Harry Rasmussen, f.

Til start: Dansk Tegnefilms Historie

Harry Rasmussen, f. 12.6.1929 i Nakskov. Døbt samme dag som søn af arbejdsmand Peter Aksel Rasmussen, f. 27.01.1904 – d. 02.10.1976, og hustru Erna Viola Rasmussen, f. Hansen, f. 18.01.1908 - d. 07.02.1975, boende i Tillitse på Sydvest-Lolland. Konfirmeret 2.10.1943 i Hellig Kors Kirke i København.

Begyndte sin skolegang i 1935 som 6-årig i Tillitse Skole, og gik her til 2. klasse. Kom derefter ved forældrenes flytning til Nakskov i 1937 i Tårsvejens Skole, hvor han fortsatte i 2. klasse og kom i 3. klasse. Forældrene flyttede i april 1939 til København, hvor den nu 10-årige dreng først gik et år i Kapelvejens Skole og derefter i Hellig Kors Skolen til og med 2. Fri Mellem, som svarer til 7. klassetrin. Med en god afgangseksamen og en flidspræmie i form af et armbåndsur gik Harry Rasmussen ud af skolen i maj 1943 som knapt 14-årig, fordi han ville i lære og lave tegnefilm.

Et par eksempler på tegninger, der er tegnet af den ca. 12-årige Harry Rasmussen, som tidligt sporede sig ind på at tegne i, hvad han dengang forstod ved en ’tegnefilmstil’, hvor figurerne efter hans opfattelse skulle være komiske og med afrundede former. Tegningen til højre er i virkeligheden en karikatur af en af hans onkler. – Tegninger: © 1940-41 Harry Rasmussen.

Endnu et eksempel på den ca. 12-årige Harry Rasmussens ’tegnefilmstil’, hvor figurerne f.eks. kun havde fire fingre. Der er ikke tale om stor tegnekunst, men dog om, at det var tegninger af figurer som disse, der var medvirkende til at han i 1943, i en alder af kun 14 år, blev ansat som elev hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S. – Tegning: © 1940-41 Harry Rasmussen.

Harry Rasmussen begyndte allerede som dreng at interessere sig for tegning og fra 1935 for tegnefilm. Men det var Walt Disneys "Snehvide og de syv dværge", 1937, der ved sin danske premiere i 1938 for alvor sporede ham ind på dette gebet. I 1943 kom han som 14-årig i prøvelære hos Sylvester Hvid Reklamebureau, hvilket viste sig at være en misforståelse, idet man ikke lavede tegnefilm på bureauet. Direktør Sylvester Hvid formidlede derefter kontakten til Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, hvor man netop så småt var begyndt på produktionen af den første danske langtegnefilm "Fyrtøjet".

Den kun 14-årige Harry Rasmussen ses her ved tegnepulten hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S i efteråret 1943. På det tidspunkt var han mellemtegner for sin læremester Børge Hamberg.
– Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Harry Rasmussens læremester i tegnefilmsteknik og animation, den da 23-årige Børge Hamberg, ses her ved lyspulten i færd med at tegne og animere scener med heksen og kragen.
– Foto: © 1943 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Juni 1943 til juni 1945 animatorelev, assistant animator og key-animator hos Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, med Børge Hamberg som læremester. Harry Rasmussens første opgave som elev var at mellemtegne den scene, hvori de tre lakajer hjælper kongen af nattøjet og ifører ham kongekåbe, krone, scepter og æble. Scenen, der var animeret af Børge Hamberg, var på over tusind numre, og med fire figurer på hver eneste tegning tog det derfor den endnu uøvede elev godt en måned at lave mellemtegningerne.
I begyndelsen af oktober 1943 blev Harry Rasmussen konfirmeret, og i den anledning sendte personalet på tegnestuen i Frederiksberggade et hjemmegjort ’telegram’ på svær pergament i folioformat, samt et pengebeløb. I telegrammet stod der følgende tekst, som var forfattet af Torben Strandgaard og håndskrevet af Finn Rosenberg:

EN HILSEN FRA OS TEGNERE OG FARVEPIGER
TIL LILLE ”DISNEY” PAA DEN STORE DAG
VELKOMMEN BLANDT DE VOKSNES TEGNERIER
DU BLIVER NOK SMADDERGOD I DETTE FAG
MED STIFTER PAA STOLE DU ALDRIG ER KARRIG
DE FAAR VEL EN ENDE NAAR DU BLIVER HR. HARRY.

På dokumentet var der 25 underskrivere, og 11 af disse havde hver tegnet en lille vignet. Underskriverne var i den rækkefølge, hvori de var skrevet, følgende:
Mogens Mogensen, Bodil Rønnow, Birthe Pedersen, Helge Hau (havus), Torben Strandgaard (Graham), Allan Johnsen, Frede Henning Dixner (Septimus Dix), Anne Lise Clausen, Jytte Claudi, Arne Jørgensen (Jømme), Børge Hamberg, Preben Dorsch, Karen Bech, Ea Johnsen, Bjørn Frank Jensen (Bjørn), Peter Toubro, Finn Rosenberg, Henning Pade, Mona Irlind, Henny Hynne, Pat Bjørn, Jenny Holmqvist, Kaj Johnsen, Alice Kjærsgaard og Otto Jacobsen (OJ).

Følgende af underskriverne havde samtidig tegnet hver sin lille vignet:

Mogens Mogensen, Bodil Rønnow, Helge Hau, Frede Henning Dixner, Arne ”Jømme” Jørgensen, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Finn Rosenberg, Kaj Johnsen og Otto Jacobsen.

Herover ses Mogens Mogensens opfattelse af den da kun 14-årige elev på "Fyrtøjet", Harry Rasmussen, der på grund af sin lille størrelse ganske rigtigt til at begynde med sad på en justerbar taburet. – Tegning tilhører: © 1943 Harry Rasmussen.

Den unge Harry Rasmussen kom godt ud af det med sine noget ældre ‘kolleger’ på tegnestuen i Frederiksberggade. Han blev hurtigt respekteret for sine evner som tegner og animator.

Efter ca. et halvt år som mellemtegner avancerede den stadig kun 14-årige Harry Rasmussen til assistant animator for Børge Hamberg, specielt på heksen, kragen og den mindste af de tre hunde. Efter endnu et halvt års tid, i forsommeren 1944, fik den nu cirka 15-årige Harry Rasmussen selvstændige opgaver som key-animator, både af heksen, kragen og den mindste af de tre hunde, og desuden på flere bifigurer, som han tilmed selv designede.

Heksen og kragen i "Fyrtøjet" var de næste figurer Harry Rasmussen mellemtegnede for Børge Hamberg og siden også animerede enkelte scener med. –Tegninger: © 1946 Dansk Farve- og Tegnefilm A/S og Filmcentralen Palladium.

I foråret 1944, hvor man mente at kunne se afslutningen på produktionen af ”Fyrtøjet”, havde Dansk Farve- og Tegnefilm A/S planer om at fortsætte med produktionen af en serie korte eventyrtegnefilm, som tilsammen kunne udgøre et filmprogram på omkring en times spilletid. Det var naturligvis fortsat en filmatisering af H. C. Andersens eventyr, man havde i tankerne, og derfor bad firmaets ledelse key-animatorerne om at komme med forslag og udkast til, hvilket eventyr de hver især kunne tænke sig at stå for. Finn Rosenberg valgte som motiv ”Svinedrengen”, Børge Hamberg valgte ”Klods-Hans”, Bjørn Frank Jensen ”Elverhøj”, Preben Dorst ”Prinsessen på ærten”, Kjeld Simonsen ”Hvad Fatter gør …”, Otto Jacobsen ”Lille Claus og store Claus”, og Harry Rasmussen valgte ”Kejserens nye klæder”.

Imidlertid trak det ud med produktionen af ”Fyrtøjet”, som tog længere tid end forudset, og det betød økonomiske problemer for Dansk Farve- og Tegnefilm. Det var så vidt vides den væsentligste grund til, at der ikke blev noget ud af planerne om eventyrkortfilmene.

     I eftersommeren 1944 stod det klart for Allan Johnsen, Peter Toubro og hovedtegnerne Finn Rosenberg, Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen og Preben Dorst, at man ikke ville kunne nå at få ”Fyrtøjet” færdig til den planlagte premiere ved juletid samme år. Ledelsen besluttede derfor at påskynde produktionen, først og fremmest ved at pace key-animatorerne og mellemtegnerne til at yde deres absolut yderste hver eneste dag. Til det formål blev der på hver tegnepult opsat en slags urskive med tal fra et til halvtreds, og den enkelte tegner skulle herefter flytte urskivens drejelige pil efterhånden, som antallet af vedkommende tegninger steg.
     Denne situation vakte harme og irritation hos tegnerne, som mente at yde alt, hvad deres individuelle entusiasme og engagement i arbejdet med at få de mange figurer i filmen gjort så levende og troværdig, som den enkelte animator evnede og magtede.
      Medarbejdernes harme førte til, at et særligt udvalg af disse besluttede sig til at holde et møde, hvor man kunne drøfte oprettelsen af en eventuel faglig organisation til varetagelse af de ansattes interesser. Nævnt i alfabetisk rækkefølge bestod det nedsatte og elleve mand store ’udvalg’ af følgende personer: Erling Bentsen, Preben Dorst, Børge Hamberg, Otto Jacobsen, Bjørn Frank Jensen, Arne ”Jømme” Jørgensen, Mogens Mogensen, Harry Rasmussen, Finn Rosenberg, Bodil Rønnow og Kjeld Simonsen.

Fotos fra ’udvalgsmødet’ på traktørstedet ”Sluk Efter” i Hellerup. På grund af det lune vejr har deltagerne bænket sig udendørs. Fra venstre og rundt om bordet ses Otto Jacobsen (med ryggen til), Harry Rasmussen, Kjeld Simonsen, Bjørn Frank Jensen, Bodil Rønnow, Erling Bentsen, Preben Dorst, Finn Rosenberg (med hat på) og Mogens Mogensen.

Samme situation som ovenfor, men set fra en anden synsvinkel. Rundt om bordet ses fra venstre Preben Dorst, Finn Rosenberg (med hatten), Mogens Mogensen, Otto Jacobsen, Børge Hamberg, Harry Rasmussen og Kjeld Simonsen. Fotografen Arne ”Jømme” Jørgensen ses ikke på nogen af billederne.
– Fotos: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Mødet blev holdt en lørdag eftermiddag efter arbejdstid på traktørstedet ”Sluk Efter” på Strandvejen i Hellerup, og det varede i nogle timer. Herunder blev man enige om at stille Allan Johnsen det ultimatum, at ’kontrolurene’ på lyspultene skulle fjernes, og at medarbejderne skulle have forhøjet overarbejdsbetaling, lige som firmaet skulle betale et beløb, der kunne dække udgiften til aftensmad for det personale, der var nødt til at arbejde over. Man enedes desuden om, at disse krav skulle fremføres overfor Allan Johnsen mandag formiddag af talsmændene Børge Hamberg, Finn Rosenberg og Bjørn Frank Jensen.

Allan Johnsen havde stort set ikke anden udvej end at imødekomme medarbejdernes ønsker og krav, og allerede mandag middag blev de famøse ’kontrolure’ fjernet fra medarbejdernes lyspulte. Talsmændene og ledelsen med Allan Johnsen og Peter Toubro i spidsen, blev derefter enige om, at produktionen kunne og skulle øges betydeligt, dels ved at der blev ansat flere mellemtegnere, flere optræknings- og farvelægningspiger, og dels ved at lade især key-animatorerne og mellemtegnerne arbejde over. Arbejdstiden var mandag til fredag normalt kl. 8-17, lørdag kl. 8-14, men nu skulle mange af os arbejde over mandag til fredag kl. 17-23.
Overarbejdet betød mere i lønningsposen, men det var hårdt med en 15 timers arbejdsdag. Harry Rasmussen, som i efteråret 1944 på normal arbejdstid havde en ugeløn på 350 kr., kom i det halve års tid, hvor der blev arbejdet over, op på en ugeløn på 575 kr. En høj løn på den tid, især for en 15-årig ung mand.

Til venstre ses hovedfiguren i Harry Rasmussens lille tegnefilm, "Hvordan elefanten fik sin snabel", som han arbejdede på i et lille års tid, men siden skrottede. Tegningen til højre er en animationstegning fra en scene i den planlagte tegnefilm Hvordan elefanten fik sin snabel. Scenen blev animeret, trukket op og farvelagt, og optaget på 35mm sort-hvid negativ film og kopieret. Det er den eneste animationstegning, der findes tilbage fra den skrottede film.
– Tegninger: © 1944 Harry Rasmussen.

Til trods for det store arbejdspres, der var som følge af ekstraordinært meget overarbejde på ”Fyrtøjet” i efteråret 1944 og foråret 1945, begyndte Harry Rasmussen i efteråret 1944 selv på en kort tegnefilm, baseret på Kiplings fortælling "Hvordan elefanten fik sin snabel".

Harry Rasmussen arbejdede på sin lille film lørdag eftermiddage og en stor del af søndagene, og frem til omkring sensommeren 1945 havde han tegnet og animeret adskillige minutter på filmen. Præcis hvor mange, ved han ikke, men stablet ovenpå hinanden fyldte A4-arkene omkring 60 cm i højden. Skønsmæssigt har der vel ialt været omkring 6.500 ark, som divideret med 12 tegninger per sekund x 2 billeder af hver tegning ( = med 24 billeder per sekund, den hastighed, hvormed tonefilm normalt fremføres) giver 541,66 sekunder, hvilket svarer til ca. 9 minutters spillelængde. I sin færdige længde ville filmen vel være blevet omkring 20-25 minutter.

Imidlertid havde Harry Rasmussen allerede i efteråret 1944 gjort Kaj Pindal interesseret i at være med på filmen som mellemtegner. Med jævne mellemrum kom Pindal troligt hjem til ham for at hente en scene til mellemtegning, og lige så troligt kom han jævnligt for at aflevere en færdigtegnet scene. Dette samarbejde, som Pindal vel at mærke ikke fik andet end fornøjelsen for, fortsatte med afbrydelser frem til hen på vinteren 1945-46. På det tidspunkt havde Harry Rasmussen fået nok af tegnefilm og den Disney-inficerede tegnefilmstil, som han selv tegnede i.

Til Pindals store overraskelse og uforstående skuffelse erfarende han en dag, at Harry Rasmussen havde sat sig foran kakkelovnen og afbrændt så godt som samtlige animationstegninger til filmen, inklusive de mellemtegninger, Pindal havde været så hjælpsom at lave for ham. Denne skuffelse og i hans øjne vanvittige handling, har Pindal dog ikke fundet anledning til at omtale i sine erindringer i Carl Barks & Co., nr.18, 1983, eller i sine tegnefilmnotater fra 18.11.00 og 24.11.02, ja, han har end ikke nævnt Harry Rasmussens navn, skønt han næppe kan have været uvidende om, at denne efterfølgende fik en lang karriere indenfor den danske tegnefilmbranche.

I den slidsomme hverdag på tegnestuen i Frederiksberggade, hvor de fleste af key-animatorerne på ”Fyrtøjet” havde deres arbejdsplads, fandt tegnerne tid til at tegne små uforpligtende vignetter for og til hinanden. Det er så heldigt, at nu afdøde Erling Bentsen, som var mellemtegner, begyndte at samle disse i og for sig ubetydelige tegninger og klæbe dem ind i sin scrapbog. Denne blev arvet af hans datter, Aase Ekstein, og derfor er tegningerne blevet bevaret.
Også Harry Rasmussen fandt tid og lejlighed til at tegne sådanne små skitser eller tegninger, som dog mest var beregnet for øjeblikket og derfor ofte endte i papirkurven. Herunder vises nogle eksempler på sådanne tegninger.

Ovenstående fire blyantstegninger er eksempler på nogle af de uforpligtende og afslappende skitser, som i dette tilfælde er tegnet af den 15-årige Harry Rasmussen. Skitserne er indklæbet i Erling Bentsens scrapbog., der venligst er udlånt af hans datter, Aase Ekstein. – Tegninger: © 1944 Harry Rasmussen.

Der blev ind imellem lavet meget sjov på tegnestuen i Frederiksberggade. Dette foto skal illudere den situation i "Fyrtøjet", hvor barberen er ved at barbere kongen i filmen. Til venstre mellemtegneren ”Jakobsen” som kongen og til højre Harry Rasmussen som barberen. – Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

Vedrørende produktionsforløbet for "Fyrtøjet", henvises læseren til de kapitler, der mere udførligt fortæller herom. Men i forsommeren 1944 var cirka halvdelen af filmen blevet færdig i arbejdskopi, og i den anledning arrangerede Allan Johnsen og bestyrelsen en festmiddag med efterfølgende Tivoli-tur for personalet. Det var en smuk og varm sommerdag, men middagen og turen i Tivoli blev temmelig ’fugtig’ for flere af tegnerne. Den da kun 15-årige Harry Rasmussen forsøgte efter bedste evne at leve op til sine voksne kollegers status.

I anledning af, at halvdelen af filmen "Fyrtøjet" forelå i arbejdskopi, afholdt Dansk Farve- og Tegnefilm A/S i forsommeren 1944 en festmiddag for personalet. Billedet til venstre: Her ses fra venstre Otto Jacobsen, Harry Rasmussen og Børge Hamberg. – Billedet til højre: Animatorerne Erik Christensen (Chris) og Harry Rasmussen er her i mere end een forstand kommet højt til vejrs. Her ses de efter festmiddagen i ballongyngen i Tivoli.
– Foto: © 1944 Arne ”Jømme” Jørgensen.

     I løbet af de to år, hvor Harry Rasmussen arbejdede på ”Fyrtøjet”, hændte det engang imellem, at han fik en kontant påskønnelse af sit animationsarbejde. Det skete f.eks. i forbindelse med den scene, hvor den mindste af de tre hunde stopper op og peger på det kryds, som hofdamen har tegnet på døren ind til kroen, hvor soldaten logerer. Hunden kan næsten ikke holde grinet tilbage og i forsøget herpå puster den kinderne op, men ender med at ’eksplodere’ i et stort grin.
     Efter at animationstegningerne til den nævnte scene, i lighed med flere andre af filmens scener, var blevet optaget på linetest og set af ’dommerkomiteen’: Børge Hamberg, Allan Johnsen og Peter Toubro, kom Johnsen en formiddag hen til Harry Rasmussen på tegnestuen, bøjede sig ned over ham og sagde lavmælt og kortfattet: ”Der ligger en check på 90 kr. til dig ovre på kontoret!” – Overraskelsen var stor, da Harry Rasmussen spurgte: ”Hvorfor det?” ”Spørg Hamberg!” svarede Johnsen lakonisk og forlod tegnestuen.
     Børge Hamberg kunne efterfølgende fortælle Harry Rasmussen, at det med bonuschecken var Johnsens afgørelse, fordi man var blevet enige om, at animationen af den omtalte scene var så vellykket, at det burde påskønnes ekstraordinært.

Til venstre ses en original animationstegning af Harry Rasmussen fra scenen med den forskrækkede krage, der letter fra galgen, hvor den har afventet at soldaten skulle blive hængt. Imidlertid har han slået tre gange med sit fyrtøj, hvorfor de tre hunde er kommet ham til undsætning og jager alt og alle på flugt, kragen med. – Tegningen tilhører Harry Rasmussen.
Til højre ses et avisbillede fra scenen med den grinende hund, som skaffede den selvfølgeligt stolte Harry Rasmussen en ekstraordinær påskønnelse i form af en bonus på 90 kr.
– Avisfoto fra ”Fyrtøjet”: © 1944 Dansk Farve- og Tegnefilm A/S.

