DANSK TEGNEFILM 1980 - 1990

Denne skildring af, hvad der skete indenfor den danske tegnefilmbranche i tiåret 1980-1990 skal ikke give sig ud for at være historisk fyldestgørende, og måske heller ikke i alle detaljer korrekt og fejlfri. Den vil derfor, som tilfældet har været i de foregående afsnit, blive præget af mit personlige engagement i tegnefilmbranchen og min viden om den tid.
    Det skal dog tillægges og fremhæves at en af grundene til, at jeg trods alt har kunnet bringe så mange reelle oplysninger, som tilfældet forhåbentlig er, skyldes indirekte mit mangeårige bekendtskab med fhv. redaktør af Taastrup Avis, nuværende erhvervsredaktør på Berlingske Tidende, Thomas Breinstrup. Han var og er selv en stor fan af tegnefilm, ikke mindst af Disney-tegnefilm, og har samlet en hel del bøger og oplysninger om især de sidstnævnte. Op gennem 1980’erne førte han og jeg en indbyrdes korrespondance, hvorunder han jævnligt tilsendte mig avisudklip og fotokopier af artikler, fortrinsvis fra Berlingske Tidende og Politiken. Disse udklip har i mange tilfælde kunnet bruges til støtte for min egen hukommelse og beskrivelse af, hvad der er foregået indenfor dansk tegnefilm i den nævnte periode. Det skylder jeg Thomas Breinstrup stor tak for, hvilket også er blevet tilkendegivet overfor ham personligt.  

      Her skal i øvrigt indskydes, at det desværre ikke har været muligt at bringe billeder fra flere af de omtalte tegnefilm. Det gælder ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven” (1987) og ”Aberne og det hemmelige våben” (1994), samt ”Valhalla” (1989). I ingen af disse tilfælde har det været muligt at opnå tilladelse fra de respektive ophavsrethavere til vederlagsfrit at bringe billeder fra filmene.   

Jakob Koch tegnefilm i 1980’erne

For Jakob Koch tegnede fremtiden sig nogenlunde lys og optimistisk, idet han jævnligt fik opgaver at lave, der lejlighedsvis  involverede decideret tegnefilm. I 1981 lavede han f.eks. 6 OBS-spots for Minerva Film: ”Spar på energien – lyt til din energist”.

Situationer fra "Energisten" produceret af Minerva Film for Energi-spareudvalget.
Tegninger: © 1981 Jakob Koch.

     Men ordretilgangen på reklametegnefilm mv. viste sig dog i det lange løb ikke at være stabil, så da Jakob Koch i 1982 fik muligheden for det, købte han det 35mm Crass kamera, som tidligere havde tilhørt Spectrum Film, og som  han havde arbejdet med i flere år og derfor kendte ud og ind. Det kamera blev sammen med hans selvkonstruerede trickbord hurtigt hans primære levebrød, for efterhånden specialiserede han sig mere og mere som trickfotograf, og det gav en hel del arbejde.
    I 1982 havde Jannik Hastrup fra Dansk Tegnefilm Kompagni bud efter Jakob Koch, som han hyrede som fotograf på filmen ”Samson og Sally”. Dette arbejde strakte sig fra okt. 1982 til juni 1984. Det var en filmatisering af Bent Hallers bog: ”Hvalernes sang”, og det blev indledningen til et samarbejde, der også omfattede nogle af Jannik Hastrups følgende lange tegnefilm.
     I marts 1983 blev Jakob Koch hyret af Jakob Stegelmann som trickfotograf  på filmen ”Valhalla”. Det var et meget ambitiøst projekt, og produktionsforløbet var meget turbulent. ”Valhalla” blev iværksat af Jakob Stegelmann, Jeff Varab og Jørgen Klubien, på basis af Peter Madsens tegneserie af samme navn. Varab og Klubien havde arbejdet som animatorer hos Disney-studierne, og ambitionen var at lave en tegnefilm som kunne måle sig med Disneys film. Jørgen Klubien sprang fra inden filmen kom rigtigt i produktion, og senere fulgte både Jacob Stegelmann og Jeff Varab efter. Filmen blev, efter en masse problemer, produceret færdig, men Jakob Koch var kun med i den optimistiske og forventningsfulde startfase, hvor produktionsselskabet, som på det tidspunkt hed ”Asgård Film”, holdt til i Nansensgade. Da de købte deres eget trickkamera, var Jakob Kochs rolle i projektet udspillet, eftersom han ikke ville fastansættes og køre til København hver dag, og dermed svigte sine øvrige kunder. Han stoppede samarbejdet med Asgård Film i dec. 1983. Jakob Koch har fotograferet en del af scenerne i filmens start, deriblandt den lange frise, som indleder filmen. Den blev tegnet på en 5 meter lang papirrulle af Peter Madsen, og blev fotograferet manuelt i enkeltbilleder. Det var før Jakob Koch, som én af de første i landet, fik computerstyret trickbord.

Jakob Kochs trickbord sat op til en multiplanoptagelse i 5 planer til en scene i starten af "Valhalla".
 Foto: © 1983 Jakob Koch.

     ”Valhalla” projektet tiltrak en masse unge mennesker som ville lave tegnefilm, og der blev etableret en tegnefilmskole hvor der blev uddannet en del animatorer og farvelæggere. Mange af dem fortsatte i branchen efter ”Valhalla”, og det betød en forøget konkurrence til os ’gamle’ som var aktive før Valhalla, og især da disse folk også gav sig i kast med at producere reklametegnefilm.

    I perioden april til juni 84 lavede Jakob Koch en reklamefilm ”Yoggi” til Norge. Filmen modtog en pris ved reklamefilmfestivalen i New York, og den modtog et diplom ved tegnefilmfestivalen i Annecy samme år. .

”Yoggi”. En reklametegnefilm for "Norges raskeste tørsteslukker". © 1984  Jakob Koch.

      I 1984 var animatoren Per Lygum efter nogle arbejdsår hos Toonder Studios i Amsterdam vendt hjem til Danmark, hvor han slog sig ned i Svendborg. I oktober 1984 hyrede han Jakob Koch som trickfotograf på de to efterhånden velkendte reklametegnefilm ”Tuborg Sneøl” og ”Godt Tub’år!”, som har kørt i biograferne og i reklame TV hvert år lige siden.

     Fra marts 1986 til oktober 1987 arbejdede Jakob Koch som trickfotograf og animator på Jannik Hastrups anden lange tegnefilm: ”Strit og Stumme”, som vil blive nærmere omtalt senere.
    Fra begyndelsen af 1980’erne indledte Jakob Koch tegnefilm og Anima Film ApS, der da blev ledet af Harry Rasmussen, et samarbejde, hvor de arbejdede freelance for hinanden. Samarbejdet fortsatte helt frem til 1991, og drejede sig om filmopgaver af forskellig art. Fra trickfilmen ”Balance kunst” (1981), reklamefilmen ”B.T. – tak!” (1981) over tegnefilmindslag i kortfilmen ”De danske oste” (1983), og forskellige reklametegnefilm: ”Rygning!” (1987), ”Sun Cola” (1988), og ”Håndværksbageren” (1989-90; serie på 3 film) til langtegnefilmen ”Fuglekrigen”, (1990). På den sidstnævnte virkede Jakob Koch som assistent og mellemtegner for Harry Rasmussen på scener med musen Ingolf og scener med den tykke due.   

    Fra maj 1989 til sept. 1990 arbejdede Jakob Koch også samtidig som trickfotograf på Jannik Hastrups tredje lange tegnefilm: ”Fuglekrigen”.

Den ny teknik

Den traditionelle tegnefilm havde sine kronede dage i sidste halvdel af 1930’erne, da den for alvor blev udviklet af først og fremmest Walt Disney og hans dygtige medarbejdere. I slutningen af 1940’erne fik denne form for tegnefilm imidlertid en stilmæssig og indholdsmæssig fornyelse, især gennem de tegnefilm, der blev produceret af det amerikanske UPA. Men stort set forblev teknikken bag filmene den samme op gennem hele århundredet, både i udlandet og herhjemme.
     I løbet af 1980’erne skete der imidlertid noget i retning af en både teknisk og kunstnerisk revolution, hvorunder man for alvor begyndte at tage computerteknikken i brug i forbindelse med tegnefilmproduktion,. Det førstnævnte i forbindelse med trickbordet og det sidstnævnte i forbindelse med design og animation. Men end så længe var der kun tale om såkaldt Computer Aided Design (CAD) og – ikke mindst – Computer Aided Animation (CAA). Men også i den henseende var Walt Disney Productions på forkant med udviklingen, idet man begyndte at anvende begge teknikker allerede i en ellers traditionel tegnefilm som "Basil of Baker Street" (1986; ”Mesterdetektiven Basil Mus”), selvom det i denne film kun skete i begrænset omfang.
     Det var først i og med John Lasseters eksperimenter i slutningen af 1980’erne med helt igennem computergenerede ’tegnefilm’, som f.eks. ”Red’s Dream” (1987) og ”Luxo Junior” (1989), at computerteknikken gjorde sig virkelig markant gældende indenfor først amerikansk og siden europæisk tegnefilmproduktion. John Lasseter var oprindelig ansat og uddannet som animator hos Disney, men omkring 1985 startede han sit eget firma, ”Pixar Animation”, som med stor succes udelukkende koncentrerede sig om at producere computerskabte ’tegnefilm’. (Note 1) 

     Imidlertid skal vi her atter vende tilbage til lille Danmark og situationen i specielt den danske tegnefilmbranche, og gøre et forsøg på at give en nogenlunde dækkende beretning om, hvad der videre hændte i årtiet 1980-1990.

Anima Film ApS

Efter at Flemming Jensen havde forladt samarbejdet, blev det nødvendigt at knytte en ny og kvalificeret medarbejder fast til Anima Film ApS, idet jeg ikke ville være i stand til at overkomme alt arbejde og alle opgaver alene. Men det måtte erkendes, at Flemmings arbejdskraft var vanskelig at erstatte, ikke mindst som animator, men valget var derudover forholdsvis let, idet min nye medarbejders, Birgit Bennedbæks, evner som tegner og grafiker var førsteklasses, samtidig med at hun havde nogen erfaring med tegnefilmteknik via sin ansættelse hos Spectrum Film i slutningen af 1960’erne.

Logo for Anima Film ApS  © 1980-91 Harry Rasmussen.

     Sammen med Birgit Bennedbæk, som jeg havde kendt i mange år, og som også snart blev min ægteviv, søgte jeg efter bedste evne at føre Anima Film ApS videre, på trods af de vanskelige vilkår, der var for den kommercielle danske tegnefilmbranche på den tid. Arbejdet krævede i reglen al vores tid og kræfter, medens opgaverne sjældent gav overskud, primært fordi priserne blev presset ned af ordregiverne, hvilket hovedsagelig ville sige kortfilmproducenterne, og budgetterne var som følge deraf generelt set sat alt for lavt. Desuden fik vi ofte opgaver, som vi egentlig ikke var specialister i, og som derfor ikke lykkedes til hverken vores egen eller kundernes tilfredshed. Men vi følte os pisket til at påtage os så mange og forskelligartede opgaver som muligt, i håbet om at kunne overleve i en tid, hvor det ikke ligefrem vrimlede med ordrer på ’rigtige’ tegnefilmopgaver.

     Omkring dette tidspunkt fik Anima Film fra Statens Informationstjeneste (SI) igen en ordre på en OBS-spot, som skulle erindre unge mennesker om at benytte sig af og melde sig til EFG, den ErhvervsFagligeGrunduddannelse. Vores kontakt til SI var Mette Lund, som for øvrigt før sin ansættelse hos Statens Informationstjeneste havde været sekretær hos Jørgen Bagger Filmproduktion.
     Det blev overladt til os at komme med et bud på, hvordan vi kunne forestille os at filmen kunne formidle sit ’budskab’, og vi fandt da på den i og for sig enkle og ligefremme idé, at lade ’handlingen’ foregå på en kalenderside med 6 af årets 12 måneder. Det var samtidigt nærliggende, at benytte det almindeligt kendte symbol på, at noget skulle huskes, nemlig en lukket, opretstående hånd med strakt pegefinger med en snor omkring, der var bundet i sløjfe.
     Straks fra filmens start skulle hånden bevæge sig ind i billedet og hen til september måned, hvorefter pegefingeren blev rettet mod den dato, hvor undervisningssemestret begyndte.
     Ideen med hånden og huskefingeren blev godkendt og filmen produceret, speaken indtalt mm., og den blev efterfølgende godkendt, vist og genudsendt i Statens Informationstjenestes TV-program OBS.
     Nogen tid efter ringede Mette Lund en dag og forklarede, at et privatfirma havde klaget til SI over, at hånden med sløjfen om pegefingeren var et plagiat af det pågældende firmas logo. Vi forsvarede os med, at logoet ikke på forhånd var kendt af os, og at der derfor var tale om et tilfældigt sammenfald, ligesom vi holdt på, at symbolet med pegefingeren med en huskesløjfe omkring, var et almindeligt kendt symbol for at huske én på noget, der var vigtigt. Denne forklaring bifaldt Mette Lund og SI og der kom ikke andet og mere ud af den sag.

     Men nu fik vi pludselig endog meget travlt, idet der kom en hasteordre fra Per Holst, Petra Film, på 3 reklametrickfilm for middagsavisen B.T., som skulle præsenteres under sloganet ”B.T. – Tak!” Per Holst var filmenes producent og instruktør, som også leverede et synopsis til de tre film, der hver især skulle have en længde af 30 sekunder.
     Hver af filmene begyndte med, at man ser B.T. ligge i billedet. Straks efter kommer Ekstra Bladet til og forsøger at promovere sig selv, i det ene tilfælde ved simpelthen bogstaveligt talt at lægge sig oven på B.T., som derved skjules for kunden/tilskueren. Imidlertid kommer der en hånd ind, som skubber Ekstra Bladet væk og i stedet tager B.T., idet en speakerstemme siger: ”B.T. – Tak!”

     Med denne ordre hang det sådan sammen, at den egentlig lød på i alt 4 reklametrickfilm, og den var blevet givet til Walther Lehmann, hvis assistance Petra Film ofte benyttede sig af. Men på grund af andre hasteopgaver, han havde forpligtet sig til at udføre, så han sig kun i stand til at påtage sig at lave den ene af de i alt fire film. Men der forelå jo en deadline for filmene og det var hovedgrunden til, at ordren på de tre andre film gik til Anima Film ApS. Desuden havde Per Holst og jeg i sin tid hos Nordisk Tegnefilm og hos Steinaa Film lavet en del reklametrickfilm for Ekstra Bladet sammen.
     Det var derfor hensigtsmæssigt for Per Holst at henvende sig til mig, idet de fire nævnte reklametrickfilm skulle laves med principielt samme teknik, som tilfældet havde være med filmene for Ekstra Bladet. Følgelig afgav jeg et foreløbigt tilbud på de tre film, og da dette var blevet accepteret, kunne arbejdet sættes i gang. 

     Med et à conto-beløb på 30.000 kr. gik jeg i gang med at tegne storyboards, og da disse var godkendt, tegnede jeg en skitseanimation, som blev optaget som linetests, der derefter blev forelagt for Per Holst, som i øvrigt var en kritisk, men samtidig også kompetent instruktør, ikke mindst af tegne- og trickfilm. Sådanne havde han stået for instruktionen og ofte også produktionen af lige siden 1960’erne, og da han samtidigt havde en god fornemmelse for, hvad animation handlede om, og forståelse for de problemer, der kunne være involveret heri, var han en både kyndig og saglig instruktør at samarbejde med. 

      Efter at skitsefilmene var blevet præsenteret for Per Holst og de få ændringer, han ønskede foretaget, lavet og godkendt, kunne arbejdsprocessen fortsætte. Næste skridt var optagelsen af de relativt mange stillfotos af avisen B.T. og af Ekstra Bladet, der var nødvendige for at frembringe illusionen af kontinuerlig bevægelse. Men eftersom teknikken bag disse film var nøjagtigt den samme som tidligere beskrevet (se bl.a. afsnittet DANSK TEGNEFILM 1950 – 1970), skal en forklaring ikke gentages her. Det skal dog tilføjes, at de mange stillfotos til filmene blev optaget på Risby Studierne i Tåstrup, med mig som 'animator' og Jan Weincke som fotograf.
     Imens arbejdet på B.T.-filmene stod på, havde Birgit taget sig af tegnearbejdet med de fleste af de relativt mange forskellige småopgaver, vi i samme tidsrum havde fået ordrer på. Jeg måtte dog ind imellem afse tid til at gå til møder og forhandle med vores kunder om opgavernes art, og til at udarbejde priser og afgive skriftlige tilbud, som så enten blev accepteret eller afslået med, at det var for høj en pris. Set med kundernes øjne var prisen stort set altid for høj. Men det skal dog siges, at af de kommercielle kunder var Per Holst en undtagelse fra reglen, idet han udmærket forstod at arbejdets praktiske omfang udgjorde grundlaget for vores beregninger, lige som han selv stræbte efter den højest mulige kvalitet i de film, han producerede.
     Imidlertid blev det lidt af et problem for os, at der kort efter at vi havde fået ordren på B.T.-filmene, dukkede endnu en forholdsvis større ordre op, denne gang fra Claus Ørsted, som af Statens Informationstjeneste havde fået til opgave at lave en OBS-spot om sommertidens indførelse, og den opgave hastede også og skulle afleveres hen mod midten af marts. Heldigvis leverede Claus Ørsted selv et manuskript, som jeg så kunne lave en scribble-board til, som Birgit kunne tegne en storyboard på grundlag af. Og desuden kunne det overlades til hende at tegne udkast til filmens figurer.  

     Men som om det ikke var nok med B.T.-filmene og OBS-spotten om Sommertid, så fik vi omtrent i samme tidsrum også en ordre fra Ib Dam Spectrum Film på nogle større grafiske indslag i en kortfilm om opførelsen af Vejlefjordsbroen. Denne opgave forudsatte og krævede dels et større researcharbejde og dels et større tegnearbejde, både af mig og af Birgit.  
    Det viste sig at være mere end vanskeligt for Birgit og mig indenfor normal arbejdstid at nå og overkomme de mange opgaver, der hvilede på os på det tidspunkt, så derfor strakte vores daglige arbejde sig ofte fra kl. 9.00 til 23.00, ja nogle gange til ud på de små timer, så at vi måtte overnatte på tegnestuen, hvor vi fik 4-5 timers søvn på nogle madrasser, der var indkøbt til formålet.
     Nu kunne et fornuftigt og praktisk menneske måske mene, at vi jo bare kunne have hyret et eller eventuelt flere mennesker til at hjælpe os med de mange opgaver, men det var ikke så ligetil, som det lyder. For det første, fordi det var svært at skaffe kvalificeret freelance assistance, og for det andet, fordi en ekstrahjælp under alle omstændigheder ville koste os en del af det økonomiske overskud, som vi sigtede imod at opnå og fastholde.
     I forvejen havde jeg dårlige erfaringer med at ansætte en fast assistance, idet vi i Anima Films første tid havde fastansat en medarbejder, som en måned efter fastansættelsen sygemeldte sig og gik på kontanthjælp, som vi som firma var forpligtet til at betale 40% af. Men da vi på trods af de mange opgaver i forvejen havde et stramt budget, tyngede sygemeldingen mærkbart på vores i forvejen slunkne kassebeholdning, samtidigt med at vi selv stadig måtte udføre den del af arbejdet, som meningen var at den pågældende medarbejder skulle have taget sig af.

På dette foto ses Birgit Bennedbæk i færd med at male cels til OBS-spotten ”Sommertid slut”. – Foto: © 1981 Harry Rasmussen.

     Imidlertid var vi så heldige, at min yngre kusine, Leila Rasmussen, som senere er blevet kendt som forfatter, selv havde henvendt sig, fordi hun gerne ville arbejde ved noget med tegning, og da hun var villig til at arbejde som freelance assistance, blev hun hyret til at udføre det tidkrævende celarbejde. Hun var dygtig til arbejdet, men drømte naturligvis om mere spændende tegneopgaver, som vi dog ikke så os i stand til at give hende. Det varede derfor ikke længe, før hun forlod os og gav sig i kast med for hende mere spændende ting. Hun læste senere til pædagog, samtidigt med at hun var elev på forfatteren Poul Borums forfatterskole. Hun havde åbenbart stort talent som forfatter, for efter nogle års forløb skrev og udgav hun flere romaner, som fik gode anmeldelser. 
     På omtrent samme tid fik vi en ganske ung volontør, den kun ca. 15-årige Karsten Heising, som gerne ville lære noget om tegnefilm og især om animation. Da vi ikke havde råd til at betale løn, arbejdede Karsten derfor uden betaling, en ordning, han og hans forældre havde accepteret.

I sin relativt korte tid som volontør hos Anima Film ApS fik Karsten Heising mulighed for at øve sig i ganske enkle former for animation, hvilket han er i gang med på fotoet til venstre. På fotoet til højre har Karsten lejlighed til at følge med i, hvordan optagelsen af tegnefilm sker på trickbordet. På det tidspunkt benyttede vi os hovedsagelig af Hasse Christensen som trickfotograf.  Karsten Heising og Hasse Christensen ses stående foran sidstnævntes trickbord. – Fotos: © 1981 Harry Rasmussen.

    Karsten var en begavet og interesseret ’elev’, som mest sad og tegnede det, han selv havde lyst til, og som jeg lejlighedsvis gav nogle råd og vink af forskellig saglig art. Han blev kun et par enkelte gange bedt om at assistere på nogle nemme professionelle opgaver, der dog ikke var af alt for spændende karakter. Derfor kedede arbejdet ham forståeligt nok, ligesom hele situationen på tegnestuen var præget af det meget overarbejde. Sådan oplevede Karsten det angiveligt ikke selv, hævder han, men det var alligevel fuldt ud forståeligt, da Karsten en dag kom og sagde, at han havde tænkt sig at stoppe hos os, fordi han nu kunne blive rigtig elev på den omtrent nystartede ”The Copenhagen School of Animation”, som fik sin opstart i Skindergade i det indre København. Animationsskolen, hvis aftenkurser foregik på Krebs’ Skole i Stockholmsgade,  var oprettet af Jeff Varab og Jakob Stegelmann, og den undervisning, der foregik dér, blev i realiteten starten på det stærkt medieomtalte langtegnefilmsprojekt ”Valhalla”, som vi skal vende tilbage til i kronologisk orden. For yderligere oplysninger om Karsten Heising og hans videre karriere indenfor tegnefilmbranchen, se Biografi for Karsten Heising her på hjemmesiden. 
    Det skal ærligt indrømmes, at det trods alt gjorde mig en smule ked af det, at Karsten ønskede at forlade os, for dels var han en tiltalende fyr, som både aldersmæssigt og af udseende nemt kunne have været min egen søn, og dels så jeg på en måde mig selv i hans situation, som mindede om min egen situation i 1943, da jeg var så heldig at blive elev hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvor jeg blev introduceret til tegnefilmmediet via langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. 
     Men inden det var kommet så langt som til, at Karsten forlod firmaet, havde vi haft fornøjelsen af at knytte hans mor, Hanne Heising, til os som freelance assistance ved farvelægning på cels. Hun var et både pligtopfyldende, muntert og omgængeligt menneske, som troligt stillede op hver gang, vi havde brug for hendes assistance, og det var i en periode relativt ofte.

