Nostalgisk tilbageblik 3

Nostalgisk tilbageblik 3
- flere nye indskudte betragtninger

Her har jeg atter fået lyst til at se tilbage i tiden, mere præcist 72 år tilbage, hvor jeg i julen 1939 for allerførste gang i mit liv så Disney’s Jule-Show i Metropol i København. Som tidligere omtalt, havde jeg set ”Snehvide og de syv Dværge” 2. juledag 1938 i KINO i Nakskov, hvor jeg med mine forældre og to småsøskende boede dengang. Vi flyttede til København den 1. april 1939. Men ”indvielsen” skete under et ferieophold hos mine morforældre, som i april 1938 også var flyttet fra Bursø ved Maribo til København. De havde min fætter i pleje, og han var FDF-spejder og kom i klubhuset ovre på Blågårds Plads, og her viste man lejlighedsvis ældre Chaplin-film og tidlige Disney-tegnefilm i 16mm format, i begge tilfælde stumme film og uden farver. Men dengang var man ikke bedre vant, så alene det, at noget bevægede sig på det hvide lærred, var interessant og spændende, og særlig godt var det, hvis filmene samtidigt var morsomme, og det var jo i reglen tilfældet med både Chaplins og Disneys film. De Disney-tegnefilm, børnepublikummet og jeg da 10-årige knægt så ved den lejlighed, var nogle af de herlige sort-hvide Mickey Mouse-film fra begyndelsen af 1930’erne, og de var ustyrligt morsomme og samtidigt spændende, fordi der var tale om konkurrence mellem Mickey og Sorte Per om, hvem af de to, der gjorde sig bedst fortjent til Minnies gunst.

På hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet, lå i årene 1914-82 den ærværdige biograf ”Metropol”, hvor især et børnepublikum siden 1934 havde kunnet glæde sig over det årlige ”Disney’s Jule Show” med de herlige, farvestrålende korte tegnefilm med Mickey Mouse, Anders And, Fedtmule og Pluto med flere, som altid vakte jublende glæde. Avisannoncerne for Juleshowet havde gennem alle årene samme design og typografi, som det ses på annoncen helt til venstre, men med forskellig tekst for hvert år. På fotoet til venstre ses Metropol, som dens indgang så ude i mangfoldige år, men naturligvis med skiftende plakater og udstillingsbilleder. Kilde til foto ubekendt. På fotoet til højre ses biografen, som senest er blevet til butik for tøjfirmaet Hennes & Mauritz. - Foto © 2001 Harry Rasmussen.

Men i Disney’s Jule-Show 1939 var de 6 korte tegnefilm, der blev vist ved den lejlighed, alle i strålende farver. De pågældende film var 1. ”Den tapre skrædder” (1938; The Brave Little Taylor”), 2. ”Tyren Ferdinand” (1938; ”Ferdinand the Bull”), 3. ”De tre små grise på nye eventyr” (1939; ”The Practical Pig”), 4. ”Den grimme ælling” (1939; ”The Ugly Duckling”), 5. ”Anders And på glatis” (1939; ”The Hockey Champ”), og 6. ”Søspejdere” (1939; ”Sea Scouts”).

Det skal straks siges, at alle 6 tegnefilm gjorde et stort og uudsletteligt indtryk på mig, men mine favoritter var dog ”Den tapre skrædder”, ”Tyren Ferdinand” og ”Den grimme ælling”. Måske især fordi der var en episk handling i de nævnte tre tegnefilm, altså et indhold med en optakt og fortløbende handling med et klimaks og en finale. Det karakteristiske for de tre film var desuden, at bortset fra ”Den tapre skrædder”, hvori Mickey Mouse er hovedpersonen, så medvirkede der ingen af de velkendte og i øvrigt afholdte figurer fra Disneys figurgalleri. Men selvfølgelig syntes jeg også, at de tre andre og mere episodiske tegnefilm var morsomme, med deres mange finurlige påfund og gags.