Et beløb på 90 kr. var mange penge i 1944, og især i forhold til den ugeløn på 275 kr., som Harry Rasmussen havde på det tidspunkt, som lå før overarbejdsperioden var begyndt. Senere fik han også bonus for andre af de særligt vellykkede scener, han animerede. Det var således tilfældet med scenen, hvor kragen til slut ses hængende død i heksens splintrede træ. Bonuschecken var her på 125 kr.

Blandt de mange scener, Harry Rasmussen animerede med den nævnte hund, var også de scener, hvor hunden i forlængelse af den førnævnte scene, hvor den standser foran en dør og griner, og derefter farer omkring og slår kryds på alle døre og porte. Desuden den scene, hvor hunden møder hofdamen, som spadserer rundt på en bro over slotsgraven. Hunden stopper op, griber hofdamen om livet og smider hende ud over rækværket og ned i voldgraven. Her dukker hun kort efter op af vandet igen og spytter en fisk ud af munden, hvorefter hun møjsommeligt kravler op på land.
Harry Rasmussen animerede også en anden scene med hofdamen, nemlig den, hvor hun går frem og tilbage udenfor kroen, idet hun ind imellem skuler op til de vinduer, bag hvilke hun ved, at prinsessen er på besøg hos soldaten.

Endnu en scene med hunden, som Harry Rasmussen animerede, var den, hvor de tre hunde er på vej mod galgebakken. Man ser dem kun som ’fartstreger’. Den mindste hund, som åbenbart er kommet forrest, stopper pludselig op i en gade, klør sig bag øret med det ene bagben, dukker hovedet for de to andre forbipasserende hunde, først den ene og så den anden, hvorefter den selv hopper op i luften, roterer med forbenene og farer videre ud af billedet. Også denne scene gav sin tegner en bonus.

Harry Rasmussen tegnede og animerede også et par scener med droskekusken, som sidder på trinbrættet og hviler sig. Imens kaster soldaten et par af de kommenkringler, han deler ud til de legende børn foran Nikolaj Kirke, til droskehesten, som fanger kringlerne med munden.
Det blev også til en scene med et kukur, hvor klokken viser to om natten. Kukfuglen, som åbenbart har sovet over sig, kommer for sent ud fra sit gemme, gnider sine øjne, ser på urskiven og skynder sig derefter at kukke to gange.

Efter at den garvede scene- og filminstruktør Svend Methling i begyndelsen af 1945 var blevet engageret til at forestå færdiggørelsen af ”Fyrtøjet”, fik Harry Rasmussen enkelte ekstrascener at animere. Det drejede sig bl.a. om et par scener med Bakkens Pjerrot, hvor denne spiser brændende blår og puster røgringe ud mod publikum. Da der imidlertid ikke manglede flere scener med de figurer, han havde specialiseret sig i, fik den unge animator forskellige andre småscener at animere. Det stod derfor klart for ham, at det lakkede mod enden for hans vedkommende.

”Dansk tegnefilms coming man? Det er den 16-årige Harry Rasmussen, som har æren for en del af ”Fyrtøjet”s figurer."
Billedtekst og foto: © 1944 Aftenbladet.
– Det skal tilføjes, at Harry Rasmussen ikke var 16 år på dette tidspunkt, men kun 15 år.

Det var i midten af maj 1945, kort efter befrielsen fra den tyske besættelse, og denne omstændighed i forening med at foråret var på sit højeste, fik Harry Rasmussen til at føle trang til at komme ud i det fri og få luft under vingerne. Det sidste halve års anstrengende overarbejde havde gjort sit til at forstærke hans ønske, men da han talte med sin ven og læremester Børge Hamberg om situationen, sagde denne, at der stadig var andet slags arbejde på filmen, der skulle fuldføres. Desuden havde ledelsen af Dansk Farve- og Tegnefilm A/S planer om at fortsætte produktionen af tegnefilm efter at ”Fyrtøjet” var blevet færdiggjort. Både han, kollegerne og ledelsen så derfor gerne, at Harry Rasmussen fortsatte sit arbejde i firmaet.

Men Harry Rasmussens trang til luftforandring var for stor, og hans arbejde som animator på ”Fyrtøjet” ophørte efter hans eget valg derfor i begyndelsen af juni 1945. Han var simpelthen kørt træt af det store arbejdspres og det sene aftenarbejde i det sidste halve års tid. Han holdt derefter en tiltrængt ferie, men begyndte så at tegne vitstegninger til aviser og ugeblade. Tegningerne gik som varmt brød, og selv om der kun blev betalt 10-12 kr. pr. tegning, betød det alligevel et pænt supplement til de penge, han havde sparet sammen takket være sin relativt store indtægt, særlig i det sidste år, mens han arbejdede på ”Fyrtøjet”.

Flere af tegnerne på “Fyrtøjet” tegnede også vitstegninger, men i modsætning til Harry Rasmussen, gjorde de det samtidig med arbejdet på filmen. Blandt tegnerne var det først og fremmest Helge Hau og Arne ”Jømme” Jørgensen, der begge efterfølgende skabte sig en karriere som professionelle vitstegnere. Men også Børge Hamberg, Bjørn Frank Jensen, Erik Christensen (Chris), Otto Jacobsen, Frede Henning Dixner (Septimus Dix) og flere andre, skaffede sig en pæn ekstraindtægt ved at tegne vitser.

Via sine vitstegninger kom Harry Rasmussen også i forbindelse med lokalavisen ”Nørrebro Bladet”, hvortil han bl.a. tegnede karikaturer af de skuespillere, der medvirkede i forestillinger som blev opført af Helge Scheuers Teaterselskab. Teaterdirektør og instruktør Helge Scheuer var desuden redaktør af ”Nørrebro Bladet”.

     Ved siden af tegnefilmarbejdet var Harry Rasmussen også interesseret i både film og teater, interesser, som han senere skulle gøre mere ved. Som 11-årig havde han af sin morbror fået en 35 mm kinomaskine foræret, og dertil flere spillefilm, som "Gösta Berlings Saga", 1924, "Den sidste Mohikaner" i en indspilning fra 1930’erne, og en rejsefilm "På safari i Afrika", som også var fra 30’erne. Med kun disse film på repertoiret arrangerede Harry Rasmussen ’biografforestillinger’ for børnene fra gaden, hvor han boede. Entreen var 20 øre for en siddeplads og 10 øre for en ståplads. Der blev solgt flest ståpladser.
     Men det ungdommelige publikum blev snart trætte af at se de samme film om og om igen, så den biografvirksomhed fik hurtigt en ende. Og Harry Rasmussen havde ikke råd til at anskaffe sig nye film, og desuden var det vanskeligt at opdrive sådanne.
     Allerede som 8-9-årig havde Harry Rasmussen lavet cirkusforestillinger for vejens børn i Nakskov, og efter at familien i april 1939 var flyttet til København havde han også planer om at lave teaterforestillinger. Sigtet var højt, for efter at have set Holbergs "Jeppe på bjerget" på Skolescenen på Det Ny Teater, blev han så betaget af forestillingen, at han lånte bogen på biblioteket og begyndte at fantasere om selv at sætte en lignende forestilling op. Der kom dog foreløbig ikke andet og mere ud af planen end at Harry Rasmussen fik læst stykket.
     Indtil videre nøjedes Harry Rasmussen med at spille dukke- og marionetteater. Han havde nemlig via ugebladet "Familie Journalen" erhvervet sig det såkaldte Pegasus Teater, og dertil dekorationer og figurer til Holger Drachmanns eventyrspil "Der var engang". På sit hjemmelavede marionetteater opførte han ved hjælp af selvlavede figurer og dekorationer en dramatisering af folkeeventyret "Fiskeren og hans kone".

Imidlertid forestod der en personligt vanskelig overgangsperiode for Harry Rasmussen efter at hans arbejde på ”Fyrtøjet” var forbi. Han begyndte at interessere sig for kunst og filosofi, og desuden følte han et stort behov for at få skolet og udviklet sit eget tegnetalent. Hen i august 1945 var han blevet træt af sine tegnefilmsfigurers og sine vitstegningers runde øjne og karakterløse udseende, og det besluttede han sig for at gøre noget ved.
Ved efterårssemestrets start i september 1945 søgte Harry Rasmussen derfor ind som illustratorelev på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst. Han mente nemlig, at det foreløbig var den måde, hvorpå hans evner som tegner burde skoles og udvikles. Imidlertid skulle eleverne betale for undervisningen og undervisningsmaterialerne, men det kunne Harry Rasmussen ikke afse penge til. Heldet ville, at to af skolens fremtrædende medarbejdere, tegnelærer Jens Andreasen og sekretær Hans Jensen, åbenbart fandt hans medbragte tegninger så talentfulde, at man anbefalede rektor Jean Jallit at give Harry Rasmussen friplads i tre år. Rektoren bifaldt anbefalingen og en overmåde glad og stolt elev kunne straks efter begynde som elev på illustrationslinien.

For at supplere sin kassebeholdning fik Harry Rasmussen et job efter skoletid, nemlig som tegner hos et dekorationsfirma ved navn Tekno Reklame, der fremstillede skilte og dekorationsudstyr til butikker. Her tegnede han i 1946 bl.a. et sæt komiske kravlenisser, som blev trykt og mangfoldiggjort på firmaets silketrykspresse.

De omkring tre år, hvori Harry Rasmussen gik på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst, lærte han en del om tegning, illustration og kunst. Der herskede et godt forhold mellem lærerne og eleverne, og mellem de sidstnævnte indbyrdes. Jens Andreasen var hans klasselærer og af ham lærte Harry Rasmussen både om kunsten og livet. Der var også en klassekammerat, som Harry Rasmussen blev særlig gode venner med. Hans navn var Asbjørn Yde Larsen, og venskabet varede i nogle år efter at begge var ophørt som elever. Ved siden af tegnearbejdet interesserede Asbjørn Yde Larsen sig stærkt for teater, og senere fik han da også privatundervisning af en kongelig skuespiller, lige som han selv forsøgte at skrive skuespil. Da han ikke havde held med nogen af delene, valgte han at lade sig uddanne til journalist, og siden hen havnede han som redaktør på Danmarks Radios TV-avisen, hvor han arbejdede til pensionsalderen.

På tegneskolen var der en elev ved navn Hans Qvist, som gik i afgangsklassen. Han var fantastisk god til at tegne model og qroquis, men havde tænkt sig noget andet i livet, end at tegne nøgne damer og mænd. De tre, Asbjørn, Harry og Hans Qvist blev gode venner, og sammen fik de den idé, at de ville forsøge at supplere deres indtægter ved at tegne vitstegninger til aviser og blade. I det øjemed dannede de ”Trio Bureau”, som den altid velklædte, præsentable og veltalende Asbjørn også blev ’sælger’ for. Foruden selv at levere et vist antal vitstegninger til salgsmappen, var det hans opgave at gå rundt til de forskellige avis- og bladredaktioner i København og forsøge at afsætte trekløverets produktion.
Det viste sig snart, at mens Asbjørn solgte måske tre-fire af sine egne tegninger og tre-fire af Harry Rasmussens, afsatte han fem-otte af Hans Qvists vitstegninger med de senere så velkendte groteske figurer. Desuden havde Qvist en helt speciel evne til at se, hvad der er komisk og forme en tekst, så den blev morsom. Den evne manglede Asbjørn og Harry og de fandt derfor hurtigt ud af, at det ikke var på vitsgebetet der ville være nogen fremtid for dem. Hans Qvists mangeårige karriere og succes som vitstegner og komisk illustrator vil formentlig være velkendt for mange.

Efter at have afsluttet den interessante og lærerige skolegang hos Akademiet for Fri og Merkantil Kunst i 1947, var Harry Rasmussen begyndt at tegne på en for ham selv ny og anderledes måde, end han hidtil havde gjort. Men til trods for, at hans tegninger afgjort blev mere seriøse og karakterfulde, var han dog stadigvæk ikke tilfreds.

Til venstre: Blyantstegning med titlen ”Portræt af min 7-årige søster”. Til sammenligning er vedføjet et portrætfoto af den 7-årige Lizzie Rasmussen, optaget 1948 af Harry Rasmussen i Rie Nissens atelier.
Tegning og foto: © 1948 Harry Rasmussen.

     Imidlertid havde Harry Rasmussen fået den idé, at han selv gerne ville være filminstruktør og lave spillefilm. Siden efteråret 1945 havde han været en interesseret og ivrig deltager i Filmmuseets tematiske filmforevisningsrækker, og her fik han dyb lyst til selv at ville lave ’rigtige’ film. Han havde desuden øvet sig i at forfatte og skrive synopsis og drejebøger til spillefilm, og bl.a. dramatiserede han H.C.Andersens historie ”Bispen på Børglum og hans frænde”, men udformede også selvstændige ideer til synopsis og drejebøger. I håbet om at komme i lære som filminstruktør, henvendte Harry Rasmussen sig en dag i 1948 til Nordisk Film for at forhøre sig om mulighederne herfor. Men da han fik den besked, at Nordisk Film i lighed med andre danske filmselskaber kun tog elever, som ikke behøvede nogen løn, opgav han af samme grund sit forehavende. Det vil sige, helt opgav han dog ikke at blive filminstruktør, idet han mente at man måtte kunne gå en omvej til jobbet ved f.eks. at lade sig uddanne til fotograf.
     Her var heldet med Harry Rasmussen, idet det i efteråret 1948 lykkedes ham at blive optaget som fotografelev hos portrætfotograf Rie Nissen. Den tids fotografer forlangte betaling af deres elever, men da hverken Harry Rasmussen eller hans forældre havde nogen mulighed for at betale for uddannelsen, dispenserede Rie Nissen fra reglen og lod i stedet sin nye elev ’betale’ ved at han udførte kontor- og arkivarbejde.
     I sine år hos Rie Nissen lærte Harry Rasmussen især at fotografere portrætter, fremkalde, kopiere og retouchere billederne.

Men samtidig opmuntrede den særprægede og altid elegant klædte fotograf ham også til at skrive. Rie Nissen, som omgikkes den tids kunstneriske og litterære establishment i København, var datter af forfatteren Jakob Knudsen, og skrev selv interessante litterære kronikker til ”Politiken”.

Tre eksempler på portrætter, optaget af Harry Rasmussen i Rie Nissens atelier i Østergade i København. Til venstre er det vennen Asbjørn Yde Larsen, der har måttet holde for. I midten en anden af Rie Nissens elever, og endelig Harry Rasmussens kusine, Ulla Andersen. Rie Nissen bedømte disse fotografier som ”ganske gode”, måske fordi de i nogen grad forsøgte at lægge sig op ad den stil, hvori hun selv fotograferede mange kendte og ukendte danskere i løbet af sin lange karriere. – Fotos: © 1948 Harry Rasmussen.

    Omkring 1949 henvendte Børge Ring sig en dag til Rie Nissen, for at forhøre sig om hun eventuelt ville give slip på Harry Rasmussen, for der var brug for ham som animator, forklarede han. ”De må indrømme,” sagde han, ”at mange kan blive gode fotografer, men jeg kan fortælle at kun få kan blive gode animatorer! Og De har en god animator gående hos Dem som elev!” – ”Jo, jeg er da villig til at annullere hans kontrakt, hvis han selv vil det sådan!”, svarede Rie Nissen og forhørte sig hos Harry Rasmussen om denne kunne tænke sig at blive animator hos firmaet Ring, Frank og Rønde. Men Harry Rasmussen valgte at gøre sin læretid som fotograf færdig, og sagde derfor nej tak til tilbudet.
    Omtrent ved samme tid henvendte Børge Hamberg sig på vegne af Allan Johnsen, Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, til Harry Rasmussen, idet man gerne ville have ham med som animator på det nystartede lange tegnefilmprojekt ”Klods-Hans”. Også i dette tilfælde måtte han takke nej af den ovenfor anførte grund.
   Efter endt læretid i 1950 som fotograf havde Harry Rasmussen opgivet sine planer om at blive filminstruktør, og derfor vendte han atter tilbage til tegneriet og blev freelance tegner.
     En af de tegneopgaver Harry Rasmussen lavede på den tid, var at tegne forsider og vignetter til en serie hæfter med overtitlen ”Materialistens gode råd”. Teksten var skrevet af den via sine radioudsendelser dengang landskendte farmaceut Sven Holm, populært kaldet ”Farmaceuten”, men hans navn måtte af flere grunde ikke figurere i forbindelse med hæfterne.
    Sven Holm havde i øvrigt en fortid i filmbranchen, idet han 1922-27 var ejer af firmaet Industrifilmen, som var et laboratorium for fremkaldelse og kopiering af kinofilm. Firmaet producerede desuden industrifilm og reklamefilm, og mange af reklamefilmene var tegnefilm, der var lavet af Robert Storm Petersen (Storm P.) og hans medarbejder, fotografen Karl Wieghorst.

Under sin uddannelse som fotograf var Harry Rasmussen i 1948 begyndt at interessere sig for at tegne igen, angiveligt fordi fotografering ikke i længden tilfredsstillede ham og hans skabertrang helt. Desuden savnede han bevægelsen, animationen, men denne kom i nogen grad til udtryk i hans tegninger fra denne periode.

To skitser til H.C.Andersens eventyr "Historien om en moder". Blyantstegninger af Harry Rasmussen.
– Tegning: © 1948 Harry Rasmussen.

Blyantsskitser af Harry Rasmussen: Til venstre Uddrivelsen af Paradiset, der var tænkt som et maleri i stort format. Til højre Jordklodens dommedag, som også var tænkt som et maleri i stort format.
– Tegninger: © 1948 Harry Rasmussen.

I disse år gennemlæste Harry Rasmussen både Bibelen og H.C.Andersens Samlede eventyr og historier, og begge dele greb ham dybt. Det, i forbindelse med hans store interesse for østerlandsk og især indisk filosofi, kom til at præge hans livs- og verdensanskuelse såvel som hans tegninger og de manuskripter til spillefilm, han skrev i denne periode.

Til venstre: Akvarelskitse til ”Vig bag mig, Satan!”,
tegnet af Harry Rasmussen og tænkt som maleri i stort format.
– Tegning: © 1949 Harry Rasmussen.
Til højre: Miniatureskitse med titlen Madonna, malt med oliefarver af Harry Rasmussen.
– Oliemaleri: © 1949 Harry Rasmussen.

Men heller ikke sådanne tegninger fandt Harry Rasmussen i længden tilfredsstillende. Han savnede simpelthen de levende billeder, og specielt den animation, som tegnefilmmediet gav muligheder for at dyrke og udvikle. Derfor begyndte han i 1948-49 igen så småt at tænke på at ville lave tegnefilm, især fordi der var nogle historier og emner, han gerne ville fremstille filmisk. En af disse ideer, som han havde undfanget omkring 1947, handlede i satirisk form om kaprustningens glade vanvid. Filmen skulle have den ironiske titel "PAX", der som bekendt betyder FRED, og mere specielt gravens FRED. Filmen blev imidlertid ikke til noget på det tidspunkt, og det gjorde den heller ikke, da ideen mange år senere, mere præcist i 1973, blev genoptaget. Bestyrelsen for Statens Filmcentral begrundede et afslag om produktionsstøtte med, at ”den slags film var der blevet lavet tonsvis af i Østeuropa”. Men man anerkendte skam den professionelle drejebog og det øvrige oplæg til filmen, som vil blive omtalt senere.

En anden af Harry Rasmussens ideer til tegnefilm, handlede om en stenalderdreng og hans families og stammefrænders dagligdag, der var præget af frygten for en stor og ondsindet bjørn. Efter mange fataliteter ender det naturligvis med, at den modige dreng uskadeliggør bjørnen, så at han og hans familie og stammefrænder igen kan leve i fred.