På fotoet til venstre ses Birgit Bennedbæk, idet hun betragter Hanne Heising, som er i færd med at male på cels til OBS-spotten ”Sommertid slut”. På billedet til højre ses den da 19-årige Laila Ingrid Rasmussen i færd med at male cels til samme film. Hun lod sig en del år senere uddanne på Poul Borums forfatterskole og blev en relativt kendt og værdsat romanforfatterinde. – Foto: © 1980 Harry Rasmussen.

     I den korte tid, Karsten var hos os, hændte det lejlighedsvis at han blev på arbejdspladsen til ud på aftenen, og ved en af disse lejligheder fotograferede han os og stedet med sit eget private fotoapparat. På disse amatørfotos kan man dels se lidt af lokaliteterne på tegnestuen og dels os få fastansatte, hvilket i dette tilfælde vil sige Birgit og mig.

På fotoet tilvenstre ses i forgrunden Birgit Bennedbæk og i baggrunden min søster, Lizzie Romano, som var hjemme på vinterbesøg fra det noget mere gæstmilde Californien. På fotoet til højre ses Birgit i gang med at tegne til en eller anden af de tegnefilm, der på det tidspunkt var i produktion. – Fotos: © 1980 Karsten Heising.

På disse tre fotos ses fra venstre Birgit stående i døren ind til sin tegnestue. På det midterste foto er jeg, Harry, på vej ud fra toilettet og ind i den bageste tegnestue. Døren bagved fører ud til køkkenet. På fotoet til højre ses min søster Lizzie, stående foran den samme dør, som Birgit på fotoet til venstre. – Fotos: © 1980 Karsten Heising.

På fotoet til venstre ses jeg, Harry R., siddende og arbejde ved den specialkonstruerede lyspult, som jeg havde fået en snedker til at lave allerede i 1961, da jeg samme efterår midlertidigt havde forladt Nordisk Tegnefilm i Valby og indtil 2. januar 1963 arbejdede freelance. Vinduet i baggrunden vender ud mod Gl. Kongevej. På fotoet til højre ses facaden og indgangen til Anima Film ApS. Det er mig, der står udenfor døren. Porten til højre førte ind til ejendommens gård. Oven over porten ses VVS-installatør Gert Larsens forretningsskilt. Han købte og overtog Anima Films lokaler, da vi i foråret 1982 så os nødsaget til at forlade stedet. – Fotos: © 1980 Karsten Heising. 

     Vinteren 1981-82 var i øvrigt så kold, at det var vanskeligt at opvarme vores lokaler. Det skyldtes ikke mindst, at der under hele stedet var en kælderetage, der ikke kunne varmes op, og selv om den havde kunnet, ville det have været så dyrt i varmeregning, at vores i forvejen beskedne overskud på firmaets driftsbudget ville være blevet overskredet. Men især i køkkenet var der så koldt, at vandet i vandhanen på de koldeste dage frøs til is. Det havde jeg ikke været ude for, siden isvinteren 1939-40, hvor min familie og jeg boede i Baggesensgade, og hvor vandhaner, afløbsrør og nedløbsrør jævnligt måtte optøs ved hjælp af blikkenslagerens blæselampe.

Vejlefjordsbroen og OBS-spots

     Tegnefilmindslagene til kortfilmen om Vejlefjordsbroen blev en stor tegneopgave for Birgit, idet hun stod for de relativt mange baggrunde, disse kom til at indeholde. Selv tog jeg mig af tilrettelæggelsen af indslagene og designet af de forskellige maskiner, der indgik deri. Det blev alt sammen udarbejdet i samråd med sagkyndige fra et ingeniørfirma, og kontaktleddet mellem Ib Dam – Spectrum Film og Anima Film var den behagelige og kyndige samarbejdspartner Vincent Hansen.

     De grafiske indslag i kortfilmen om Vejlefjordsbroen, som blev optaget af Hasse Christensen på hans trickbord, blev efter omstændighederne vellykkede, og de blev da også godkendt med akklamation. Men senere, da vi så, hvad computerteknikken formåede at udføre af lignende slags opgaver, faldt vores i sammenligning ’primitive’ teknik pladask til jorden.

     Blandt de forholdsvis mange og lidt større opgaver, vi fik i denne periode, var også endnu en OBS-spot for SI. Det drejede sig denne gang om en spot, der skulle minde folk om at huske de nye posttakster til udlandet. Det var igen en mere udpræget tegnefilm, idet der var tale om en slags ’genbrug’ af duen fra ”Husk de nye posttakster”.
     Men en endnu større og vel at mærke ’rigtig’ tegnefilmopgave fik vi i og med, at filminstruktør Claus Ørsted igen henvendte sig med en OBS-spot, der denne gang skulle erindre folk om sommertidens ophør i slutningen af oktober måned. Også denne film leverede Claus Ørsted manuskriptet til, hvorefter det blev overladt til Birgit at designe filmens figurer og baggrunde. Selv tog jeg mig af storyboard, layouts og animationen, som var noget nær full-animation.
     I OBS-spotten om Sommertid slut forekommer der et kukur og derfor også en kukker. Som bekendt skal uret stilles en time tilbage ved sommertidens ophør, men man bør normalt ikke dreje viserne baglæns. Manden, der er filmens hovedperson, har sat sit vækkeur til at kime kl. 2 nat, og søvndrukken står han ud af sengen og går ind i stuen, hvor der bl.a. hænger et kukur. Med sin pegefinger drejer manden urets store viser fremad, og hver gang denne passerer hel time, kommer kukkeren frem og kukker det angivne antal gange. Men dette bliver efterhånden for meget for kukkeren, hvis mekanisme til sidst går i stykker, så at træfuglen ender med at hænge nedad og dingle i sin fjeder. 
     Det var en udsøgt fornøjelse for mig at animere kukkeren, for den mindede mig om dengang i 1945, da jeg fik til opgave af Svend Methling at tegne og animere lige præcis en kukkende kukker, sådan som tidligere beskrevet under omtalen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet”. Personligt var jeg ganske godt tilfreds med Sommertid slut, og det var Claus Ørsted også, men Mette Lund fra SI brød sig vistnok ikke om filmen, idet hun var til det mere specielle og sofistikerede.
     Fra Jørgen Bagger Filmproduktion fik vi i løbet af sommeren til opgave at lave tekster og et tegnefilmindslag til en norsk version af kortfilmen ”Før det brænder”, hvortil Flemming Jensen og jeg som tidligere omtalt havde lavet tegnefilmindslag i 1976. I det aktuelle tilfælde drejede det sig om, at filmens instruktør, Mogens Pedersen, ønskede at en hånd, der tænder en tændstik, som flammer op, skulle laves som tegnefilm i en enkel, hvid streg. Som grundlag for animationen benyttedes derfor realfilmen med hånden, som ganske enkelt blev tegnet og kopieret af billede for billede. Derefter blev blyantstegningerne trukket op på cels, hvilket Birgit tog sig af.
     Det blev til gengæld den sidste ordre Anima Film modtog fra Jørgen Bagger, som ikke kunne forstå, at en så enkel form for animation kunne koste så meget, som vores faktura kom til at lyde på. Det kunne dog afvises med, at der på forhånd var blevet afgivet et tilbud, som han selv havde accepteret, men åbenbart glemt.

     Hen på efteråret fik vi endnu en ordre på en OBS-spot, som nu drejede sig om Telefonoplysningen. Det var Mette Lund, der kom med opgaven, og hun forestillede sig at filmen skulle ligne noget computergenereret animation, hun havde set på en eller anden filmfestival. Men vi var jo ikke uddannede indenfor computergrafik eller –animation og rådede heller ikke over noget computerudstyr, ligesom vi/jeg faktisk ikke på det tidspunkt vidste det mindste om denne revolutionerende ny teknik. Altså forsøgte vi at imødekomme Mette Lunds visioner så godt som det nu lod sig gøre ved hjælp af gammeldags tegnefilms- og trickbordsteknik.
     I filmen skulle man se en mængde telefonnumre ligesom komme langt ude fra rummet og alarmere frem mod billedets forgrund, for derefter at forsvinde ud af billedfeltet. Det var dog ikke til at tænke på at tegne og animere tallene i hånden, så derfor måtte vi forlade os på de trods alt begrænsede muligheder, der var med trickbordet og trickkameraet. Desværre viste det sig, at Hasse Christensens trickbord ikke kunne lave en alarm, hvor en tekst kom fra et usynligt nulpunkt og voksede frem og fyldte hele billedet, for til sidst at forsvinde ud af dette. Vi måtte derfor lave et kompromis, som bestod i, at telefonnumrene tonede frem i så lille størrelse, som trickbordet tillod, hvorefter kameraet billede for billede zoomede ind på numrene, indtil disse fyldte det meste af billedfeltet og blev tonet ud. Men da telefonnumrene ikke kun skulle alarmere lige fremad, men betegne en bue og samtidig dreje om deres egen akse, betød det, at også selve trickbordet skulle manipuleres for hvert eneste billede, der blev eksponeret.
     Det var altså ikke så lidt af en opgave at optage de ’alarmerende’ telefonnumre, som jo ikke i sig selv så ud af ret meget, bortset fra, at de havde forskellig farve og steg frem som en slags meteorer på baggrund af himmeldybet. Man kan derfor sige, at resultatet slet ikke stod mål med de tekniske anstrengelser, og der er derfor ikke noget at sige til, at Mette Lund syntes, at vi ikke havde kunnet løse opgaven på tilfredsstillende måde.   

     Her bør det nok indskydes, at min personlige holdning til computerteknik, og specielt til computergenereret grafik og animation, på dette tidspunkt var meget tøvende, først og fremmest, fordi jeg ikke vidste eller fattede, hvad teknikken egentlig gik ud på. Desuden syntes jeg ikke de få computerskabte film, jeg havde haft lejlighed til at se, var af en art og kvalitet, der fik mig til at forstå, hvad der i virkeligheden lå og ventede ude i fremtiden. Men bortset fra det, så var og forblev jeg tegnefilmfan i gammeldags forstand, idet jeg sværgede til først og fremmest Disneys og UPA’s ’klassiske’ tegnefilm, og det gør jeg faktisk den dag i dag, også selvom jeg anerkender, at der er blevet lavet mange fremragende computergenererede 3D-film, især i perioden 1990 til foreløbig 2006.

     For øvrigt kom Anima Film også ud for enkelte kunder, som henvendte sig med opgaver, der i reglen altid hastede som død og djævel, men som, når resultatet var blevet afleveret, trak det ud med at betale fakturaerne. I et enkelt og særlig grelt tilfælde, som jeg skal undlade at nævne navnet på, blev en faktura overhovedet ikke betalt, og andre fakturaer til samme kunde blev betalt à conto, men først efter at være blevet overgivet til inkasso. Sådanne kunder, som ikke havde respekt for det arbejde og den tid, vi havde brugt på deres ordrer, ofte med flere møder involveret, undgik vi naturligvis at lave noget for i fremtiden. Vi kunne i den slags tilfælde altid undskylde os med, at vi ikke ville kunne nå at producere den pågældende opgave indenfor en overskuelig fremtid.

     Hen på efteråret 1980 fik Anima Film en speciel opgave, idet Produktionsgruppen Aries ved Steen Johansen henvendte sig til os med en ordre, der lød på grafiske indslag til i alt 12 afsnit af en programserie om Danmarks Historie. Serien blev produceret i et samarbejde mellem Aries Productions og  Danmarks Radio & TV, og programansvarlig var Bent Børge Larsen. Manuskriptet til serien var skrevet af museumsdirektør, historikeren Erik Kjersgaard, som desuden også virkede som konsulent på projektet og medvirkende som vært i selve programmerne.

     Opgaven med Danmarks Historie var interessant, og lige noget for en historisk interesseret som Birgit, der da også fik overladt det store arbejde med at kreere de mange historiske landkort og vignetter, der skulle indgå i serien. Der forestod et betydeligt researcharbejde, men i den henseende var den kunstnerisk og i øvrigt også håndværksmæssigt begavede Erik Kjersgaard til stor nytte og støtte for os.
     Min egen opgave på de 12 afsnit om Danmarks Historie var først og fremmest tilrettelægning og timing af de grafiske indslag, lige som jeg stod for en meget enkel animation i et af indslagene. De enkelte afsnit blev produceret etapevis, så der var plads og tid til også at lave andre opgaver ind imellem. Det var Hasse Christensen, der stod for optagelserne på trickbordet.

De ovenfor viste 7 billeder er eksempler på tegnefilmindslag i en serie film for Arbejdsmiljøfonden, deriblandt: Når hjulene ruller (1980), Når stålet skærer (1981), Når jorden vendes (1981), Hejs og Fir (1981), Ned med støjen (1982), Intern Transport (1982), Når spånerne flyver (1983), Med Strømmen (1984), Rygstykker i stykker (1987). Hasse Christensen var producent, filmfotograf og trickfilmfotograf på filmene. For at tydeliggøre de arbejdsmiljømæssige problematikker, blev der til hver film lavet nogle tegnefilmsafsnit, som udførtes hos Anima Film ApS af Harry Rasmussen og Birgit Bennedbæk.

     Omkring dette tidspunkt kom Hasse Christensen med en ordre, som skulle blive indledningen til en hel serie kortfilm om sikkerhed på arbejdspladserne. Hasse havde selv fået opgaven fra Arbejdsmiljøfondet og den første film drejede sig om beskyttelsesforanstaltninger mod funktionsfarlige maskiner på fabrikker indenfor jern- og metalindustrien. Min opgave bestod først og fremmest i at tilrettelægge arbejdet og lave research. I den forbindelse medvirkede forskellige sagkyndige folk. Arbejdsmiljøfondet blev repræsenteret af journalist Dorthe Nielsen, som også var den, der skrev manuskripterne til filmene.
     Derefter bestod min opgave i at tegne storyboards til tegnefilmindslagene i filmene, og dernæst i at lave animationen i de afsnit, hvor en sådan var påkrævet, medens Birgit dels fik overladt at designe figurer og baggrunde, og dels kom til at stå for optræk og farvelægning.

     Imidlertid kom der igen en ordre fra SI, som denne gang lød på tre korte spots, der var et led i den planlagte kampagne for ”Spar på energien”. Filmene hastede, men var til gengæld forholdsvis nemme at lave, idet der skulle benyttes nogle tegninger, lavet af en reklametegner på et bureau, og disse skulle også indgå i den annoncekampagne, der var en del af projektet og som skulle sættes i gang samtidigt med at spottene blev vist i TV’s OBS-program.
     Der forekom en meget enkel form for animation i Spar på energien-filmene, så arbejdet på disse var forholdsvis hurtigt overstået. Men vi skulle levere filmene fuldt færdige med lyd og det hele. Som speaker valgte vi i samråd med Mette Lund den forhenværende programmedarbejder og speaker i DR TV, John Idorn, og lyden blev indspillet hos Teknisk Film Compagni med Jon Bille Brahe som tonemester.  
     Resultatet blev en hæderlig bagatel, som ikke på nogen måde gav anledning til andet, end at Anima Film fik et lille beskedent overskud på produktionen.

Hans Henrik Ley og Walther Lehmann

Op gennem 1970’erne havde Walther Lehmann arbejdet som freelance tegner og animator, og opgaverne fik han forskellige steder fra. Han var samtidig en ofte benyttet tekster af ”talebobler” i udenlandske tegneserier, der blev oversat til dansk. Animationsopgaverne fik han fra Petra Film, når det drejede sig om reklamefilm eller tegnefilmindslag i sådanne, og animationen til kortfilmene fik han ordre fra af bl.a. Hans Henrik Ley, Danmarks Radio – TV. For denne lavede Lehmann animationen i endnu en serie, ”Miki – 3 år” (1980), og da det igen drejede sig om flytteanimation, udførte han arbejdet hjemme på sin egen tegnestue, hvor han havde fået installeret et 16mm trickbord.
     Serien om ”Miki” var beregnet for de 3-6 årige TV-seere og drejede sig igen om seks afsnit, som havde følgende titler: 1. ”Miki – en almindelig dag” (1980; en almindelig dag i drengen Miki’s liv; 13.19 min.), 2. ”Miki – en hundedag” (1980; Miki har en uheldig dag; 14,06 min.), 3. ”Miki – en solskinsdag” (1980; Miki en solskinsdag; 12.46 min.), 4. ”Miki – en regnvejrsdag” (1980; Miki leger i regnvejret; 16.18 min.), 5. ”Miki – en sygedag” (1980; Miki får skoldkopper; 15.12 min.), og 6. ”Miki – en fødselsdag” (1980; Miki leger at han holder sin fødselsdag; 16.10 min.). 

     I øvrigt producerede Hans Henrik Ley i 1980 endnu en flyttefilm, nemlig ”Guldlok og de tre bjørne”, baseret på det klassiske folkeeventyr, men uden tekst og kun i billeder af instruktøren og til musik af Eric Coates. Det var igen en flyttefilm, der dog denne gang var animeret og fotograferet af trickfilmfotograf Hasse Christensen. Filmen, som var beregnet for de 3-6 årige, var i farver og havde en spilletid på 3 minutter.
     I 1981 var Hasse Christensen animator på endnu en flytteanimeret film med tegninger og musik af Hans Henrik Ley: ”Fløjte-Per og Dragen”, der var beregnet for de 4-8 årige og som handlede om, hvordan Fløjte-Per bekæmper den farlige drage med sin fløjte-musik. Filmen var i farver og med en spilletid på 4.05 minutter.

     Men det var og blev dog flyttefilm-eksperten Walther Lehmann, der var og forblev Hans Henrik Leys foretrukne animator. Ley havde nu kastet sig over folkeeventyr, som han mente velegnede for lidt større børn i alderen 5-11 år. Det drejede sig om nogle dukketeaterspil, hvor baggrunde og figurer var hentet fra forlægger Alfred Jacobsens velkendte repertoire: ”Tommeltot” (antagelig 1980-81; baseret på folkeeventyret; 10.24 min.), ”Askepot” (ant. 1980-81; baseret på folkeeventyret; ca. 10 min.), og ”Snehvide” (ant. 1980-81; baseret på folkeeventyret; ca. 10 min.). Hver af de nævnte film foregik på en dukketeaterscene, hvis proscenium forestillede Det kgl. Teaters ”Ei blot til Lyst”.
     I løbet af 1981 blev det til endnu nogle pædagogiske kortfilm med motiver fra børns hverdag, denne gang om børns forhold til kæledyr: ”Hunden Bingo” (1981; om hvordan et barn bør behandle sin hund; 10.13 min.), ”Katten Pjevs” (1981; om hvordan et barn bør behandle sin kat; 10.13 min.), og ”Marsvinet Vims” (1981; om hvordan et barn bør behandle sit marsvin; 10.13 min.). Filmene havde manuskript, design og musik af Hans Henrik Ley, og Walther Lehmann stod for den efterhånden mesterlige, men personligt prægede flyttefilm-animation. 

     I 1980’erne samarbejdede Walther Lehmann også med tegneren Werner Vejp Olsen, bedst kendt for sine tegneserier ”Momsemor” og ”Wowsekøbing”. Det blev til flere lidt længere serier til TV:

Felix 1-6 (1980; Anim): 1. Den mystiske pro­fessor, 2. Den hemmelige opfindelse, 3. Detek­tiv søges, 4. Hr. Sharp slår til, 5. Fanget, 6. Kom så Felix. Wowsekøbing 1-6 (1983; Anim): 1. Skov­turen, 2. Mosters monster, 3. Atlantis, 4. Bigfoot, 5. Hattety­ven, 6. Falske penge. - Alfa - Beta 1-13 (1984; Anim) 1. skattejagt, 2. En dobbelt fødselsdag, 3. En dårlig taber, 4. Nu rejser jeg, 5. De olympiske børnelege, 6. En vægtløs dag, 7. Røde hunde, 8. En skovtur, 9. Hjemve, 10. Et hundeliv, 11. Far Gamma - et teknisk geni, 12. Den afskyelige planetmand, 13. Det lille grønne folk.

For DR-TV’s B&U-afdeling var Lehmann også animator på følgende film: Legestue 1-3 (1974; Anim): 1. Baby, 2. Højhus, 3. Hund. Børn og trafik 1-4 (1975; Anim) - Indendørslege 1-6 (1975; Anim): 1. Huskespillet, 2. Propskibe, 3. Fodboldspil, 4. Tændstikspil, 5. Solur, 6. Bjergbane. Børn og trafik 5-8 (1976; Anim) - Brumme og Co. 1-6 (1976; Anim): 1. Indkøbsturen, 2. Pigejob - drengejob, 3. Anderledes, 4. At låne, 5. Uvenner, 6. Skovsvin.

Anima Film i 1980’erne (fortsat)

Opgaverne fra Ib Dam – Spectrum Film  var relativt mange og mangeartede. Det drejede sig i reglen om reklamefilm og indslag i kortfilm, men ingen nævnt ingen glemt.
     I september 1981 fik vi en opgave af Ib Dam –Spectrum Film, som skulle vise sig at komme til at give Anima Film et så klækkeligt underskud, at det bidrog til at firmaet kom til at køre på pumperne. Opgaven lød dels på fremstillingen af nogle grafiske plancher og dels nogle skilte og andet, som skulle indgå i nogle kortfilm om økonomi. Disse film var i virkeligheden en dansk version af et par engelske kortfilm, som havde to populære skuespillere fra Monty Python-gruppen i hovedrollerne: den megahøje John Cleese og en anden, men meget lille skuespiller, hvis navn jeg ikke husker. I den danske version blev de to roller spillet af henholdsvis Ulf Pilgaard og Paul Hagen. 
     Flemming Arnholm var instruktør på de to økonomi-film. Han havde efterhånden arbejdet sig frem til at blive meddirektør i Ib Dam – Spectrum Film, men hverken han eller Ib Dam fattede de problemer og vanskeligheder, de stillede os i ved at give os opgaven. Vi på vores side turde ikke vove at sige nej til opgaven af frygt for at miste Ib Dam – Spectrum Film som kunde. 
     Noget af det, der kom til at koste Anima Film penge i forbindelse med de to økonomi-film, var den omstændighed, at vi blev nødt til at involvere ’vores’ snedker, Aage Aggerholm, i projektet. Vi så os nemlig ikke selv i stand til at fremstille de 80 cm høje, kvadratiske trækasser, som efter først at være blevet malet og derefter forsynet med diverse tekster, skulle indgå i de realfilmoptagelser, der skulle finde sted i Ib Dam – Spectrum Films atelier. 
      En del af opgaven lød også på at fremstille nogle miniaturemodeller af bl.a. en karrusel og af en fabrik, som skulle tegnes, males og skæres ud af tykt karton. Det var heller ikke et arbejde Birgit og jeg var vant til, så det tog os uforholdsmæssigt lang tid at fremstille modellerne. Og selvom det egentlig var et interessant, sjovt og anderledes arbejde, kostede det os for mange arbejdstimer, som tilmed gik fra de andre opgaver, vi havde at lave i samme tidsrum.