På fotoet til venstre ses biografen BRISTOL i Frederiksberggade 25, som den så ud fra 1939 til den måtte lukke i 1966. På tegningen til højre ses BRISTOL’s forgænger KINOGRAFEN’s facade samme sted, og som denne formentlig så ud til kort før biografen midlertidigt lukkede i 1939 på grund af ombygning og derefter genåbnede 26. december samme år under navnet BRISTOL. – Fotoet af BRISTOL-biografen er fra Politikens Presse Foto og tegningen er fra Politikens omtale af KINOGRAFEN’s åbning 9. oktober 1906. Det Danske Filmmuseums Samling. De to billeder findes gengivet hhv. s. 24 og 218 i Erik Nørgaard: Levende billeder i Danmark – Fra den gamle biograf til moderne tider…”. © 1971 by Erik Nørgaard og Lademanns Forlagsaktieselskab, København.

Formentlig inspireret af Kinografens ”Muntre Show” i marts 1934, hvor der også vistes korte Disney-tegnefilm, begyndte Metropol også og i hvert fald lige siden 1935, at have sit ”Metropols Forårs-Show”, som vistes i maj måned og hvor hver forestilling ligeledes var af omkring 1 times varighed. Ved disse forårsshows vistes også 6 af Disneys korte tegnefilm. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, så sluttede Metropol med sine forårsshows i 1939, men jeg har dog ikke haft lejlighed til eller mulighed for at se disse forårsshows, idet jeg som nævnt først flyttede til København i april 1939, og da var der til at begynde med meget andet at tænke på, end at se tegnefilm og film.

Hvad angår Mickey Mouse, så havde man under titlen ”Mikkel Mus”, kunnet se denne figur som helsides tegneserie i ”Søndags B.T.” fra og med avisens nr. 5, 1931. Som hverdagsstribe under samme titel, ”Mikkel Mus”, kunne figuren også ses i ”B.T.” fra og med 18. april 1934.

Her skal for nostalgiens skyld nævnes hvilke korte Disney-tegnefilm, der blev vist ved Metropols Forårs-Show i maj 1939. Det drejer sig om følgende herlige film: 1. ”Mickeys papegøje” (1938; ”Mickey’s Parrot”), 2. ”De små havfruer” (1938; ”Merbabies”), 3. ”Hollywood-Stjerneparaden” (1938; ”Mother Goose goes Hollywood”), 4. ”Anders And som golfspiller” (1938; Donald’s Golf Game”), 5. ”Anders Ands Tycho Brahesdag” (1939; Donald’s Lucky Day”), og 6. ”Hunde-udstillingen” (1939; Society Dog Show”).

Hvad angår Metropols Jule-Shows, så begyndte disse vistnok i 1934, og ved det første af disse vistes følgende korte Disney-tegnefilm: 1. ”Julenat” (1933; ”The Night Before Christmas”), 2. ”Den legesyge Trofast” (1934; ”Playful Pluto”), 3. ”Mickey i Lilleputternes Land” (”Gulliver Mickey”), 4. ”Den dovne græshoppe” (1934; ”The Grasshopper and the Ants”), 5. ”Rødhætte, ulven og de tre små grise” (1934; ”The Big Bad Wolf”), og 6. Denne film er det desværre ikke lykkedes mig at finde titlen på.

Dette år, 1934, debuterede Anders And (Donald Duck) i ”Den kloge lille høne” (”The Wise Little Hen”), men i Danmark kunne den rappe and første gang ses i Metropols Forårs-Show i april 1935, i film som ”Mickey som teaterdirektør” (”Orphans’ Benefit”). Som tegneserie begyndte ”Anders And” i Danmark i ”Dansk Familieblad” nr. 49, 4. marts 1935, altså før, han sås i Metropols Forårs-Show samme år.

