeg så hverken noget til Ib eller Kirsten, da jeg lidt efter kl. 17 forlod tegnestuen og dermed også Birkerød for allersidste gang. Heller ikke børnene eller Fru Jensen fik jeg lejlighed til at sige farvel til.

     Det føltes underligt, eller snarere pinligt, at forlade et sted, hvor jeg nu havde arbejdet i 4 år, især på den måde, det skete, og besynderligt, at jeg var blevet luft for de mennesker, jeg i de år var kommet nær på, fordi arbejdet foregik i deres delvis private hjem. På hjemvejen i bilen trængtes alle mulige modstridende følelser i mig, for på den ene side var jeg trods alt ked af at forlade Steinaa’erne, som jeg havde haft et godt samarbejde med I omkring 11 år, og på den anden side glædede jeg mig og så frem til, at jeg allerede dagen efter, den 1. december 1970, skulle indlede mit samarbejde med den sympatiske og dygtige Flemming Jensen.

Den travle bi flyver videre til næste fortsættelse af dette personlige tilbageblik på mere end 50 års virke i den danske tegnefilmbranche.
Tegning: © 1970 Harry Rasmussen.

(Fortsættelse følger)

©  2009 Harry Rasmussen.