På fotoet til venstre ses Birgit Bennedbæk i gang med at tegne og male nogle af de dele på karton, der skulle skæres ud og bruges til den model af en karrusel, der også skulle indgå i den ene af de to kortfilm om økonomi, som er omtalt i hovedteksten.  På fotoet til højre ses Birgit med skabelonen til karrusellen (i forgrunden) og den færdige karrusel i baggrunden. – Fotos: © 1981 Harry Rasmussen.

På fotoet til venstre ses jeg, en tydeligt ’nedkørt’ Harry Rasmussen, i færd med at tegne udkast til den i hovedteksten stiliserede fabriksbygning. Til højre sidder jeg med den færdige model af modelfabrikken, som skulle bruges i den ene af de to film om økonomi. Reolerne i baggrunden var specielt konstrueret og beregnet til, at der kunne lægges malede cels til tørring på hylderne. En for resten tidkrævende proces i gammeldags tegnefilmproduktion. – Foto: © 1981 Harry Rasmussen.

     Til de økonomiske vanskeligheder, som Anima Film fik i efteråret 1981, bidrog også en usædvanlig stor ekstra varmeregning, som netop kom i september, og som hovedsagelig skyldtes den hårde kulde, der havde været i vinteren forud. Da var der så koldt i lokalerne, at disse var svære at varme tilstrækkeligt op. Og særlig i køkkenet, som var uopvarmet, kunne der blive så koldt, at alting frøs til is. Kælderen, som kun blev brugt som lager og arkiv, var så kold, at vi kun gik derned, hvis det var strengt nødvendigt. Huslejen lå ellers på et rimeligt niveau, nemlig 1.400 kr. månedlig + à conto varme på 450 kr. Men den ekstraordinært store efterregning på varme lød på 19.000 kr., og det kom som et chok for os. Vores revisor undersøgte sagen, men det ændrede ikke ved regningen, tværtimod skulle han naturligvis have salær for sit arbejde. Han anbefalede os i øvrigt at finde nogle bedre egnede lokaler til vores formål, idet man måtte forudse lignende efterregninger i de kolde vintre i fremtiden.
     Men alt i alt kom det til at stå os lysende klart, at vi ikke i længden ville kunne klare de mange udgifter i forbindelse med firmaets drift, hvis ikke vi foretog en drastisk ændring af situationen. Denne ændring skulle først og fremmest bestå i, at vi skar ned på alle udgifter, hvilket bl.a. indebar en smertelig opsigelse af Birgits ansættelse i firmaet. I stedet ville hun midlertidigt melde sig arbejdsløs under Grafisk Forbund og derefter søge at vende tilbage til sin stilling som pædagog, idet hun var af den opfattelse, at der næppe ville være nogen fremtid for hende indenfor den på det tidspunkt skrantede kommercielle danske tegnefilmbranche. I sin fritid ville hun så assistere mig med tegnefilmarbejdet i det omfang, hun kunne afse tid og kræfter til det. Desuden ville det være nødvendigt at opsige lejemålet på Gl. Kongevej og i stedet flytte virksomheden hjem privat. Dernæst skulle vi frasige os at få flere opgaver, end jeg fortrinsvis selv ville kunne klare, eventuelt ved hjælp af lejlighedsvis freelance assistance.

     En af de omstændigheder, der var med til at afgøre vores beslutning om at geare ned, var, at jeg personligt efterhånden var kørt ned fysisk og psykisk og ofte led af hovedpine og nemt fik næseblod. Men da jeg aldrig havde fejlet noget tidligere i mit liv, gik jeg heller ikke i dette tilfælde til læge. Det viste sig flere år senere, at jeg havde et alt for højt og ubehandlet blodtryk. Det blev konstateret, da jeg i oktober 1990 pludselig fik en blodprop i hjernen, som medførte en dog kun kortvarig hospitalsindlæggelse. Lykkeligvis fik jeg ingen varige mén af blodproppen, og det forhøjede blodtryk kom til gengæld under livslang behandling og kontrol. 

     Der var heldigvis kun en måneds opsigelse på lejemålet på Gl. Kongevej, men vi havde jo foretaget en del forbedringer og nyindretninger af lokalerne, og var så heldige, at indehaveren af VVS-firmaet, Sv. O. Olsen, som holdt til i gården bag hovedbygningen, gerne ville overtage vores lejemål og betale os et passende beløb som kompensation for de omkostninger, vi havde haft i forbindelse med lokalernes istandsættelse og indretning.
     Men det var dog trods alt med et vist vemod, at vi omkring 1. maj 1982 flyttede Anima Film ApS fra Gl. Kongevej og fik tegnestue hjemme hos mig og Birgit privat. Firmaet skiftede samtidigt postadresse til Postboks 97, 2630 Taastrup. Men her fortsattes arbejdet umiddelbart efter flytningen, idet der stadigvæk var en del opgaver, som skulle udføres, herunder først og fremmest tegnefilmindslagene til kortfilmene om arbejderbeskyttelse og miljøforbedringer af arbejdspladser. 

     De nærmest følgende år blev reelt set en ørkenvandring mellem tekstarbejde og grafiske plancher, landkort og lignende, men praktisk talt aldrig en eneste ’rigtig’ tegnefilm. På et tidspunkt i 1983 var der dog optræk til, at en af arbejdsmiljøbeskyttelsesfilmene skulle handle om de efter min mening morsomme ”miljøtter” i form af små kvinder og mænd iført blå kedeldragter og med beskyttelseshjelme, og hvis nærmeste ’slægtninge’ måske kunne siges at være ”Smølferne”, dog uden direkte ligheder. Miljøt-figurerne designede jeg i forbindelse med en kortfilm om beskyttelse mod støj, men der blev ikke andet og mere ud af projektet for mit vedkommende, end at der som forslag blev tegnet en storyboard, der imidlertid ikke blev godkendt af forfatteren Henrik H. Lund, som var manuskriptforfatter på filmen om støj. Jeg fik imidlertid et honorar på 2.000 kr. for ulejligheden.

     Der var dog en enkelt undtagelse i striben af brødarbejde, idet min gode ven og kollega Jakob Koch, som selv var tegner og animator og havde sit eget firma, i efteråret 1983 gav mig til opgave at producere nogle tegnefilmindslag i en public relation kortfilm om ”De danske oste”. Her fik jeg lejlighed til endnu engang at animere på god gammeldaws facon, og det bekom mig godt. Birgit hjalp med optræk og farvelægning.
     Men Adam var som bekendt ikke længe i paradiset, så da arbejdet med ”De danske oste” var overstået, fortsatte ørkenvandringen mellem tørt tekstarbejde og kedelige grafiske plancher med søjler og tal, og – når det gik højt – stillestående figurer af den ene eller anden slags.

”Tegnedrengene”

I begyndelsen af 1980’erne var der især to af Jannik Hastrups tidligere elever, der  markerede sig som selvstændige skabere af tegnefilm, hvori der til at begynde med især blev anvendt den økonomiske og såkaldte cut-out teknik. Det drejer sig om Anders Sørensen og Per Tønnes Nielsen, som siden 1970’erne var indgået i et snævert samarbejde med hinanden, og som blev verdensberømte i tegnefilm- og pædagogkredse i Danmark under fællesnavnet Tegnedrengene.
     De to tegnedrenge indledte snart et tæt samarbejde med producenten Svend Johansen, som var leder af produktionsselskabet FILMFORSYNINGEN, der særlig satsede på film til undervisningsbrug. En af de tegnefilm i denne kategori, der blev produceret, var "Aborresøen" (1978), som Svend Johansen selv instruerede. Filmen består af 5 afsnit, som hver varer mellem 11 og 13 minutter, i alt 61 minutter, en betragtelig længde for en tegnefilm. Det lod sig økonomisk set også kun gøre, fordi animationen var udført i cut-out teknik. Det var i øvrigt heller ikke meningen, at de fem afsnit skulle ses samlet, men derimod hver for sig med visse mellemrum, spredt ud over nogle dage eller uger.
     I samarbejde med Danmarks Radio producerede Filmforsyningen i 1980 tre korte tegnefilm med Flemming Quist Møllers snart berømte figur ”Snuden”. Det var også ham, der skrev manuskriptet og designede filmene, som hver for sig havde en spillelængde på ca. 18. minutter. De tre film havde henholdsvis titlerne "Snuden rejser hjemmefra", "Snuden i byen" og  "Snuden vender tilbage". Filmene blev instrueret og animeret af Anders Sørensen med assistance af Vibeke Kyhl og Birgita Faber. Filmenes baggrunde består i vid udstrækning af fotos, optaget af Susanne Mertz, og brugt på principielt samme måde, som tilfældet var 10 år tidligere i ”Bennys badekar”.

Scenebillede fra "Snuden". - © 1980 Filmforsyningen.

     Flemming Quist Møller var i lighed med bl.a. Jannik Hastrup kendt for sit  engagement på den politiske venstrefløj, og det gav sig naturligt nok udtryk i hans film. Helt tilbage fra midten af 1960’erne satiriserede han over det borgerlige samfunds efter hans mening børne- og naturfjendske måde at indrette tilværelsen på. Filmene om ”Snuden” er nærmest bygget op som et romantisk opgør mellem natur og kultur, men er samtidig en underforstået og kras satire over de voksnes måde at indrette tingene på. Filmene er dog også rørende, morsomme og fulde af fantasifulde indfald og episoder, godt hjulpet på vej af en vellykket cut-out animation.

     Som tidligere omtalt var brugen af cut-out teknikken i tegnefilm primært en følge af de økonomiske og finansielle forhold, der herskede i Danmark efter krigen og i de første tre tiår efter. Det gjaldt både den kommercielle tegnefilm og den statsstøttede tegnefilm, og det var derfor en af de måder, som danske tegnefilmskabere havde mulighed for at overleve på. En underholdningstegnefilm som ”Bennys badekar” (1970) udgjorde på den tid en absolut undtagelse fra reglen, idet denne var tegnet i traditionel animations-teknik på cels, men i stor udstrækning med brug af mange og lange animations-repeater, og desuden med fotografiske baggrunde, hvilket i sig selv må have udgjort en form for besparelse, rent bortset fra, at det dannede en original collageagtig stil for sig. (Note 2)

     Det var i begyndelsen af 1980’erne, at Jannik Hastrup igen lod høre fra sig, denne gang med den korte 12-minutters tegnefilm: "Hvordan det videre gik den grimme ælling" (1981). Filmen var en moderniseret parafrase over H.C.Andersens verdensberømte eventyr "Den grimme ælling" (1844), idet handlingen var gjort nutidig og med en tydelig freudiansk fortolkning af eventyret. Teknisk set var der tale om cel-animation, om end udført i en frisk og djærv, lidt skitseagtig tegnestil, som var karakteristisk for Jannik Hastrups film på den tid.

"Hvordan det videre gik den grimme ælling"- © 1981 Jannik Hastrup.

      I 1982 kom en af de sjældne undtagelser indenfor dansk tegnefilmproduktion: ”Det usynlige pattebarn”. Manuskript: Flemming Quist Møller. Instruktion: Anders Sørensen og Flemming Quist Møller. Animation: Jørgen Klubien, Liller Møller, Per Tønnes Nielsen. Her var der tale om animation i ’klassisk’ stil, omend lidt grotesk og skitseagtigt i den grafiske stil, men absolut professionelt udført.

"Det usynlige pattebarn" - © 1982 Filmforsyningen.

     Den 1. februar 1984 flyttede Tegnedrengene Anders Sørensen og Per Tønnes Nielsen, som hidtil havde haft tegnestue i Skindergade 41, til tegnestueadressen Vesterbrogade 24. 2. th.

Flyttemeddelelse 1984 for Tegnedrengene alias Andersen Sørensen og Per Tønnes Nielsen.

Ny dansk langtegnefilm

Den 12. december 1983 bragte tidsskriftet AudioVisuelleMedia (AVM) en overraskende og interessant artikel med overskriften:

Spændende tegnefilmprojekt i gang:

Dansk tegnefilm med 54.000 tegninger
er under udarbejdelse.

Under en dramatisk sort-hvid tegning af guden Thor, der i sin vogn forspændt med to bukke farer hen over himlen og svinger hammeren, så lynene slår ud til alle sider og danner ordet VALHALLA, kunne journalist Mogens Svane bl.a. fortælle, at DR TV mellem jul og nytår ville vise den 7 minutters pilotfilm, som Peter Madsen, Jeff Varab og Jakob Stegelmann havde produceret for et beløb af 876.000 kr., hvoraf de  676.000 kr. var støtte fra Filminstituttet ved filmkonsulenterne Ida Zeruneith, Ulrik Breuning, Jørgen Melgaard og Christian Clausen, medens de 200.000 kr. i henhold til en samarbejdsaftale var ydet af Danmarks Radio.
     Det nævnes også, at pilotfilmen dels skulle kunne vises som en selvstændig kortfilm og desuden indgå i den endelige 90-minutters udgave af filmen (den endte dog med ’kun’ at blive på 78 minutter), som var beregnet til en produktionstid på 2 år og med et budget på 12 mill. kr. Det bemærkes samtidigt, at ”det er den første fuldanimerede spillefilm siden ”Fyrtøjet” 1946.” Det sidstnævnte kom dog ikke til at holde stik, for selvom man ikke medregner Hastrups og Quist Møllers ”Bennys badekar” fra 1970, så fik Jannik Hastrups langtegnefilm ”Samson og Sally” premiere i 1985, medens ”Valhalla” først fik premiere i 1986, mere præcist den 10. oktober.

     Indskudt kan fortælles, at det hele begyndte med, at Jørgen Klubien, som havde arbejdet et par år hos Disney i Californien, i 1981 vendte hjem til Danmark sammen med vennen og kollegaen Jeffrey (Jeff) Varab, som havde flere år på bagen som animator hos samme firma. Her havde han været animator på langtegnefilm som ”Robin Hood” (1973) og ”The Fox and the Hound” (1981: ”Mads og Mikkel”). De to slog sig ned i København, hvor de etablerede en tegnestue i en kælder i Skindergade 45. Her producerede de reklametegnefilm og bl.a. også logo-sekvensen til TV-serien ”Så er der tegnefilm”, som Jakob Stegelmann var redaktør af.
      Det kom hurtigt til at stå klart for de tre ungersvende, at hvis man ville producere underholdningstegnefilm, så måtte man først og fremmest skaffe sig et team af kvalificerede medarbejdere, primært animatorer. Derfor oprettede man – meget betegnende – ”The Animation School of Copenhagen”, hvor eleverne skulle betale for undervisningen, og det nærmest strømmede til med især unge mænd, som gerne ville lære sig teknikken bag klassisk animation. Kurserne var altså målrettede i tegnefilmsteknik, ikke mindst i animationens teknik. Til det formål havde Jeff Varab medbragt nogle ringbind, hvori et stort antal A4-ark gav eksempler på stort set alle erfaringer i tegnefilmproduktion, som Disney-studierne havde gjort siden den helt store begyndelse i 1930’erne. Undervisningen fandt i øvrigt sted i lejede lokaler på Krebs’ skole i Stockholmsgade, hvor Jakob Stegelmanns far, Jørgen Stegelmann, var rektor.
     Imidlertid forlod Jørgen Klubien på et tidspunkt samarbejdet og vendte tilbage til Californien, for igen at arbejde hos Disney. Det blev derfor Varab og Stegelmann, der førte foretagendet videre, med Stegelmann som producent og presseagent, og med Varab som supervising animator og kunstnerisk leder.

     I den ovenfor omtalte artikel i AudioVisuelleMedia fortælles det også, at Jakob Stegelmann og Jeff Varab i 1981 havde startet et tegnefilmstudie for produktion af reklametegnefilm, Varab & Stegelmann ApS, men allerede året efter kom det på tale at tegnefilmatisere Peter Madsens populære tegneserie ”Valhalla” som langtegnefilm. Tegneserien ”Valhalla” havde fået så stor succes, at den blev sidestillet med internationale tegneserier som ”Asterix” og ”Lucky Luke”, og med tanke på Peter Madsens figurstil og handlingen i ”Valhalla”, var tanken for så vidt nærliggende, at den egnede sig til en længere tegnefilm i ’klassisk’ format. Det var med tegnere fra de ovennævnte kurser som kerne, at det hele begyndte, og man fortsatte derfor de målrettede kurser i tegnefilmsteknik og animationsteknik specielt med dette formål for øje. Disse kurser blev ledet af Jeff Varab og Stefan Fjeldmark, som havde vist sig som særligt markante tegnere og animatorer, og de tog efterhånden sigte på en forberedelse af Valhalla-projektet. Omtrent samme år udkom Frank Thomas og Ollie Johnstons bog ”Disney Animation. The Illusion og Life”, som i endnu højere grad redegjorde i detaljer for de procedurer, der havde været gældende hos Walt Disney Productions fra midten af 1930’erne og helt op til nutiden. (Note 3)

    Det skal beklages, at det ikke har været muligt at bringe billeder fra filmen "Valhalla" her på hjemmesiden, idet rettighedshaveren Sandrew Metronome Danmark A/S ikke har kunnet give tilladelse dertil.

    I det i starten lille firma, som snart efter fik til huse i en nedlagt sporvognsremise i baggården til Nansensgade 45, fungerede Jakob Stegelmann som nævnt som producent og public relation agent, medens tegneserien ”Valhalla”s visuelle skaber, Peter Madsen, selvsagt stod som kunstnerisk supervisor, og desuden fungerede han som medinstruktør sammen med den erfarne Jeff Varab, der samtidigt var filmens animationstekniske supervisor. For musikken svarede i første omgang Jussi Olsen og Bent Hesselmann, og Jakob Koch stod for optagelsen af nogle scener til pilotfilmen på sit eget trickbord i Tureby. I første omgang indtaltes filmens dialog på engelsk med henblik på en international distribution af ”Valhalla”.
     Forud var gået, at Filminstituttet i 1982 havde givet et foreløbigt tilsagn om at ville støtte ”Valhalla”-projektet, og det fik Henning Kure, Jakob Stegelmann, Peter Madsen og Jeffrey Varab til at stifte ”Asgård Film ApS”, som sammen med Forlaget Interpresse A/S havde til hovedformål at producere ”Valhalla”-filmen. Desuden trådte Bent Fabricius-Bjerres Metronome A/S og forlæggeren Palle Fogtdal til som økonomiske interessenthavere.  
     Imidlertid var Danmarks Radio også kommet med i billedet med en sum penge, og i efteråret 1982 gik det kreative team for alvor i gang med at producere en 10-minutters pilotfilm, først og fremmest til visning i DR TV, men også som salgsargument for om muligt at rejse den nødvendige kapital til filmens endelige produktion. Produktionsteamet bestod af animatorerne Stefan Fjeldmark, Jørgen Lerdam, Karsten Kiilerich, Kim Annweiler, Vibeke Andersen og Hans Perk, som på det tidspunkt havde arbejdet 4 år for Børge Ring i Holland, bl.a. på dennes Oscar-vindende kortfilm ”Anna & Bella” (1884). Børge Ring hyredes som freelance animator på nogle specielt musikalske sekvenser som ”Spisekonkurrencen”, ”Hyttebygningen”, ”Sangen i hytten” og ”Jættefesten”. For filmens baggrunde svarede en lille gruppe tegnere under ledelse af Ingo Milton og Søren Håkansson. (Note 4)

     I maj 1984 deltog Jakob Stegelmann og Jeff Varab i filmfestivalen i Cannes, hvor de søgte at skabe interesse omkring deres kommende langtegnefilm-projekt ”Valhalla”. I den anledning bragte Berlingske Tidende den 18. maj s.å. en artikel af journalist og filmanmelder Ebbe Iversen, som bl.a. kunne fortælle, at ”Valhalla” ville blive den hidtil dyreste danske film. Det nævntes endvidere, at 60 fastansatte mennesker arbejdede på filmen i studier i Nansensgade og Ravnsborggade.
     På det tidspunkt regnede man optimistisk med, at filmen, som indtil da havde et efter danske forhold rekordstort budget på 14,5 mill. kr., ville kunne få premiere i julen 1985. Om budgettet oplystes, at ”Valhalla”-filmen, som  produceredes af ”Varab & Stegelmann”, havde fået en produktionsstøtte af Det danske Filminstitut på 8,5 mill. kr., medens Metronome Film og Palle Fogtdal bidrog med hver 3 mill. kr., altså i alt 14,5 mill. kr. 
     I artiklen nævntes også, at for at konsolidere økonomien havde Varab & Stegelmann fremskredne planer om også at producere noget ”helt nyt”, nemlig nogle interaktive video-spil. Desuden havde man allerede planer om den næste langtegnefilm, som skulle baseres på det berømte 5000 år gamle digt ”Gilgamesh”, som omhandler babylonisk mytologi. Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff var allerede i gang med at skrive manuskriptet til filmen.