Mesterlige tegnefilm
Dengang i 1930’erne tænkte jeg ikke så meget på, hvilke animatorer og andre vigtige medarbejdere hos Disney, der stod bag de enkelte korte tegnefilm, som på den tid heller ikke havde andre navne end Walt Disney på creditlisten, som lød ”Walt Disney presents”. Så ligesom de fleste publikummere troede jeg, uden at reflektere nærmere over det, at det måtte være Walt himself, der tegnede alle filmene. En i øvrigt utroligt naiv tankegang, som imidlertid blev kraftigt understøttet af den publiceringsstrategi, der velovervejet blev brugt fra Walt Disney Productions side. Almindelige biografpublikummer var jo for resten bedøvende ligeglade med, hvem der havde lavet tegnefilmene, bare de var morsomme og underholdende, og det var de jo. Og ”varemærket Walt Disney” garanterede for filmenes kvalitet, for the big boss stræbte altid efter at gøre sine tegnefilm så teknisk og kunstnerisk perfekte, som overhovedet muligt med det kreative og reproduktive personale, han til enhver tid havde til sin rådighed.

Der er i tidens løb blevet sagt og skrevet mange knubbede ord om den magtfulde Walt Disney, om hans personalepolitik og hans højreorienterede politiske holdninger, men man kan ikke tage fra ham, at han var personligt ansvarlig for produktionen af et efterhånden stort antal både korte og lange underholdningstegnefilm. De fleste af filmene, især langtegnefilmene, er af en førsteklasses kunstnerisk og teknisk kvalitet. Men for kritiske og højbrynede folk, særligt i 1960’erne, for hvem alene ordet og begrebet underholdning var og er et fy-ord, var der tale om film med en banal kunstnerisk stil og et banalt og trivialt indhold. Hvad de pågældende kritikere ikke så, eller måske med vilje lukkede øjnene for?, var, at nogle af de bedste og mest kreative mennesker i hans stab af medarbejdere, var folk, der havde været ansat hos ham lige siden begyndelsen af 1930’erne. Disse folk var det, der i deres daglige slidsomme arbejde var med til at realisere de ambitioner og drømme om produktion af kvalitetstegnefilm, som både de selv og deres entreprenante arbejdsgiver havde. For mit personlige vedkommende, vil jeg tillade mig at sige, at ambitionerne og drømmene gik i opfyldelse.

Blandt Walt Disneys store personlige fortjenester i forbindelse med hans produktion af tegnefilm, var den konstante drive efter at producere stadig bedre tegnefilm. Penge betød for ham primært midler til at investere i firmaet, som derved sattes i stand til at forfølge de mål, han havde sat sig for udvikling af tegnefilmmediet. Hans ambitionsniveau var højt, især set i relation til de tegnefilm, som både andre og han selv producerede i slutningen af 1920’erne og de første år af 1930’erne. Men kort før produktionen af Snehvide –filmen, som påbegyndtes i 1934, iværksatte Disney et undervisningsprogram, som i øvrigt blev sat på print i det berømte 8 sider lange brev af 23. december 1935 fra Walt til studiernes kunstneriske vejleder, Don Graham, og som skulle vise sig at give især hans kreative stab et kraftigt lift i både kunstnerisk og teknisk henseende. Dette lift kom først og fremmest Snehvide-filmen til gode, men kom også til at præge de efterfølgende både korte og lange tegnefilm. Det er således tydeligt for enhver sagkyndig, at der skete en betydelig kvalitetsændring og forbedret standard af Disneys korte tegnefilm fra og med 1935 og fremefter, og det samme var tilfældet med langtegnefilmene, hvilket allerede fremgår af ”Pinocchio” og ”Fantasia”, begge fra 1940.

Walt Disney holdt selv tidligt op med at tegne og animere, han holdt faktisk op med det under produktionen af ”Alice in Cartoonland”-serien og overlod disse funktioner til sine nærmeste betroede medarbejdere, hvorefter han koncentrerede sig om filmenes produktion og distribution. Men i sine yngre dage og mange år frem, var han, ud over at være produktionsleder, også selv aktiv som inspirator og vejleder, særlig når det gjaldt story og storyboards, lige som han personligt kunne agere og karakterisere tegnefilmfigurernes karakter og adfærdsmønster. Det er også kendt, at han fra starten af Mickey Mouse-serien og en del år fremover, selv lagde falsetto-stemme til Mickey. Walt Disney var altså meget andet og mere end den filmmagnat, som misundere og modstandere ville gøre ham til. Og hans indsats og betydning som tegnefilmproducent er eventyrlig og enestående. Fra en beskeden start i Kansas City i 1919, hvor Disney som kun 18-årig sammen med bl.a. sin første kreative medarbejder, Ub Iwerks, producerede de såkaldte ”Laugh-O-Grams”, drev han – fra 1923 sammen med sin broder Roy Disney, der især fungerede som økonomisk rådgiver – firmaet ”Disney Brothers, Inc.” på Kingswell Avenue i Los Angeles og frem til det berømte firma ”Walt Disney Studios” med adresse på Hyperion Avenue, ved Sunset Boulevard, også i Los Angeles, og derfra til det om muligt endnu mere verdensberømte tegnefilmforetagende ”Walt Disney Productions” på Buena Vista Street i Burbank i det nordlige Hollywood.