Ovenfor ses seks ”thumbnail-sketches” til den planlagte korte tegnefilm "Drengen og Bjørnen". Billederne skal i begge rækker ’læses’ fra ventre mod højre. Drengen jagter bjørnen, som har gemt sig i en hul træstub, med sin stenøkse, men forfejler sit hug, hvorved bjørnen får fat i øksen og jagter drengen.
– Tegninger: © 1949 Harry Rasmussen.

Endelig havde Harry Rasmussen i flere år drømt om at omsætte nogle af H.C.Andersens eventyr, især ”Tommelise” og ”Klods-Hans”, til tegnefilmmediet, dog kun som korte tegnefilm. Han lavede mange skitser og figurudkast og en scribbleboard til de to film, men måtte på et tidspunkt lægge projekterne til side for andet og mere givtigt arbejde.
Dengang anede Harry Rasmussen endnu intet om, at Dansk Farve- og Tegnefilm A/S så småt var gået i gang med forberedelserne til produktionen af en ny langtegnefilm om netop ”Klods-Hans”. Situationen var da også den, at da man gerne ville engagere ham som animator på filmen, måtte han takke nej, fordi han på det tidspunkt var fotografelev hos Rie Nissen.

Men det begyndte altså med tegnefilmen til ”Drengen og bjørnen”, til hvilken Harry Rasmussen blandt andet tegnede de ovenfor viste thumbnail-sketches over filmens handlingsgang. Men det blev som allerede sagt ikke til andet og mere end en øvelse i at fortælle en handling visuelt og tegnefilmisk.

Det, der havde inspireret til tegnefilmen om ”Drengen og bjørnen”, var planer om en tegneserie om stenalderfolket, som Harry Rasmussen havde syslet med i nogen tid. Ideen dertil var opstået under læsningen af Johannes V. Jensens roman "Den lange rejse". I læreårene på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst var et af fagene den menneskelige anatomi, og det havde i høj grad den unge elevs interesse, og det udmøntede sig altså i form af skitser til en tegneserie.

Herover ses to skitser fra Harry Rasmussens planlagte tegneserie om stenalderfolket. Disse og lignende tegninger var et forsøg på at omsætte den viden om den menneskelige anatomi, som han 1945-47 havde lært som elev på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst. – Tegninger: © 1949 Harry Rasmussen.

Det næste tegnefilmprojekt, Harry Rasmussen beskæftigede sig med, i sin fritid vel at mærke, var ideen til en kort tegnefilm over H.C.Andersens eventyr "Tommelise". Denne film vil dog først blive omtalt under året 1954-55, idet projektet blev genoptaget og videreført på det tidspunkt.
Derimod vil oplægget til en kort tegnefilm over eventyret "Klods-Hans" ikke blive nærmere omtalt, simpelthen fordi billedmaterialet til denne film er gået tabt under en brand.

I 1950 fik Harry Rasmussen som allerede nævnt tegneopgaver for droge- og materialforretningen ”Chr. V. Mende og Co.” i Kronprinsensgade i København. Indehaveren, Jørgen A. Petersen, spurgte en dag, om det ville være noget for ham at tegne forsider og vignetter til en serie hefter, som Danske Materialister havde planer om at udgive.

Beskæftigelsen med forskellige tegnefilmplaner bevirkede imidlertid, at Harry Rasmussen igen gerne ville vende tilbage til tegnefilmbranchen, og med Børge Rings tidligere henvendelse i erindring, henvendte han sig en dag i marts 1951 telefonisk til Ring & Rønde, som i mellemtiden var flyttet til Fredensvej 3 i Vedbæk. Aftale om et møde med Børge Ring blev truffet og fandt sted kort efter, og herunder oplyste Børge Ring bl.a., at firmaet netop havde afgivet tilbud på en kortfilm, som det amerikanske tegnefilmselskab UPA havde udbudt i licitation. Det drejede sig om en filmatisering af H.C.Andersens historie "Kejserens nye klæder", som Ring & Rønde eventuelt skulle udføre en del af arbejdet på. Der blev ved den lejlighed truffet aftale om, at Harry Rasmussen skulle arbejde som animator på denne film, under forudsætning af at UPA accepterede Ring & Røndes tilbud.

Under det hyggelige og venskabelige møde mellem Børge Ring og Harry Rasmussen, foreviste førstnævnte noget linetestfilm på Moviolaen, hvor der blev kørt både billede og lyd. På linetestfilmen så og hørte man bl.a. en pige, som idet hun spiste af et lille stykke svamp pludselig blev ganske lille, så hun ikke kunne nå op til det bord, hvor den nøgle lå, som hun nødvendigvis måtte have fat i. Der var også et talende dørgreb, formet som et hoved med øjne, næse og mund, og hvor selve dørgrebet udgjorde næsen. Det morsomme dørgrebs stemme var indtalt af en dengang forholdsvis ukendt Dirch Passer.
Men det var især animationen af figurerne, der imponerede en måbende Harry Rasmussen, som syntes at det kom på højde med Disney-animation, og han roste resultatet i uforbeholdent begejstrede vendinger, øjensynlig til stor tilfredshed for Børge Ring, som nikkede smilende til sin yngre kollega, som ikke anede uråd på det tidspunkt.

     Da Harry Rasmussen ved juletid 1951 så Disneys "Alice i eventyrland" i Metropol, blev han til sin egen store overraskelse klar over, at det linetest han havde set hos Børge Ring, var fra denne Disney-film. Da sidstnævnte senere blev foreholdt dette, svarede han med et skævt smil: ”Du var så begejstret og roste linetesten så højt, at jeg ikke nænnede at rive dig ud af illusionen!”
     Forklaringen på, at disse linetests fra Disneys ”Alice” var i Børge Rings besiddelse, hang sammen med at A/S Nordisk Film med Ove Sevel som instruktør stod for versioneringen af filmen til dansk.
    Inden der forelå et endelig svar fra UPA, var firmaet Ring & Rønde imidlertid blevet overtaget af Nordisk Film og omdøbt til A/S Nordisk Tegnefilm. Den 20. maj 1952 modtog Harry Rasmussen et (nu desværre bortkommet) brev fra det sidstnævnte firma, hvori man gerne ville sikre sig, at han stod til rådighed, hvis den planlagte produktion af UPA-filmen ”Kejserens nye klæder” skulle blive overdraget firmaet. Harry Rasmussen besvarede brevet telefonisk og meddelte, at han i givet fald ville være parat til at medvirke.
     Men allerede den 29. maj 1952 modtog Harry Rasmussen endnu et brev fra A/S Nordisk Tegnefilm, hvori der ganske kort stod følgende:

I fortsættelse af vort brev af 20/5.52 og den derpå følgende samtale beklager vi at måtte meddele Dem, at den omtalte eventuelle produktion ikke vil blive formidlet gennem os, hvorfor vi desværre ikke denne gang vil få brug for Deres assistance.

Med højagtelse
A/S NORDISK TEGNEFILM

Signeret
Jørgen Bagger

Efter denne nedslående meddelelse måtte Harry Rasmussen se sig om efter et arbejde, der kunne brødføde ham selv, hans kone og det ventede barn. Da der ikke var tegnefilmarbejde at få på det tidspunkt, og tegnearbejdet i øvrigt ikke kunne sikre en stabil indtjening, gjaldt det derfor om at finde en eller anden form for midlertidig beskæftigelse. Der var stor arbejdsløshed dengang, især blandt ufaglærte, og til denne kategori hørte Harry Rasmussen, idet der ikke var brug for hans uddannelse hverken som animator, tegner eller fotograf. Han var dog så heldig at få et job som lagerekspedient i et el-firma, efterfulgt af et job som lagerarbejder på Dansk Bølgepap Industri, og derefter som lagerarbejder på Brd. Damms Skotøjsfabrik.

Herover ses den eneste eksisterende storyboard-tegning fra den reklametegnefilm for ADI Sko, som Harry Rasmussen planlagde i 1952. Resten af tegningerne brændte under en pyromanbrand i 1953.
– Tegning: © 1952 Harry Rasmussen.

     Under sit arbejde som lagerekspedient hos Brd. Damm, fik Harry Rasmussen god kontakt med juniordirektør Henry Damm, som dels opfordrede ham til at give udkast til ideer til reklametegnefilm for firmaets ADI Sko, og dels til at tegne et skotøjsæskeomslag for ADI Børnekamikker, som man netop stod overfor at ville lancere på markedet. I førstnævnte tilfælde tegnede Harry Rasmussen et storyboard til en 45 sekunders reklametegnefilm efter egen idé, hvis hovedfigur var en stork, som henter de små børn i mosen, og som siger, at hvis man vil være rigtig god ved de små, bør man give dem ADI Sko på fødderne. Henry Damm var interesseret i ideen og henviste ham derfor til at kontakte Tove Hebo, som stod for filmafdelingen hos Wahl Asmussens Reklamebureau, der i øvrigt lavede annoncer og reklamer for Brd. Damm. Tove Hebo syntes godt om ideen med storken og de små børn, og bad derfor om at få et budget på en eventuel film. Harry Rasmussen kunne da oplyse, at prisen pr. meter sort-hvid tegnefilm på det tidspunkt lå på 800 kr. Den pris havde han fået oplyst af Børge Ring.
     Tove Hebo ville derefter tage kontakt til Henry Damm og høre hans syn på sagen, og et par dage efter fik Harry Rasmussen den besked, at Brd. Damm fandt prisen på en reklametegnefilm som den foreslåede alt for bekostelig for deres firma. Der blev derfor ikke noget ud af projektet, og Harry Rasmussen fik ikke en krone for sit arbejde.
     Hvad æskeomslaget for ADI Børnekamikker angår, så tegnede Harry Rasmussen efter egen idé en kæde af eskimobørn, piger og drenge, som holdt hinanden i hænderne, idet de "spadserede" rundt om skotøjsæsken. Dette æskeomslag blev på den tid kendt i de fleste skotøjsbutikker landet over.

     For at supplere sine indtægter, blev den teaterinteresserede Harry Rasmussen i sæsonen 1952-53 statist (som gønge) i forestillingen "Gøngehøvdingen" på Nørrebros Teater. Det velkendte stykke var iscenesat af en ung og endnu ukendt Palle Kjærulff-Schmidt, mens titelrollen blev spillet af Carl Ottosen, og i rollen som Ib så man Børge Møller-Grimstrup, mens Anne Grethe Hilding gav den som drengen Palle.
     I 1952 omgikkes Harry Rasmussen endnu engang med planer om at vende tilbage til tegnefilmbranchen, eventuelt som selvstændig, og han søgte derfor at få Børge Hamberg som partner på nogle reklametegnefilmprojekter og på langtegnefilmprojektet "Den lille Havfrue". Børge Hamberg var sådan set også interesseret i planerne, hvis blot projekterne ellers kunne realiseres. Det kunne de desværre ikke, så der blev ikke noget ud af et samarbejde på det tidspunkt.
     Der var ellers et par gode ideer imellem, som kunne være blevet til fortrinlige reklametegnefilm. Den ene var for det velkendte svenske produkt ”Samarin” og det andet for det endnu bedre kendte ”OTA Solgryn”. Det viste sig, at Samarin på det tidspunkt fik lavet sine reklamefilm hos Puck Film AB i Stockholm. Firmaet var ejet af ejeren af Samarin, nemlig Sture Cederoth, og de ansatte, der lavede tegnefilmene var Kjeld Simonsen, Kai Pindal og Ib Steinaa. De reklamefilm, der blev lavet for OTA Solgryn sorterede under Gutenberghus Reklamefilm, og her ville man åbenbart ikke promovere ideer udefra.

Figurforslag til den lille djævlefigur, kaldet ”Fristeren”, som sammen med en engleagtig figur, kaldet ”Forløseren”, indgik i den planlagte reklametegnefilm for ”Samarin”. Figuren viser den mere stramme og lidt ’kantede’ stil, som Harry Rasmussen på den tid var begyndt at anvende til tegnefilm. – Tegning: © 1952 Harry Rasmussen.

     Ideen til reklametegnefilm-forslaget til “Samarin” var Harry Rasmussens egen, men egentlig ikke særlig original, for den var inspireret af Anders And-filmen ”Donalds better Self” fra 1938. Heri fristes Donald, som er på vej til skole, af en miniature-Donald med djævleagtigt udseende, til at forsømme sin skolegang. Men hans ’bedre selv’ i skikkelse af en miniature-Donald med engleagtigt udseende, forsøger uophørligt at lede ham på rette vej, hvilket mislykkes i det meste af filmen. Til allersidst lykkes det dog.
     Forslaget til Samarin-filmen handlede om en pænt klædt mand, der sidder ved et veldækket bord og spiser. Men han har dårligt nok fået sat den ene ret til livs, før end den lille ”Frister” kommer spadserende hen ad bordet med den næste lækre og fristende ret. Manden griber begærligt ud efter fadet, men i det samme hører han en stemme, der siger ”Stop!” Manden kigger ned mod bordet og ser ”Forløseren” stå tæt foran sig og pege på sin egen mave: ”Tænk på maven!” Lynsnart har ”Fristeren” taget en kande, som han vender bunden i vejret på og sætter over ”Forløseren”, som derved bliver skjult og gjort tavs.
     ”Fristeren” bærer nu en ny ret frem på bordet, og manden lader sig endnu engang friste af den lækre mad. Endnu engang kommer ”forløseren” frem, men når kun at sige: ”Tænk på …”, da ”Fristeren” lynsnart sætter et fyldt vinglas ned over hovedet på ham, så lyden af ordet ”maven” drukner.
      Samme situation gentager sig i princippet endnu et par gange, hvor ”Forløseren” henholdsvis får et kyllingelår i munden og i næste situation bliver slået oven i hovedet med en stor ske, så at han i begge tilfælde bliver bragt til midlertidig tavshed. ”Fristeren” tror sig at have vundet, idet manden til sidst synker overmæt og udmattet sammen over bordet, mens ”Fristeren” nærmest er ved at flække af grin over sin tilsyneladende vellykkede gerning.
    Dog, ”Forløseren” er ikke sådan at bringe til tavshed, men kalder igen på manden, som ser, at hans ’bedre selv’ står ved siden af et glas med en vandklar, brusende væske. ”Drik det!” kommanderer ”Forløseren”. Manden griber glasset og drikker, først lidt tøvende, men derefter tømmer han det hurtigt, hvorefter han udbryder; ”Ah, hvor det smagte! – Og så hjælper det! Hva’ er det?”
    Idet ”Forløseren” pegende går hen mod en pakke, på hvilken der står SAMARIN, siger han: ”Det er Samarin!” Slutbilledet viser den lettede og glade mand, som siger: ”SAMARIN! Det må jeg huske!”

   Forslaget til en reklametegnefilm for OTA SOLGRYN handlede om en cirka 7-årig og lidt splejset dreng, som er forelsket i en omtrent jævnaldrende pige. Men som så ofte i det virkelige liv er der også en rival, nemlig den store og stærke dreng, som også gerne vil have pigen og som i modsætning til den anden dreng tør gøre kur til den udkårne.
     Rivaliseringen mellem de to drenge om pigens gunst går den splejsede dreng så meget på, at han har mareridt om det om natten. I sine drømme oplever han, hvordan han den ene gang efter den anden kommer til kort overfor den store, stærke dreng, når han vil foretage sig noget, som han mener vil kunne imponere pigen.
     Drengens mareridt bliver til sidst så slemme, at han vågner ved det og føler at maven er tom. Han skynder sig derfor ud i køkkenet, hvor han tilbereder sig en portion rå havregryn med mælk på, og spiser den hastigt, hvorpå han skynder sig ind i sengen igen, hvor han straks falder i søvn. Nu gentager de samme drømme sig som før, men med en helt anden og for den splejsede dreng heldigere udgang. Nu er han blevet den stærke og energiske, og det ender selvfølgelig med, at det er ham, pigen foretrækker.

Herover ses to design- og figurudkast til en reklametegnefilm for OTA SOLGRYN, som Harry Rasmussen havde planer om at lave i 1952, da han gerne ville vende tilbage til tegnefilmbranchen. Som det fremgår af udkastenes tegnestil, havde han allerede på det tidspunkt lagt sin tidligere tegnefilmstil fra sig og var blevet mere moderne og up to date.
– Tegninger: © 1953 Harry Rasmussen.

     Men som sagt lykkedes det ikke i den omgang for Harry Rasmussen at vende tilbage til professionel tegnefilm, simpelthen fordi der på det tidspunkt kun fandtes et eneste firma og sted herhjemme, hvor man decideret producerede tegnefilm, nemlig hos Ring, Frank og Rønde.
     Imidlertid var Harry Rasmussen ikke til sinds at give op, og derfor fortsatte han med i sin fritid at udklække planer til især reklametegnefilm. Det sidstnævnte, fordi han vidste, at det var den eneste måde, på hvilken det i givet fald kunne lade sig gøre at få finansieret en tegnefilmproduktion.
     På den tid undfangede den håbefulde yngling ideen til en langtegnefilm, baseret på et af H.C.Andersens dejligste eventyr, "Den lille Havfrue". Han gik straks i gang med at tilpasse eventyret til tegnefilmmediet og lavede et foreløbigt synopsis, tegnede storyboard til filmens første sekvenser og nogle forskellige figur- og baggrundsudkast.

Her ses til venstre det første udkast til hovedpersonen i den planlagte langtegnefilm, ”Den lille Havfrue”, efter H.C.Andersens eventyr af samme navn. Figuren blev dog ændret i den senere version, som Harry Rasmussen arbejdede på i 1986. – Til højre det allerførste farveudkast til hovedpersonen Den lille Havfrue.
– Tegninger: © 1952 Harry Rasmussen.

    Harry Rasmussen beskæftigede sig relativt længe med projektet om “Den lille Havfrue” som langtegnefilm. Han skrev et synopsis, der var baseret på Andersens berømte eventyr af samme navn, tegnede figurudkast og påbegyndte en scribble-board, for at få god styr på handlingsgangens filmiske udformning. Harry Rasmussen havde taget ved lære af erfaringen, for en scribble- eller story-board var, hvad der i høj grad savnedes under produktionen af ”Fyrtøjet”.
     Men således rustet henvendte Harry Rasmussen sig i november 1952 først skriftligt og siden telefonisk til direktør Allan Johnsen, Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, som han forelagde de nævnte tegnefilmplaner. Et møde kom i stand og herunder fortalte Harry Rasmussen om sine ideer om tegnefilm og om sin plan om en langtegnefilm baseret på eventyret ”Den lille Havfrue”. Harry Rasmussen forelagde dog ikke sit materiale for direktøren på det tidspunkt, idet han først ville høre, om Johnsen i det hele taget ville være interesseret.
     Imidlertid viste det sig, at Allan Johnsen, som et par år tidligere havde måttet opgive at få produktionen af langtegnefilmen ”Klods-Hans” i gang, for så vidt var positivt indstillet overfor Harry Rasmussens projekt, men han stillede som betingelse for sin medvirken, at det ville vise sig muligt at få et forhåndstilsagn fra et tilstrækkeligt antal erfarne danske animatorer. En anden af Johnsens betingelser var, at han under ingen omstændigheder ville have Børge Ring med i projektet. Det begrundede han med, at denne havde forsøgt at lure produktionen af tegnefilmen ”Klods-Hans” fra ham.
     Efter modtagelsen af brevet fra Johnsen og samtalen med denne, forsøgte Harry Rasmussen at stramme op på sin ’romantiske’ hovedfigur til ”Den lille Havfrue”. Samtidig vovede han at give et foreløbigt bud på, hvordan eventyrets prins eventuelt kunne se ud. For ikke at gøre hverken havfruen eller prinsen for naturalistiske, sådan som tilfældet var i Disneys ”Snehvide” (1937) og ”Askepot” (1950), valgte Harry Rasmussen en lettere form for karikatur, især af prinsen.