     En ting værd at nævne, er, at det på basis af medarbejdernes entusiasme lykkedes Asgård Film at indgå en særaftale med Filmarbejderforbundet (FAF) om ekstra lave lønninger til firmaets ansatte. Det skete i håbet om at kunne holde omkostningerne på det optimalt laveste niveau, således at Valhalla-projektet kunne gennemføres, og nye og mere givtige tegnefilmprojekter ville kunne sættes igang i fremtiden. Men i september 1984 stod det klart for ledelsen af Asgård Film, at Valhalla-filmens budget heller ikke på det grundlag kunne holde.
     Formentlig i håbet om at kunne overleve i en vanskelig branche, havde Varab & Stegelmann ApS, store ambitioner og fremtidsplaner. I 1984 var computerteknikken for alvor begyndt at gøre sig gældende, også i Danmark, og man ville ikke stå tilbage for udlandet. Interaktive computerspil var tidens store ’dille’, så hvad var mere nærliggende end også at forsøge sig på det felt. Ifølge AVM, 14. september 1984, var man gået i gang med at skabe nogle interaktive videospil, indspillet på interaktive laser-discs, og der var allerede ansat 25 medarbejdere i den specialafdeling af firmaet Varab & Stegelmann ApS, som holdt til i Ravnsborggade på Nørrebro i København. Tegnestuerne, hvor man producerede tegnefilmen ”Valhalla” lå på det tidspunkt i Nansensgade, hvor der angiveligt var 50 ansatte. (Note 5)

     Midt i røret omkring ”Valhalla”-filmen skete der noget i retning af en nyskabelse indenfor dansk filmlitteratur: Den 21. november 1984 kunne Berlingske Tidende på forsiden af Berlingske Magasin bringe en udførlig anmeldelse af Jakob Stegelmanns netop udkomne bog ”Tegnefilmens historie”. I anmeldelsen, som var skrevet af avisens kyndige filmanmelder, Ebbe Iversen, kunne man læse følgende indledning:

     ”Man kan ikke diskutere tegnefilm med Jakob Stegelmann. Således at forstå, at denne flittige og klart formulerende skribent har så kolossal en viden om emnet, at det ville være ubetænksomt overmod at gå i rette med hans synspunkter.
     Dem er der en del af i bogen ”Tegnefilmens historie”, for Jakob Stegelmann er ingen tandløs opremser. Men først og fremmest er det overdådigt illustrerede værk en facts-fyldt og meget omhyggelig gennemgang af tegnefilmens udvikling i USA. Andre landes produktion omtales kort – f.eks. Norman McLaren i Canada, Halas & Batchelor i England, de belgisk-franske film som ”Asterix” og ”Lucky Luke” samt Danmark helt frem til Jannik Hastrups ”Samson og Sally” – men det er den populære amerikanske tegnefilm, der rimeligt nok har Jakob Stegelmanns primære bevågenhed.” (Note 6)

     For mit personlige vedkommende var det især den omstændighed, at Jakob Stegelmann i bogen ”Tegnefilmens historie” også havde vovet sig ind på et emne, som han på det tidspunkt åbenbart ikke vidste tilstrækkeligt om, til at kunne skrive seriøst og troværdigt om det, og det var dansk tegnefilm. Desuden havde han i sammenhængen fuldstændig udeladt at omtale Bent Barfod og dennes tegnefilm, men det var især omtalen af langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, der så at sige fyrede op under mine ’kedler’ og fik mig til at gøre skriftlig indsigelse imod nogle af de eklatante fejl, der specielt var om produktionen af ”Fyrtøjet”.
     Det var desuden også Stegelmanns bog, der satte mig i gang med selv at forsøge på at stykke dansk tegnefilms historie sammen. Dels kendte jeg jo af personlig erfaring en del til tidlig dansk tegnefilmhistorie og især til ”Fyrtøjet” og omstændighederne omkring denne films produktion, og dels havde jeg tænkt mig at lave en grundig og dybdegående research omkring emnet. Målsætningen var derfor høj og ambitionerne store, for store skulle det vise sig, for arbejdets omfang viste sig hurtigt at være større og mere krævende, end jeg på forhånd havde forestillet mig. Alene en omfattende brevveksling og telefoninterviews med forskellige folk indenfor eller med tilknytning til tegnefilmbranchen, viste sig hurtigt at være for meget for en enkelt mand at overkomme. Dertil kom, at der jo ikke var penge til projektets gennemførelse, hvorfor jeg selvfølgelig fortsat måtte sørge for, at der var tilstrækkeligt med brødarbejde for mig at lave. Det var hovedgrunden til, at jeg allerede i 1985 så mig nødsaget til at lægge arbejdet med tegnefilmhistorien til side indtil videre.

     Men Jakob Stegelmanns bog om ”Tegnefilmens historie” blev naturligvis hilst velkommen, selvfølgelig især af tegnefilm-fans og formentlig også af de fleste hjemlige professionelle tegnefilmfolk, hvoraf en del dog allerede på forhånd var bekendt med den engelsksprogede litteratur om amerikanske tegnefilm og disses historie, herunder ikke mindst om Disneys tegnefilmfilmvirksomhed og verdensberømte tegnefilm. (Note 7)

     Den 7. december 1984 kunne Berlingske Tidendes filmanmelder Ebbe Iversen fortælle, at den kendte 63-årige engelske skuespiller, instruktør og forfatter Peter Ustinov muligvis skulle lægge stemme til den babylonske kong Gilgamesh i Varab & Stegelmanns produktion af langtegnefilmen ”Gilgamesh”, som var planlagt til at skulle følge efter produktionen af ”Valhalla”.  
     Der var kort og godt blevet et røre omkring dansk tegnefilm, som aldrig tidligere var set eller hørt, og det måtte formentlig først og fremmest tilskrives Jakob Stegelmann og hans evne til at formå de trykte såvel som elektroniske medier til at interessere sig for ”Valhalla”-projektet. Han var ikke for ingenting søn af den kendte filmanmelder og kommentator ved Berlingske Tidende og rektor ved Krebs’ Skole i København, Jørgen Stegelmann. Sønnen Jakob blev også medarbejder ved Berlingske Tidende, hvor han især skriver om tegnefilm og computerspil. (Note 8)

     Imidlertid skulle det ikke komme til at gå så glat med produktionen af ”Valhalla”, som alle havde troet og håbet på. Allerede den 14. januar 1985 kunne Politikens journalist Helle Hellmann fortælle bladets læsere, at ”Den store danske tegnefilm om de nordiske guders liv, Valhalla, kommer til at koste fem mill. kr. mere end oprindeligt beregnet, men det er lykkedes folkene bag filmen at skaffe beløbet.”
     I samme artikel får man også at vide, at det oprindelige budget lød på 16 mill. kr., men at beløbet ikke slog til, fordi hovedparten af de involverede tegnere var utrænede i at lave tegnefilm. Det nævnes også, at ”Filminstituttet oprindelig støttede projektet med 8, 5 mill. kr., Bent Fabricius-Bjerre, Warner-Metronome, og Palle Fogtdal var fifry-fifty om yderligere fire, mens forlaget Interpresse, som er delvis ejet af det svenske Bonnier, kom med resten.”
    Artiklen fortæller også, at der er var kommet ”en ny privat investor og partner i projektet, forretningsmanden og juristen Michael Andreasen, der har skudt yderligere fem mill. kr. til, da hverken Filminstituttet eller Fabricius-Bjerre/Fogtdal ønskede af ’fryse flere penge fast i filmen’ som Bent Fabricius-Bjerre udtrykker det.”
     Desuden får man at vide, at Filminstituttets bestyrelse og direktør, Finn Aabye, havde godkendt de ny investeringer, og at filmproducenten Nina Crone var sat på den opgave, at sanere Varab & Stegelmanns økonomi. Optimismen på ”Valhalla”-filmens vegne var derfor fortsat stor hos de fleste af de involverede parter, men nok allermest hos det tegnefilm-entusiastiske personale på firmaets tegnestuer, for hvem tegnefilmmiljøet nærmest var en livsstil. De mest engagerede levede og åndede simpelthen for at lave tegnefilm.

     Nyheden om det uhyre ambitiøse Valhalla-projekt bredte sig også til udlandet, og via Jakob Stegelmanns kontakt til Walt Disney-studierne blev der etableret en kontakt til Roy Disney Jr., som i 1984-85 havde overtaget aktiemajoriteten i Walt Disney Productions, og som derefter var den reelle leder af det verdensomspændende firma. Han aflagde et besøg hos Valhalla-folkene i Nansensgade og blev efter sigende begejstret for det, han så ved den lejlighed. Men nogen aftale om køb og distribution af filmen på verdensmarkedet blev det ikke til. (Note 9)

     Men på trods af den store optimisme viste det sig alligevel, at Valhalla-projektet fortsat blev forfulgt af problemer og uheld. Allerede den 30. april 1985 kunne Berlingske Tidendes filmanmelder Ebbe Iversen meddele, dels at ”Valhalla”-filmens budget nu var oppe på 20. mill. kr., og dels at Jakob Stegelmann allerede året før, altså i 1984, havde forladt sin stilling som producent. Det samme var tilfældet for filmens instruktør, Jeff Varab, som ”efter en række kunstneriske og økonomiske uoverensstemmelser”,  i slutningen af marts 1985 også havde forladt projektet. Filmens fortsatte produktion lå herefter i instruktør Peter Madsens og ejendomshandleren Michael Andreasens hænder.
      Imens pressen og offentligheden med vanlig interesse for det sensationelle og skandaløse fulgte med i de angiveligt store finansielle problemer, der til stadighed forfulgte det dristige initiativ og eksperiment med ”Valhalla”-filmen, så knoklede det dybt engagerede og involverede personale mere eller mindre fortrøstsningsfuldt videre, først på tegnestuerne i Nansensgade og Ravnsborggade, og senere i den nyerhvervede store ejendom på Sundholmsvej 67 på Amager.

     Den uventede udvikling i sagen omkring Valhalla-projektet blev naturligvis også omtalt i TV-avisen, i dette tilfælde den 29. april 1985. Dagen efter kunne Berlingske Tidendes tv-anmelder, Marianne Juhl, skrive følgende i klummen ”tv i går”:

     ”Der har været torden i luften i de studier, hvor man på livet løs er i gang med at tegne filmen over Nordisk Mytologi ”Valhalla”. Ikke kun fordi nogen har forgrebet sig på et af benene i Thors gedebuk, men fordi der har været uoverensstemmelser om økonomien. Nu er Jakob Stegelmann gået fra studierne. Dette problem blev ikke uddybet i TV-avisen (var det ellers ikke nyheden i den historie?) men vi så et klip af filmen. Det/de tegner godt, mon ikke selskabets håb om at sælge til USA skulle gå i opfyldelse? Der er imidlertid et stykke vej igen, først til foråret 1986 tør man regne med at være færdig.”

     Jakob Stegelmann og Jeffrey Varab havde dog ikke helt tabt modet og lysten til at lave tegnefilm. De fortsatte sammen under firmanavnet ”James & Krøyer Film”, navnet valgt, fordi ’James’ og ’Krøyer’ er mellemnavne for hhv. Varab og Stegelmann. Varab havde bl.a. fået til opgave at rentegne en af Børge Rings sekvenser i ”Valhalla”, nemlig ”Børnenes sang i hytten”. Sagen var den, at Børge Rings animation var meget skitsemæssigt udført, og ville kræve en anselig arbejdsindsats at rentegne, så derfor blev de sekvenser, han havde stået for og animeret, ifølge Hans Perk gemt til sidst i produktionen.

     Imidlertid fortsatte uroen omkring Valhalla-filmen, og det blev fulgt opmærksomt af medierne, som gerne bragte ’nyheder’ om det plagede projekt til torvs. Således kunne Politiken i nedenstående notits den 29. maj 1985 fortælle følgende:

”Den store  nye danske tegnefilm, Valhalla, bliver muligvis distribueret af Walt Disney studierne, som igennem de seneste år har fingrene i meget mere, end de selv laver. Under den nys overståede Cannes filmfestival gik forhandlingerne med det danske produktionsselskab Swan Production A/S ind i en seriøs fase, som man nu på Amager håber vil blive heldigt afsluttet. Man tager dog glæderne på forskud ved at afholde reception hos Valhalla-folkene på fredag, hvor de nye studier på Amager fremvises for en indbudt skare.”

     To dage senere, den 1. maj 1985, kunne Politiken følge notitsen op med nedenstående og lidt mere uddybende artikel af Helle Hellmann:

Strid om film
Uenighed om tegnefilm

     ”De gamle nordiske myter er fulde af brådne pander og brægende får … og omend der er en vis mangel på får, så er der faldet nogle hug på vejen mod fuldførelsen af det hidtil største danske tegnefilmprojekt, Valhalla. Sidst har en af filmens igangsættere og ankermænd, Jeff Varab, forladt projektet, men det har ikke forrykket det planlagte premieretidspunkt, julen 85.
     - Det er selvfølgelig ikke sjovt at være startet sammen og så ikke være i stand til at fuldføre filmen sammen, siger Peter Madsen, som i sin tid fandt på og lavede tegneserien Valhalla, der danner grundlag for filmen.
     Tegnefilmen startede med fem-seks mand, heriblandt Madsen, Jakob Stegelmann og Jeff Varab i efteråret 1983. Stegelmann er siden trådt tilbage som producer og filmproducenten Nina Crone var økonomisk rådgiver på et tidspunkt, da hverken Metronome direktøren Bent Fabricius-Bjerre eller Palle Fogtdal ønskede at skyde flere penge i foretagendet end de to mill. kr. de hver især havde bidraget med.
     Der er ingen tvivl om at problemerne lå i opbygningsfasen og at vi nu med de 70-80 mennesker, vi er, kan køre videre og færdiggøre filmen, siger Peter Madsen, der er åndelig og teknisk vejleder på filmen.
     Ind fra højre kom sidste år ejendomsmægler Michael Andreasen og hans Swan Productions og hele tegnefilms-’fabrikken’ er flyttet ud i hans lokaler på Amager, hvor Stegelmann og Varab følte sig så dårligt tilpas, bl.a. p.g. af administrative uoverensstemmelser, at de trak sig. Men de har stadig part i filmen via deres selskab Asgård Film, som de har sammen med Peter Madsen.
     Til efteråret lægger man de sidste dele af den engelske dialog på filmen og indtaler den samtidig på dansk. Interessen for Valhalla og de nordiske guders tossestreger er allerede stor uden for landet. Samtidig vil filmens besværlige arbejdsproces, der kommer til at koste omkring 20 mill. kr. i stedet for de knap 15, man først havde regnet med, resultere i, at man i Danmark har fået uddannet en pæn stab tegnere, der ved en eventuel anden lejlighed meget lettere vil gå i gang med en stor animeret film…”

     En måned senere, mere præcist den 1. juni 1985, fulgte Politikens medarbejder Helle Hellmann ovenfor citerede artikel op med en ny artikel om Valhalla-filmen. I artiklen fortælles, at der dagen før var blevet afholdt reception i Swan Productions’ 1880 kvadratmeter nyindrettede lokaler på Sundholmsvej på Amager, hvor 80 tegnere nu fortsatte arbejdet på at færdiggøre Valhalla-filmen.
     Den nye producent på filmen, ejendomshandler Michael Andreasen, var fuld af fortrøstning med hensyn til fremtiden for det nye studie, som angiveligt skulle arbejde på international basis. Og med den efterhånden nogenlunde erfarne stab af medarbejdere havde man planer om et nyt tegnefilmprojekt, en troldehistorie, i samarbejde med Henning Kure. Man havde også fortsat forhandlinger i gang med Disney-studierne om en amerikansk distribution af den færdige Valhalla-film, som man stadig forventede ville være færdig ved juletid, men som man først ville udsende engang i det nye år.

     Den 23. juni 1985 kunne journalisten og forfatteren Jane Åmund publicere en artikel i Berlingske Søndag, hvori hun med held forsøgte at give et overblik over ”Slaget om Valhalla”. For et veritabelt slag mellem penge og idealer, mellem forretningsmænd og kunstnere, syntes der virkelig at have været tale om. Der havde været problemer omkring kompetencer og samarbejde, om løn- og arbejdsforhold, hvor Filmarbejdernes Fagforening (FAF) måtte med i forhandlingerne på de ansattes vegne. Samtidig var Valhalla-studierne rammen om et meget specielt, lukket og uforståeligt miljø for udenforstående, som ikke kunne fatte den specielle omgangstone og ofte også mangel på indbyrdes kommunikation, der herskede i miljøet. Jane Åmund oplevede det åbenbart som en flok introverte, der havde mere end nok i sig selv og deres kære, altoverskyggende kultagtige passion for at lave tegnefilm. (Note 10)

     I mellemtiden var den initiativrige Jakob Stegelmann blevet medarbejder ved DR TV, hvor han var redaktør af programserien ”Så er der tegnefilm”, som den 6. juli 1985 kunne fejre et slags jubilæum, idet man denne dag ville sende program nr. 100 i serien. Jubilæet omtaltes i en artikel, skrevet af Dorthe Myhre, i Berlingske Tidende for lørdag 29. juni 1985. Heri fremhæves især Jakob Stegelmanns store forkærlighed for amerikanske underholdningstegnefilm i almindelighed og for Disneys tegnefilm i særdeleshed, hvilket enhver fan af kvalitets-tegnefilm sikkert vil kunne forstå. Den øgede interesse for og forståelse af tegnefilm i Danmark skyldes ikke mindst den indsats, som den entusiastiske Jakob Stegelmann gennem årene har gjort for at promovere den både teknisk og kvalitetsmæssigt set lødige underholdningstegnefilm i danske medier, herunder ikke mindst i TV. Men heller ikke her kunne det undgås, at Valhalla-filmen og dens noget forvirrende produktionsforhold blev draget ind i omtalen.   

     Fredag den 5. juli kunne man i dagbladet Politiken læse artiklen ”Skipper Skræk gør os klogere”, skrevet af journalist Per Dabelsteen. Artiklen bringes ligeledes i anledning af, at dansk TV kunne fejre tegnefilm-jubilæum dagen efter med program nr. 100 i serien ”Så er der tegnefilm”, som Jakob Stegelmann havde stået for siden 1980.
     Men artiklen kunne naturligvis ikke undgå at komme ind på Jakob Stegelmanns rolle i forbindelse med Valhalla-filmen. Om ham fortælles det, at han nærer stor kærlighed til tegnefilmmediet og specielt til amerikanske underholdningstegnefilm, og allermest til Disneys slags. I slutningen af 1970’erne åbnede han en lille forretning på Lille Triangel i København, hvorfra han solgte 8mm tegnefilm, men ifølge artiklen måtte han lukke forretningen tre år senere, angiveligt fordi konkurrencen fra videobåndene var for stor.
     Det nævnes også, at Jakob Stegelmann begyndte på et studium i filmvidenskab på Københavns Universitet, men opgav det og kastede sig i stedet over selv at producere tegnefilm. Det skete i samarbejde med ex-Disney-animatoren Jeff Varab (og Jørgen Klubien), et samarbejde, der førte en hel masse med sig, sådan som fortalt andet steds i nærværende afsnit. (Det var i øvrigt Varab og Klubien, der tegnede og animerede titelsekvensen til ”Så er der tegnefilm”).
     Artiklen nævner også, at danske seere ikke behøvede at frygte for, at det ugentlige tv-program ”Så er der tegnefilm” skulle løbe tør for tegnefilm, underforstået amerikanske tegnefilm. Stegelmann mente nemlig, at der fra genrens guldalder findes omkring 600 tegnefilm, som endnu ikke var blevet vist i dansk TV.

     To dage senere, den 7. juli, bragte Politiken en artikel af den tegnefilmsagkyndige journalist Niels Plaschke, hvori han under overskriften ”Så er der tegnefilm” fortalte om tegnefilmens situation på baggrund af den 25. festival for animerede film i Annecy. Der deltog omkring 2500 professionelle tegnefilmfolk fra hele verden, deriblandt 25 danskere, men der var ingen danske tegnefilm med i den officielle konkurrence. Der blev dog vist den danske film som Anders Sørensens og Per Tønnes Nielsens ”Gør noget smart”, Birgita Fabers og Jannik Hastrups ”Rojinegra” og Jakob Kochs ”Yoggi”. Størst opmærksomhed blev dog vist en retrospektiv forevisning af Lejf Markussens eksperimenterende film, som var og er noget af det mest originale, der er skabt indenfor dansk animationsfilm.
     Danskeren Børge Ring deltog også i Annecy-festivalen, hvor hans nyeste, hollandsk producerede kortfilm ”Anna & Bella” blev vist. (Filmen blev senere nomineret og fik en Oscar som bedste udenlandske korte tegnefilm). Det nævntes også i artiklen, at Børge Ring for tiden var animator på den nye danske langtegnefilm ”Valhalla”. (Heri tilrettelagde og animerede Børge Ring især sekvensen, hvori Tjalfe og Røskva bygger en hytte oppe i et højt træ, og det var tilmed hans egen melodi, der blev lagt til grund for animationen).
     Niels Plaschke havde i øvrigt et åbent og klart blik for danske tegnefilmfolks generelle arbejdssituation. Herom skriver han til slut i sin artikel:

     ”Det er tankevækkende, at et land som Danmark, der har lavet tegnefilm, siden Storm P. satte liv i Peter og Ping i 1917, stadig ikke har et permanent studio og en løbende produktion, Da Dansk Tegnefilm Kompagni var færdige med Samson og Sally, måtte flere af medarbejderne gå på understøttelse, og de vender først tilbage, når en ny, større produktion viser sig. På denne måde splittes talentet og traditionen i dansk tegnefilm. Om Valhalla vil kunne danne basis for et permanent studie og sætte gang i produktionen af tegnefilm i den danske tradition, vil fremtiden vise. Konsortiet bag Valhalla har indfanget nogle nye talenter og har masser af ideer, men kan de realiseres i en tid, hvor pengene står over produktionen.” (Note 11)

     I en artikel i AVM for 20. september 1985, kunne journalisten og tegnefilmentusiasten Niels Plaschke bl.a. fortælle, at ”Den danske film ”Valhalla” er med sit budget på efterhånden 23 millioner kroner ikke sluppet for kampen om penge, magt og kunstnerisk indflydelse.”  Hvad han nærmere sigtede til, kunne man læse mere om i selve artiklen, hvorfra jeg skal tillade mig at citere følgende:

     ”Der findes en række mindre studier, som leverer animation til vidt forskellige formål og der er folk, som næsten lever af animation. Et af de større studier, Dansk Tegnefilm Kompagni, har i mange år været den kerne der holdt den danske tradition ved lige. Men det har været vanskeligt.
     Da ”Samson & Sally” blev færdig, måtte flere af medarbejderne gå på understøttelse og de vender først tilbage når og hvis en ny og større produktion viser sig. På den måde er det umuligt at holde sammen på talenterne og traditionen splittes. Der er ingen tvivl om, at talentet er her. Det er den rigtige anerkendelse og økonomi det kniber med.
    Om den danske film ”Valhalla” vil kunne danne basis for et permanent studie og en løbende produktion i en dansk tradition, kan kun fremtiden vise. ”Valhalla” er med sit budget på efterhånden 23 millioner kroner og mange uprøvede kræfter, heller ikke sluppet for kampen om penge, magt og kunstnerisk indflydelse. 
     Initiativtagerne til filmen har indfanget mange kommende talenter og de har masser af ideer. Men efter slaget om ”Valhalla” og tabet af den professionelle instruktør og animator Jeff Varab, skal det blive interessant at se hvad der sker, når filmen bliver færdig.
     Bliver det de ”nye” pionerer, det tidligere Varab-Stegelmann Productions, eller det nye selskab Swan Productions, der indfanger de virkelige talenter?”