En stor dag: Walt Disney aflagde i juli 1959 besøg hos A/S Nordisk Tegnefilm på Mosedalvej i Valby. Her ses Disney med følge i den tegnestue, hvor Anton Fredsøe, Antti Peränne og jeg, Harry Rasmussen, sad og arbejdede. Det er naturligvis Disney i midten af billedet, til venstre for Walt Disney, ses Anton Fredsøe siddende ved sin tegnepult, medens hånden forneden til venstre tilhører mig, Harry Rasmussen, som vender front mod Disney og deltager i samtalen. Til højre ses direktøren for Metropol Teatret og Mickey Mouse Corporation i Danmark, Jørgen Jørgensen, og direktøren for Nordisk Film Junior, Ove Sevel. Bag ved Jørgen Jørgensen anes (i mørk skjorte) Ib Steinaa. – Foto: © 1959 Poul Dupont.

Når man på ovenstående foto betragter den ældre og afslappede herre, som står med fronten til og hænderne dybt begravet i bukselommerne, skulle man ikke tro, at det er den verdensberømte tegnefilmkonge Walt Disney. Men det er det altså, og han var desuden meget ligetil at tale med, og selvom jeg var en helt ubetydelig lille dansk tegner og animator, så henvendte han sig dog også til mig, fordi han gerne ville vide, hvad det var jeg sad og tegnede på lyspulten. Det skal ikke gentages her, for det har jeg fortalt om i tegnefilmhistorien i afsnittet Dansk Tegnefilm 1950-1970 Del 2.

Men som sagt, så tænkte jeg som 10-årig tegnefilmfan ikke over, at der – selvfølgelig – stod en stor stab af kreative og reproduktive medarbejdere bag Walt Disneys tegnefilm. Besynderligt, for bare en lille smule viden og omtanke omkring tegnefilms tilblivelse, ville jo have kunnet fortælle mig – og andre – at det naturligvis var umuligt for en enkelt mand at fremstille selv en kortere tegnefilm, som jo desuden skulle produceres i løbet af en rentabel tid, hvis man skulle kunne leve af det. Faktum var og er da også, at der stod en stab på omkring en halv snes kreative mand og et vist antal inkers and painters, plus det tekniske personale, bag produktionen af en kort tegnefilm på ca. 8-10 minutter. Og de lange tegnefilm krævede selvfølgelig en endnu større medarbejderstab af både kreative, reproduktive og tekniske folk, som alle måtte ruppe neglene, for at overholde produktionstiden på omkring 3 år for de lange tegnefilms vedkommende.

Disneys kreative folk
Det var først engang i 1950’erne, da jeg selv vendte tilbage som professionel animator og senere tegnefilminstruktør, at jeg for alvor begyndte at interessere mig for, hvem der i grunden stod bag Disneys korte så vel som lange tegnefilm. Det var jo så heldigt, at der efter den store generalstrejke på Disney-studierne i 1941, blev indført credits for arbejdet for den kreative stabs vedkommende. På langtegnefilmene havde der jo været credits på filmene lige siden Snehvide-filmen, men med tiden blev der tilføjet flere og flere funktioner, som også skulle have navn med på filmenes creditlister, hvilket var noget medarbejdernes faglige organisationer stillede overenskomstmæssige krav om. Det førte efterhånden til, at der kom så mange navne med på filmene, at ingen mors sjæl kunne nå eller gad læse dem.