Allan Johnsens skepsis og forbehold viste sig berettiget, idet kun Børge Hamberg gav tilsagn om at ville være med, og det var ikke nok til, at Johnsen kunne sætte sig i sving for at få finansieret ”Den lille Havfrue”-projektet. Forudsætningen måtte jo først og fremmest være, at det ville kunne lade sig gøre at gennemføre projektet i praksis og indenfor et acceptabelt tidsrum.

Det brev, som Harry Rasmussen i første omgang tilsendte Allan Johnsen, findes ikke i kopi, og originalen synes gået tabt. Derimod er et brev fra Allan Johnsen til Harry Rasmussen stadig bevaret og findes som bilag til denne afhandling om Dansk Tegnefilms Historie. I sit brev kom Harry Rasmussen ind på dansk tegnefilms øjeblikkelige situation, idet han mente at de danske animatorer generelt hængte fast i Disney-traditionen, men at der nu så ud til at ville ske ændringer både hvad angik stil, form og indhold især i amerikanske tegnefilm, specifikt i tegnefilm fra UPA. (De østeuropæiske tegnefilm var endnu ikke blevet produceret eller vist i Danmark). Dette stilskifte havde til en vis grad også øvet indflydelse på Disney-studiernes nyere tegnefilm og var derfor sikkert kommet for at blive, i hvert fald indtil videre. Og hvad angik specielt Harry Rasmussens eget projekt om ”Den lille Havfrue” mente han selv, at dennes figur- og baggrundsdesign skulle hente inspiration fra den nye stil, ikke mindst for hovedfigurernes vedkommende, således at man så vidt muligt kunne undgå den semi-naturalistiske stil, som bl.a. Snehvide og Prinsen i Snehvide-filmen var tegnet i, og som krævede udstrakt brug af rotoskopi.
Eftersom Allan Johnsens svarbrev, der er dateret 1.11.1952, fortæller lidt om tegnefilmens, herunder den danske tegnefilms, situation i begyndelsen af 1950’erne, gengives det her i sin fulde ordlyd:

Tak for Deres venlige brev, som jeg modtog d. 1.10., og som jeg siden da gentagne gange har læst igennem, før jeg sendte Dem mit svar.
     Jeg kan erindre, at da vi påbegyndte filmatiseringen af ”Klods-Hans” søgte jeg hos Hamberg oplysninger om Deres virken, men fik den opfattelse, at De ikke kunne binde Dem til dette tegnearbejde, da de havde fået andet engagement. Dette er også i overensstemmelse med de oplysninger De nu fremkommer med, og De blev altså ikke glemt. Det mest naturlige havde dog været, om De i lighed med andre, på daværende tidspunkt havde givet et livstegn fra Dem.
     De har ret i Deres betragtninger vedrørende danske tegneres udgangspunkt, de amerikanske tegnefilm, men spørgsmålet er, om tegnefilm kan fremstilles på anden måde. Det har netop været et problem, som har været drøftet både i Frankrig, Rusland, England og Danmark, men ingen steder er man kommet frem til en tegnemetode, som ikke brugtes i U.S.A. Det er som om tegnefilmsfigurer, for at kunne bevæges over lærredet, skal indeholde visse normer. Husk på soldaten i ”Fyrtøjet”, med denne figur gjorde man forsøget, og jf. denne figur med prinsen i ”Snehvide”.
     Det må også være indlysende, at jo nærmere figuren nærmer sig det naturalistiske, desto mindre er der brug for tegnefilm. For få uger siden var jeg i Berlin, idet man her ønskede at producere en helaftens-børnefilm over et kendt emne, og gik her ind for spillefilm med levende personer. Overalt i verden viser tegnefilm en nedgang, ikke engang amerikanske tegnefilm har kunnet trække fuldt hus i Paris, men så meget mere er der grund til at tænke på, om der består den mulighed, at forny tegnefilmstregen, og det er jo det som er hovedpunktet i Deres brev.
     Den gang Walt Disney skabte ”Snehvide” var det en sensation, og jeg tror ikke, at han har overgået sig selv siden, det var hans specielle stil, der fik publikum til at fylde biograferne, og hvis De mener, at De har en idé, en ny streg, som afviger fra den kendte, mener jeg ikke, at tegnefilmen ikke atter kunne få en renæssance, og der kunne sikkert også skaffes fornøden kapital til en sådan produktion.
     Alt dette er dog betinget af, at De foreviser en prøve på det nye, som jeg jo ikke har nogen mulighed for at bedømme, før jeg har set det. Der er andre faktorer der spiller ind, end de her nævnte. F. eks. spilletiden. En film må ikke være under 100 minutter, den skal optages i farver, og emnet skal være fængslende, dialogerne få af hensyn til synkronisation, og sidst men ikke mindst skal der af hensyn til de mindre børn undgås enhver form for blodsudgydelser og voldsomme optrin.

Jeg ville foreslå Dem, at De en dag, helst en lørdag eftermiddag, kom op og talte med mig, idet jeg er ganske klar over, at vi kunne skrive digre værker til hinanden, før vi ad denne vej kunne komme frem til et resultat.

Med venlig hilsen
Allan Johnsen

Efter at have modtaget dette brev, hvis indhold Harry Rasmussen stort set var enig i, ringede han til Johnsen og aftalte et møde den førstkommende lørdag. Det blev en særdeles interessant eftermiddag, hvor den normalt ellers så tillukkede direktør svarede beredvilligt på alle de spørgsmål, bl.a. vedrørende forhold omkring produktionen af ”Fyrtøjet”, som hans tidligere yngste tegner og animator ønskede at få svar på. Om dette emne er der fortalt nærmere under omtalen af ”Fyrtøjet”.

Men det korte af det lange var, at primært fordi det var vanskeligt eller nærmest umuligt at skaffe det fornødne personale, blev der ikke noget ud af ”Havfrue”-projektet i denne omgang, og da der heller ikke var andet tegnefilmarbejde at få på det tidspunkt, måtte Harry Rasmussen se sig om efter andet arbejde. Det blev til et job som lagerassistent i et el-firma, og senere som lagerarbejder på Dansk Bølgepap Industri, og endnu senere som lagerarbejder på Brd. Damms Skotøjsfabrik. Ingen af disse jobs var dog langvarige, men ved skæbnens gunst blev Harry Rasmussen ansat i sort-hvid fremkalderafdelingen hos Nordisk Films Teknik i Frihavnen. Det var i begyndelsen af 1953, og her arbejdede han til hen i juli 1955.

Sort-hvid fremkalderafdelingen hos A/S Nordisk Films Teknik i Københavns Frihavn i 1955.
Fra venstre ses Tage Nielsen, Kjeld Tørnquist og Harry Rasmussen. (Privatfoto.)

En dag i 1954, da Harry Rasmussen var ved at fremkalde kundernes sort-hvide arbejdskopier, og herunder jævnligt kiggede i fremkaldermaskinens kontroløje, så han til sin store overraskelse en reklametegnefilm for ADI Sko. Firmaet havde ikke tidligere fået lavet reklametegnefilm, så da Harry Rasmussen fik opsporet, at filmen var lavet hos Bent Barfod, som han ikke kendte på det tidspunkt, ringede han og fik en aftale om et møde med denne. Under mødet, som fandt sted på Barfods tegnestue i Dronningegården, fortalte Harry Rasmussen at han året før havde opfordret og givet Henry Damm ideen til at reklamere via tegnefilm, og at det undrede ham, at man var gået udenom Harry Rasmussen. Barfod forklarede på sin side, at han havde fået ordren på filmen gennem Wahl Asmussens Reklamebureau, som i øvrigt stod for Brd. Damms annoncer og reklamer.

På den tid fik Harry Rasmussen en lidt speciel opgave, for hvilken han i øvrigt ikke fik credit for sit arbejde. Det drejede sig om en tegneserie, ”Lille sorte Sambo”, som havde løbet i Søndags BT i nogen tid. Den blev tegnet af en ganske ung tegner, som sammen med sin kæreste havde været ude for et motorcykeluheld, hvorunder hun blev dræbt. Det tog så hårdt på den unge fyr, at han midlertidigt ikke så sig i stand til at fortsætte serien. Den unge mands far havde hørt, at Harry Rasmussen muligvis kunne og ville hjælpe og påtage sig at tegne serien indtil videre. Opgaven var for så vidt spændende nok, idet der var frit slag både for ideer og handlingen i serien, og Harry Rasmussen påtog sig derfor at fortsætte og tegne serien indtil dens ophavsmand var blevet klar igen. Det blev til omkring 8-10 helsider med serien for Harry Rasmussens vedkommende.

1954 genoptog Harry Rasmussen sine planer om langtegnefilmen ”Den lille Havfrue” og forsøgte sammen med sin ven og ’manager’, Eigil Hall, at skabe interesse omkring filmens produktion. Det viste sig dog kun muligt at interessere avisen ”Aftenbladet” for sagen. En journalist og en fotograf mødte op og lavede et interview og tog et par enkelte billeder, hvoraf dog kun ét blev brugt.

”DEN LILLE HAVFRUE”-TEGNEFILMEN er godt på vej. De to tegnere Harry Rasmussen og Eigil Hall, der ses over disse linier, er færdige med de mange tusinde tegninger, der skal til for at blive Danmarks anden store helaftens-tegnefilm. Tegnerne ligger mellem et lille udvalg af tegningerne. Harry Rasmussen var med til ”Fyrtøjet” og har de nødvendige erfaringer m.h.t. teknikken, og nu venter han spændt på, at optagelserne kan komme i gang.”
– Foto og billedtekst: © 1955 AFTENBLADET

En korrektion af ovenstående billedtekst er nødvendig: For det første var Eigil Hall ikke tegner, men i denne sammenhæng ’sales promotor’, og for det andet var der tale om en voldsom overdrivelse, når det siges, at ”de mange tusinde tegninger” allerede var tegnet. Der var maksimalt tegnet omkring 50-60 tegninger og skitser! Men ellers var omtalen rigtig nok.

I det tidlige forår 1955 henvendte Bent Barfod, der havde sin jævnlige gang på filmlaboratoriet i Frihavnen, sig en dag i fremkalderafdelingen og tilbød Harry Rasmussen et job som animator hos sig. Barfod havde Harry Rasmussen som nævnt mødt i 1953, da han opsøgte ham i anledning af en reklametegnefilm for "Adi Sko", som Barfod havde lavet, men som Harry Rasmussen med rette eller urette mente, at han selv oprindelig havde givet skotøjsfirmaet Brødrene Damm ideen til.
Imidlertid havde Harry Rasmussen samme forår 1955 fået en indkaldelse til aftjening af civil værnepligt, og han måtte derfor sige nej tak til Barfods tilbud. Men for at være imødekommende, henviste han ved samme lejlighed til Børge Hamberg, som han mente måske ville være interesseret i stillingen. Det var han.

     Samme forår 1955 havde Harry Rasmussen fået mod på at genoptage sit tegnefilm-projekt "Tommelise", som han havde syslet med allerede i 1948. Men nu gjorde han alvor af at komme videre med det, idet han på grundlag af de allerede foreliggende forarbejder ville færdiggøre indledningssekvensen og bruge denne som en pilotfilm for projektets videre skæbne., når han havde overstået sine 22 måneders civile værnepligt.
     Harry Rasmussen tegnede nu layouts til de scener, der indgik i sekvensen og begyndte også at animere flere af scenerne, som han derefter selv trak op og farvelagde, dog med nogen hjælp fra sin kone. Da sekvensen lå klar til optagelse, lejede Harry Rasmussen sig ind i trickafdelingen hos Nordisk Films Teknik, som dengang blev forestået af fotografen A. Clausen.
     Harry Rasmussen fotograferede egenhændigt indledningssekvensen til tegnefilmen ”Tommelise”, der dog af økonomiske grunde kun blev optaget på 16 mm sort-hvid negativ og kopieret over på positiv film. Da der ikke var blevet lavet linetests af animationen, var spændingen stor omkring resultatet, som heldigvis viste sig at være nogenlunde vellykket.

Tre animationstegninger fra scener i pilotfilmen til tegnefilmen ”Tommelise” : Øverst til venstre ses et close-up af den kloge kones hånd med det magiske frøkorn. Øverst til højre ses den lillebitte ”Tommelise”, siddende på tulipanens ’stol’, lige før hun vågner, og nederst ses Tommelise kort efter, at hun er vågnet op og har rejst sig.
– Tegninger: © 1955 Harry Rasmussen.

Desværre for Harry Rasmussen skete der det, at det meste af materialet til tegnefilmen ”Tommelise”, inklusive pilotfilmen, bortkom på hans privatadresse, mens han opholdt sig i Gribskovlejren. Efter hjemkomsten herfra forsøgte han at rekonstruere det tabte, med henblik på at få projektet i gang igen, men tiden var dengang ikke til ’klassiske’, gammeldags eventyrtegnefilm. Nu gjaldt det tegnefilm i nye stilarter og med mere moderne og up-to-date indhold, sådan som især Bent Barfod koncentrerede sig om. Endnu senere, i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne, skulle tegnefilmene helst have et social-realistisk sigte og indhold, og det var der en yngre generation af tegnefilmfolk parate til at tage sig af, først og fremmest Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller.

Harry Rasmussen påbegyndte aftjeningen af civil værnepligt (militærnægter) i august 1955, og bortset fra det daglige arbejde i skoven og senere som messemand, virkede han 1956-57 som instruktør for Gribskovlejrens Dramatiske Kreds, hvor han instruerede og desuden spillede med i "Nægter-jaketten", 1955, som han instruerede og hvori han samtidig optrådte som en af "Blåmændene". Navnet kom af marinens kasserede, mørkeblå uniformer, som militærnægtere i Gribskovlejren dengang brugte som arbejdstøj. Næste forestilling kaldtes "Varieté", 1956, og her var Harry Rasmussen også instruktør og optrådte samtidig som deklamator og klovn. Derefter fulgte et større projekt, Hostrups syngespil "Genboerne", 1956. Harry Rasmussen var igen instruktør og spillede samtidig rollen som Ahasverus. Så fulgte "Blåmanne-sjov", 1956, igen med Harry Rasmussen som instruktør og medspiller, og endelig John Patricks dramatisering af Vern Schneiders roman "Det lille Tehus" 1957. Harry Rasmussen var også her instruktør og spillede samtidig den store rolle som den japanske tolk Sakini. Stykket fik sin uropførelse i Mårum Forsamlingshus den 16. maj 1957, og blev desuden den 12. juni s.å. opført som særforestilling på scenen i Holms Hotel i Neksø på Bornholm.

Plakatopslag, der meddeler at Harry ”Motor” Rasmussen holdt foredraget ”- Noget om TEGNEFILM m. demonstrationer og eksempler på forskellige former for tegnefilm. Mandag d. 24. september 1956 kl. 19.30.”
Plakaten var lavet af Henning Larsen, der i det civile liv var typograf. – Tilhører: © 1956 Harry Rasmussen.

Som medlem af Gribskovlejrens kulturudvalg fik Harry Rasmussen lejlighed til blandt andet at holde foredrag om tegnefilmens historie og om Charles Chaplin og hans film. I førstnævnte tilfælde blev der lejet ældre underholdningstegnefilm hos Pilot Film og nyere tegnefilm, som f.eks. østeuropæiske og canadiske – især Norman McLarens eksperimenterende ’tegnefilm’ hos Statens Filmcentral SFC). I den anledning fik lejren besøg af Jørgen Sønderhousen, som senere blev ansat som konsulent hos SFC. Desuden havde Harry Rasmussen taget certifikat som filmoperatør og kunne derfor også fungere som lejrens ’biografdirektør’. Der blev vist adskillige filmklassikere i hans tid som operatør. Som følge af sine mange og forskelligartede initiativer og aktiviteter fik Harry Rasmussen tilnavnet ”Motor”, således at han i daglig tale kaldtes Harry ”Motor”.

To scenebilleder fra Mårum Forsamlingshus, hvor Gribskovlejrens Dramatiske Kreds’ i maj 1957 opførte John Patricks skuespil "Det lille Tehus" i Harry Rasmussens iscenesættelse. På billedet til venstre ses Harry Rasmussen selv i rollen som den japanske tolk Sakini, der her introducerer forestillingen. På billedet til højre ses fra venstre Kaptajn Fishby (Jørn Krogh), tolken Sakini (Harry Rasmussen) og geishaen Lotusblomst (Karina Kjær).
- Fotos: © 1957 Kent Ejner Jensen.

De forudsætninger, Harry Rasmussen havde for at iscenesætte krævende skuespil som ”Genboerne” og ”Det lille Tehus”, var efter hans egen opfattelse ikke store. Han kendte lidt til teatret bag kulisserne gennem sin tidligere forbindelse med Helge Scheuers teatertrup og fra sin tid som statist på Nørrebros Teater. Men med en blanding af stor entusiasme og ungdommeligt vovemod gav han sig på opfordring i kast med opgaven.

Harry Rasmussen kendte ikke på forhånd til nogen af de nævnte to teaterstykker, for han havde hverken set ”Genboerne” på teatret eller på spillefilmen fra 1939. Heller ikke ”Det lille Tehus”, som var blevet opført med stor succes på Det Ny Teater i begyndelsen af 1950’erne, havde han haft lejlighed til at se. Rollen som den japanske tolk Sakini blev her spillet af Helge Kjærulff-Schmidt. Og den amerikanske spillefilm fra 1956, "The Teahouse of the August Moon", over samme stykke, så Harry Rasmussen først mange år senere i TV. Heri var det Marlon Brando, der spillede rollen som Sakini.

Under sit relativt lange ophold som civil værnepligtig i Gribskovlejren tog Harry Rasmussen også initiativet til oprettelsen af et månedsskrift for militærnægtere og disses pårørende og andre interesserede. Bladet fik i første omgang navnet ”Samvittigheden”, og redaktionen bestod af Ivar Nielsen, som i privatlivet var revisor, Jørn Krogh, i privatlivet tandtekniker og ivrig amatørskuespiller, og Harry Rasmussen som chefredaktør. Bladet fik relativt mange abonnenter, ligesom flere ’freelance’ skribenter jævnligt leverede artikler. Senere, da de tre ovennævnte fik travlt med andre opgaver, blev bladet overtaget af andre nægtere og skiftede ved samme lejlighed navn til slet og ret ”Militærnægteren”. Bladet skiftede dog samtidig politisk holdning og indhold.

Efter at have aftjent sin civile værnepligt blev Harry Rasmussen, takket være Børge Hamberg, i juni 1957 selv ansat som animator hos Bent Barfod Film, og kom endnu engang til at arbejde tæt sammen med sin tidligere læremester, Børge Hamberg.

Bent Barfod, der i 1947 havde været filmarkitekt hos Nordisk Film på spillefilmen "Penge som græs" (1947), begyndte fra det tidspunkt så småt at lave simple former for animation og tegnefilm, men helt i sin egen stil. Senere hyrede han freelance animatorer som Erik Christensen (Chris), Ib Steinaa og Leif Ahlberg på bestemte opgaver. Omkring 1956 etablerede Barfod sig med eget produktionsselskab, Barfod Film, hvor der til at begynde med kun var ansat Barfod selv, hans kone Birthe Barfod, Børge Hamberg, Walther Lehmann og som elev Franz Mikkelsen.

Den 20. juni blev Barfods lille stab af medarbejdere suppleret med Harry Rasmussen. Den første tegnefilm, som han og hans ven og læremester Børge Hamberg kom til at arbejde sammen på, var en reklametegnefilm for "Dumex Baby Food", og en for "Sadolin og Holmblad". Derefter gjaldt det kortfilmen "Forårs-Fred’rik", hvori Børge Hamberg animerede hovedfiguren og Harry Rasmussen en række bifigurer af forskellig slags. Børge Hamberg, der begyndte hos Barfod i 1955, hvor de producerede kortfilmen "Noget om Norden" (1956), var chefanimator og alt-mulig-mand, og havde stor indflydelse på de tegnefilm, der blev produceret i firmaet. Det var således Hamberg, der havde bestemt den simplificerede form for animation, der i reglen blev anvendt i Barfods tegnefilm. Denne animationsstil var, sammen med en speciel form for ’optræk’, hvor der stort set ikke blev tegnet konturer, men kun malet med dækfarver ovenpå celluloiderne. Begge teknikker gjorde det muligt at producere rentable tegnefilm i 1950’erne, hvor den danske tegnefilmbranche kørte på lavt blus.