     Som også nævnt i Niels Plaschkes ovenfor citerede artikel, var der bl.a. sket det, at Jeff Varab efter interne uoverensstemmelser var udtrådt af firmaet og samarbejdet. Det samme var tilfældet med Jakob Stegelmann. Efter tre års hårdt arbejde og kun 17 minutters film, var det stort anlagte projekt ved at strande af mangel på kapital. I stedet for de hidtidige private investorer, Asgaard Film ApS, Interpresse A/S, Metronome Productions og Palle Fogtdal A/S, trådte den i tegnefilmsammenhæng fuldkommen ukendte 34-årige Michael Andreasen til med penge, og ved samme lejlighed omdannedes og omdøbtes firmaet til Swan Production A/S, og tegnestuerne blev flyttet til Sundholmsvej 67 på Amager. Man havde desuden anskaffet sig eget trickbord og –kamera, som blev betjent af Martin Waldorff med assistance af Lise Ann Mangino, men flere andre kom efterhånden til.
     Det var som sædvanligt Ekstra Bladet, der turde, hvor andre tav, - eller tørrede, hvor andre tissede, som onde tunger omdøbte sloganet - og den 19. maj 1986 kunne journalisten Rud Kofoed, som på det tidspunkt opholdt sig i Cannes, bringe et interview med Michael Andreasen.
    I interviewet fortælles det, at den fhv. jurastuderende Michael Andreasen tidligere havde afsonet en dom på fire års fængsel i en sag om narko, og at han sammen med sin eks-kæreste, Mette Fenger, var gået ind i Valhalla-projektet og støttede dette med 9,5 millioner kroner. Der var tale om en redningsaktion, idet de hidtidige producenter var gået konkurs. Ved samme lejlighed etablerede Michael Andreasen sit nye firma Swan Production A/S sammen med bl.a. tidligere læge ved Finsen-hospitalet, Vagn Bremerskov Jensen.
    Ifølge artiklen skaffede Michael Andreasen i første omgang 4 mill. kr., som angiveligt skulle til, for at få Filminstituttet til at bevilge 10 mill. kr. til projektets fortsættelse. Michael Andreasen forklarede, at han ikke selv havde pengene, men skaffede disse gennem sin bank, som fik sikkerhed i pantebreve og i et ejendomskompleks på Østerbro, som Mette Fenger og hendes søskende havde arvet.
     På det tidspunkt, hvor Michael Andreasen overtog produktionen af ”Valhalla”, var budgettet angiveligt på 20, 7 mill. kr., mod oprindelig 14,5 mill. kr., med 8,5 mill. fra Filminstituttet og 6 mill. kr. fra Bent Fabricius-Bjerre og Palle Fogtdal.
     Efterfølgende hyrede Michael Andreasen den tidligere nævnte Frank Schmidt fra Topsikring som økonomidirektør, og han skulle forsøge at opbygge et rentabelt produktionssystem hos Swan Productions A/S, som bestod af Michael Andreasen, Mette Fenger, Vagn Bremerskov Jensen og Frank Schmidt.
     Sagen var den, at Swan Production havde fremskredne planer om at producere endnu en langtegnefilm ”Troll Story”, som ville få et endnu større budget end ”Valhalla”, hvilket ikke mindst skyldtes overenskomstmæssige forhold, som bevirkede, at man ikke længere kunne nøjes med at betale månedslønninger på 8-12.000 kr. til sine ansatte. Det kan tilføjes, at man desuden havde knyttet Disney-animatorerne Frank Thomas og Ollie Johnston til sig som konsulenter på filmen. (Note 12)

     I henhold til Niels Plaschkes vurdering af situationen, var Jeff Varab nok en god animator, men som instruktør formåede han ikke at leve op til forventningerne og kravene. Instruktørrollen kom derfor til at hvile på Peter Madsen, der imidlertid ikke på forhånd havde erfaring med tegnefilm, men som naturligvis kendte sin egen tegneserie ud og ind. Og til trods for uomtvisteligt store talenter som Stefan Fjeldmark, Jørgen Lerdam, Karsten Kiilerich, Hans Perk m.fl., evnede man endnu ikke i sin animation at give tegnefilmsfigurerne den helt rigtige personkarakteristik, dog måske lige med undtagelse af jættebarnet Quark. Hovedparten af figurerne bevægede sig efter alle den ’klassiske’, dvs. Disney’ske, animationskunsts gyldne regler: Anticipation, action, squach, stretch, overlapping action osv., men det lykkedes alligevel ikke rigtigt at puste liv i personerne. De unge, uerfarne og entusiastiske tegnere havde stort set kun overtaget nogle af de mest kendte og markante rutinebevægelser fra Disney-animationen, men gentog disse så ofte i deres egen animation, at det virkede trivielt at se på i længden.
     Men hvad der var nok så afgørende, så manglede der ’flow’ og ’go’ i filmens handlingsgang, lige bortset fra sekvensen, hvori søskendeparret Røskva og Tjalfe bygger en hytte i trækronen, men denne sekvens var også tilrettelagt, tegnet og animeret af en garvet kunstner i branchen, nemlig Børge Ring. 

     ”Valhalla”-filmen blev med sine foreløbige 23,9 millioner kroners budget af pressen kaldt for ”Danmarks dyreste film”. Næsten fire års arbejde af en stab på størrelse med den, der var med på produktionen af ”Fyrtøjet” i sin tid, nemlig 200 mere eller mindre erfarne tegnere, optrækkere og farvelæggere plus det tekniske personale, endte ifølge Søndagsavisen 5. okt. 1986 dog op med at have kostet 36,2 millioner kroner. Pressens folk var ikke enige om beløbets størrelse, så ifølge andre kilder drejede det sig ’kun’ om 32, 8 mill. kr. Den 22. oktober 1986 kunne Berlingske Tidendes filmanmelder, Ebbe Iversen, dog overgå alle andre med sit bud på 40 millioner kroner! Til sammenligning kostede ”Fyrtøjet” ca. 1,2 millioner at producere, men vel at mærke i 1945-priser.
      Verdenspremieren på ”Valhalla” fandt sted i Cannes den 12. maj 1986, men ifølge Berlingske Tidendes filmanmelder, Ebbe Iversen, skete premieren nærmest i ubemærkethed. Han kunne også fortælle, at premieren ikke foregik i Det danske Filminstituts regi, men var arrangeret af det engelske firma J & M Sales, som havde overtaget de internationale salgsrettigheder fra Swan Film Productions. Filmen blev vist i en engelsk version med musik af den engelske komponist Ron Goodwin.
     Ekstra Bladets anmelder Rud Kofoed var i sin anmeldelse dagen efter enig i, at ”Valhalla”-filmen ikke vakte synderlig opmærksomhed. Selv syntes han, at filmen var ”en kæmpe-børge af en brun bæ”. Herom skriver han videre:

     ”Den brune farve bliver siddende på nethinden længe efter 75 minutter i biografens mørke. Om man er til brunt eller ej: teknisk set virker værket overvældende set ud fra en dansk synsvinkel.” (Note 13)

     Saglig set må man give Rud Kofoed ret i, at det er den  brune farveskala, der præger ”Valhalla”-filmen og medvirker til at give den et præg af ensformighed, skønt tanken formentlig har været at give den et oldtidspræg. Men man må retfærdigvis sige, at den tekniske og kvalitative standard af filmens animation er overraskende høj, især i betragtning af at de fleste af medarbejderne ikke på forhånd havde mange erfaringer på det felt. Skulle man indvende noget, måtte det blive, at animationen ind imellem kan forekomme lidt vel stereotyp og lidt for meget kopi af Disney-folkenes animationsstil. Men når det er sagt, må man også tilføje, at det var under arbejdet på ”Valhalla”-filmen, at de kreative medarbejdere gjorde de erfaringer, som de kunne bygge videre på i fremtiden, og fremtiden blev især det succecrige tegnefilmfirma A.Film.

     Danmarkspremieren på ”Valhalla” fandt som nævnt sted den 10. oktober 1986 i en række af landets biografer. Ekstra Bladets journalist Peter Storm kaldte meget morsomt og sigende filmen for ”Knald-Halla”. Filmens modtagelse af pressen og især af publikum betød jo knald eller fald for filmens chancer for at spille sine omkostninger hjem, lige som det kunne få betydning for en fremtidig produktion af danske langtegnefilm. Men ordet ”Knald-Halla” var formentlig også en hentydning til de interne stridigheder, der undervejs havde været i ledelsen af produktionen.

     Ekstra Bladets anmelder, Paul-Jørgen Budtz, kunne på premieredagen og under overskriften ”STOLT OG FLOT - MEN IKKE NOK. Valhalla fungerer ikke rigtigt trods store anstrengelser”, blandt andet fortælle følgende:

     ”Dansk tegnefilms hidtil mest ambitiøse projekt, milliondyret (nærmere betegnet 34 af slagsen) VALHALLA er nu endelig efter fire års stridigheder, fallitter m.m. nået frem til biograferne. Og det i sig selv kan man kun være glad for. Om man så også kan være glad for resultatet, ja det er jo en anden sag!
     En tegnet fabel over de mytologiske væsener i den nordiske gudeverden er en oplagt ide. Men Valhalla virker på én som om man ikke rigtig har vidst, hvor man skulle begynde og hvor man skulle ende. Man vil så forfærdelig gerne være korrekt, man vil ikke brodere på myterne. Og alligevel kommer man til det. Ikke mindst på grund af figuren Quark, som er filmens dummepeter og i den sidste ende historiens prægtige guttermand.
     Valhalla er groft fortalt historien om to børns eventyr i den vide verden, hvor de sammen med Thor og Loke lærer at kende forskel på det gode og det onde. De hedder Tjalve og Røskva, og de lærer at klare sig selv. Alt dette er meget flot og imponerende skildret i tegningerne. Men der mangler alligevel noget. De fungerer så at sige ikke på deres egne betingelser, historien halter. Den mytologiske verden er mere museum end legende, og så er det man mister interessen.
     Valhalla er beregnet for et internationalt publikum. D.v.s. at den kan overføres på alle sprog. Desværre fungerer den dårligt på dansk. Og det på trods af de gode stemmer som bl.a. skyldes Preben Kristensen, Thomas Eje, Claus Ryskjær og Dick Kaysø. Nå, Valhalla er under alle omstændigheder et spændende eksperiment, som de to ’fædre’, Peter Madsen og Jeff Varab kan være tilfredse med. Sådan da!”

     Dagbladet Politikens anmelder, Henrik Lundgren, havde stort set kun positive ting at sige om ”Valhalla” i sin anmeldelse af filmen på premieredagen. Han fandt dog, at det var en stor svaghed ved filmen, at den i sin stil og fortællesprog lignede alle mulige andre film, efter anmelderens mening, fordi ”ophavsmændene ikke i højere grad har fundet deres egen originale tilgang til mytologien. Anmeldelsen slutter således:

     ”Filmen er beregnet for et publikum fra 7 år og opefter, og de vil være rimeligt underholdt af denne fabel, som i høj grad handler om, hvordan de voksne – guder og jætter – handler hen over hovedet på børnene. Hvad man kunne ønske sig, var en mere original streg – mere lys- og farvespil i baggrundene, ansigter der ikke var så trivielt cirkel-formede (og guderne skal vide, at den beskedne mimik ikke tilføres nuancer af de konventionelt over-agerede skuespiller-stemmer). Først og sidst kunne man have håbet på et dristigere greb om selve historien, et skarpere sigte i opbygningen – at man ikke bare som i en tegneserie tumlede fra episode til episode. Her er der noget at udvikle for Valhalla-team’et – foreløbig markerer de sig ved imponerende håndværksmæssig dygtighed i selve tegne-processen.”

     Team’et bag Swan Film Production A/S var stadig besjælet af ønsket om og glæden ved at lave tegnefilm. Den 12. oktober kunne Berlingske Tidendes Kirsten Boas fortælle om ”Amagers Disney-studier”, som netop var i gang med produktionen af nogle korte tegnefilm med jættebarnet Quark som hovedfigur. Man ville på ægte Disney-manér også forsøge sig med såkaldt merchandising eller markedsføring af Quark i form af puslespil, krammedyr, babysko og meget andet og mere à la Disney.
     Der var i henhold til Hans Perk planlagt i alt 13 kortfilm med den populære jættedreng Quark, som af hensyn til distribution på verdensmarkedet skulle indspilles på engelsk. Forskellig merchandising blev planlagt af Stefan Fjeldmark og Hans Perk, og animator Kim Annweiler tegnede en overgang en daglig tegneserie-stribe med Quark, som dog senere blev overtaget af Torben Osted. Men efter at have lavet forarbejdet til de 4 første Quark-kortfilm, opstod der uenighed om langtegnefilmprojektet ”Troll Story”, hvorfor Karsten Kiilerich, Jørgen Lerdam, Stefan Fjeldmark og Hans Perk valgte at forlade Swan Film Production. Dog sådan, at det kun var Karsten Kiilerich, der i første omgang (september 1986) forlod stedet, medens Stefan Fjeldmark, Jørgen Lerdam og Hans Perk fortsatte endnu tre måneder, angiveligt for at de øvrige medarbejdere (især assistenter og junior animatorer) kunne videreføre arbejdet efter at de tre andre nævnte var holdt op i November samme år. 

     Alt havde altså en overgang tegnet sig lyst for Swan Film Production A/S, som efter at ”Valhalla” var færdiggjort, imidlertid blev videreført af Vagn Bremerskov Jensen, idet Michael Andreasen og Mette Fenger havde solgt deres aktiepost til ham.

     Det betød dog ikke, at Michael Andreasen definitivt var ude af tegnefilmbranchen, idet han sammen med Frank Schmidt og en tilbagebleven gruppe på 6-8 personer i et halvt års tid fortsatte pre-produktionen af langtegnefilmen "Troll Story". Firmaet havde da skiftet navn til Scandinavian Animation, og temmelig ambitiøst havde man hyret de berømte Disney-animatorer Frank Thomas og Ollie Johnston som konsulenter på projektet. De to benyttede sig i øvrigt af den fremragende Disneys'ske designer og figurtegner Ken Anderson til at lave skitser til den planlagte film.
     Tegneren og animatoren Walther Lehmann arbejdede i øvrigt som freelance på ”Troll Story”-projektet, og Tegnedrengene alias Anders Sørensen og Per Tønnes Nielsen fungerede en overgang som konsulenter på samme projekt. 

     I januar og igen i marts 1988, kneb det imidlertid for firmaet Swan Production A/S at betale sine løbende omkostninger, og det trådte derfor i betalingsstandsning. Det skyldtes primært, at firmaet havde belånt både rettighederne til ”Valhalla”-filmen og ejendommen på Sundholmsvej på Amager for så store millionbeløb i B&G banken, at denne ikke længere ville spæde penge til det skrantende foretagende. Bestyreren af betalingsstandsningsboet, advokat Michael Rostock, oplyste til Berlingske Tidende, at han førte forhandlinger med bl.a. Gutenberghus, Nordisk Film og Metronome, i håbet om at en af disse virksomheder ville og kunne overtage og føre filmprojekterne videre. Han oplyste samtidigt, at Vagn Bremerskov Jensen havde overført sine aktier til sit engelske selskab United Investors Ltd. i London, og at han ikke havde mere med Swan Film Production at gøre, efter at firmaet var gået i betalingsstandsning.
     Det viste sig, at Nordisk Film gerne ville overtage konkursboet i form af kameraer, trickborde etc. etc., og en del af medarbejderne, vistnok 12 af nogle af de bedste folk, der havde været med på ”Valhalla”. Disse folk blev derefter beskæftiget med bl.a. at lave reklametegnefilm til såvel biograferne som til TV 2.
     Firmaet kaldtes Nordisk Film Commercial, og var formentlig en slags efterfølger af Nordisk Reklamefilm og måske Nordisk Tegnefilm.
     En gruppe på 7 fhv. Valhalla-folk startede i foråret 1988 for sig selv under navnet ”Figaro Film”, et navn, der formentlig refererede til katten Figaro i Disneys langtegnefilm ”Pinocchio” og i nogle få korte tegnefilm. Firmaet bestod i henhold til B.T. for 25. april 1988 af følgende medarbejdere: Søren Håkansson, Thomas Fenger, Dan Harder, Bent Nielsen, Søren Larsen, Søren Thomas og Peter Hausner, og de skulle angiveligt hovedsagelig levere reklametegnefilm til TV2’s kommende TVR. Andre startede et foretagende under det finurlige navn ”Hand Animation”, som antagelig refererer til begrebet håndtegnet animation, men sandsynligvis også til navnet på den berømte Disney-instruktør David Hand.
    Atter andre af tegnerne fik job hos ”James og Krøyer” alias Jeff Varab og Jakob Stegelmann, som var gået i fornyet kompagniskab og havde skaffet sig noget reklamefilmarbejde fra Vesttyskland. Dette foretagende kunne imidlertid ikke klare sig økonomisk og ophørte derfor, men dog sådan, at Jakob Stegelmann forsøgte at køre videre med de tilbageblevne tegnere som freelancere. Senere stiftede Karsten Kiilerich, Jørgen Lerdam, Stefan Fjeldmark og Hans Perk sammen med Swan Films sidste produktionsleder, Anders Mastrup, firmaet A. Film ApS, som indtil videre skulle vise sig at blive det mest succesfulde tegnefilmfirma i kommerciel dansk tegnefilms historie.

Herover ses de fem mænd, som 1. august 1988 stiftede det senere så succesrige A.Film: Øverst fra venstre er det animatorerne og instruktørerne Stefan Fjeldmark, Jørgen Lerdam og Karsten Kiilerich. Nederst fra venstre Hans Perk og produktionsleder Anders Mastrup.
– Fotos: © A.Film A/S.

Se filmen "Bagom Valhalla" af Hans Perk

     A. Film blev først og fremmest kendt for sine mange reklametegnefilm, som bidrog til at stabilisere firmaets økonomi. Men det blev også til TV-serier, som f.eks. ”Trolderier”, og til scener og sekvenser i bl.a. nogle af Don Bluth’s lange tegnefilm, som dermed gav især A.Films animatorer mulighed for at afprøve talentet på internationalt niveau. Senere blev det til produktionen af internationale langtegnefilms-succeser som ”Jungledyret Hugo”, 1993, ”Hjælp! Jeg er en fisk”, 2000, og ”Asterix og vikingerne”, 2006. Desuden producerede A.Film i 2004 under overtitlen ”Der var engang ...” en serie tegnefilm baseret på så godt som samtlige H.C.Andersens eventyr.  

     Mens A. Film fortsatte sin succeskurs, var Jakob Stegelmann blevet en vidende og kyndig redaktør af DR TV’s ”Troldspejlet og skribent ved Belingske Tidende med speciale i tegne- og trickfilm og computerspil, og Jeff Varab havde bl.a. været key-animator på Universal Pictures og Amblin Entertainments produktion af langtegnefilmen ”Balto”, 1995, med Simon Wells som instruktør. I slutningen af 1990’erne medvirkede Varab som key-animator på A.Films produktion af ”Hjælp, jeg er en fisk!” I henhold til Hans Perk flyttede Jeff Varab senere til Florida, hvor han oprettede sit eget firma til produktion af computeranimation.

    I forsøget på at belyse A.Films historie så godt og korrekt som muligt, har animator og chefansvarlig for A.Films afdeling i Los Angeles, på min forespørgsel om A.Films historie bl.a. givet følgende grundige svar:

”Halløjsa, Harry!

Før A. Film var selvfølgelig SWAN Film på Sundholmsvej 10. Midt i produktionen af de første Quark kortfilm (Baby Quark og Quark og landevejsrøveren) sagde vi op i September ’86, da vi følte os svindlet af daværende studioejer Vagn Bremerskov om projektet "Henning Kure's Troll Story". Karsten Kiilerich holdt op med det samme for at få ting på plads for os tre andre, mens Stefan Fjeldmark, Jørgen Lerdam og jeg gav studiet tre måneder, så vores medarbejdere (især assistenter og junior animatorer) kunne arbejde videre efter vi var smuttet. Så vi arbejdede der indtil november 1986. Derefter lavede vi firmaet Scandinavian Animation med producenterne Michael Andreasen og Frank Schmidt, og vi arbejdede et halvt år på pre-produktion af Troll Story, sammen med Disney's Frank Thomas og Ollie Johnston (som havde Ken Anderson til at lave skitser). Da pengene slap op lavede vi småopgaver for andre producenter, såsom Gerhard Hahn i Tyskland. For ham lavede vi nogle reklamefilm og animerede på afsnit af Benjamin Blümchen tv serien. I vinteren/forår 1988 arbejdede vi på Karsten's loft, der hvor Ring, Frank & Rønde var begyndt (lokalet havde tilhørt Karsten's svigerfar Arne Rønde Kristensen).  I mellemtiden var TV2 Reklame lige startet, og Swan var blevet erklæret konkurs, og de resterende folk derfra havde splittet sig i tre grupper, Nordisk Film Commercial (Henning Nielsen, Finn Skovgaard, produktionsleder Helen Juhl Juul og 21 andre), Figaro Film (Bent Nielsen, Søren Thomas, Peter Hausner, Thomas Fenger og Søren Håkansson) og Hand Animation (Ray Kelly, som var Quark instruktør på Swan og Bobby Gail Anderson som var receptionist). Vi synes at vi også kunne lege med, så vi besluttede os at få fat i en producer som var energisk og tilforladelig, og vi kontaktede Anders Mastrup (som vi kendte fra Swan Film) sommeren 1988. Vi mødtes på en fortovscafe i indre by, og besluttede os at arbejde sammen der. Vandrende rundt i Kongens Have (nær Chr X's gade) kastede vi rundt med navne, og kunne ikke finde på nogen. Jeg husker at jeg sagde "Hvorfor ikke begynde fra starten: A..... A. Film." Og så var der ingen som kunne finde på noget bedre end det, så det blev det så.)