Denne situation ændrede sig i 1970’-80’erne, hvor der kom en del bøger om Walt Disneys tegnefilm på markedet, og heri kunne man som regel læse om en del af de mere markante medarbejdere hos Disney, ligesom man i 1980’erne, da videoen blev almindelig og Disneys film begyndte at udkomme på VHS, kunne læse credits på selve filmene. Det er navne på supervising directors, sequence directors, story adaptators, storyboarders, character designers, supervising animators, directing animators, animators, og desuden navne på art directors, production designers, layouters, backgroundpainters m.fl. Senere er de fleste af Disneys tegnefilm, korte som lange, udkommet på DVD og allersenst på Blue Ray.

På en langtegnefilm som “Snehvide og de syv dværge” var der en temmelig stor stab af både kreative og især reproduktive medarbejdere. For at tage navnene på den kreative stab i den ovenfor nævnte faglige rækkefølge, så var David Hand supervising director, sequence directors var Perce Pearce, Larry Morey, William ”Bill” Cottrell, Wilfred Jackson, og Ben Sharpsteen. Story adaptators var Ted Sears, Otto Englander, Earl Hurd, Dorothy Ann Blank, Richard Creedon, Dick Rickard, Merrill De Maris, og Webb Smith. Art directors var Charles Philippi, Hugh Hennesy, Terrell Stapp, McLaren Stewart, Harold Miles, Tom Codrick, Gustaf Tenggren, Kenneth Anderson. Kendall O’Connor og Hazel Sewell. Character designers var Albert Hurter og Joe Grant. Backgrounds stod dygtige folk som Samuel Armstrong. Mique Nelson, Merle Cox, Claude Coats, Phil Dike, Ray Lockrem og Maurice Noble for. Supervising animators var Hamilton Luske, Vladimir “Bill” Tytla, Fred Moore og Norman Ferguson. Den eventyrligt dygtige stab af animatorer var følgende: Frank Thomas, Dick Lundy, Art Babbitt, Eric Larson, Milt Kahl, Robert Stokes, James Algar, Al Eugster, Cy Young, Joshua Meador, Ugo D’Osi, George Rowley, Les Clark, Fred Spencer, Bill Roberts, Bernard Garbutt, Grim Natwick, Jack Campbell, Marvin Woodward, James Culhane, Stan Quackenbush, Ward Kimball, Wolfgang ”Woolie” Reitherman og Robert Martsch.

For de korte Disney-tegnefilms vedkommende var der i 1930’erne kun Walt Disneys eget navn på filmene, så derfor var der ikke credits til de kunstnere, som havde lagt kreative evner og kræfter til blandt andet de herlige korte tegnefilm, jeg så i Metropols Jule-Show 1939. Men senere er det dog lykkedes at opspore navnene på, hvem der var instruktører, animatorer og baggrundsmalere på filmene. At jeg fandt frem til medarbejdernes navne på Disneys kortfilm før 1942 skyldes delvis den dansk-hollandske animator og instruktør Hans Perk, som i særlig grad har interesseret sig for produktionen af Disneys lange så vel som korte tegnefilm helt tilbage fra 1920’erne og frem til nutiden. På forhånd vidste jeg, at nogle af hans tidligste kreative medarbejdere var folk som Ub Iwerks, Carmen ”Max” Maxwell, Ham Hamilton, Hugh og Walker Harman, Lorey Tague, Otto Walliman, Rudolph Ising og Fritz Freleng. Senere – omkring 1927 - kom Wilfred Jackson til, og da lydfilmen netop lige var blevet indført på det tidspunkt, foreslog han, at man brugte en metronom til at time (tidsmåle) animationen af tegnefilmsfigurernes bevægelser, så at det ikke, som hidtil, var overladt til de enkelte animatorers egen fornemmelse for bevægelsers hastighed og varighed. Samme år, 1927, kom Les Clark og Johnny Cannon til som animatorer. Disney og Jackson fungerede begge som instruktører af filmene. 1928 kom Bert Gillett til og året efter også Jack Cutting, og samme år ansattes musikeren Carl Stalling som komponist og dirigent.