Herover ses fra venstre Harry Rasmussen, Bent Barfod, stående til højre, og Børge Hamberg siddende ved trickbordet hos Bellevue Studio i Klampenborg. Det er en cirkulær baggrund til reklametegnefilmen ”Dumex Babyfood”, der er under optagelse. Fotoet er fra 1957 og er optaget af lederen af trickafdelingen, Michael M. Jacobsen.

Det var i øvrigt hårdt for Harry Rasmussen at begynde at animere professionelt igen, stort set efter ikke at have lavet animation siden ”Fyrtøjet” 1943-45. Men takket være hans nemme for metieren, og fordi der blev optaget linetests, lykkedes det ham hurtigt at spore sig ind på den særlige simplificerede form for animation, der var i højsædet hos Barfod.
Men Harry Rasmussen drømte som de fleste af sine kolleger om at lave, hvad han forstod ved ’rigtig’ tegnefilm. Det ville kort og godt sige Disney-animation og –tegnefilm, men det var af flere gode grunde bandlyst hos Barfod. Det gik da også galt, da Harry Rasmussen skulle animere en scene i ”Forårs Fred'rik”, hvori der forekom nogle springende hjorte og hoppende harer. Han benyttede lejligheden til at lave full-animation. Det skulle han aldrig have gjort, for uden at sige noget om det, fjernede Barfod ganske enkelt animationstegningerne med harerne, fordi han efter hvad Harry Rasmussen senere fik fortalt syntes animeringen var alt for blød og Disney-agtig. Hjortene kunne åbenbart gå an, fordi disse af gode grunde var lidt mere stive i benene og bevægelserne. Harry Rasmussen blev først klar over situationen, da han så den færdige film, og det skuffede ham selvfølgelig. Enhver er jo som bekendt sig selv nærmest.

En blandt mange scener fra kortfilmen "Forårs Fred'rik", som Harry Rasmussen har animeret i efteråret 1957. Her har han undtagelsesvis også animeret hovedpersonen, Forårs Fred'rik, som ellers var Børge Hambergs ansvarsområde. Originalen er i farver. – Sort/hvid billede fra filmen: © 1958 Barfod Film og Dansk Kulturfilm.

Der var især mange reklametegnefilmopgaver for Harry Rasmussen at lave i hans tid hos Barfod. I et enkelt tilfælde animerede han nogle små eroter til forteksterne i spillefilmen ”Jeg elsker dig” (1957). Af reklametegnefilm fik han lov til både at instruere og designe en længere film for Tulip, hvortil han oven i købet lavede en story-reel, som komponisten og orkesterlederen Bent Fabricius-Bjerre benyttede sig af under indspilningen af musikken til filmen. Den blev i øvrigt ikke specielt vellykket, men bidrog dog til at forøge Harry Rasmussens erfaring med tegnefilm.
Men i det lange løb var opgaverne hos Barfod Film ikke tilfredsstillende for Harry Rasmussen, hvis syn på tegnefilm ikke stemte særlig godt overens med den i god forstand originale tegnefilmskaber Bent Barfods opfattelse af samme.

Harry Rasmussen havde på det tidspunkt erfaret, at Ib Steinaa og Kaj Pindal sammen havde lavet tegnefilm ude hos Nordisk Film Junior. En dag i 1958, da han var ude på ’Teknikken’ i Frihavnen mødte han Kaj Pindal, som sad i et klipperum, i færd med redigere en tegnefilm, han netop var ved at færdiggøre. Pindal fortalte, at han og Steinaa var splittet op og var begyndt at arbejde hver for sig.

Harry Rasmussen glemte alt om Pindal og Steinaa, indtil han en dag i slutningen af 1958 var i biografen, hvor han bl.a. så en reklametegnefilm for de danske "Hirschsprung-cigarer". Det, der umiddelbart var bemærkelsesværdigt ved denne film var, at den i sit design og i sin animeringsstil lagde sig tæt op ad UPA-stilen. Filmen var desuden som helhed kvik, humoristisk og moderne, hvilket alt sammen tiltalte Harry Rasmussen, som derfor bestemte sig for at ville undersøge, hvem der havde lavet den.

Det viste sig, at det var Ib Steinaa, der havde lavet filmen, og at han sammen med direktøren for A/S Nordisk Film Junior netop for kort tid siden havde oprettet A/S Nordisk Tegnefilm. Tilbage var der for Harry Rasmussen blot at ringe til Steinaa og forhøre sig, om denne eventuelt kunne bruge hans arbejdskraft. Det kunne han, og han ville tilmed betale en højere løn end Barfod. Hos sidstnævnte fik Harry Rasmussen 1.000 kr. om måneden, mens Steinaa ville give 1.500 kr. i månedsløn. Harry Rasmussen stillede dog som betingelse for sin ansættelse, at Steinaa skulle indføre lørdagsfri i firmaet, for det havde man haft hos Barfod før hans ansættelse dér. Efter samråd med Ove Sevel blev lørdagsfri indført hos A/S Nordisk Tegnefilm fra og med at Harry Rasmussen blev ansat i firmaet 1. april 1959.

Mod forventning blev Barfod ikke særlig glad for, at Harry Rasmussen opsagde sin stilling hos ham. For Harry Rasmussen selv var det ikke særlig rart at skulle forlade sin ven og samarbejdspartner Børge Hamberg, men denne støttede tilmed beslutningen, fordi han åbenbart kunne se, at den var truffet efter moden overvejelse.

Situation fra reklametegnefilmen for Hirschsprung, som er karakteristisk for en af de stilarter, Ib Steinaa foretrak at arbejde med.Originalen er i farver. – Billede fra filmen: © 1958 A/S Nordisk Tegnefilm.

Harry Rasmussen var ikke mere end lige trådt ind ad døren på sin første arbejdsdag hos Nordisk Tegnefilm, før han fik overdraget den opgave, dels at medvirke på tilrettelægningen og produktionen af en reklametegnefilm for Bryggeriet Stjernen. Filmen kaldtes "STAR 2", eller ”opera-parodien”, idet Steinaa tidligere havde lavet STAR 1, som var blevet uhyre populær hos biografpublikummet.

     De to STAR-film var dog kun led i en større reklamekampagne med avisannoncer og plakater på bl.a. de københavnske busser. Men teksten til STAR-filmene var skrevet af reklamefilminstruktør Erik Dibbern, der samtidig var direktør for A/S Nordisk Reklamefilm. Så vidt vides, var det også ham, der havde fundet på det slagkraftige slogan: ”Jeg vil hel’re ha’ en STAR!”
     Men det viste sig, at en del af forarbejdet til STAR 2 allerede var blevet tilrettelagt af Steinaa, som havde tegnet figurer, layouts og lavet farveplancher af filmens scener. Imidlertid ønskede Stjernens bestyrelse at forlænge STAR 2 med 15-20 sekunder, så der blev plads til endnu en morsom episode i den. Dibbern viste Harry Rasmussen den store tillid, at lade ham finde på en idé og tekst til episoden. Dernæst bestod opgaven først og fremmest i at være med til indspilningen af jinglen, som foregik i Nordisk Films Studie 2.
     Herefter blev lydbåndet opmålt og noteret på fotolister, og det var første gang i sin karriere, at Harry Rasmussen havde prøvet denne teknik. Derefter gik han i gang med at tegne layouts og med at animere de i alt 5 episoder, der indgik i filmen, som havde den for en reklametegnefilm anselige længde af 90 sekunder, dvs. 1,5 minut.
     Lige så lidt som hos Barfod, brugte man på det tidspunkt hos Nordisk Tegnefilm rentegner og mellemtegner. Hver enkelt animator måtte ren- og mellemtegne sine egne key-tegninger. Dog var det sådan, at der hos Nordisk Tegnefilm var en yngre dame, Anne Lise Andersen, som Steinaa havde oplært til at blive særdeles dygtig til at trække op, og som var i stand til at give animationstegningerne et sidste ’pift’ med sine karakterfulde tuschstreger.

Herover til venstre ses Harry Rasmussens layout, figurer og tekst til den ekstra scene, som kunden ønskede indsat i "STAR 2". - Copyright © 1959 A/S Nordisk Tegnefilm. (Tegningen tilhører Harry Rasmussen.. – Til højre ses en af de dengang uhyre populære annoncer for Bryggeriet Stjernens nye pilsnerøl, STAR. Her fra Politiken 1959.
Copyright © 1959 A/S Nordisk Tegnefilm og Bryggeriet Stjernen.

"STAR 2" - med de 5 små episoder, som alle slutter med det populære slogan: "Jeg vil hel're ha' en STAR".
Filmen er animeret af Harry Rasmussen - Billeder fra filmen. © 1959 A/S Nordisk Tegnefilm og Bryggeriet Stjernen.

Hos Nordisk Tegnefilm hørte det med til almindelig praksis og standardprocedure at lave linetests, og det fik Harry Rasmussen god brug for i forbindelse med sin animation af STAR 2. Ganske vist var der tale om en forenklet animation, men hvor det var muligt, måtte der hellere end gerne bruges bløde bevægelser. Steinaa var nemlig mindst lige så meget fan af Disney-animation, som sin nye medarbejder. Men begge var samtidig klar over, at det i reglen – og ikke mindst af økonomiske grunde - gjaldt om at have UPA-stilen i tankerne under arbejdet.
Overgangen fra Barfods specielle tegne- og animationsstil til den på sin vis mere moderne og avancerede stil, der brugtes hos Nordisk Tegnefilm, var lidt af en opgave for Harry Rasmussen. Han måtte virkelig lægge sig i selen for at lære og tilegne sig den fremgangsmåde og teknik, der blev brugt i Steinaas tegnefilm.

Hos Nordisk Tegnefilm blev der eksperimenteret med forskellige teknikker og stilarter til tegnefilm. Et eksempel er en reklametegnefilm for SHELL MOTOR OIL, hvortil der bl.a. blev brugt en miniaturemodel af en motorbåd, som man lod spejle sig i en bøjelig højglansplade. Animationen, der blev forestået af Harry Rasmussen, skulle demonstrere energi og vitalitet, og den foregik på den måde, at han skiftevis enten bøjede eller vred pladen, mens der successivt blev optaget det ene stillbillede efter det andet af den afspejlede båd.
Serien af stillfotos med modelbåden blev dernæst aftegnet som kontinuerlige animationstegninger, efter hvilke man kunne montere de udskårne eller udklippede fotos på cels. Men der blev dog først lavet en linetest af animationen, så man kunne forvisse sig om, at denne var i orden.

Efter at Harry Rasmussen havde lavet flere andre og mere ubemærkede reklametegnefilm, nemlig "Arsenal Pibetobak" og en serie for "Pepsodent Tandpasta", blev der stort set tomgang i firmaet. For ikke at spilde tiden tog Ib Steinaa sin plan om en langtegnefilm med arbejdstitlen "PING PONG" op igen. Den havde han engang fået ideen til, da han spillede pingpong ude i sin have, hvor bolden ved et uheld var havnet inde i et buskads. Ved at fantasere over, hvad der eventuelt videre kunne ske med bolden, hvis den var havnet i en fuglerede og en fuglemor forvekslede den med et æg, mente Steinaa at dette kunne bruges som emne for en tegnefilm af en længde som Disneys lange tegnefilm.

Forskellige udkast til hovedfiguren i tegnefilmen "PING PONG", 1959, som Ib Steinaa havde planer om at producere som en langtegnefilm.Figuren er her tegnet af Harry Rasmussen. - Ping Pong: © 1959 Ib Steinaa.

Steinaa havde i mellemtiden udtænkt en række situationer til filmen, og nu benyttede han foreløbig anledningen til at overdrage Harry Rasmussen den opgave, med eleverne Anton Fredsøe og Antti Peränne som assistenter, dels at finde på flere ideer og gags, og dels at tegne en detaljeret storyboard. Det var en både interessant og spændende opgave at få, for især Harry Rasmussen drømte i lighed med Steinaa om at få mulighed for at lave en langtegnefilm eller helst flere.

     Imidlertid var Steinaa af sit personale kendt for, at han pludselig mistede interessen for en idé eller for en igangværende produktion, simpelthen fordi han i sine kreative fantasier og drømmerier var nået et helt andet sted hen, end det, der aktuelt var i gang. Det skete da også i dette tilfælde, idet han en dag dukkede op i Harry Rasmussens tegnestue og begyndte at fortælle om en ny idé, han i mellemtiden havde fået. Det drejede sig om, at han nu kunne tænke sig at tegnefilmatisere forfatteren Thit Jensens eneste børnebog, "Palle Ravns rejse i himmelrummet", som han lige havde læst. Hans begejstring var skyhøj, og i løbet af det næste par timer udviklede han sine ideer og tanker om, hvordan filmen kunne udformes som tegnefilm.
     Foruden drengen, Palle Ravn, forekommer der to andre figurer i bogen, nemlig Fantasien og Forstanden. Steinaa tænkte sig den sidstnævnte personificeret som tegneredskabet passeren, mens han endnu ikke havde nogen klar forestilling om, hvordan figuren Fantasien kunne se ud grafisk. Den opgave overlod han til Harry Rasmussen at forsøge at finde frem til.
     I mellemtiden præsenterede Steinaa sin idé med ”Palle Ravns rejse i himmelrummet” for Ove Sevel, men denne var ikke umiddelbart begejstret for tanken om, at man ville lave en langtegnefilm over bogen. Sevel, som af gode grunde tænkte realistisk og forretningsmæssigt, foreslog den tydeligvis skuffede Steinaa, at man i stedet genoptog Dansk Farve- og Tegnefilms afbrudte produktion af langtegnefilmen ”Klods-Hans”. Herom vil man kunne læse nærmere under omtalen af A/S Nordisk Tegnefilm og Ib Steinaa.

     I 1960 arbejdede Harry Rasmussen blandt andet på en reklametegnefilm om "Danish Ham" for D.A.K., som han selv stod for i alle henseender. Da filmen handlede om skinke, var det mest naturligt at lade en lille gris være hovedpersonen. På det tidspunkt i sommeren 1960, da storyboardet til filmen var ophængt på tavlen foran Harry Rasmussens tegnebord, i øvrigt ved siden af tavlerne med storytegningerne til ”Ping Pong”, fik studiet en dag en yderst celeber gæst. Det var ingen anden end selveste Walt Disney, som hans store fan, Harry Rasmussen, derved fik en enestående lejlighed til at hilse på og tale med, om end kun ganske kort.
     På rundturen på Nordisk Tegnefilm var Ib og Kirsten Steinaa et par benovede guider. Disney, der tydeligvis var interesseret i, hvad der foregik på studiet, blev ledsaget af direktøren for Gloria Film, Jørgen Jørgensen, og af direktøren for Nordisk Film Junior, Ove Sevel.
     På det tidspunkt, hvor Disney og hans ledsagere var kommet ind i det relativt lille rum, hvor Harry Rasmussen, Anton Fredsøe og Antti Peränne havde deres daglige arbejdsplads, bemærkede Disney, at han i sin tid selv var begyndt under meget beskedne forhold. Men i øvrigt var han ret interesseret i de storyboards, der hængte på væggen, og han spurgte Harry Rasmussen ud om, hvad det var for film og hvad de handlede om. Da han fik øje på tegningerne af den lille, i og for sig ganske enkle og ubetydelige gris, som Harry Rasmussen netop var i færd med at animere, sagde han venligt: ”Quite a nice fellow!”

Disney ville også gerne vide noget om, hvad ”Ping Pong” gik ud på, men på det tidspunkt lykkedes det Sevel at få ham gelejdet ud af tegnestuen og videre rundt i studiet. Steinaa fortalte bagefter, at Sevel gerne ville undgå, at Disney skulle lade sig ’inspirere’ af især ”Ping Pong”. Det var nemlig en kendt sag, sagde han, at Disney altid var på jagt efter nye ideer og nyt stof til tegnefilm. På det tidspunkt var han for resten også interesseret i ideer til sin planlagte forlystelsespark, Disneyland. I det øjemed aflagde han besøg i Tivoli, som han efter sigende var meget imponeret af og begejstret for.

Situationen hos Nordisk Tegnefilm var i øvrigt på det tidspunkt sådan, at personalet i stigende grad følte sig usikre og frustrerede over, at det kneb mere og mere med interessante opgaver, eller rettere sagt, med opgaver i det hele taget. Harry Rasmussen delte det øvrige personales frustration, og da han havde fået flere tilbud på opgaver udefra, valgte han i slutningen af 1961 at gå freelance. En del af opgaverne kom bl.a. fra vennen og kollegaen, finske Antti Peränne, der i mellemtiden var holdt op hos Steinaa og havde startet sit eget tegnefilmfirma i Tapiola, en forstad til Helsingfors.
Andre af de opgaver, Harry Rasmussen fik i sin freelance periode, kom dels fra det tyske Marken Film i Hamborg og dels fra både Steinaa og Barfod. Opgaverne drejede sig hovedsagelig om animation af diverse reklametegnefilm, og blandt disse var de mest markante "B&W Vikinger", "Carlsberg Elefantøl" og "Tuborg", som Harry Rasmussen animerede for Barfod Film.

En af grundene til, at Harry Rasmussen gik freelance i 1962 var, at han fandt det ønskeligt at udvide sin hidtidige fritidsundervisning i Yoga, for at få mere tid til et stadigt stigende antal elever. Det skete på opfordring af bl.a. Børge Hamberg, der også selv var yogaelev hos Harry Rasmussen. I den sammenhæng var lærer- og elevforholdet for en tid byttet om.
I det følgende par år drev Harry Rasmussen, som var autodidakt yogalærer, sin egen yogavirksomhed under firmanavnet YOGA SKOLEN i Brøndbyøster. I samme periode skrev han en artikelserie, "Yoga for kvinder", som blev trykt i tidsskriftet "Sol og Sundhed" i 1961. Men i den følgende tid fik han stadig vanskeligere ved at forene yogaundervisningen med sit levebrød som freelance-animator, og da der tilmed kom en stor opgave som sådan, valgte han igen at indskrænke yogaundervisningen til fritiden.

Den animationsopgave, Harry Rasmussen herefter fik overdraget, kom fra tegneren Poul Ilsøe, bedre kendt som vitstegneren Pils. I samarbejde med vennen, filminstruktøren og –producenten Bent Christensen, var det lykkedes ham at skaffe kapital til produktion af langtegnefilmen ”Svinedrengen og Prinsessen på ærten”. Sammen havde de to skrevet drejebogen, og Pils havde engageret animatoren Erik Christensen (Chris) til at animere de fleste af filmens hovedfigurer. Men han manglede en animator til Narren og dennes papegøje, men hvem der anbefalede Harry Rasmussen til opgaven, vides ikke.
Harry Rasmussen fik stort set frie hænder til at tegne de sekvenser og scener, han fik overdraget, bortset fra, at han selvfølgelig skulle følge den indtalte og opmålte dialog. Der var dog den hage ved arbejdet, dels at Poul Ilsøe var uerfaren som tegnefilminstruktør og dels, at han naturligvis skulle overholde det i forvejen skrabede budget. Det var ham derfor meget om at gøre, at der blev sparet på antallet af animationstegninger. Når en animation lykkedes med et minimum af animationstegninger, brugte han i reglen sit begejstrede yndlingsudtryk: ”Venner, det er en ren Finkelstein!”