     A. Film begyndte sit liv som "A. Film I/S" (i telefonbogen også "A. Film I/S v/ Stefan Fjeldmark") d. 1. august 1988, men da det var en søndag, så var vores første arbejdsdag d. 2. august 1988, i en kælder i Nordborggade på Østerbro. Der lavede vi bl.a. en Licens Lars serie og nogle film til Stryhns. Vores første produktion, Prod. 0001, var et animatics indklip til en realfilmsreklame for Sprite...
     I løbet af 1989 flyttede vi ud til Husumgade, på hjørnet af Jagtvej, hvor jeg husker at have klippet storyreel til vores første Jungledyret Hugo. Vi fik i den periode kontakt med Don Bluth via Valhalla's instruktør Jeffrey Varab, og vi begyndte at arbejde på A Troll in Central Park lige efter vi flyttede til Vesterbrogade 20 i starten af 1990. Senere samme år arbejdede vi på Ferngully, the Last Rainforest for Bill Kroyer samme sted. Fuld produktion på Jungledyret Hugo lå i 1992. Jeg havde på dette tidspunkt fået afsat migselv til Filmforsyningen, hvor Anders Sørensen og jeg instruerede Verdenshistorien i to dele.
     På grund af finansielle fordele lavede vi den selvejende institution Animationshuset, som vi derefter i tre år med store fordele kunne leje lokaler af. Vi flyttede i 1993 til Tagensvej 85, i lokaler ejet af Holger Petersen Holding, og der er vi endnu.

     Også rundt 1993 lavede vi en studiosammenslutning under det Europaeiske MEDIA projekt, ved navn ARA (A. Film, Rooster (i Paris), og den sidste A stod for Jimmie Murakami's selskab i Irland), som vi lavede tv produktioner igennem. Jeg mener stadig at ARA eksisterer, men arbejdet igennem det er ophørt i slutning af 90erne.
     På den historiske side af vores hjemmeside kan man se lidt mere til, hvornår vi startede vores datterselskaber i Estland, Letland og Tyskland.

Håber at dette hjælper at belyse noget af vores historie!

Mange hilsner fra
Hans.”

    Dette afsnit om A.Film mm. vil senere blive forsøgt opdateret med ny og supplerende viden om, hvad der hændte i kølvandet på produktionen af ”Valhalla”.

Den 4. danske langtegnefilm

”Fyrtøjet” (1946) var den første danskproducerede langtegnefilm, som først fik en efterfølger med ”Svinedrengen og prinsessen på ærten” (1962), der i 1970 efterfulgtes af ”Bennys badekar”. Men i begyndelsen af 1980’erne var det langt om længe lykkedes for Jannik Hastrup at få Nordisk Film og Filmfonden med på produktionen af hans første ’selvstændige’ langtegnefilm ”Samson & Sally”, som fik premiere ved juletid 1984. Filmen var baseret på forfatteren Bent Hallers bog ”Kaskelotternes sang” (1983), og manuskriptet var skrevet i fællesskab af Jannik Hastrup og Bent Haller, assisteret af Li Vilstrup og Lena Gunløgsson. Et samarbejde, som for Janniks og Hallers vedkommende i øvrigt skulle komme til at fortsætte i mange år fremover og finde udtryk i form af flere langtegnefilm og enkelte korte tegnefilm.
     I ugebladet Søndags–B.T. nr. 48, 29. november 1984 fortæller journalist Susanne Jørgensen i en stort opsat artikel med flotte farvefotos, om Jannik Hastrup og hans produktion af tegnefilmen ”Samson og Sally”. I interviewet fortæller Jannik, at medens han gik på studenterkursus, læste han folkevisen ”Agnete og Havmanden” for syvende gang i løbet af sin skoletid, og det førte til, at han begyndte at omsætte visen til tegnefilm. Det må have været omkring 1958-59.

Agnete og Havmanden. © 1958-59 Jannik Hastrup.

Desuden lavede han ”Jazzens historie”, formentlig ca. 1959-60, som han viste til tegnefilmproducenten Bent Barfod, der godt kunne se, at den unge mand havde talent for mediet, og derfor antog ham som elev.
     Hos Jannik brugtes det at lave storyboard som forlæg for filmene, og det var ikke mindst tilfældet i og med ”Samson og Sally”, som det tog 20 måneder (= 1½ år) at producere med et budget på 4,5 mill. kr. Ifølge artiklen tegnede Jannik selv de 600 skitser til storybordet, og en stab på 15 tegnere og animatorer lavede de 90.000 tegninger, filmen angiveligt består af. I artiklen siger Jannik om sig selv: ”Jeg er faktisk en dårlig tegner”. Men hvis det skulle være tilfældet, må man på hans vegne skynde sig at tilføje: ”Men en fandens god igangsætter, instruktør og en nok så god animator!”

Filmplakat for "Samson og Sally" - © 1984 Dansk Tegnefilm Kompagni..

Scenebilleder fra "Samson og Sally". © 1984 Dansk Tegnefilm Kompagni.

    Medarbejdende animatorer på ”Samson og Sally” var: Kjeld Simonsen, Anders Sørensen, Jannik Hastrup, Liller Møller,, Georges Stoyanoff, Per Tønnes Nielsen, Flemming Jensen. Walther Lehmann fungerede ’kun’ som ren- og mellemtegner på filmen, og Bent Steffensen, som også er crediteret, men som ’kun’ animerede en mindre scene (siger han selv).

     Den følgende tid havde jeg selv nok af småopgaver, som lige akkurat gav til det daglige brød og andre fornødenheder, så da jeg i forbindelse med tegnefilmhistorien modtog et brev fra Jannik Hastrup, dateret 9. januar 1985, som han sluttede sådan: ”Vi har travlt lige for tiden, men jeg ku’ godt li’ at se dig en dag. Er du i øvrigt interesseret i at arbejde med et kortere stykke tid?”, måtte jeg afslå hans tilbud i denne omgang. Men allerede året efter fik jeg mulighed for at blive medarbejder på Janniks næste langtegnefilm: ”Strit og Stumme”. Men mere herom senere.

     Fredag den 4. oktober 1985 bragte Berlingske Magasin på forsiden en omtale af Jannik Hastrup, som netop var blevet hædret med Danske Børnefilmklubbers årlige børnefilmpris, Pråsen, for filmen ”Samson og Sally”. Artiklen er skrevet af filmmedarbejder Ebbe Iversen, som har interviewet den da 44-årige Jannik og udspurgt denne om hans syn på tegnefilmproduktion i almindelighed og sin egen tegnefilmproduktion i særdeleshed. Herunder fremsætter Jannik nogle højst relevante og interessante betragtninger, som når han f.eks. siger: ”Tegnefilm skal handle om noget, ikke kun underholde. Men det vigtigste er alligevel, at de fortæller en fængslende historie, som kan få tilskuerne til at grine, græde eller blive vrede.”
     Den stadigvæk socialt engagerede Jannik Hastrup, som med sine tidligste film: ”Historiebogen” og ”Trællene”, havde troet og håbet, at han kunne omvende danskerne til socialismen, havde i mellemtiden fået lidt andre ambitioner, idet han nu først og fremmest gerne ville give publikum gode oplevelser i biografen. Hvilket han ifølge journalisten senest havde gjort med tegnefilmen ”Samson og Sally”. Men Jannik ville meget nødigt karakteriseres som producent af børnefilm:

     ”Jeg har ikke børn i tankerne, når jeg laver mine film,” siger Jannik Hastrup til Berlingske. ”Deciderede børnefilm, f.eks. den svenske ”Pelle Haleløs”, er dårlige, fordi de ubevidst kommer til at tale ned til børnene – sådan som man ofte også kan opleve det i dansk TV. Jeg laver mine film, så de tilfredsstiller mig selv, og det skal være med film som med de gode bøger for børn. De kan læses med lige så stor fornøjelse af voksne.”

     Adspurgt om vilkårene for dansk tegnefilmproduktion, svarer Jannik, at han jo selv har overlevet på dem i 25 år, så han kan vanskeligt tillade sig at kritisere. Men han mener dog nok, at produktionsstøtten fra staten burde være lidt højere af hensyn til filmenes kunstneriske kvalitet. Som eksempel nævner Jannik sin egen film, ”Samson og Sally”, som kostede 4, 5 mill. kr. at producere, men som der burde have været 1 mill. kr. mere til at finpudse filmen for, så at den kunne være blevet endnu bedre, end tilfældet allerede var.

Scenebilleder fra "Samson og Sally".- © 1984 Dansk Tegnefilm Kompagni.

    I den følgende tid kunne man jævnligt læse i aviserne, at ”Samson og Sally” gik i hvert fald sin kunstneriske sejrsgang til forskellige lande i Europa, og sågar til Indien, hvor den skulle deltage i den officielle konkurrence i den 4. internationale børnefilmfestival i Bangalore, som afholdtes i dagene 14. til 23. november 1985.
     Den 16. november 1985 deltog ”Samson og Sally” i den årlige London Film Festival, hvilket blev betragtet som en særlig ære. Den 14. til 22. november s.å. var der i henhold til den gældende kulturaftale mellem Danmark og DDR dansk filmuge i DDR, arrangeret af Det danske Filminstitut. Blandt de viste spillefilm var også langtegnefilmen ”Samson og Sally”.
     Men til trods for den megen ros og den store succes, der blev ”Samson og Sally” til del fra så mange sider, så kunne den alligevel ikke spille sine omkostninger hjem via biograferne. Derfor blev det aktuelt med den såkaldte tabsudligningsordning, der blev administreret af Det danske Filminstituts udligningsjury, som da bestod af forfatterne Anders Bodelsen og Nin Malinowski samt højskoleforstander Poul Erik Søe. Juryen tildelte Jannik Hastrups ”Samson og Sally” (sølle) 20.000 kr., medens en film som John Hilbards ”Suzanne og Leonard” blev udlignet med hele 600.000 kr.! (Kilde: Berlingske Tidende, 2. sektion, mandag den 25. nov. 1985).

     Den 20. september 1985 kunne bladet AudioVisuelleMedia fortælle om en ny dansk film, der var under produktion. Det drejede sig om Flemming Quist Møllers ”Kedsomhedens gåde”, som Filmforsyningen v/Svend Johansen producerede for DR’s underholdningsafdeling, Sveriges TV-2, Statens Filmcentral og Det danske Filminstitut. Filmen postulerer, at kedsomhed er vor tids folkesygdom, og kedsomheden er fremstillet som en lidt elefantagtig tegnefilmfigur, som bliver kombineret med realoptagelserne gennem en særlig kopieringsteknik. For tegnefilmafsnittene stod tegnefilminstruktøren og animatoren Anders Sørensen, kendt som den ene af Tegnedrengene, den anden var Per Tønnes Nielsen. Man regnede med, at den ca. 30 minutter lange film, som havde et budget på 1,4 mill. kr., ville kunne få premiere i marts 1986. 

     Hen på året 1985 var det lykkedes for den foretagsomme tegnefilmproducent Jannik Hastrup at skaffe kapital til produktionen af to korte underholdningstegnefilm, som fik overtitlen Pigen Trylle og hendes tøjdyr”. De to film har henholdsvis undertitlen ”Den gyldne ring” og ”En rævepels.” Filmene var både skrevet og instrueret, og til dels naturligvis også animeret af Jannik Hastrup.

   Den 13. december 1985 blev ”Pigen Trylle og hendes tøjdyr” anmeldt i Berlingske Tidende af Michael Blædel, som kunne fortælle, at Jannik Hastrup havde haft ni tegnere til at hjælpe sig med at lave filmene, som her har en spilletid af 17 minutter, og som er produceret for Statens Filmcentral og Svensk TV. Om filmene skriver han i øvrigt følgende:

     ”De små film tager udgangspunkt i velkendte hverdagssituationer, som børnene nemt kan identificere sig med. De keder sig, den 10-årige pige Trylle og hendes dyr, grisen Øffe, kaninen Grøflingen og musen Walther. Fjernsynet går i stykker, de finder noget af Trylles mors tøj, leger med det og bliver skældt ud – og så drømmer de sig ud i eventyret, enten på skattejagt, hvor de tages til fange af sørøvere, der synger ”Sejle op a’ åen”, eller de forvandler sig til cirkusartister, som forlader manegen og måske nøder Loch Ness-uhyret.
     Især ”En rævepels” fungerer fint med sine mange miljøer i gode farver og umiddelbare streger. Indledningen er en ganske vittig parodi på de TV-børneudsendelser, som filmen her selv skal erstatte, og børnene vil utvivlsomt nikke genkendende til tonen og forældrenes efterfølgende forbud, når TV-apparatet pludselig flimrer og tomrummet skal fyldes ud. Jannik Hastrup & Co. har et tilbud. Brug fantasien og de simple rekvisitter. De to film viser hvordan.”

Scenebilleder fra "Pigen Trylle og hendes tøjdyr". © 1985 Dansk Tegnefilm Kompagni..

     Det fremgår af Michael Blædels anmeldelse, at DR TV i første omgang har sagt nej tak til at vise de to film i TV. Han mente dog, at filmene nok skulle blive vist i TV ved en senere lejlighed. (Note 14)

     Den 7. februar 1986 kunne Berlingske Tidendes filmanmelder, Ebbe Iversen, bringe en omtale af, at der denne dag blev afholdt en officiel indvielse af genåbningen af en nyrenoveret  biograf i København, nemlig Nordisk Films TIVOLI BIO på Vesterbrogade. Det skete bl.a. i overværelse af daværende kulturminister Mimi Stilling Jacobsen. Den genåbnede biograf, som publikum først fik adgang til dagen efter, var fortrinsvis projekteret og indrettet som en decideret børnebiograf, og med en ny leder, Ulrich Breuning, i direktørstolen. Han havde 1969-79 været redaktør for ”film-uv” – pædagogisk tidsskrift om film og TV, og desuden børnefilmkonsulent ved Det danske Filminstitut. 

Avisannonce for TIVOLI BIO FOR BØRN, lørdag den 8. februar 1986.

     Lørdag den 8. februar 1986 genåbnede TIVOLI BIO med navnet TIVOLI BIO FOR BØRN, og med følgende børnerepertoire: Søren Kragh-Jacobsens "Gummi Tarzan", den svenske  "Emil fra Lønneberg", Jannik Hastrups langtegnefilm "Samson & Sally", svenske Jan Gisbergs 30 minutters tegnefilm "Tim og hemmelighedsfulde Tulle", Gary Templetons  12 minutters realfilm "Frøen på restaurant",  den 45 minutter lange norsk-danske realfilm "Jiwans onkel", samt ikke mindst Anders Sørensens 22 minutter lange tegnefilm "Eventyret om den vidunderlige kartoffel".
     Om den sidstnævnte tegnefilm skriver Ebbe Iversen ganske kortfattet følgende karakteristik: 

     ”Anders Sørensens danske ”Eventyret om den vidunderlige kartoffel” er en herlig tegnefilm om kartoflens dramatiske historie fra inka-riget frem til i dag.” 

Forsiden på indbydelsen til premieren i TIVOLI BIO FOR BØRN på tegnefilmen Eventyret om den vidunderlige kartoffel. Tegningen er tegnet af Claus Deleuran. - © 1986 Filmforsyningen v/Svend Johansen.

På den indbydelse, der blev udsendt kort før premieren på ”Eventyret om den vidunderlige kartoffel”, kunne man bl.a. læse følgende om filmen:

”Filmen er en hyldest til en af hverdagens anonyme helte: Kartoflen. Brun sovs og kartofler er vel det mest typisk danske vi kan tænke os, men sådan har det ikke altid været. Kom og følg kartoflen på dens spændende og dramatiske vej fra Inkaernes land, gennem århundreders europæiske historie til vore dages triumf.
     Filmen er skrevet og instrueret af Anders Sørensen. Tegnet og animeret, musiceret og manipuleret af, (i alfabetisk orden); Mette Benthien, Vivi Bruus, Claus Deleuran, Nanna Ernst, Arne Hansen, Jannik Hastrup, Flemming Jensen, Svend Johansen, Peter Kielland, Anders Koppel, Kai Løvring, Jette Michaelsen, Liller Møller, Per Tønnes Nielsen, Børge Ring, Jørgen Thomsen, Jonas Wagner, Hanne Wernberg, Trine Vester m.fl.
     Produceret hos FILMFORSYNINGER af Statens Filmcentral/Børnefilmrådet for Undervisningsministeriet 1986.
     Endvidere støttet af Sveriges Television 2, Oy. Yleisradio AB Finland og Kartoffelafgiftsfonden.
     Filmen distribueres af SFC & FDB.”  

Se filmen ved at klikke på billedet.

Scenebillede fra "Eventyret om den vidunderlige kartoffel". - © 1986 Filmforsyningen v/Svend Johansen.

     Navnet Anders Sørensen var velkendt indenfor danske tegnefilmkredse, idet han var begyndt som elev hos Jannik Hastrup i slutningen af 1960’erne, da denne i samarbejde med Flemming Qvist Møller producerede sin første længere tegnefilm: ”Bennys badekar”. 
     Den fremragende tegner og animator Per Tønnes Nielsen producerede i 1986 tegnefilmen ”Flasken”, som handler om en mand, der har problemer med sit alkoholforbrug og kærligheden. Filmen er tegnet i den tids kendte bladtegner Eiler Kraghs karakteristiske tegnestil, og den har musik af Finn Ziegler.

"Flasken" - © 1986 Filmforsyningen

     Den 13. februar 1986 bragte Berlingske Tidende en notits om, at dansk film ville være repræsenteret på flere internationale filmfestivaler, og at Jannik Hastrups ”Samson og Sally” skulle vises på børnefilmfestivalen Filmparade 86 i den jugoslaviske hovedstad Beograd.

     Den 26. marts 1986 kunne Berlingske Tidende meddele, at den danske animator og tegnefilminstruktør Børge Ring dagen før havde modtaget en Oscar for sin ”Anna & Bella”, der blev karakteriseret som årets bedste korte tegnefilm. Men i sin begejstring over en så enestående begivenhed, glemte journalisterne at nævne, at filmen faktisk var produceret i Holland med støtte fra det derværende statslige filminstitut. Man kunne derfor ikke med rette betragte filmen som dansk, heller ikke selvom dens ophavsmand så afgjort var og er det, idet han her i 2006 lever i bedste velgående i en alder af 86 år, men også fortsat bor i Holland.

     Den 23. april 1986 kunne Politiken for resten fortælle sine læsere, at Jannik Hastrup netop var gået i gang med at producere langtegnefilmen ”Strit og Stumme”, som var projekteret til en spilletid på 75 minutter og var beregnet til at ville koste 10,5 mill. kr. Avisen kunne også fortælle, at forlægget til filmen var blevet til i et samarbejde mellem Jannik Hastrup, Michael Clante, Birgita Faber og Bent Haller. Apropos Birgita eller Bigita Faber, som i øvrigt var samlever med Jannik, så arbejdede hun som den ene af tre baggrundsmalere på ”Strit og Stumme”, men viste sig kun lejlighedsvis på tegnestuen, hvor hun i øvrigt fik linetestet noget animation, hun selv havde lavet med sine egne figurer. Men at hun var en fremragende tegner, viste hun senere og især med sine baggrunde til Janniks næste langtegnefilm ”Fuglekrigen” (1991). 

     Dagen efter, den 24. april 1986, bragte Berlingske en lille notits, hvori nævntes at fire danske film for børn skulle vises på den internationale kortfilmfestival i den vesttyske by Oberhausen i slutningen af måneden. Blandt de fire film var Jannik Hastrups tegnefilm ”Trylle og tøjdyrene”.
     Samme dato, 24. april 86, kunne Berlingskes Ebbe Iversen under overskriften ”Nye film fra Filminstituttet” bl.a. fortælle, at Jannik Hastrups ”Samson og Sally” ville blive fulgt op af en ny langtegnefilm med titlen ”Strit og Stumme”. Der var afsat halvandet år til filmens produktion, og premieren var sat til julen 1987. Manuskriptet var skrevet i fællesskab af forfatteren Bent Haller og Jannik Hastrup, og filmens budget på 10,5 mill. kr. var udarbejdet og afleveret til Filminstituttet, hvorefter børnefilmkonsulenten Ida Zeruneith havde indstillet, at der blev givet produktionsstøtte til filmen. Filminstituttet bevilgede 9. mill. kr., hvilket betød, at producenten, Metronome Productions, måtte spæde 1,5 mill. kr. til.  
    I artiklen nævnes også, at Bent Haller havde omskrevet ”Strit og Stumme” i bogform, som havde fået titlen ”Blåfolket”, og som netop udkom på det tidspunkt, artiklen blev offentliggjort.
     Det nævnes også, at den 75 minutter lange film skal laves af en stab på omkring 30 personer, heraf ”en kerne på seks erfarne animatorer, blandt dem Walther Lehmann, Anders Sørensen, Per Tønnes og muligvis den nylige Oscar-vinder Børge Ring. Og Jannik Hastrup oplyser, at ”Strit og Stumme” også kommer til at rumme muntre dansenumre til musik af Fuzzy.” 

Scenebilleder fra "Strit og Stumme". © 1987 Dansk Tegnefilm Kompagni..

     Imidlertid var det i løbet af de første måneder af 1986 stilnet af med arbejdsopgaver for mit personlige vedkommende, og jeg ihukom derfor Janniks tidligere tilbud. I mellemtiden var han og hans medarbejdere gået i gang med opstarten på langtegnefilmen ”Strit og Stumme”. Jakob Koch, som var trickfilmfotograf på filmen, og som kendte min aktuelle situation, anbefalede mig derfor til Jannik, som stadig gerne ville have mig med på en af sine film. Da han angiveligt var interesseret i et samarbejde, kunne jeg derfor ikke sige nej til det, så meget desto mindre, som at jeg dels ville få lejlighed til at genoptage min gamle drøm om at lave noget nær full-animation, og dels ville jeg få en rimelig god betaling for arbejdet.
     Aftalen mellem Jannik og mig lød på, at jeg primært skulle være nøgletegner på figuren McDonald, som spillede en vis rolle i filmen. Men eftersom jeg havde tænkt mig at opretholde Anima Film ApS, i hvert fald indtil videre, måtte jeg udføre animationsarbejdet på ”Strit og Stumme” som en underleverance til Dansk Tegnefilm Kompagni og Metronome Productions, som var filmens producenter. Det aftaltes, at afregningen skulle ske månedsvis og fakturaerne sendes til Metronome, som stod for udbetalingerne.

     Mit arbejde på ”Strit og Stumme” begyndte den 1. maj 1986, og for bedre at kunne sætte mig ind i arbejdsgangen på stedet, valgte jeg til at begynde med at flytte mit tegnegrej ind på den tegnestue i tagetagen på en ejendom i Ravnsborg Tværgade, som Dansk Tegnefilm Kompagni havde lejet til formålet.
     Opstarten på ”Strit og Stumme” fandt i øvrigt sted på den tegnestue i St. Kongensgade 3, som Jannik Hastrup havde haft i flere år. Men da arbejdet for alvor kom i gang og det blev nødvendigt at hyre flere tegnere, måtte han også finde større lokaler, der egnede sig nogenlunde til formålet. Det blev så taglokalerne i Ravnsborg Tværgade, men om disse egentlig kunne betragtes som velegnet arbejdsplads for mange mennesker, kunne nok diskuteres.  