1930 forlod både Iwerks og Carl Stalling Disney, Iwerks for at arbejde som selvstændig tegnefilmproducent, og Stalling for at blive musical director for Warner Brothers’ tegnefilmserie Looney Tunes – Merry Melodies, en tegnefilmserie, som i øvrigt blev startet op af Hugh Harman og Rudolph Ising. I stedet ansatte Disney Bert Lewis som musical director. For resten vendte Iwerks i 1940 tilbage til Disney, hvor han kom til at arbejde som special effects innovator og som sådan udviklede han bl.a. Xerox Cameraet og Matte Processen, sidstnævnte blev brugt i forbindelse med produktionen af ”Mary Poppins” (1964). Iwerks arbejdede for Disney indtil sin død i 1971.

Med henblik på at starte produktionen af langtegnefilm, kom der, foruden de allerede ovenfor nævnte, i løbet af 1930’erne utroligt mange nye talenter til hos Disney: animatorer, art directors, story, designere, layouters, baggrundsmalere, m.fl. Blandt disse navne kan nævnes betydelige folk som – nævnt i alfabetisk rækkefølge – James Algar (animator), Kenneth ”Ken” Anderson (art director), Samuel Armstrong (background), Arthur ”Art” Babbitt (animator), Ford Beebe (assistant director), Mary Blair (art supervisor), Preston Blair (animator), James Bodrero (character designer), Jack Boyd (animator), Homer Brightman (story), Jack Campbell (animator), Robert ”Bob” Cannon (animator), Robert ”Bob” Carlson (animator), Claude Coats (background), Tom Codrick (background), Robert Cormack (art director), Merle Cox (background), Marc Davis (animator), Al Dempster (background), Philip Duncan (animator), Andy Engman (animator), Al Eugster (animator), Norman Ferguson (animator), Frank Follmer (animator), Hugh Fraser (animator), Clyde Geronimi (sequence director), Joe Grant (character designer), T. Hee (sequence director), John Hench (background), Hugh Hennesy (art director), Jimmie Hess (indtruktørassistent), Dave Hilberman (layout), John Hubley (art director), Dick Huemer (animator), Ray Huffine (background), Kenneth ”Ken” Hultgren (animator), Al Hurter (character designer), Ollie Johnston (animator), Bill Justice (animator), Milton ”Milt” Kahl (animator), Dick Kelsey (art director), Ward Kimball (animator), Jack Kinney (sequence director), Eric Larson (animator), Gordon Legg (animator), John Lounsbery (animator), Dick Lundy (animator), Don Lusk (animator), Hamilton “Ham” Luske (supervising animator), Brice Mack (background), John McDermott (animator) Daniel “Dan” MacManus (animator), Albert Hay Malotte (layout), McManus (animator), Joshua Meador (animator), Fred Moore (directing animator), Larry Morey (sequence director), Grim Natwick (animator), Charles Nichols (animator), Lance Nolley (art director), Kenneth “Ken” O’Brien (animator), Kendall “Ken” O’Connor (art director), Art Palmer (animator), Don Patterson (animator), Ray Patterson (animator), Bill Peet (story), Erdman Penner (story adaptator), Charles Philippi (art director), Elmer Plummer (story, character designer), Thor Putnam (layouter), Stan Quackenbush (animator), Wolfgang “Woolie” Reitherman (animator), Art Riley (background), Bill Roberts (animator), Archie Robin (animator), George Rowley (animator), Paul Satterfiels (animator), Milt Schaffer (animator), Retta Scott (animator), Ted Sears (story adaptator), Hazel Sewell (art director), Ben Sharpsteen (sequence director), John Sibley (animator), Webb Smith (story adaptator), Fred Spencer (animator), Gerorge Stallings (story), Terrell Stapp (art director), McLaren Stewart (art director), Bob Stokes (animator), Gustaf Tenggren (art director), Frank Thomas (animator), Riley Thompson (animator), Harvey Toombs (animator), Vladimir “Bill” Tytla (animator), Don Williams (animator), Cornett Wood (animator), Marvin Woodward (animator), Ralph Wright (story), Cy Young (animator), Al Zinnen (art director). Men der var selvfølgelig mange andre og flere navne, som hver især bidrog til produktionen af Walt Disneys korte så vel som lange tegnefilm.