Chris og Harry Rasmussen forsøgte, så langt evnerne rakte, uafbrudt at få lov til at lave karakter-animation på filmen, og gjorde også hver især deres bedste. Men omstændighederne var imod, ikke mindst fordi instruktøren havde andre intentioner end animatorerne, og desuden et stramt budget at skulle overholde. Da de to nævnte på et tidspunkt fik forevist det foreløbige resultat af anstrengelserne, konstaterede de til deres store og ubehagelige overraskelse, at filmens lydside blev skæmmet af nogle ubehagelige lydeffekter. Når en figur, som f.eks. Prinsen, blinkede med øjnene, hvad animatoren ofte havde ladet den gøre som kompensation for manglende bevægelse på anden måde, lød det som om to metalstykker blev slået sammen.
For lydeffekterne stod ASA FILM’s daværende lydtekniker, Ib Makwarth, men de var blevet godkendt af instruktør Ilsøe og producent Bent Christensen. Til Makwarths fordel skal dog siges, at han gerne ville være original og eksperimenterende.

Musikken var efter animatorernes opfattelse heller ikke noget at råbe hurra for, skønt den var komponeret og indspillet af den ferme og produktive Bent Fabricius-Bjerre. Den virkede efter Chris’ og Harry Rasmussens mening uinspireret og triviel, en omstændighed som de syntes yderligere forringede filmens kvalitet.
Det virkede heller ikke heldigt, at klipningen, der blev forestået af Poul Ilsøe og Maj Soya, bidrog til at understrege filmens i forvejen langsomme tempo. Men man kan også anskue det sådan, at netop det langsomme tempo gjorde det muligt for mindre børn at følge med i handlingen. For May Soyas vedkommende startede denne film en lang karriere for hende som filmklipper.

Efter at have set det foreløbige resultat – filmen var endnu ikke helt færdig – truede Chris og Harry Rasmussen med at nedlægge arbejdet, hvis ikke de efter deres opfattelse mest markante fejl blev rettet. Det lovede instruktøren, men holdt ikke sit løfte, formentlig hovedsagelig fordi han ikke var enig med sine to animatorer og fordi der simpelthen ikke var penge til det.

Den på det tidspunkt endnu ikke offentligt kendte Jannik Hastrup tegnede og animerede nogle scener til filmen, et muse-bryllup og en cowboy og indianer-sekvens, den sidstnævnte foregik på en TV-skærm. Begge dele var morsomme og med god animation.

”Svinedrengen og Prinsessen på ærten” havde premiere i Nygade Teatret i København den 23. november 1962. Men selvom avisernes anmeldere generelt ikke var særlig begejstrede for filmen, holdt den sig dog en måned på programmet i premierebiografen og i et par andre københavnske biografer, dog kun til eftermiddagsforestillingerne.

For Chris betød det, at han blev så skuffet og frustreret, at han efter sigende besluttede sig til ikke oftere at beskæftige sig med tegnefilm. For Harry Rasmussens vedkommende bevirkede de nedslående anmeldelser, at han opgav sin freelance-virksomhed og vendte tilbage som fastansat hos Nordisk Tegnefilm. Værst var det dog for Poul Ilsøe, som kom til at sidde tilbage med en kæmpegæld, som han endnu i 1985 ikke var færdig med at afdrage. På det tidspunkt havde han opgivet sin tegnefilmvirksomhed og sit vitstegneri og var blevet cand.jur. Desuden havde han kastet sig over kunstmaleriet.

Hovedfigurerne i tegneserien – og i den planlagte tegnefilmserien - ”Champignon”, som Harry Rasmussen syslede med i 1961-62.Figurerne er fra venstre Champignon, Klat, Filosofus og Plamarius.
– Tegning: © 1961-62 Harry Rasmussen.

     I 1962, hvor han arbejdede freelance, forsøgte Harry Rasmussen blandt andet også at få placeret sin lille enkle tegneserie, "Champignon", hos Carlsens Presse- og Illustrations Bureau (P.I.B.). Tegneserien var samtidig tænkt som tegnefilm for mindre børn, og forarbejder til en pilotfilm blev da også påbegyndt. Men da P.I.B.s daværende salgschef, Ivan Hytten, syntes at tegneserien var al for forenklet, og Harry Rasmussen desuden havde meget andet og mere at se til, blev der ikke noget ud af projektet.
     På det tidspunkt var der endnu ikke tænkt på Hanne og Jannik Hastrups herlige tegnefilmserie, "Cirkeline", som først begyndte i 1967-68. Men der består visse - ganske vist tilfældige - lighedspunkter mellem Champignon og hans venner på den ene side og Cirkeline og hendes venner på den anden side. Champignon-filmene var dog tænkt som full animation i traditionel teknik, mens Cirkeline-filmene som bekendt anvender cut out og flyttefilmteknik.
     I 1962 foreslog Harry Rasmussen P.I.B. ved Per Carlsen og Ivan Hytten, at lave en tegnefilmserie over Wilhelm Hansens populære børnetegneserie "Rasmus Klump". Problemet med at overføre tegneserien til tegnefilm var imidlertid især hovedfigurens mange charmerende detaljer. I samarbejde med sin gode ven og kollega, Børge Hamberg, tegnede Harry Rasmussen et forenklet figur- og baggrundsudkast, mens Børge Hamberg i første omgang udarbejdede en scribble-board til "Rasmus Klump bygger skib". Sammen med et budgetoverslag blev materialet forelagt Per Carlsen. Men omkostningerne på en omtrent full-animation tegnefilm var efter hans opfattelse for store til, at han turde satse på det, og han ønskede derfor at begrænse animationen til et absolut minimum, hvilket Børge Hamberg og Harry Rasmussen syntes ville være synd og derfor ikke ville være med til.
     Men Per Carlsen var åbenbart blevet så interesseret i ideen om at overføre Rasmus Klump til de levende billeder, at projektet derefter blev overgivet til en af bureauets medarbejdere, som sammen med trickfilmfotografen Vagn Benneballe lavede et par teknisk og animationsmæssigt set primitive Rasmus Klump-film. Senere blev projektet overladt til et statsstøttet tjekkoslovakisk tegnefilmfirma, som kunne lave en serie Rasmus Klump-tegnefilm med en ikke særlig god animation, men til spotpris. Omkring 1997-98 overtog A.Film tegnefilmserien, og i samarbejde med Danmarks Radio produceredes derefter en serie korte Rasmus Klump-tegnefilm med en begrænset, men acceptabel og funktionel animation.

Harry Rasmussen begyndte igen hos Nordisk Tegnefilm i januar 1963. Her var der i mellemtiden kommet et par nye medarbejdere og en ny elev til, nemlig Walther Lehmann og Flemming Jensen, og for elevens vedkommende Jakob Koch. Harry Rasmussen fik straks et par reklametegnefilm at lave. Han stod selv for idé, design, storyboard og instruktion, bl.a. af "Cirkus Bolsjer", som blev produceret for GK Film i Stockholm. Han stod også for et par tegnefilmindslag i nogle reklametegnefilm for det tyske margarineprodukt DÄNA. Hertil tegnede og animerede han en 8-9 årig pige, der befandt sig i en realfilm-kløvermark, hvor der også var en kanin, som hun blandt andet kælede for. Steinaa, som normalt var påholdende med anerkendelse og ros, udtrykte sin store tilfredshed med animationen af pigen.

Imidlertid havde Danmarks Sparekasseforening henvendt sig til Nordisk Tegnefilm for at få lavet en public relation-tegnefilm om privatøkonomi. Det skulle være en cirka 14-15 minutters kortfilm, som på en interessant og helst morsom og underfundig måde kunne appellere til sparekassernes kunder om hverken at bruge eller spare for mange penge, fordi begge dele var lige dårlige for både privatøkonomien og samfundsøkonomien.
Det blev overladt til daværende programmedarbejder ved Danmarks Radio, Hans Jørgen Jensen, at skrive manuskriptet, og han koncentrerede filmens handling om de to familier, Familien Flid og Familien Flad.

     Der var allerede på manuskriptstadiet lagt op til, at der skulle være en markant karakterforskel på de to familier. Mens familien Flad brugte hver en øre, de tjente, og lidt til, spinkede og sparede især fru Flid hver en øre, hun kunne. Hr. Flid var dog ikke udelt begejstret for sin kones sparsommelighed, der grænsede til nærighed. Moralen lød, at såvel et stort forbrug som et lille forbrug er lige dårligt for både den private og samfundsmæssige økonomi.
     På et tidligt tidspunkt under det forberedende arbejde med bl.a. at tegne storyboard, blev det bestemt, at Walther Lehmann skulle designe og animere Familien Flad, medens Harry Rasmussen skulle tage sig af Familien Flid. Med sit design og sin animation af Hr. og Fru Flid fik Harry Rasmussen lejlighed til både at demonstrere limited animation og full animation.
     Ib Steinaa var filmens instruktør, som samtidig stod for dens moderne layout og baggrunde. Med en perifer association til det amerikanske filmlystspil ”Han, hun og leoparden”, 1938, fik filmen titlen ”Han, hun og pengene”. Speakerteksten indtaltes af en veloplagt Preben Uglebjerg, og musikken blev komponeret af Jørn Grauengaard og indspillet af ham og hans orkester.
     Efter at storyboardet til ”Han, hun og pengene” var færdig og blevet præsenteret for kunden, blev det ifølge Steinaa gjort til et krav fra kundens side, at betingelsen for at Nordisk Tegnefilm ville få opgaven var den, at filmen skulle være færdig til levering på en bestemt dato. Men Ib og Kirsten Steinaa, sidstnævnte var daglig produktionsleder, var straks klar over, at det under normale omstændigheder ville tage længere tid at lave filmen end den, der var sat som deadline. Derfor indså de nødvendigheden af at ’beordre’ personalet til at arbejde over det næste halve års tid på alle hverdage undtagen lørdage og selvfølgelig søndage.
     Måden, overarbejdet blev tilkendegivet på, vakte imidlertid stor utilfredshed blandt personalet, som i første omgang gik så vidt, at man truede med at sige op. Problemet var, dels at de fleste mente det ville gå ud over familielivet, og dels den omstændighed, at firmaet ikke ville betale overarbejdspenge, men kun penge til aftensmad.
     Især Steinaa blev meget skuffet og sur over personalets holdning, fordi han mente at hans medarbejdere måtte være lige så interesserede som ham selv i, at firmaet fik opgaven. Det vrimlede jo i forvejen ikke ligefrem med ordrer på tegnefilm.

Udgangen på personaleproblemerne blev, at firmaet, som i henhold til Ib og Kirsten Steinaa ikke så sig i stand til at betale overarbejdspenge, gav håndslag på, at samtlige medarbejdere ville få en måned fri med løn, når filmen var færdig. Som eneste medarbejder stillede Harry Rasmussen den betingelse for at ville arbejde over, at han måtte gøre det hjemme, og det gik Steinaa’erne ind på.

Men til trods for de problemer, der havde været i opstarten, var filmen interessant at lave, ikke mindst for Walther Lehmann og Harry Rasmussen. De to fik nemlig lov til hver på sin måde at boltre sig med animationen af hver sine figurer.

På billedet ses hovedfigurerne i Nordisk Tegnefilms længste reklametegnefilm-serie, der i årene 1964 til 1969 blev lavet for det finske kaffeprodukt TUKO KAHVIA. Figurerne er her tegnet af Harry Rasmussen.
– Tegning: © 1964-66 A/S Nordisk Tegnefilm. - © 1967-70 Steinaa Film.

Da Nordisk Tegnefilm i 1964 fik til opgave at producere, hvad der siden skulle vise sig at blive en serie reklametegnefilm på ialt 29 spots, de fleste af 30 sekunders spilletid, lagde Steinaa, Lehmann og Harry Rasmussen hovederne sammen og fandt frem til et passende design og et hovedtema for serien. Kunden var det finske kaffefirma "Tuko-Kahvia", og det var dettes kaffeprodukter, der skulle promoveres.

Man fandt frem til, at det skulle handle om en familie, bestående af mor, far, to børn, en pige og en dreng, et par bedsteforældre og - ikke mindst - en lille hund. Lehmann fik da det gode indfald, at give filmenes figurer kaffekop-hoveder, medens Steinaa bestemte, at kroppene og lemmerne blot skulle holdes i ren streg.
Steinaa var instruktør på den første Tuko-spot på 30 sek., medens Lehmann og Harry Rasmussen deltes om animationen af filmens figurer og scener. Tuko-spot nr. 8 lavede Lehmann i samarbejde med Ib Steinaa, men fik så andre opgaver, hvorfor han kun lejlighedsvis arbejdede med på Tuko-serien, som fra og med nr. 3 stort set blev overladt til Harry Rasmussen. Lehmann trådte dog lejlighedsvis til, når han var ledig, og lavede enkeltscener i nogle af Tuko-filmene.

     I 1965 blev der lavet i alt 14 Tuko-film af vekselvis 15 og 30 sekunders spilletid. 1966 til 1969 blev der produceret yderligere 11 Tuko-film. Den sidste Tuko-film, der blev lavet af Harry Rasmussen, hed "Rævejagten" og var nummer 25 i serien på i alt 29 Tuko-film. I lighed med, hvad tilfældet havde været i de fleste af Tuko-filmene, stod Harry Rasmussen for både idé, storyboard, design, animation og instruktion samt lydarbejde, klipning og mix. Baggrundene til den sidstnævnte film blev malet af Ib Steinaa. De baggrunde, der blev brugt i alle de øvrige Tuko-film var meget enkle, i reglen kun en ensfarvet mørkegrå farve, hvis centrum ligesom var oplyst af en spotlight, der dog var sprøjtet på med hvid maling. For disse baggrunde stod Flemming Jensen.
     I den periode fra januar 1966 til maj 1967, hvor Harry Rasmussen var optaget af arbejdet på filmen "Sort på hvidt", 1968, animerede Lehmann i samarbejde med Ib Steinaa i alt fire Tuko-film.
     Hovedsagelig som følge af sin instruktion af Tuko-filmene, udnævnte Nordisk Tegnefilms ledelse i 1965 højtideligt og skriftligt Harry Rasmussen til tegnefilminstruktør.

     Omkring 1964-65 fik Nordisk Tegnefilm til opgave at lave nogle reklamefilm for Ekstra Bladet, som under sloganet "Ekstra Bladet tør, hvor andre tier", ville markedsføre sig kraftigere, med det formål at forøge oplagstallet.
     Det var reklamefilminstruktør Per Holst, dengang ansat hos Wahl Asmussens Reklamebureau, der kom med opgaven, og som Ib Steinaa og Harry Rasmussen straks gik i gang med. Den altid eksperimenterende og opfindsomme Ib Steinaa fandt ud af, at filmene skulle laves ved hjælp af en teknik, der var en blanding af trickfilm og traditionel tegnefilmteknik.
     Det foregik på den måde, at der først blev lavet en skitsefilm med et håndtegnet Ekstra Bladet, og når denne forelå godkendt, gik man over til at fotografere avisen, som blev foldet, vredet og drejet, så de enkelte fotos lignede skitsefilmens tegnede avis mest muligt. Derpå blev avisen retoucheret og logoet malet rødt, og derefter klippede eller skar man avisen ud af hvert enkelt foto, som derefter blev monteret på cels, så det matchede med de håndtegnede animationstegninger. Cels’ene blev på trickbordet optaget med forsænket baggrund, som bestod af en stor ensfarvet mørkegrøn karton, der blev belyst med en spotlight, som kastede en lyskegle diagonalt gennem billedet.
     Der blev i 1965 lavet to sådanne reklamefilm for Ekstra Bladet hos Nordisk Tegnefilm. Serien fortsattes 1968-69 hos Steinaa Film med yderligere seks lignende film, stadig med Per Holst som instruktør og Harry Rasmussen som animator. Som freelance fortsatte Walther Lehmann i 1971 serien af reklamefilm for Ekstra Bladet, som oprindelig var blevet påbegyndt hos Nordisk Tegnefilm/Steinaa Film omkring 1965-69. Lehmann lavede i første omgang 4 film i serien, som dog fortsattes i 1972, hvor der blev lavet ialt 8 reklamespots. Den specielle teknik, der blev brugt i forbindelse med disse film, er dels beskrevet ovenfor og dels i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1950-1970.
     I sommeren 1965 fik Nordisk Tegnefilm en dag besøg af en af Disneys mest fremtrædende medarbejdere, tegneren, animatoren og instruktøren Ward Kimball. Han og hans kone, Betty, ankom til København fra tegnefilmfestivalen i Annecy, hvor han havde været medlem af dommerpanelet.
     Efter rundvisningen på Nordisk Tegnefilms beskedne studier, blev han og konen budt på frokost i kantinen, og herunder fortalte han på opfordring om sin tid hos Disney. Her havde han været ansat siden 1935, og hans første virkelige animationsopgaver var at tegne to sekvenser i Snehvide-filmen. Den ene sekvens drejede sig om dværgenes fremstilling af en speciel seng til Snehvide, som jo var for stor til at ligge i en af dværgenes senge. Den anden sekvens blev kaldt ”Soup’s On!”, fordi den handlede om, hvordan de syv dværge gik til bords og spiste suppe. De to sekvenser nåede frem til linetest af de rentegnede animationstegninger, men til Kimballs store skuffelse stoppede Disney det videre arbejde på sekvenserne, som han – formentlig med rette – mente ikke passede rigtigt ind i filmen, og desuden gjorde den for lang.
      Da Steinaa spurgte Kimball, om han måske havde lyst til at se, hvad firmaet producerede af tegnefilm, svarede han ja tak. Sammen med Ib og Kirsten Steinaa og det øvrige personale fik Kimball og hans kone forevist Nordisk Tegnefilms præsentationsrulle. Det skete i Nordisk Films interne biograf, som var fælles for de forskellige afdelinger.
      Efter forestillingen gav Kimball udtryk for sin anerkendelse af kvaliteten af de tegnefilm, han lige havde set. Det overraskede ham, sagde han, at firmaets animatorer var så gode, som filmene vidnede om. Men det blev i det hele taget nogle behagelige og fornøjelige timer, en del af personalet tilbragte sammen med ham og hans venlige kone. Da de senere var kommet tilbage til Californien, hvor de boede i forstaden Pasadena, sendte han et venligt brev til Nordisk Tegnefilms stab og vedlagde kopier af et foto, som Henning Bahs på Kimballs opfordring og med dennes kamera, havde taget af nogle af tegnerne. Bekendtskabet med Ward Kimball skulle en del år senere få en vis betydning for Harry Rasmussen.

     I begyndelsen af året 1966 henvendte Berlingske Tidende sig til Nordisk Tegnefilm med en opgave, der gik ud på at lave en kortfilm om, hvordan en moderne storstadsavis som Berlingske Tidende daglig bliver til. Dertil kom, at bladkoncernen gerne ville demonstrere deres nyinstallerede, kæmpemæssige rotationspresse, et teknisk vidunder af fuldautomatik.
     Steinaa allierede sig derefter straks med sin gode bekendt, B.T.’s daværende chefredaktør Morten Pedersen, for at få denne til at skrive manuskriptet til filmen. Da dette forelå gik triumviratet Steinaa, Lehmann og Harry Rasmussen atter i fælles aktion for at udarbejde et skitsemæssigt storyboard til filmen. Det blev der brugt omkring en måneds tid på, hvorefter der blev lavet en præsentabel rentegning af storyboard-skitserne, således at resultatet kunne forelægges Berlingske Tidendes chefredaktion, enten til godkendelse, delvis godkendelse eller forkastelse.
      Det var en meget spændt og nervøs Ib Steinaa, der en dag i sommeren 1966 sammen med sin kone mødte op på Berlingske Tidendes chefredaktion og forelagde storyboardet til den kortfilm, der fik titlen ”Sort på hvidt”. Den var planlagt som en skønsom blanding af realfilm, trickfilm og ren tegnefilm. Til Ib og Kirsten Steinaas store lettelse godkendte chefredaktionen storyboardet, oven i købet med akklamation. Den godkendelse betød ikke kun ære, men også meget nødvendige penge i kassen til at betale lønninger og andre af firmaets løbende udgifter med.