     På min første arbejdsdag hos Jannik, satte han mig til min egen store forbløffelse til at mellemtegne en scene med McDonald, som Per Tønnes Nielsen havde tegnet og animeret. Nå, tænkte jeg frustreret og skuffet, er det et sådant arbejde, man har tænkt sig at jeg skal udføre. For ærlig talt, så mente jeg at have betydeligt flere år på bagen i tegnefilmbranchen og mere erfaring end Tønnes, som ganske vist var endog meget dygtig, både som tegner og animator, men som først var begyndt at lave tegnefilm i slutningen af 1960’erne.
     Men jeg gav mig dog alligevel til at mellemtegne den nævnte scene, hvori McDonald kommer løbende ude fra baggrunden i en af de underjordiske gange, hvorefter han runder et hjørne og fortsætter videre ad en sidegang og forsvinder. Det bedste jeg kunne finde på at sige om scenen og figuren, var, at den viste McDonald både forfra, fra siden og bagfra, og eftersom figuren jo allerede var designet af Tønnes, gjaldt det om at lære dens udseende at kende. Jeg overvejede dog alvorligt, om ikke det ville være bedre at stoppe samarbejdet med Jannik allerede samme dag, også selvom det ville give en del ulejlighed med at skulle flytte mit tegnebord, tegnepult og kontorstol hjem igen. Det var faktisk mest det sidstnævnte, der bragte mig til besindelse, så jeg foreløbig valgte at ville se tiden an. 

     Det korte af det lange er da også, at jeg allerede næste dag fik overladt selv at tegne og animere en scene med McDonald. Om det skyldtes, at Jannik havde observeret min utilfredshed, ved jeg ikke, hvilket set i tilbageblik også kan være fuldstændig ligegyldigt. Derefter gik det slag i slag og jeg blev efterhånden så fortrolig med figuren og dens karakter, at det nærmest gik som en leg at tegne og animere den. Men eftersom jeg var vant til selv at mellemtegne mine nøgletegninger, foretrak jeg også at gøre det i dette tilfælde. Det syntes Jannik imidlertid ikke var nogen god idé, for han benyttede sig selv i udstrakt grad af mellemtegnere. Derfor gik jeg med til, at der blev sat mellemtegnere på nogle af de scener, jeg animerede. De mellemtegnere, der egentlig meget mod min vilje blev udpeget til mig, var Ditte Brink, Josephine Høyrup og Ulrik Siverts. Ikke fordi disse unge mennesker ikke var dygtige nok, men fordi jeg som altid var uhyre krævende og kritisk med mit eget arbejde, og det ikke mindst fordi der her blev brugt at overføre animationstegningerne via fotokopiering på tyndt papir, som derefter blev farvelagt med farveblyanter, klippet ud og monteret på cels. En fremgangsmåde, som Jannik og hans ’gamle’ medarbejdere nærmest var specialister i. Pointet er, at det var animatorens egen mere eller mindre karakterfulde streg, der blev gengivet, og ikke et eller andet mere eller mindre vellykket optræk eller rentegning.

Scenebilleder fra "Strit og Stumme". © 1987 Dansk Tegnefilm Kompagni.

      Men de scener, jeg animerede straight ahead, en ’arbejdsmetode’ jeg foretrak, hvor det kunne lade sig gøre, krævede naturligvis ikke deciderede mellemtegninger, eller i hvert fald kun få sådanne. Derfor sørgede jeg for fortrinsvis at animere straight ahead. Det var jo i øvrigt den ’metode’, jeg havde været vant til fra min tid hos Barfod og hos Nordisk Tegnefilm og Steinaa.
       Imidlertid må man fra et produktionsmæssigt, økonomisk og praktisk synspunkt medgive, at Janniks arbejdsmetode var den mest rationelle og formålstjenlige. Som gentagne gange påpeget, er det at lave tegnefilm en uhyre omkostningskrævende produktionsform, og det er derfor klart, at alt, hvad der kan medvirke til at spare tid, og dermed fremme arbejdsprocessen, og dermed til at nedbringe omkostningerne, naturligvis er at foretrække, hvor det ikke ligefrem er en nødvendighed, hvis man ville overleve i den professionelle tegnefilmbranche.   

     På det tidspunkt, der her er tale om, bestod personalet hos Dansk Tegnefilm Kompagni først og fremmest af Jannik Hastrup selv og af hans produktionsassistent, Marie Bro (Rasmussen), og som layoutere og baggrundsmalere var der Birthe Dalland, Michael Clante og Bigita Faber. Som nøgletegnere fungerede - foruden Jannik selv - Georges Stoyanoff, Walther Lehmann, Per Tønnes Nielsen, Anders Sørensen, Jeff Varab og jeg, Harry Rasmussen. Per Lygum kom en kort overgang med i teamet, men arbejdede kun som freelance. Liller Møller var også med en kort overgang som nøgletegner på ”Strit”, men forlod igen projektet til fordel for produktion af sine egne tegnefilm. Mellemtegnergruppen bestod af Ditte Brink, Tone Tarding, Sarah Koppel, Merethe Kiilerich, Karin Hjort, David Lamhauge, Ulrik Sieverts, Uffe Boesen, Peter Kielland, Søren Martinsen, Carl Quist Møller,  og Jonas Wagner.
     For det specielle kopierings- og monteringsarbejde på cels, stod først og fremmest Marie Bro, Hanne (Hastrup) Wernberg, Ditte Brink, Tone Tarding, Mette Benthien, Malene Vilstrup, Berit Nybirk, Maj-Britt Almskov, Mai Britt Hastrup, Lone Valentin, Laura Ratto, Christina Pindal, Inge Rosenberg, Anita Rosenberg, Trine Vester Jensen.
     Det skal bemærkes, at flere af de ovenfor nævnte navne ikke har fået credit på DFI’s creditliste for ”Strit og Stumme”, lige som rækkefølgen af de navne, der er med, forekommer lidt tilfældig.
    Foruden at være mellemtegner stod David Lamhauge også for optagelse og fremkaldelse af linetests på 16mm high contrast negativ film. Linetests kunne ses på tegnestuens 16mm klippebord.
     For optagelserne på 35mm Eastman Color negativ stod trickfilmfotograf Jakob Koch, som egenhændigt fotograferede ”Strit og Stumme” på sit eget trickbord hjemme i Tureby på Sydsjælland.
     For produktionen af ”Strit og Stumme” stod Metronome Productions, som var ejet af Bent Fabricius-Bjerre. Kontaktledet var produktionsleder Tivi Magnusson, som vi dog ikke så ret meget til i løbet af det års tid, jeg arbejdede på tegnestuen. Men når vi, dvs. den samlede flok af medarbejdere, lejlighedsvis skulle se det foreløbige resultat af alle anstrengelserne, som blev vist i Dagmar Bios store sal, var både Bent Fabricius-Bjerre, hans daværende kone og leder af Dagmar Bio, Anne Fabricius-Bjerre, og Tivi Magnusson, til stede. Bent Fabricius-Bjerre var i øvrigt noget utilfreds med, at så meget af filmen foregik i et mørke, der gjorde det vanskeligt at se og opfatte, hvad der foregik.
     Mærkværdigt nok blev musikken til ”Strit og Stumme” ikke komponeret og indspillet af Fabricius-Bjerre, men af Jens Wilhelm Pedersen, bedre kendt som Fuzzy, som desuden også havde skrevet og indspillet musikken til Janniks forrige langtegnefilm ”Samson & Sally” (1984).

Scenebilleder fra "Strit og Stumme". © 1987 Dansk Tegnefilm Kompagni.

     Hen på vinteren 1986-87 blev det imidlertid så koldt, at det kneb med at opnå tilstrækkelige varmegrader på tegnestuerne oppe under taget, den højeste temperatur, der blev mål her, var + 15-16 grader. På et tidspunkt blev det så knagende koldt, at der kun var + 10-12 grader indendørs, så det simpelthen var umuligt at sidde stille og tegne bag lyspulten. Til sidst kom det da også så vidt, at man i samråd med Jannik enedes om at nedlægge arbejdet indtil videre, samtidigt med at han og hans produktionsassistent,  Marie Bro, blev opfordret til at finde nogle lokaler, der kunne opvarmes tilstrækkeligt til, at det stillesiddende arbejde kunne udføres uden den slags unødvendige gener.

     Men det gjaldt naturligvis om at få arbejdet i gang igen så hurtigt som overhovedet muligt, og kort efter lykkedes det da også for Jannik og Marie Bro at finde nogle egnede lokaler på Vesterbrogade 46?, lige ved siden af Havemanns Magasin. Tegnestuerne lå på første salen over en skotøjsforretning, og her var der ingen problemer med at varme de tilmed forholdsvis store lokaler op til de omkring + 22 grader, som er nødvendige for at de fleste mennesker med stillesiddende arbejde vil kunne føle sig godt tilpas. I disse betydeligt bedre og mere moderne lokaler fortsattes arbejdet på ”Strit og Stumme” i løbet af 1987 og indtil filmen var blevet gjort færdig.
     For mit personlige vedkommende forholdt det sig dog sådan, at jeg hen på foråret 1987 i samråd med Jannik valgte at fortsætte arbejdet på McDonald hjemme på min egen tegnestue, hvorfor mit tegnegrej med tegnebord, lyspult og kontorstol, igen blev flyttet hjem til mig privat. Her fortsatte jeg animationsarbejdet til den 14. august, hvor det sluttede for mit vedkommende.  

Scenebilleder fra "Strit og Stumme". © 1987 Dansk Tegnefilm Kompagni..

     Jannik Hastrup og jeg kom stort set godt ud af det med hinanden i den tid, jeg arbejdede for ham, og i hvert fald respekterede jeg hans velfortjente position som dansk tegnefilms indtil videre ubestridte førstemand, når det gjaldt ikke-kommerciel tegnefilmproduktion. Jannik lavede stort set ikke reklametegnefilm eller lignende bestillingsopgaver, men udelukkende korte og lange tegnefilm, der var sponsoreret af de statslige institutioner. Men i øvrigt vil jeg tro, at han også respekterede min erfaring og mine evner som animator, også selvom jeg senere har hørt ham udtale i et interview, at de nye og yngre animatorer var betydeligt bedre end de ’gamle’, hvilket formentlig må være en hentydning til folk, som f.eks. Walther Lehmann, Flemming Jensen, Per Lygum og mig.  
     På et tidspunkt, medens vi endnu arbejdede på tegnestuen i Ravnsborg Tværgade, havde jeg tegnet og animeret nogle scener, hvori animationen af McDonald var lykkedes så godt, at figuren tenderede til at blive en slags hovedfigur. Som instruktør havde Jannik naturligvis det overordnede overblik og ansvar for filmen, så efter at have set linetest af de pågældende scener, kom han hen til mig og sagde, at han godt nok syntes det var en udmærket animation og at McDonald ligesom var blevet ’levende’, men at jeg blev nødt til at dæmpe figuren lidt ned, så den ikke kom til at dominere for meget. Det måtte jeg så selvfølgelig rette mig ind efter, også selvom jeg egentlig syntes det var synd for McDonald, som netop lige var begyndt at ’leve’. 

     I øvrigt må jeg her skynde mig at tillægge, at jeg syntes de andre animatorer leverede et godt og professionelt arbejde. Dette gjaldt først og fremmest Jannik Hastrup selv, som havde ansvaret for Fuglen og den gamle bedstemor. Og det gjaldt ikke mindst den formidabelt dygtige tegner Per Tønnes Nielsen, som havde ansvaret for animationen af Mr. Præsident, som det gjaldt for Anders Sørensen, der i en vis udstrækning havde ansvaret for pigen Strit og for Gammelfar m.fl., og det gjaldt for Walther Lehmann, som tegnede og animerede Blånæse i sin helt egen animationsstil, og endelig den venlige og omgængelige tegner og erfarne animator Georges Stoyanoff, som tog sig kærligt og nænsomt af drengen Stumme. Den erfarne Disney-animator Jeff Varab, som dog kun var med i en kortere periode og ikke hver dag, animerede bl.a. en meget beruset rotte, der vakler af sted gennem en af de mørke gange under jorden.

     ”Strit og Stumme” havde forpremiere søndag den 15. november 1987 kl. 13.30 i Dagmar Teatret. Desværre havde Birgit og jeg fået billetter, der anviste os plads på 3. række, hvor man følte at sidde nedenunder lærredet, ligesom figurerne fremtrådte grelt og forvrængede så tæt på. Man kunne næsten se hver eneste farveblyantsstreg og skravering, der flimrede kraftigt, især fordi man så dem så nær på. Forpremieren blev derfor lidt af en skuffende oplevelse for os, og vi besluttede derfor, at vi snarest muligt ville gå ind og se filmen igen og sikre os pladser i rimelig afstand fra lærredet, samtidig med at vi ville iagttage det almindelige publikums reaktioner på filmen.  
     Fredag den 20. november 1987 fandt filmens officielle premiere sted i følgende københavnske biografer: Dagmar, Palads, Tivoli Bio, BioTrio og Bio Lyngby. Og den fik faktisk ret gode anmeldelser i de københavnske aviser, men der var dog også enkelte kritiske røster iblandt, som i al fald jeg til dels var enige med.

Scenebilleder fra "Strit og Stumme". © 1987 Dansk Tegnefilm Kompagni..

     Langtegnefilmen ”Strit og Stumme” handler om, at rotterne med Mr. Præsident og rottegeneralen McDonald i spidsen, har overtaget magten, ikke på jordoverfladen, hvor menneskene i kraft af miljøforurening havde umuliggjort livets eksistens og de overlevende derfor var søgt ned under jorden, hvor rotterne regerede og havde gjort menneskene til deres slaver. Imidlertid har rotterne i mellemtiden udviklet sig og var blevet lige så store eller i nogle tilfælde større end menneskene. Men det er kun pigen Strit og drengen Stumme, der er så meget liv tilbage i, at de gør modstand og med held forsøger at narre rotterne, så at de to børn til sidst finder vej op til det fri, hvor naturen åbenbart igen er blevet fornyet, så den kan danne grundlag for en ny tilværelse for de to børn. En særlig pointe i filmen er det, at da drengen Stumme kommer op i lyset viser det sig, at han er sort.
     Filmens grundlæggende idé er tydeligvis ment som en besk satire over især det amerikanske samfund og dettes mennesker og livsstil. Både Bent Haller og Jannik Hastrup tilhørte jo den yderste venstrefløj i dansk politik, og her kan man bestemt ikke lide Amerika, som tværtimod ses som den store kapitalistiske skurk i verden. Rotten Mr. Præsident var en tydelig hentydning til præsident Ronald Reagan, medens rottegeneralen McDonald formentlig var tænkt som en prototype på følgagtige og ikke alt for kloge amerikanske generaler. Figuren Blånæse skulle – eller kunne -  tydeligvis ses som repræsentant for de mennesker, der ikke gør hverken modstand eller oprør, men har tilpasset sig forholdene og omstændighederne og forsøder deres tilværelse med sprut eller narkotiske stoffer. Blånæse er i filmen på evig jagt efter euforiserende svampe, som han spiser, for at skaffe sig en helst permanent rus.  
     I filmen forekommer der også en gammel kvinde, som børnene kalder for Bedstemor. Hun repræsenterer tydeligvis erindringen om menneskenes lykkelige fortid fra før de forbandede kapitalister ødelagde verden i deres hensynsløse jagt på profit. Figuren ”Fuglen”, som Jannik Hastrup meget karakteristisk selv havde valgt at tegne og animere, symboliserede anarkistens trang til uafhængighed, som til slut fører de to menneskebørn, Strit og Stumme eller Eva og Adam, fra undertrykkelsen i  mørket op i en utopisk frihedsverden.
     Jannik havde jo i øvrigt også tegnet og animeret mågen i ”Samson & Sally” (1985), ligesom han senere tegnede og animerede mågen i ”Fuglekrigen” (1991), og ligeledes fuglen i ”Aberne og det hemmelige våben” (1994), ællingen i ”H.C.Andersen og den skæve skygge” (1997), og desuden mågen i ”Drengen, der ville gøre det umulige” (2003). Det er da også tydeligt, at Jannik fra starten og gennem årene har identificeret sig selv med de nævnte fuglefigurer, hvilket i øvrigt  også fik Per Tønnes Nielsen til at tegne en karikatur af Jannik i skikkelse af netop en måge.   

     Det bedste ved at arbejde for Jannik Hastrup var set med mine øjne, at han gav sine animatorer en udstrakt frihed til at animere figurerne på den måde, der faldt hver enkelt animator mest naturligt og ligetil. Men det skal gerne indrømmes, at det alligevel var ikke så lidt af en udfordring og prøvelse for mig, at arbejde på tegnestuen, for dels var jeg ikke vant til så mange mennesker og dels var jeg især ikke enig i de politiske synspunkter, der ganske vist stiltiende herskede på stedet. Hverken Jannik selv eller hans medarbejdere drøftede politik, men det lå ligesom i luften, hvad der var den ’rigtige’ politiske opfattelse. Desuden syntes jeg, at handlingen i ”Strit og Stumme” var baseret på nogle forvrængede og utopiske forestillinger om, hvordan verden så ud og helst burde komme til at se ud i fremtiden. Det var jo arven fra ungdomsoprøret i 1968 og dettes nymarxistiske ideer, som havde inspireret både Jannik Hastrup og – måske især – Bent Haller, og disse ideer var jeg bestemt ikke enig i.
     En af de ting, som jeg særligt havde noget imod, var de såkaldte tirsdagsmøder på tegnestuen, som gav sig ud for at være et demokratisk forum, hvor alle og enhver havde samme stemme, fra den yngste til den ældste, fra rengøringskonen til Jannik selv. Sådan som jeg oplevede det, drejede møderne sig aldrig om emner af virkelig betydning, men oftest om petitesser såsom manglende blyantsstifter, viskelædere og lignende, så at i hvert fald jeg følte, at tiden blev spildt. Men det var ikke velset at udeblive fra mødet, heller ikke selvom det var tydeligt, at flere af deltagerne, bl.a. Per Tønnes Nielsen, Anders Sørensen og jeg selv, faktisk med vilje aldrig sagde et ord.

     Den i det daglige venlige og omgængelige Jannik Hastrup skulle man dog ikke tage fejl af. Han var dedikeret til sit arbejde, både som kunstnerisk leder, instruktør og animator, og han glemte heller ikke, at det var ham, der havde det afgørende ord i alle sager og sammenhænge. De fleste, der omgikkes ham i det daglige, lærte hurtigt, at jo mere han smilede, jo mere skulle man passe på ikke at udfordre eller irritere ham, for da kunne det i nogle tilfælde hænde, at hans temperament kogte over, så at han f.eks. fyrede en medarbejder på stedet og uden varsel, eller han smadrede et eller andet stykke inventar, eller da det gik allerhedest til, kastede en kontorstol ud ad vinduet og ned på gaden. Det skete naturligvis kun, fordi han jo stort set hele tiden befandt sig i en anspændt og presset situation, hvor det for ham gjaldt om at lave en teknisk og kunstnerisk så god film som overhovedet muligt, og desuden at overholde budgettet og deadline, således at han bl.a. kunne sikre sig og sine trofaste medarbejdere, for sådanne havde han en hel del af, at der også ville blive arbejde at lave i fremtiden.  
     Men når dette er sagt, så skal det også tilføjes, at Jannik Hastrup var og er en tegnefilmkunstner af virkeligt format, både som instruktør og – ikke mindst – som animator, og det virkede nærmest som om arbejdet med at animere var en ren leg for ham. Han var utroligt flittig fra morgen til aften, og nøgletegningerne, vel at mærke i rentegnet form, nærmest flød i en lind strøm fra hans hurtige og sikre hånd og videre til den lille gruppe mellemtegnere, han havde knyttet til sig.  

Udkast af Harry Rasmussen til tre af hovedpersonerne i den planlagte langtegnefilm ”Den lille Havfrue”.
Fra venstre ses Havkongen, Den lille Havfrue og Bedstemoderen. – Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

Havfruen igen igen

Apropos fremtiden, så havde Jannik Hastrup så vidt jeg vidste ikke umiddelbart noget nyt langtegnefilmprojekt på beddingen, og hans faste medarbejdere talte derfor indbyrdes om, hvad de mon skulle give sig til at lave, når ”Strit og Stumme” var blevet færdig. De fleste af dem, i hvert fald dem, der var medlemmer af Filmarbejdernes Fagforening (FAF), vidste, at der i reglen opstod et interregnum mellem de film, Jannik producerede, og at de kunne melde sig arbejdsløse og afvente tiden, indtil Jannik formentlig og forhåbentlig atter havde skaffet penge til at kunne producere en ny kortere eller længere tegnefilm. Det havde de gjort efter ”Samson & Sally”, så det kunne de gøre igen.

Herover ses til venstre et udkast til filmens hovedperson, Den lille Havfrue, og til højre ses tre af hendes ialt 5 søstre,
sådan som jeg selv forestillede mig personerne.  Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

     Men tanken om det nævnte interregnum inspirerede mig til at genoptage ideen om en langtegnefilm over eventyret ”Den lille havfrue”, og i min fritid gik jeg derfor i gang med at skrive en detaljeret drejebog. I den forbindelse talte jeg med Per Tønnes Nielsen, og forespurgte, om han eventuelt ville og kunne påtage sig at designe filmens figurer, og svaret lød, at det ville han gerne. Jeg havde naturligvis selv nogle klare forestillinger om, hvordan figurerne skulle se ud, men da jeg havde stor tillid til Tønnes’ evner og kvalifikationer som figurtegner, nærede jeg ingen betænkeligheder ved i påkommende tilfælde at skulle overlade opgaven til ham.
     Imidlertid kunne jeg ikke dy mig for selv at forsøge på at lave udkast til nogle af filmens hovedfigurer, dog mest for at have noget at holde mig til, mens jeg skrev drejebogen. Det blev blandt andet til de tegninger som er vedføjet herover og under. 