En betydelig del af de ovenfor nævnte kreative medarbejdere var ansat hos Disney i mangfoldige år, nogle hele resten af deres arbejdsliv. Derfor kunne Disney-studierne næppe være så dårlig en arbejdsplads, som nogle kritikere har villet hævde, at disse var, og det var i hvert fald ikke alle ansatte, der var enige i den kritik. At nogle af den ene eller anden grund er eller bliver utilfredse, er uundgåeligt, det forekommer på enhver arbejdsplads rundt om i verden. Kritikken af Disney gik blandt andet på hans ’autoritære’ og patriarkalske ledelsesstil, men man overså den store og uundværlige kreative og inspirative betydning, Disney personligt faktisk havde for studierne lige indtil sin død i december 1966. Men hvis produktionen af Disneys tegnefilm skulle være blevet afgjort og bestemt gennem såkaldt medarbejder-demokrati, tvivler jeg på, at filmene nogensinde ville være blevet lavet. Og det tror jeg, at mange andre end mig ville have været rigtig kede af, rent bortset fra at tegnefilmkunsten og tegnefilmhistorien ville have været fattigere.

Tegnefilmkunstens ”Bibel”
I øvrigt førte Disneys planer og tiltag, med henblik på at dygtiggøre og udvikle sine kreative medarbejdere på alle planer og niveauer i produktionen, til, at der efterhånden blev etableret en fast procedure for produktionen af tegnefilm, ikke mindst for feature-tegnefilmenes vedkommende. I mange år var det en gåde for alverdens tegnefilmfolk, hvordan Disney-folkene bar sig ad med at skabe så livagtige tegnefigurer, som tilfældet var og i hvert fald ret hurtigt blev. Dette blev faktisk allerede ’afsløret’ i bogen ”The Art of Walt Disney”, skrevet af Robert D. Feild og udgivet 1942. Senere kom flere andre bøger til, som hver på sin måde bidrog til at give et indtryk af arbejdet på Disneys studier, en af disse bøger var eksempelvis det digre værk ”The Art of Walt Disney – From Mickey Mouse to The Magic Kingdom”, forfattet af Christopher Finch og udgivet 1975. Men bogen over alle bøger om de procedurer, som blev fulgt under produktionen af især Disneys langtegnefilm – de såkaldte Animated Features – er ”Disney Animation. The Illusion of Life”, forfattet med stor personlig indsigt og kærlighed af de to nu afdøde Disney-veteraner Frank Thomas og Ollie Johnston, som begge selv tilhørte kategorien af animatorer på allerhøjeste niveau, animation-kunstnere af et sjældent set format. Disse to gentlemen var i øvrigt netop i gang med at tilrettelægge bogen, da jeg i sommeren 1977 besøgte Disney-Studierne og havde lejlighed til at tale med dem, begge venlige og imødekommende overfor lille mig fra det lille land højt mod Nord, som Woolie Reithermann syntes synd om, fordi det efter hans opfattelse var blevet korrumperet af socialisme og pornografi!

Den nævnte og højst interessante og fascinerende bog udkom i 1982 og den blev øjeblikkelig et hit blandt alverdens tegnefilmfolk med ambitioner og drømme om, at lave ’klassiske’ tegnefilm med ’klassisk’ animation. Ja, bogen blev faktisk en slags ”Bibel” for mange, fordi den i detaljer viste og gennemgik de procedurer, som i flere generationer havde været i brug i ”Troldmandens værksted” i Hollywood. Også herhjemme blev bogens gode kunstneriske råd og tekniske anvisninger fulgt i den udstrækning, dette kunne lade sig gøre – økonomi og talent taget i betragtning. Det var især de meget ambitiøse, entusiastiske og dygtige folk hos A-Film, som desuden havde lært et og andet af Jeff Varab, tidligere key-animator hos Disney, men som nu var bosat i Danmark og lærte fra sig til talentfulde, videbegærlige og ambitiøse unge kunstnere, hvoraf flere senere har gjort sig gældende indenfor dansk tegnefilmproduktion. Selv Jannik Hastrup, dansk tegnefilms originale og suveræne tegnefilmkunstner, hvis ambitioner om tegnefilm gik i en noget anden retning, fik brug for de nævnte folk under produktionen af sine egne lange tegnefilm. Men som arbejdsgiver og instruktør forstod han – dog ikke altid lige let og nemt - at holde lav profil og indpasse den enkeltes arbejde i den enkelte tegnefilms helhed. Det kom der flere interessante og i høj grad seværdige lange tegnefilm ud af.