Derefter gjaldt det for Steinaa om at uddelegere arbejdet på filmen. Selv ville han naturligvis stå for instruktionen, men da opgaven indbefattede en hel del realfilmoptagelser, allierede han sig med sin nevø, filminstruktøren Per Holst, som skulle være hans assistent på denne del af filmen. Desuden overlod Steinaa det til Harry Rasmussen at tilrettelægge og forestå udførelsen af en længere sekvens, nemlig den, hvori der fortælles om de to typer klicheer, der dengang blev anvendt til billedgengivelser i aviser, det vil sige: stregkliché og autokliché. Filmens dobbeltbundede titel, ”Sort på hvidt”, hentydede dels til, at Berlingske Tidende på den tid udelukkende blev trykt i sort farve på hvidt avispapir, og dels til, at sort på hvidt også kan betyde noget, der hermed dokumenteres.

     Imidlertid var ægteparret Steinaa på det tidspunkt flyttet ind i deres nybyggede hus på Søvej ved Birkerød Sø, og da Steinaa følte, at han aldrig ville få chancen for at lave spilletegnefilm, så længe han var ansat under Nordisk Film, valgte han at opsige sin stilling og partnerskabet med Nordisk Film og Ove Sevel og i stedet starte sit eget produktionsselskab. Dette kaldtes ganske enkelt ”Steinaa Film” og fik adresse og tegnestue i den ene ende af Steinaa’ernes hus i Birkerød. Den vittige reklamefilminstruktør Erik Dibbern, som var god ven af Steinaa, døbte straks huset ”Rulleskøjtehuset”, for, som han sagde, ”man skal ha’ rulleskøjter på, for at nå fra den ene ende af huset til den anden på rimelig tid!”. Huset var et etplanshus og ganske rigtigt temmelig langstrakt.
     Men førend Steinaa traf sin endelige beslutning om at opsige partnerskabet med Nordisk Film og starte for sig selv, havde han forhørt sig om, hvem og hvor mange af hans medarbejdere, der ville følge med ham og arbejde i hans nye firma. Bortset fra Walther Lehmann, som ville søge andet job, valgte Anna Lise Andersen, Ingelise Hansen, Flemming Jensen, Helge Christiansen og Harry Rasmussen at følge Steinaa og forlægge arbejdspladsen til Birkerød. Det betød, at Nordisk Tegnefilm endnu engang kom til at blive et firma på papiret, for indtil videre var der ingen til at videreføre det i praksis. Det forholdt sig dog sådan, at Steinaa overtog trickapparaturet, som fortsat fik lov til at forblive i den specialbygning, der i 1954 var blevet opført til formålet.
      Den 2. januar 1967 mødte personalet for første gang op på Søvej nr. 10 A i Birkerød, hvor man hver især indrettede sig i den ende af huset, der var udset til tegnestue. Her fortsattes arbejdet med at færdiggøre ”Sort på hvidt”. Der hvilede en god, kammeratlig og humørfyldt stemning på tegnestuen, hvor arbejdstiden mandag-fredag var fra kl. 9 til 17, mens lørdagen som hidtil var fridag.
     Kirsten Steinaas opgave var fortsat at være produktionsleder, og det arbejde udførte hun med den nødvendige beslutsomhed og fasthed. Sammen med Per Holst tilrettelagde Steinaa de realfilmoptagelser, der skulle foretages inde i det Berlingske bladhus. Flemming Jensen havde under Steinaas supervision fået til opgave at designe og animere den sekvens, som kaldtes ”Redaktionssekretariatet”, og det betød, at der blev brug for hans store evner som tegner og animator af semi-naturalistiske figurer. Imens fortsatte Harry Rasmussen bl.a. animationsarbejdet på den sekvens, kaldet "Fra stregkliche til autokliche", han havde fået overdraget og som der var blevet lavet research på endnu mens arbejdet foregik på Mosedalvej i Valby. Anna Lise Andersen, der var helt eminent til at trække op på celluloid, og Ingelise Hansen, som fortrinsvis var farvelægger, tog sig hver især af det optræks- og farvelægningsarbejde, der fulgte i kølvandet af animatorernes arbejde.

Et par måneder efter at arbejdet var blevet flyttet til Birkerød bestemte Steinaas nevø, Helge Christiansen, sig for at opsige sin stilling, med den begrundelse, at den daglige rejse frem og tilbage mellem hans bopæl i Køge og Birkerød var for lang, især da han ikke havde bil, men var henvist til tog og bus. Antallet af medarbejdere begyndte langsomt at indskrænkes, og det skete yderligere, da animationsarbejdet på ”Sort på hvidt” efterhånden var blevet færdigt for Flemming Jensens vedkommende, og Steinaa Film ikke for tiden havde andre og nye opgaver, så man sig nødsaget til at afskedige ham. Det betød samtidig at den ene af de to optræks- og farvelægningsdamer blev overflødige, og det endte med, at Anna Lise Andersen selv valgte at sige sin stilling op. Hun havde på det tidspunkt samarbejdet med Ib Steinaa i godt og vel 11 år. Inge Lise Hansen blev tilbage og var derfor den eneste i firmaet på det tidspunkt, der lavede optræk og farvelægning. Det varede dog ikke mere end omkring en måneds tid, førend der heller ikke var fast arbejde til Ingelise Hansen, der dog fortsatte som freelance medhjælper.
Efter at tegne- og animationsarbejdet på ”Sort på hvidt” ligeledes var blevet færdigt for Harry Rasmussens vedkommende, assisterede han Steinaa på trickoptagelserne til samme film. Det foregik i trickrummet ude hos Nordisk Film.

     Ind imellem og især efter at animationsarbejdet på ”Sort på hvidt” var færdigt i 1968, fik Harry Rasmussen lejlighedsvis enkelte reklametegnefilm at lave. Det gjaldt først og fremmest Tuko-film nr. 22 – 25, fire film for ”Ekstra Bladet” og tre public relation film, ”Numrera numera” (”Husk postnummer fra nu af”) for det svenske postvæsen. De sidstnævnte tre film blev lavet i en slags cut out og flyttefilmteknik, og Harry Rasmussen tegnede, animerede og optog selv filmene på trickbordet ude i Valby. I samme periode lavede han også flere andre reklametegnefilm hos Steinaa Film.
     Arbejdet var i den periode stort set overladt til Harry Rasmussen, for efter færdiggørelsen af ”Sort på hvidt” genoptog Steinaa først sin gamle idé om en langtegnefilm, der var baseret på de herlige molbohistorier. Ideen til filmen havde Steinaa allerede fået, mens han og hans folk arbejdede hos Nordisk Tegnefilm. Her var der også blevet lavet forskellige figurudkast, og bl.a. havde Harry Rasmussen tegnet nogle bud på, hvordan enkelte af figurerne eventuelt kunne se ud.
     Men nu tog Steinaa altså ideen om molboerne op igen, og sammen med Harry Rasmussen udtænkte han i detaljer plottet til filmen, som findes nærmere beskrevet under Ib Steinaa og i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1950 - 1970.

Det varede dog ikke lang tid, førend Steinaa syntes at han kørte fast med molbohistorien og tabte interessen for at arbejde videre med den. Desuden ville det kræve en større stab af animatorer og andre at producere filmen, ligesom sandsynligheden for at få den finansieret ikke var særlig stor. I stedet vendte Steinaa tilbage til sin mere originale idé med pingpongbolden, der ved et uheld havner i en fuglerede og bliver ruget ud og tror, at den er en fugleunge. Men ideen havde i mellemtiden antaget delvis ny form i Steinaas bevidsthed, idet han opgav at kalde den ”Ping Pong” og i stedet omdøbte den til at hedde ”Robinson Columbus”. Navnet alene antyder i hvilken retning Steinaas tankegang bevægede sig, nemlig som en blanding af en Robinsonade og en opdagelsesrejse. Og desuden var pingpongbolden nu blevet til et æg, - et Columbus-æg! - der startede sin rejse ud i den vide verden ved at den ægbakke, ’han’ lå i sammen med fem andre mere eller mindre hårdkogte æg-søskende, blev taget med i picnickurven.

I 1969 var det lykkedes for Ib Steinaa at få produktionsstøtte hos Statens Filmcentral til en såkaldt fri kortfilm, som han kaldte ”Kruseduller”. Ideen handlede om de ofte mærkværdige kruseduller, som nogle mennesker især tegner, samtidig med at de sidder og taler i telefon. Steinaa fik skuespilleren Søren Elung Jensen til at indtale lydsiden, og på grundlag af en opmåling af speaken udarbejdede han de såkaldte arbejdskort, som tegnefilminstruktører i reglen bruger til timing af tegnefilm. Sådanne arbejdskort var i øvrigt standardprocedure både hos Nordisk Tegnefilm og hos Steinaa Film. Derefter overlod han det fuldstændigt til Harry Rasmussen at designe krusedullerne og animere filmen. Selv havde Steinaa travlt med at arbejde videre på ”Robinson Columbus”.

Der blev brugt en lidt speciel teknik til formålet, for krusedullerne blev tegnet med fedtstift direkte på cels, som blev skåret til i større eller mindre stykker, alt efter de forskellige figurers størrelse. Disse kunne derfor flyttes og udskiftes under den direkte optagelse på trickbordet ude hos Nordisk Film i Valby. Der blev optaget på high contrast negativfilm, som gjorde, at kanterne på de udskårne stykker cels med figurerne ikke ville kunne ses på den færdige film. På Nordisk Films Tekniks laboratorium blev negativet kopieret over på positiv high contrast, som derefter igen blev kopieret over på negativ Eastman Color Film. Sidstnævnte blev ved hjælp af et farvefilter tilført en farve, som ved kopiering over på positiv farvefilm fremtrådte som den grønne farve, der ofte er eller var almindelig på skrivebordsunderlag. I den endelige film kom det derfor til at se ud, som om krusedullerne blev tegnet og bevægede sig omkring på det nævnte underlag.

Harry Rasmussen tilbragte i omkring en måneds tid sin daglige arbejdstid i trickrummet ude hos Nordisk Film Junior i Valby. Her arbejdede han helt alene med at optage filmen, som altså blev lavet med en slags cut out og flyttefilmteknik. Det tog sin tid, for dels var der overhovedet ingen klip i filmen, dens handling foregik ud i et, og dels skulle den færdige film have en længde af 11 minutter. Der skulle altså optages i alt 15.840 billeder, og med to eksponeringer for hver bevægelse, blev det til, at der skulle flyttes figurer og trykkes på eksponeringsknappen i alt 7.920 gange.
Til trods for det store arbejde og de mange anstrengelser, som der var blevet lagt i ”Kruseduller”, blev filmen ikke særlig godt modtaget af repræsentanterne for Statens Filmcentral. De syntes filmen var lidt småkedelig og ikke den satire, som oprindelig havde været meningen, og Harry Rasmussen var tilbøjelig til at give dem ret, også selvom det samtidig sårede hans professionelle stolthed.

Foråret 1970 tilbragte Steinaa hovedsagelig med at skrive drejebogen til ”Robinson Columbus” og desuden med at tegne nogle meget fine sort-hvide illustrationer dertil. Sideløbende hermed skrev han sangtekster til filmen og komponerede musik til. Der var jo tale om lidt i retning af en musical, hvilket dengang var noget nyt for dansk tegnefilm, selvom det muligvis ligesom lå i luften, ikke kun i udenlandsk tegnefilm, men også herhjemme, for samme år producerede Fiasco Film, som blev ledet af Per Holst, Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller, den musikalske langtegnefilm ”Bennys badekar”.

Den tidlige sommer 1970 tilbragte Steinaa og Harry Rasmussen med at tegne en detaljeret scribble-board til ”Robinson Columbus”. Det foregik for det meste i det fri ude i husets store baghave, hvor der var en smuk udsigt ud over Birkerød Sø. Det hændte også på særlig varme dage, at man sejlede tur på Birkerød Sø i Steinaas robåd. Til formålet var der medtaget et passende antal pilsnere, som var bundet til fortøjningsrebet og sænket ned i vandet til afkøling. Både på land og til vands udkastede Steinaa, som havde det meste af filmens handling i hovedet, sine ideer, som Harry Rasmussen derpå skitserede ned på små rektangulære stykker tegnepapir, der siden kunne pinnes op på storyboard-tavlen. Ind imellem bidrog sidstnævnte med forskellige ideer og forslag til gags og handlingsforløb, som i enkelte tilfælde blev accepteret og godkendt af Steinaa, i andre tilfælde inspirerede disse hans egen tankegang.

Harry Rasmussen blev derefter bl.a. sat til at lave figurudkast af nogle af bifigurerne og til at lave testanimation af Robinson og hans trofaste veninde, den lille mariehøne. Den daglige arbejdstid fra mandag til fredag strakte sig i et halvt års tid fra kl. 9–21, enkelte dage længere og lejlighedsvis til omkring kl. 23. Imens sørgede Kirsten Steinaa for at fotokopiere drejebogen i det antal eksemplarer, i alt 20, der krævedes, når man ville ansøge Filminstituttet om produktionsstøtte til filmen. Sammen udarbejdede Ib og Kirsten Steinaa en forkalkule på filmens budget, og nåede frem til et beløb på 1,2 mill kroner, hvilket var et hidtil uhørt stort beløb efter danske forhold i 1960’erne og 1970’erne.
Drejebøger og forkalkule blev indleveret til Filminstituttet i begyndelsen af 1970, og da man regnede med, at projektet og ansøgningen ville blive godkendt, påbegyndte Steinaa og Harry Rasmussen i foråret 1970, at lave nogle af de fotografiske optagelser, der skulle bruges i forbindelse med filmen. Der blev bl. a. lavet optagelser af en picnickurv, set fra forskellige vinkler og i forskellige successive positioner, faktisk efter samme princip og med den teknik, der blev anvendt i forbindelse med reklamefilmene for Ekstrabladet.

     Hen på forsommeren havde Steinaa engageret filmfotograf Harry Mortensen, Bellevue Studiet, til at bistå ved de realfilm- og trickfilmoptagelser, der udgjorde en væsentlig del af filmen. En stor del af optagelserne fandt i sommerens løb sted i Troldeskoven ved Tisvilde Hegn. Disse optagelser skulle illudere, hvordan der så ud på Robinson Columbus’ øde ø, og udgøre baggrunde for de optagelser, der senere skulle foretages på trickbordet. Hen på eftersommeren blev der lavet realfilmoptagelser på egnen omkring Ramløse i Nordsjælland. Her havde man i august været så heldige at finde en kæmpemæssig kornmark, der kunne illudere det hav, som Robinson sejler ud på under sin rejse, og hvor han under et uvejr grundstøder på en stor kampesten og forliser. Set fra Ramløse-siden var der tilmed i det fjerne en bakket, afgrænset bevoksning med meget høje træer, og dette sted var som skabt til at illudere Robinsons øde ø.
     Til optagelserne i Troldeskoven havde Harry Rasmussen fremstillet den nederste del af det træ, hvori Robinson indrettede sig en hule. Træet blev fremstillet af et skelet af hønsenet, som blev beklædt med større og mindre barkstykker, der til formålet var taget med hjem fra Tisvilde Hegn.
     Den kampesten, som Robinsons skib (picnickurven) grundstøder på, havde Harry Rasmussen også fremstillet af hønsenet, som blev beklædt med mange lag avispapir, der blev holdt sammen af tapetklister. Til sidst overstænkede han ’stenen’ med passende farver, således at denne til forveksling efterhånden kom til at ligne en stor sten. Situationen var nemlig den, at der dels ikke fandtes en sådan sten i nærheden af kornmarken og slet ikke inde i den på det sted, der ville blive brug for, og dels var den kunstige og forholdsvis lette ’sten’ nem at transportere og flytte rundt med efter ønske og behov under optagelserne.
     På andre dage blev der lavet realoptagelser og trickoptagelser hjemme i Steinaas moderne køkken, hvor det fritstående køkkenbord gjorde det ud for kajpladsen, hvor picnickurven (’skibet’) lå ’fortøjet’ og blev lastet med de varer, der skulle med på picnicturen (’sejlturen’). Som et særligt raffinement fandt Harry Rasmussen på at anbringe en stor, fyldt vandbalje på gulvet bag ved køkkenbordet, men skjult for kameraet. Når vandet blev sat i let bevægelse og belyst af en projektør, kastedes der bevægelige lysreflekser på de blålige fliser på køkkenvæggen, meget lig de lysreflekser, man på solskinsdage kan se på f.eks. havnens bolværk og på skibssiderne.

Samtidig med den kunstneriske tilrettelægning af ”Robinson Columbus”-filmen, planlagde og tegnede Ib Steinaa, assisteret af Harry Rasmussen, konstruktionstegninger til et nyt og helt specielt trickbord. Det nye bestod i, at der skulle kunne optages både med ovenlys og bagprojektion samtidig, idet realfilmoptagelserne skulle danne baggrunde for trickfilmoptagelserne. De sidstnævnte skulle laves med cut-out-figurer og flyttefilmteknik på en gennemskinnelig, vandret glasplade, der udgjorde det egentlige trickbord.
Steinaas nye trickbord blev bygget af et finmekanisk værksted i Danmark og installeret på tegnestuen hos Steinaa Film i løbet af eftersommeren. Til formålet måtte der dels fjernes gulvbrædder og støbes et solidt og stabilt fundament, som trickbordet og dets kamerasøjler kunne monteres på, og dels måtte der laves hul og bygges en overbygning på taget, for at der kunne blive plads til de høje kamerasøjler. Det var Steinaas opfattelse og plan, at Robinson Columbus-filmen med denne teknik kunne laves af i alt tre mand, nemlig ham selv, Harry Rasmussen og Harry Mortensen. I sig selv en dristig og hidtil uprøvet tanke, især i betragtning af at filmen skulle have noget nær spillefilmslængde.

     Imidlertid fik Steinaa hen på efteråret 1970 besked fra Filminstituttet om, at hans ansøgning kun kunne bevilges med halvdelen af det beløb, han havde kalkuleret med, hvilket vil sige sølle 600.000 kr. Det var en stor skuffelse for de involverede og betød, at filmen både kunstnerisk og handlingsmæssigt måtte forenkles ganske betragteligt. Steinaa var især skuffet, fordi han nu blev nødt til at omarbejde drejebogen og udelade en del af sangene og melodierne. Desuden blev han nødt til at meddele Harry Rasmussen, at denne ikke ville kunne få den lønforhøjelse på 500 kr. pr. md., som han var blevet stillet i udsigt. I forvejen fik han en månedsløn på 2.500 kr.
     Det førte til, at Harry Rasmussen valgte at sige sin stilling op, og som begrundelse for opsigelsen angav han skuffelse over, at Steinaa ikke værdsatte hans talent og ekstraordinære arbejdsindsats højt nok, til under alle omstændigheder at ville give den nævnte lønforhøjelse.
     Det var til gengæld også en særlig stor skuffelse for Steinaa og hans kone Kirsten, at Harry Rasmussen den 1. november 1970 opsagde sin stilling i firmaet med virkning fra 1. december s.å. Steinaa og Harry Rasmussen havde på det tidspunkt samarbejdet i 11 gode og frugtbare år.
     Men Steinaa var naturligvis forpligtet til at færdiggøre ”Robinson Columbus”-filmen, idet hans firma allerede havde fået udbetalt og brugt første rate af det bevilgede produktionsbeløb. Men da han ikke kunne overkomme arbejdet alene, allierede han sig derfor med kunstmaleren Leo Beltoft, som ikke tidligere havde lavet tegnefilm, og de to arbejdede videre sammen på Robinson Columbus-filmen. Den forelå først færdig ca. fem år efter, hvor den fik premiere den 26. marts 1975 i Camera på Sdr. Boulevard i København. Desværre blev filmen ikke nogen ubetinget succes, hverken hos kritikerne eller hos publikum, og den blev derfor taget af plakaten efter kort tid.