Udkast til Den lille Havfrues små fiskevenner, tegnet af Harry Rasmussen.
Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

     Det rygtedes snart på tegnestuen, at jeg var ved at skrive en drejebog til ”Den lille havfrue”, og Jannik kom da også en dag og sagde, at han meget gerne ville læse drejebogen, så snart den var færdig. Det samme gjaldt naturligvis Tønnes og Anders, som også viste interesse for sagen. De tre var da også de første, der fik den til gennemlæsning, efter at den var blevet kopieret i 25 eksemplarer, hvoraf de 20 skulle indsendes til Det danske Filminstitut sammen med et budgetoverslag og en ansøgning om hel- eller delvis produktionsstøtte.
     Projektet blev behandlet af daværende filmkonsulent Ida Zeruneith, som da også syntes godt om drejebogen, men foreholdt mig, at Filminstituttets love krævede, at en professionel producent påtog sig ansvaret for filmens budget og produktion. Derfor henvendte jeg mig til Tivi Magnusson hos Metronome Productions, som jo var producent på ”Strit og Stumme”, og desuden til Just Betzer, Panorama Film. I begge tilfælde viste man interesse for projektet, men før det kom så langt som til reelle forhandlinger erfarede jeg gennem Tønnes og Anders, som havde hørt det af Frank Thomas og Ollie Johnston, at Walt Disney Productions netop for tiden var i gang med fremskredne planer om at lave en langtegnefilm over præcis samme eventyr!

Til venstre ses den ene af Havheksens to vandsnoge, i midtes ses hun selv og hendes kæledyr, en tudse kaldet ”Poppedreng”, og til højre hendes andet kæledyr, havkatten ”Mefisto”.
Udkast tegnet af af Harry Rasmussen. - © 1986 Harry Rasmussen.

Herover ses til venstre et udkast til Prins Antonio og hofnarren Bajazzo, og til højre sidstnævnte is en lidt anden positur. 
– Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

Tre figurudkast af Harry Rasmussen til den planlagte langtegnefilm ”Den lille Havfrue” (1986).
Til venstre ses ambassadøren (en karikatur af H.C.Andersen),
i midten ses prinsesse Santa’s forældre og tilhøjre Prins Antonio’s forældre.
-  Tegninger: © 1986 Harry Rasmussen.

     For at sikre mig, at der var tale om realiteter, skrev jeg straks til min gode ven hos Walt Disney Productions, Ed Hansen, og han svarede omgående og bekræftende på min henvendelse. Det var naturligvis interessant og opløftende at erfare, at selveste tegnefilmens ’kongefirma’ havde fundet, at eventyret ”Den lille havfrue” ville være et godt sujet for et langtegnefilm, for den tanke havde jeg jo selv haft lige siden omkring 1951, men samtidigt skuffende, fordi en dansk produceret tegnefilm med samme motiv ikke ville have en jordisk chance for at kunne konkurrere om publikums gunst. Og ikke mindst ville et ansvarligt dansk filmselskab aldrig turde indlade sig på et sådant kostbart projekt, dels på grund af Walt Disney-navnets verdensry, og dels på grund af det magtfulde distributions- og reklameapparat, Disney-organisationen rådede over. Og selvfølgelig ikke mindst, fordi vi herhjemme endnu ikke rådede over især animatorer, der hvad erfaring angår kunne måle sig med Disney-animatorerne, som havde erfaring og rutine fra arbejdet med adskillige langtegnefilm. 
     Altså endnu engang: Exit mit havfrue-projekt!

      Men efter at have set Disney-folkenes moderniserede tegnefilmversion af eventyret om ”Den lille Havfrue”, følte jeg mig dybt skuffet over den behandling, de havde udsat det for. Ikke, at filmen ikke har mange gode kvaliteter, men det var især det, at man havde gjort den lille havfrue til en moderne ung og rap teenager, og desuden havde tilladt sig at forvanske eventyrets idé og morale og givet det en falsk slutning, der både gjorde mig ked af det og vred på Andersens vegne. Derfor bestemte jeg mig for i det stille at arbejde videre med min egen tegnefilmversion af eventyret, som jeg mente var i bedre overensstemmelse med H.C.Andersens egne intentioner. Disse kendte jeg jo gennem et årelangt studium af digteren og hans forfatterskab, og følte mig samtidig overbevist om, at publikum også ville have værdsat min tegnefilmversion, hvis ellers det havde været muligt at producere filmen, hvad jeg dog ikke længere gjorde mig nogen forhåbninger om.

Himmelheste og A.Film

Tegneren og animatoren Flemming Jensen, som i årenes løb havde været beskæftiget som freelance i tegnefilmbranchen, både herhjemme og i udlandet, udsendte i 1987 sin korte tegnefilm ”Solo – med akkompagnement”, en fornøjelig og samtidig tankevækkende film om en lille mand, som forfølges af 'menneskehedens dårlige samvittighed' i form af en lille sort sky. Via dagspressen konfronteres han med billeder af forurening, racisme, fattigdom, krig, terrorisme mm., hvilket tænder 'den sorte samvittigheds-sky’, som bogstavelig talt hænger over hovedet på ham. Han prøver først at ændre den sorte sky til andre former (sindstilstande). Da det ikke lykkes, prøver han at skjule skyen, men igen uden held. På forskellige finurlige og groteske måder prøver han at slippe af med skyen, men ligegyldig hvad han gør,  vender den tilbage, fordi han hele tiden, hvor han end vender sig hen, konfronteres med situationer i sine omgivelser som minder ham om menneskehedens grusomheder. Han bliver dog til sidst afledt fra den dårlige samvittighed af avisens ’side 9 pige’.
Filmens dystre budskab er fortalt med humor, uden ord – kun lydeffekter.
Flemming Jensen producerede filmen i samarbejde med Jørgen Ekberg fra ’g-film’. Sidstnævnte stod for filmens lydside, og Hasse Christensen var fotograf.

Scenebillede fra Flemming Jensens kort-tegnefilm "SOLO - med akkompagnement".
- © 1987 Flemming Jensen og g-film..

     I slutningen af oktober 1987 kom der en henvendelse fra Jeff Varab, som jeg havde mødt og en kortere overgang arbejdet side om side med under produktionen af ”Strit og Stumme”. Han ville gerne benytte sig af min assistance som freelance animator på en tegnefilm, han var i gang med. På den tid havde han og nogle af de tidligere medarbejdere på ”Valhalla”-filmen, etableret sig på en tegnestue i Ryesgade 62, 4. nr. 37 på Østerbro, og her sad der så vidt jeg erindrer omkring 5-6 mand tæt pakket og arbejdede. Det var flere af disse medarbejdere, der sammen med andre, der tidligere havde arbejdet hos Swan Productions, som d. 1. august 1988 startede det firma, der siden skulle blive kendt eller vel nærmest berømt under det beskedne navn ”A.Film”. De ledende kræfter i det nystartede firma var administratoren Anders Mastrup og animatorerne Stefan Fjeldmark, Karsten Kiilerich, Jørgen Lerdam og Hans Perk. (Note 15)

     Imidlertid fandt jeg den animationsopgave, som Varab gerne ville have mig til at lave, alt for svær og kompliceret, idet den drejede sig om nogle heste, der galoperede hen over himlen. Hestene var tegnet i seriøs stil, der var uvant for mig, og jeg forudså derfor, at det ville give mig store problemer at skulle tegne og animere i denne stilart, så jeg takkede nej til opgaven.
     Men det var småt med tegnefilmopgaver for Anima Film og mig. Det skete dog lejlighedsvis, at jeg fik en animationsopgave af Jakob Koch. En af opgaverne var animationen af en tegnefilm om anti-rygning (1987), en anden var en reklametegnefilm for ”Sun Cola” (1988). Den 8. marts 1989 fik jeg til opgave af Jakob Koch at animere to reklametegnefilm for ”Håndværksbageren”.

     Efter færdiggørelsen af ”Strit og Stumme” måtte en stor del af Janniks medarbejdere enten finde job andetsteds eller gå på dagpenge, sådan som nogle af dem tidligere havde gjort i de tomgangs-intervaller, der i reglen opstod mellem filmproduktionerne. Udbuddet af arbejde indenfor tegnefilmbranchen var dog relativt begrænset, men for enkelte lykkedes det at få job hos Swan Productions. Det var dog kun en kortfattet frist, for foretagendet lukkede som nævnt omkring marts 1988.

     Tegneren og animatoren Maria Mac Dalland havde arbejdet hos Swan Productions, og var nu klar til at starte sine egne projekter.
     ”Rejsen mod en fødsel” er titlen på Maria Mac Dallands debut tegnefilm som blev produceret i 1988-1989.
     Maria blev født i 1965 som datter af tegner og baggrundsmaler Birthe Dalland, der bl. a. arbejdede hos Jannik Hastrup og Tegnedrengene i 1980’erne. Maria startede i 1981 som elev hos Jannik Hastrup, og var med i produktionen af ”Samson og Sally” som mellemtegner.
     I 1983-85 var hun i Nicaragua for at opbygge en animationsafdeling på Det Nicaraguanske Filminstitut, hvor hun underviste og producerede flere animerede kortfilm.
     Vel hjemme igen påbegyndte hun sin første danskproducerede tegnefilm, ”Rejsen mod en fødsel”, som var inspireret af hendes egen graviditet. En poetisk og eftertænksom fabulering i former, bevægelser og farver. Slutscenen er en rigtig fødsel, som hun fik lov til at overvære og filme. Fuzzy lavede musik til filmen.
     Det var en con amore produktion, som et godt stykke inde i produktionsforløbet, fik støtte fra Filmværkstedet og SFC.

Scenebilleder fra "Rejsen mod en fødsel". © 1989 Maria Mac Dalland.

     Maria Mac Dalland har siden manifesteret sig som en dygtig og målbevidst tegnefilmkunstner og filminstruktør med følgende tegnefilmproduktioner: ”Haven” (1991). ”Reden” (1992). ”Vølvens spådom - Skabelsen” (1995). ”Odins øje (2004). ”Og hjertet er sort” (2006).

     I 1989 afholdt A.Film I/S reception i deres lokaler på førstesalen i en ejendom på hjørnet af Jagtvej og Julius Thomsensgade på Nørrebro i København. Blandt de mange, der var inviteret, var min ringhed, som da også fuldkommen druknede i mængden. I et af lokalerne kørte der en demo-video på monitoren over A.Film-folkenes hidtidige produktion af tegnefilm, og det forekom mig ganske overvældende, så allerede kort efter ankomsten listede jeg lige så stille af igen. Jeg forlod A.Film med bevidstheden om, at her var der et allerede veletableret firma og nogle dygtige folk, som utvivlsomt ville få succes og i øvrigt udkonkurrere os andre totalt, især på det lille hjemlige marked.  

     Imidlertid arbejdede Jannik Hastrup støt og roligt på at holde sig selv og sin produktion af tegnefilm igang, og i 1988 producerede han tegnefilmen ”Take care…”  for Verdens Sundheds Organisationen, WHO. Men han var også så småt startet op på forarbejdet til sin næste langtegnefilm, ”Fuglekrigen”, som igen var baseret på et manuskript af Bent Haller. Omkring 1. april 1989 var flere af de medarbejdende animatorer indkaldt til et møde hjemme hos Jannik i hans hus på Olufsvej på Østerbro.
     I mødet deltog, foruden Jannik selv og hans veninde Birgita Faber, som skulle stå for filmens design og baggrunde, også produktionsleder Marie Bro, og animatorerne Nancy Carrig, Walther Lehmann, Georges Stoyanoff, Michael Helmuth Hansen og mig, Harry Rasmussen.   
     Ved samme lejlighed blev det bestemt, hvilke animatorer, der skulle have ansvaret for hvilke figurer i filmen. Jannik tildelte meget forståeligt sig selv animationen af Mågen Mogens, mens Nancy Carrig, som sammen med Jannik dels havde lavet en storyboard og dels havde designet figurerne, fik tildelt animationen af de to fugleunger Oliver og Olivia, mens Michael Helmuth Hansen påtog sig opgaven med at animere Fuglemoderen og rovfuglen Fagin. Walther Lehmann var nærmest selvskreven som animator af Uglen, medens Georges Stoyanoff fik tildelt animationen af musen Frederik, og jeg, Harry Rasmussen, animationen af musen Ingolf og den tykke due.
     Senere fik Asta Sigurdardottir overdraget opgaven med at animere fugleungen Olivia, og desuden scenerne med de smækre ’dansepiger’ i hønseskikkelse ude på ”Røret”. Da produktionen gik i gang, blev der endvidere ansat et par tidligere ”Valhalla”-folk, nemlig Marie Embalo og Ole Bidstrup, som begge tegnede layouts.

       Bemærkelsesværdigt var det, at hverken Anders Sørensen eller Per Tønnes Nielsen skulle være med denne gang. Det skyldtes angiveligt, at de havde travlt med deres egne tegnefilmopgaver. Det skete dog undervejs, at Tønnes påtog sig at animere et par enkelte scener, bl.a. en med en papegøje, som skynder sig ind i sit bur, idet den lukker lågen bag sig og siger: ”Vi frie fugle må holde sammen!”
     Langt senere i produktionsforløbet blev Flemming Jensen bedt om at tegne ilden i nogle af filmens slutscener, hvor musen Ingolf stryger en tændstik, som ved et uheld kommer til at sætte ild til græsset, hvorfra ilden breder sig til en bondegård, som bryder i brand. Flemming var en allround tegner og animator, som bl.a. også mestrede den såkaldte effects animation.

     For resten var navne som ’Oliver’ og ’Fagin’, direkte associationer til Charles Dickens’ berømte roman ”Oliver Twist” (1837-38), der som bekendt også handler om de svage, i dette tilfælde de forældre- og hjemløse børn, som skurken Fagin udnytter som redskaber til at stjæle fra folk på gaderne. Den tykke due kan med lidt god vilje opfattes som en pendant til pigen Nancy, som senere fortryder sin rolle som ’spion’ for Fagin. Det samme gør den tykke due til sidst i filmen, hvor den tværtimod advarer musene og småfuglene mod Fagin, og til allersidst, da den selv går til angreb på rovfuglen, og forhindrer denne i at slippe væk med den bevidstløse fugleunge Oliver, som den holder i sin ene klo. 

     Det var den i film- og reklamekredse velkendte producent og instruktør, Per Holst, f. 1939, der havde påtaget sig at producere ”Fuglekrigen”, og det betød, at det var en både dygtig og sagkyndig mand, der denne gang havde en finger med i spillet. Den 28. marts 1989 kunne han fejre sin 50 års fødselsdag og i den anledning se tilbage på en lang række markante filmproduktioner, både indenfor reklamefilm og spillefilm, herunder tegnefilm. I sidstnævnte sammenhæng havde han i årenes løb stået for produktionen af tegnefilm som Cirkeline-serien (1968-71), Bennys badekar (1970) og senest ”Fuglekrigen” (1990). Sidstnævnte havde angiveligt et budget på 12. mill. kr., altså ca. det have af, hvad det kostede at producere ”Valhalla”. Det er vel ikke at gå de dygtige Valhalla-folk for nær, at sige at ”Fuglekrigen” kunstnerisk set slog ”Valhalla” med flere længder.

     Efter at produktionen af ”Fuglekrigen” for alvor var kommet i gang, tildeltes enkelte animationsopgaver til nogle af animationsassistenterne, idet David Lamhauge, som ellers fungerede som mellemtegner og stod for optagelsen af linetests, denne gang på computer, fik til opgave at animere en gruppe fugle, som sidder højt oppe på nogle tørresnore, der er udspændt mellem husrækkerne. Ulrik Sivert fik opgaven med at tegne fuglemoderen, idet denne styrtdykker ned mellem husrækkerne, for at undgå at blive forfulgt af den tykke due. Carl Quist Møller, som havde været en skattet mellemtegner på ”Strit og Stumme”, var heller ikke med denne gang, men blev dog senere bedt om at tilrettelægge og lave storyboardet til den musikalske sekvens, der foregår ude på ”Røret”, hvor ’gutterne’, mågen Mogens og Uglen, samles, for rigtig at more sig, ikke mindst med de smækre ’damer’.
     Tegneren Bent Nielsen, som ellers hørte til A.Film, fik nogle enkelte scener at animere. Det drejede sig om katten, der i et flash back jagter den tykke due som unge. Det slap han ganske godt fra. Den tykke due som unge blev animeret af den meget dygtige animator Michael Helmuth Hansen, som også animerede flere fortræffelige scener med den tykke due hen mod filmens slutning. Det skyldtes ganske enkelt, at jeg, der ellers havde ansvaret for animationen af figuren, ikke selv kunne overkomme arbejdet indenfor den tidsramme, som Jannik havde planlagt med. Jeg var da 61 år og mit personlige problem var, at mine fysiske og psykiske kræfter var nede på et nulpunkt, hvilket da også senere samme år resulterede i en blodprop i hjernen, som jeg heldigvis slap godt fra, men som medførte, at jeg blev nødt til at stoppe mit professionelle tegnefilmarbejde. 
     Men inden det var kommet så langt besluttede jeg, belært af erfaringen fra tiden med ”Strit og Stumme”, denne gang at ville udføre animationsarbejdet hjemme på min egen tegnestue, og sådan blev det. Mit arbejde på ”Fuglekrigen” begyndte den 17. april 1989 og afsluttedes den 20. juni 1990.

    Det var Per Holst, der som nævnt stod som producent af ”Fuglekrigen”, og for at Jannik og hans medarbejdere kunne have nemmere adgang til klippeborde mm., lejede Dansk Tegnefilm Kompagni sig ind i forbygningen til samme ejendom, hvor Per Holst Filmproduktion havde adresse, nemlig Livjægergade 17 på Østerbro. Tegnestuerne lå på 3. sal, og her sad stort set alle medarbejdere på filmen og arbejdede. Der var dog to undtagelser, nemlig Walther Lehmann og mig, som begge arbejdede hjemme på vores egne tegnestuer, men med jævnlig kontakt til Jannik og hans tegnestue.
     Jakob Koch, som var engageret som freelance trickfilmfotograf på ”Fuglekrigen”, fik også jobbet som mellemtegner og fotograf af linetests specielt for mig. Det foregik på den måde, at han, der boede og bor i Tureby på Sydsjælland, lejlighedsvis afhentede nøgletegningerne hos mig og tog dem med sig hjem til mellemtegning og linetests. Senere kom han igen, medbringende de mellemtegnede animationstegninger og linetesten, som var overspillet på VHS videobånd, som vi så sammen gennemså på mit TV. Hvis der ikke var noget at rette, kørte vi i hans bil ind til Janniks tegnestue i Livjægergade, hvor linetesten blev forevist Jannik – og i nogle tilfælde også Per Holst – og hvis der blev sagt ok til animationen, blev animationstegningerne afleveret til videre forarbejdning.
     Det hændte dog en enkelt gang, at jeg blev nødt til at tage animationstegningerne med mig hjem igen, ikke på grund af selve animationen, som var i orden, men fordi  Jannik i dette tilfælde ikke syntes at figurens hoved rigtig lignede en due, men snarere en papegøje. Det var den første scene, jeg animerede med den tykke due, og jeg havde derfor endnu ikke rigtigt fået hold på figuren. Til gengæld gentog en lignende situation sig ikke, idet alle de scener, jeg animerede til ”Fuglekrigen, uden videre blev godkendt af Jannik, efter at han havde set disse på video. 
     Arbejdet med især musen Ingolf, som dog ikke i udpræget grad lignede figuren fra Cirkeline-filmene, blev en interessant udfordring for mig, idet jeg efter bedste evne forsøgte at puste liv i figuren, sådan som jeg også havde gjort med MacDonald i ”Strit og Stumme”. Og det lykkedes tilnærmelsesvist, selvom jeg aldrig var helt tilfreds med resultatet. I øvrigt fik jeg lov af Jannik til at bestemme sceneforløbet i to tilfælde, det første, hvor Ingolf falder i vandet og bliver reddet af Frederik og Olivia, og i det andet tilfælde med Frederik og Ingolf, der løber på skøjter på isen og farer igennem en snedrive og kommer ud på den anden side som ”snemænd”. Sådanne tilfælde medvirkede til at øge interessen og engagementet i filmen.  

Gang i tegnefilmbranchen

Den 9. februar 1992 fortalte Berlingske Tidende, at danskeren Børge Ring nu opholdt sig i London, hvor han var blevet key-animator på tegnefilmserien ”We’re Back”, hvori alle de kendte figurer fra Warner Bros. berømte tegnefilmserier ”Looney Tunes” og ”Merry Melodies” er genopstået og har fået nyt liv, men vel at mærke i deres ’barndomsskikkelser. For produktionen stod Steven Spielbergs tegnefilmstudie Amblimation.
     250 mennesker var ansat på studiet, og blandt disse den 27-årige dansker Johnny Zeuthen, som tidligere havde arbejdet på den danske tegnefilm ”Valhalla”. Tegnerne sad alle sammen i en stor hal, som dog var opdelt i små båse, der adskilte tegnerne fra hinanden. Det skyldtes angiveligt, at animation kræver koncentration. Filmen ville få premiere i danske biografer i foråret 1993. 

     Den 15. august 1992 kunne Berlingske Tidende meddele bladets læsere, at den 28-årige tegner Jonas Wagners tegneserie ”Frøken og Flyver”, ud af 100 indsendte forslag, havde vundet Berlingske Tidendes og forlaget Gyldendals konkurrence om bedste børne-tegneserie. Præmien var på 50.000 kr. Tegneserien blev fra samme dato bragt i Berlingske Tidende og ville kunne ses i avisen hver søndag fremover.
     Jonas Wagner, f. 1964, havde været elev og medarbejder på Jannik Hastrups langtegnefilm ”Strit og Stumme” (1987), og i foråret 1992 blev han optaget på Den Danske Filmskoles nyoprettede tegnefilm-linje. Det var hans hensigt at uddanne sig som tegnefilminstruktør. På et tidspunkt arbejdede han med planer om også at lave sin tegneserie som tegnefilm, hvilket den umiddelbart set ville være velegnet til, især på grund af den meget enkle og humoristiske streg, hvori den var tegnet. Figurerne i serien signalerede faktisk tegnefilm. I den anledning henvendte Jonas Wagner sig til mig, Harry Rasmussen, og forespurgte, om jeg kunne tænke mig at blive animator på projektet. Men min situation nødvendiggjorde, at jeg måtte takke nej til tilbuddet. Desuden havde jeg på det tidspunkt planer om at genoptage animationen af min egen lille ’evighedsfilm’ ”Det er ganske vist!”.

     Men i det hele taget var der begyndt at komme god gang i den internationale tegnefilmproduktion, ikke kun til TV, men også og i nok så høj grad til biograferne. Og filmene udkom successivt også på video og senere på DVD. Walt Disney Productions var stadig førende på markedet, men fik dog efterhånden betydelig konkurrence fra især Steven Spielbergs DreamWorks, som op gennem 1990’erne og fremefter producerede den ene lange tegnefilm efter den anden.  

 © 2007 Harry Rasmussen

Næste afsnit:

DANSK TEGNEFILM 1990-2000

_______________