”Den tapre skrædder”
Som nævnt i indledningen, var der især tre tegnefilm i Metropols Jule-Show 1939, som jeg personlig satte særlig stor pris på, og det var – og er stadig – ”Den tapre skrædder”, ”Tyren Ferdinand” og ”Den grimme ælling”. Hvad angår den førstnævnte tegnefilm, så var Bert Gillett dennes instruktør, medens Fred Moore stod for animationen af Mickey, og Bill Tytla for animationen af kæmpen. Men begge blev assisteret af de følgende mange animatorer: Don Patterson, Milt Schaffer, Les Clark, Ollie Johnston, Frank Thomas, Riley Thompson, Jack Campbell, Don Williams, John Tucker, Andy Engman, Frank Follmer, Cornett Wood, Art Palmer, George Rowley, Archie Robin og John McDermott. Så vel story, design, layouts, backgrounds, instruktion som animation er i højeste topklasse, der gør denne film til en af perlerne i den lange kæde af korte perle-tegnefilm, Disney-studierne producerede i 1930’erne.

Blandt de nævnte medarbejdernavne på denne herlige korte tegnefilm, blev især animatorerne Fred Moore, Bill Tytla, Les Clark, Ollie Johnston og Frank Thomas nærmest verdensberømte for deres store talent og animationskunst, ikke kun på denne ene kortfilm, men på flere sådanne og især på en lang række af Disneys langtegnefilm.

”Tyren Ferdinand”
På kortfilmen ”Tyren Ferdinand” ser creditlisten således ud: Instruktion Dick Rickard, instruktørassistent Ford Beebe. Layout Ken Andersen og Thor Putnam, og animationen var lagt i hænderne på følgende navne: Hamilton Luske, Milt Kahl, Bob Stokes, John Bradbury, Stan Quackenbush, Jack Campbell, Ward Kimball og Don Lusk. Her er det særligt navne som art directoren Ken Anderson og animatorerne Hamilton Luske, Milt Kahl og Ward Kimball, der senere blev verdenskendte, i hvert fald blandt tegnefilmfolk og tegnefilmfans.

”Den grimme ælling”
På denne perle af en tegnefilm, som egentlig ikke har ret meget andet end titlen tilfælles med H.C. Andersens eventyr af samme navn, var plottet skrevet af George Stallings, medens filmens instruktion blev forestået af Jack Cutting og Hamilton Luske, med Jimmie Hess som assistent. Layouts stod Albert Hay Malotte og Dave Hilberman for. Animationen var lagt i hænderne på følgende navne: Eric Larson, Stan Quackenbush, Riley Thompson, Archie Robin, Milt Kahl, Paul Satterfield, og Gordon Legg. Af de nævnte folk på denne film, blev især Eric Larson og Milt Kahl højt værdsatte af folk med forstand på tegnefilmkunst.

Men som sagt, så kunne jeg for så vidt også lige så godt have omtalt de tre øvrige korte tegnefilm, som der var på programmet i Metropols Jule-Show i julen 1939, for disse film og mange både før og senere end dem, er alle en nærmere omtale værd. Men her har jeg så valgt at nøjes med at omtale de tre af filmene, som udgør noget af baggrunden for min livslange begejstring, ja, jeg vil ligefrem tillade mig at bruge ordet kærlighed, til Disneys korte så vel som lange tegnefilm. Noget, jeg allerede for længst har givet udtryk for her på hjemmesiden. Se eventuelt herom i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1970-1980, hvor jeg omtaler mit uforglemmelige besøg på Walt Disney Studios i Burbank i sommeren 1977.

*****************************