Den 1. december 1970 forlod Harry Rasmussen imidlertid Steinaa Film og påbegyndte et slags freelance samarbejde med Flemming Jensen. I sin fritid havde Harry Rasmussen allerede animeret flere scener i tegnefilm, som Flemming Jensen, der på det tidspunkt også arbejdede freelance, havde fået ordre på. Han havde i mellemtiden været fastansat hos Spektrum Film og havde dér samarbejdet med bl.a. Børge Hamberg, Jakob Koch og Birgit Bennedbæk. Men efter Børge Hambergs død 27. April 1970, gearede firmaets tegnefilmafdeling ned, hvilket betød, at afdelingens medarbejdere enten blev fyret eller selv valgte at gå.

     Som freelancer fortsatte Flemming Jensen samarbejdet med Spektrum Film, men hans største kunde var og blev Ib Dam Film, for hvilket firma han lavede både reklametegnefilm, tegnefilmindslag i kortfilm, og diagrammer, kort og tekster til film. Flemming Jensen lavede i løbet af 1970 også noget animation for Per Holst, der dengang var involveret i Fiasco Film, som blandt andet producerede ”Cirkeline”-filmene og langtegnefilmen ”Bennys badekar”. Til den sidstnævnte animerede Flemming Jensen også nogle scener.
     Det var på anbefaling af reklamefilminstruktøren Flemming la Cour, at Ib Dam Film i efteråret 1970 gav Flemming Jensen til opgave at tegne en storyboard og et par figurplancher til kortfilmen ”Hubert og den vanskelige kærlighed”. Filmen var ment som en public relation film for firmaet og isoleringsproduktet Superfos Glasuld A/S, og for idé og manuskript stod nævnte Flemming la Cour, som tidligere havde været reklamefilminstruktør hos Gutenberghus Reklame Film.
     Handlingen i ”Hubert og den vanskelige kærlighed” er kort fortalt, at ”Hubert” er en spurv, som har vanskeligheder med at finde den rette mage. Det skyldes primært, at den rede, han har indrettet sig, ikke er særlig komfortabel, og at den derfor ikke appellerer til hunspurvene. Han forsøger at udbedre og tætne sin luftige rede ved hjælp af blødt leragtigt materiale, der imidlertid stivner og gør reden endnu mere ukomfortabel. Til sidst får han den gode idé, at gøre som mennesker, nemlig bruge det bløde og lune Glasuld som redemateriale.

Manuskriptet og figurplancherne samt budgettet til ”Hubert og den vanskelige kærlighed” blev godkendt omkring november 1970, hvorefter Ib Dam Film overdrog til Flemming Jensen at tegne og animere den 10 minutter lange kortfilm. Men han indså på forhånd, at det ikke ville være muligt for ham, at overkomme at lave hele filmen selv. Derfor kom det belejligt for ham, da Harry Rasmussen meddelte ham, at han ville gå freelance fra 1. december samme år.

     Det tog omkring et års tid at lave ”Hubert”-filmen, og arbejdsfordelingen var den, at Flemming Jensen tegnede layouts, malede baggrunde, trak op og farvelagde cels, mens Harry Rasmussen udelukkede key-animerede, ren- og mellemtegnede samtlige filmens scener, bortset fra en tre-fire stykker, som Flemming Jensen tog sig af. Denne overlod også til den mere erfarne Harry Rasmussen at fungere som tegnefilminstruktør. Flemming la Cour var instruktør på de få realfilm-indslag, der var i filmen, og på lydindspilningerne, ligesom det var ham, der klippede filmen.
     Arbejdet på ”Hubert” trak imidlertid ud, fordi Flemming Jensen og Harry Rasmussen forsøgte at lave en tegnefilm med ’klassiske’ kvaliteter og ’klassisk’ animation. Desuden viste optræks- og farvelægningsarbejdet sig større, end Flemming Jensen trods sin hurtighed og dygtighed alene kunne overkomme. Derfor måtte han hen på året 1971 engagere et par tegnere til at hjælpe sig. Det blev først og fremmest Birgit Bennedbæk, som han kendte fra Spektrum Film, og siden også Ingelise Hansen, som han havde arbejdet sammen med hos Steinaa.
     Samtidig viste det sig, at ”Hubert” sprængte det budget, som Flemming Jensen oprindelig var blevet enig med Ib Dam om. Sidstnævnte var dog til at forhandle med, især da han undervejs havde set kvaliteten af det arbejde, der blev udført. Men det ekstrabeløb, der blev bevilget og udbetalt, kunne slet ikke dække de faktiske omkostninger til lønninger, materialer og andet. Den ansvarsbevidste Flemming Jensen befandt sig derfor i en situation, hvor han selv måtte undvære løn, for at kunne betale Harry Rasmussen og de andre medarbejdere.

Da ”Hubert og den vanskelige kærlighed” forelå færdig i arbejdskopi sammen med lydsiden i form af speakerkommentaren, som skuespilleren Louis Miehe-Renard havde indtalt, og Ole Erlings underlægningsmusik på kinoorgel, blev filmen først forevist for Ib Dam, Flemming Jensen og Harry Rasmussen. De to sidstnævnte konstaterede da til deres store fortørnelse, at tilrettelæggeren Flemming la Cour brat havde klippet musikken væk, hver gang ”Hubert” f.eks. fløj uden for billedet i en sekvens, hvor han byggede sin rede af Glasuld. Musikken fortsatte først, når ”Hubert” igen viste sig i billedet, hvilket var helt misforstået og utilgiveligt, for musikken skulle jo netop kæde de enkelte scener sammen til en helhed.
De to skabere af ”Hubert” protesterede overfor producenten Ib Dam, som var enig i kritikken, og han fik efterfølgende Flemming la Cour til at ændre klipningen af musikken. Men det var uforståeligt, hvad der havde kunnet få en ellers erfaren reklamefilminstruktør og filmklipper som la Cour til at disponere, som han havde gjort. Måske var det, fordi han ville være original.

”Hubert og den vanskelige kærlighed” blev modtaget med akklamation af bestyrelsen for firmaet Superfos Glasuld A/S, og den indgik i mange år som en populær udlejningsfilm med katalog nr. 1043 hos Erhvervenes Filmcenter, ikke mindst på grund af de morsomme, humoristiske og underholdende elementer, som Flemming Jensen og Harry Rasmussen i fællesskab undervejs havde tilføjet filmen.
”Hubert” blev vist på Berlinalen i 1972 og indbragte Ib Dam Film og Flemming la Cour en filmpris. Flemming Jensen og Harry Rasmussen måtte nøjes med konstatere, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen, for i de følgende mange år fik de to sidstnævntes firma, TEGNEFILM I/S, som var blevet stiftet i mellemtiden, adskillige større og mindre opgaver fra Ib Dam Film.

Efter ”Hubert” fik Flemming Jensen og Harry Rasmussen en anden stor opgave at lave, denne gang for Teknisk Film Compagni, nemlig nogle ret omfattende grafiske indslag i en kortfilm med titlen ”Menneskets forplantning”. Det var igen Flemming la Cour, der havde skrevet manuskriptet og som denne gang også stod for betydeligt flere live action scener, end i ”Hubert”-filmen.
De nævnte grafiske indslag krævede imidlertid et stort researcharbejde, som blev forestået af Harry Rasmussen, og hvortil han nødvendigvis måtte indhente eksperthjælp hos specielt sagkyndige. På det grundlag tilrettelagde og tegnede han derefter de mange scener, som viste, hvordan befrugtning og fosterudvikling foregår. Flemming Jensen lavede som sædvanlig baggrunde, tekster og celluloidarbejdet, samtidig med at han også lavede arbejde på andre projekter.

Senere fik TEGNEFILM I/S igen en større opgave af Ib Dam Film, men denne gang var manuskriptet skrevet af filminstruktøren Henning Ørnbak, som også instruerede de live action scener, der indgik i filmen. Det var Danmarks Assurandørforening, der var kunden, og filmen, som fik titlen ”Den er helt sikker”, handlede derfor om forsikringsforhold.
Filmens tegnefilmindslag og grafiske afsnit blev designet af Flemming Jensen, mens Harry Rasmussen igen hovedsagelig tog sig af animation og instruktion af tegnefilmindslagene.

Imidlertid var der omkring 1972-73 ofte langt mellem de kommercielle opgaver, som skulle betale løn og andre nødvendige udgifter. Mens Flemming Jensen tog sig af det tekstarbejde og de grafiske plancher og landkort, som kortfilmkunderne, herunder også Ib Dam Film, i reglen gav ordrer på, planlagde og arbejdede Harry Rasmussen på eget initiativ på et filmprojekt, som han håbede på kunne være med til at skaffe arbejde til firmaet. Det drejede sig om en påtænkt kortfilm for LEGO, som han dels skrev drejebog til, og dels udarbejdede budget over. Det sidstnævnte fik han dog assistance til af den regnskabskyndige Niels Hoffmann, der på det tidspunkt arbejdede for Nordisk Film i Valby.

Hensigten var, at LEGO-filmen skulle laves som en blanding af live action- og trickfilm, idet personerne, som var to børn, en pige og en dreng, en prinsesse og en troldmand, skulle optages som man normalt optager spillefilm, men blot med den forskel, at optagelserne skulle foregå i markerede kulisser, som siden skulle maskes væk og gennem sammenkopiering erstattes af de ’baggrunde’ mm., som skulle laves gennem trickoptagelser med LEGO-klodser. Den erfarne filmfotograf Harry Mortensen fra Bellevue Studiet indvilgede i at forestå trickoptagelserne, såfremt filmen blev sat i produktion. Han var ekspert i trickfilmoptagelser.

LEGO-filmprojektet blev præsenteret for LEGO’s københavnske reklamebureau, repræsenteret ved reklamechef Finn Grue, som syntes godt om ideen og forslaget, men som samtidig mente, at budgettet lå alt for højt til, at LEGO ville investere penge i det.
Harry Rasmussens LEGO-filmprojekt blev med andre ord ikke til noget, men til gengæld henvendte LEGO-folkene sig kort tid efter til Gutenberghus Reklame Film, for at få dem til at producere nogle reklamefilm for LEGO-klodser. Skæbnens ironi ville, at det blev Harry Mortensen, der kom til at lave trickoptagelserne til disse reklamefilm. Hvilket han dog nok kunne fortjene.

Arbejdet med LEGO-filmprojektet havde imidlertid inspireret Harry Rasmussen til at genoptage sit gamle projekt om en langtegnefilm over H.C.Andersens eventyr ”Den lille Havfrue”. Men denne gang mente han, at filmen skulle laves med principielt samme teknik, som han havde tænkt sig anvendt i forbindelse med LEGO-filmen, dog med den forskel, at figurerne eller personerne skulle laves som tegnefilm. Nemlig som en blanding af traditionel tegnefilmteknik og natur- og trickfilmoptagelser, som det f.eks. var tilfældet med Ib Steinaas ”Robinson Columbus”.
Et budgetoverslag blev udarbejdet med hjælp fra både Niels Hoffmann og Harry Mortensen, og sammen med et synopsis blev der indsendt en ansøgning og først og fremmest manuskriptstøtte til det daværende Filmfonden. Nogen tid efter kom der svar herfra, skrevet af Filmfondens direktør Erik Hauerslev. Svaret var et blankt afslag, som henviste til, at man ikke troede at et sådant filmprojekt havde nogen chance for at blive vellykket.

Nu mente Harry Rasmussen at tiden var inde til, at han gjorde alvor af at udforme sin gamle idé om at ville tegnefilmatisere H.C.Andersens eventyr ”Det er ganske vist!”. Han tegnede herefter figurudkast til bl.a. den høne, der plukker en lille fjer af sig, og desuden udkast til nogle farveplancher, som Flemming Jensen færdiggjorde. Dernæst tegnede Harry Rasmussen en storyboard og udarbejdede et budgetoverslag, og indsendte det alt sammen til Statens Filmcentral med en ansøgning om produktionsstøtte til filmen.

Nogen tid efter kom der et brev fra Statens Filmcentral med ubegrundet afslag på ansøgningen. Senere erfarende Harry Rasmussen via en fremtrædende medarbejder hos Statens Filmcentral, off the record, at man ikke havde syntes det ville være nogen god idé at spendere penge på at lave eventyrtegnefilm, tilmed i en traditionel teknik, i en tid, hvor det gjaldt om dels at producere mere eksperimenterende og mere aktuelle, socialrealistiske og samfundsrelevante film.

På trods af afslaget fra Statens Filmcentral besluttede Harry Rasmussen og Flemming Jensen sig til at ville producere ”Det er ganske vist!” som tomgangsproduktion. Desuden fik Harry Rasmussen sin søster og svoger, som begge var velrenommerede artister og bosiddende i USA, til at yde et lån, dels til løbende udgifter og dels til at betale omkostningerne ved at lade skuespilleren Ove Sprogøe indtale eventyret i sin fulde længde på lydbånd. Lydoptagelsen foregik hos Arnø Studio i Vesterport, hvor Axel Pless var tonemester, en stilling, som Leif Bech, den senere Leif Beckendorff, tidligere havde haft.

Efter at Ove Sprogøe havde set storybordet og figurplancherne til filmen, og havde hørt om de vanskeligheder, Harry Rasmussen foreløbig havde haft med at opnå produktionsstøtte, sagde han, at han gerne ville støtte initiativet og projektet ved at indtale eventyret uden at få noget honorar. Der skulle dog efter Dansk Skuespillerforbunds regler betales royalty, hvis der på et tidspunkt kom indtægter på filmen. Efter Ove Sprogøes død 14. september 2004 skulle evt. royalty betales til dennes arvinger. Men i skrivende stund (april 2007) er der ikke tjent så meget som en krone på filmen.

1970-77 samarbejdede Harry Rasmussen med Flemming Jensen under navnet TEGNEFILM I/S, som 1978 blev omdannet til ANIMA FILM ApS. Fra 1979-91 eneejer, direktør og kunstnerisk leder af samme firma, som på grund af Harry Rasmussens sygdom ophørte 1. maj sidstnævnte år. . – Man vil i øvrigt kunne læse mere om Harry Rasmussens karriere i en del af de afsnit, der indgår i gennemgangen af dansk tegnefilms historie.

1996 blev Harry Rasmussen folkepensionist og kunne nu genoptage animationsarbejdet på ”Det er ganske vist!”, som på det tidspunkt fik et skub fremad. 1997 indgik han og Jakob Koch i et samarbejde, hvor Jakob Koch kom til at stå som ansvarlig for den tekniske side af filmens produktion, herunder bl.a. optagelsen på trickbordet. Året efter, i 1998, enedes man om at tage computeren til hjælp, dels ved scanning af animationstegningerne, dels ved farvelægningen af disse og kombinationen med baggrundene, samt i stedet for trickbordet. Flere nye forsøg på at opnå produktions- eller sponsorstøtte mislykkedes, og man bestemte sig derfor til at gøre filmen færdig for egen regning og risiko. Resultatet heraf blev, at filmen blev gjort færdig i marts 2006, og Filmen fik Danmarkspremiere på BUSTER Filmfestival i Huset i København den 15. september s. å.

Harry Rasmussen bag lyspulten i 1985, da arbejdet på ”Det er ganske vist!” blev genoptaget for tredje gang, men ikke fuldført på det tidspunkt.
Fotoet blev bragt i Taastrup Avis 27. februar 1985 som illustration til artiklen ”Lokal Disney tegnede på ”Fyrtøjet” som 14-årig”.
– Foto: © 1985 Pressefotograf Ole Rasch.

Se billeder og videoklip og omtale af ”Det er ganske vist!” her.

Siden 1984 har Harry Rasmussen lavet research og indsamlet oplysninger og materiale vedr. dansk tegnefilmproduktion og danske tegnefilmfolk, og i 2005 oprettedes hjemmesiden www.tegnefilmhistorie.dk med Harry Rasmussen som forfatter og Jakob Koch som webmaster. Under titlen ”DANSK TEGNEFILMS HISTORIE 1919 – 2000 / Fra forhistorie til computeralderen”, beskrives forsøgsvis dansk tegnefilms historie indenfor den nævnte periode, dog med vægten lagt på Harry Rasmussens personlige engagement i og viden om den danske tegnefilmbranche.

Her skal tilføjes, at i perioden 1959-63 havde Harry Rasmussen virket som autodidakt fritids-yogalærer ved og indehaver af Yoga Skolen i Brøndbyøster. I samme periode skrev han en artikelserie, "Yoga for kvinder", som blev trykt i tidsskriftet "Sol og Sundhed", 1961. Desuden har han skrevet flere artikler om H.C.Andersen til tidsskriftet KOSMOS, og en artikelserie om H.C.Andersen på i alt 9 storartikler til tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION. Fem af de sidstnævnte artikler er også trykt i temaheftet "H.C.Andersen - hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning" (1996). Han har også skrevet bogen "H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus - et sammenlignende studie" (1997). I 1998 skrev han artiklen "Tanker omkring en makulatur", trykt i Anderseniana 1998. Artiklen "H.C.Andersens seksualitet", trykt i Anderseniana 2004. Artiklen ”et forbyttet, meget fornemt barn”, trykt i Anderseniana 2006. Har endvidere skrevet artiklen H.C.Andersen og familierne Wulff og Koch – med afsæt i en samling familiefotografier. (Koch–genealogi og familiefotos ved Jakob Koch). ANDERSENIANA 2008. Desuden har han i flere år arbejdet på en større afhandling: "LIVETS EVENTYR - H.C.Andersens personlighed, liv og forfatterskab set i lyset af Martinus' Kosmologi". Der er ikke sat årstal på udgivelsen af sidstnævnte værk. En del af de kapitler, der indgår i dette værk, findes også i form af afsnit eller artikler på hjemmesiden www.livetseventyr.dk, som Harry Rasmussen oprettede i juni 2006. Her kan man læse mange af hans artikler vedr. H.C.Andersen og hans forfatterskab, hvoraf de fleste ikke hidtil har været publiceret.
Ydermere har Harry Rasmussen skrevet en række artikler om forskellige emner med udgangspunkt i forfatteren og tænkeren Martinus’ kosmologi. Artiklerne findes trykt hhv. i tidsskrifterne KOSMOS og KOSMOLOGISK INFORMATION / DEN NY VERDENSIMPULS. Artiklernes titler og årstal findes hhv. i indeks til de nævnte tidsskrifter, og vil for KOSMOS-artiklernes vedkommende også kunne læses på hjemmesiden www.martinus.dk, hvis man søger på forfatternavnet Harry Rasmussen.

Filmografi for Harry Rasmussen:

Korte tegnefilm:
Forårs-Frederik (1958; key-anim) Han, hun og pengene (1963; storyb+figurdeign+key-anim) Sort på hvidt (1968; Storyb+Sekvens-instrukt.+Design+key-anim) Kruseduller (1969; Figurdesign+Anim.) Hubert og den vanskelige kærlighed (1971; I+key-anim) Agaton Sax och den ljudlösa sprängämnesligan 1-2 (1975-76; Storyb+key-anim af indledn.-sekvens)

Selvstændige korte tegnefilm:
Kejserens nye klæder (1944; efter H.C.Andersens eventyr, plan) Hvordan elefanten fik sin snabel (1945; efter Kiplings fortælling; det meste af filmen tegnet og animeret, men alligevel opgivet) Pax (1946 og 1973; manus udarbejdet, men ansøgning om produktionsstøtte hos SFC 1973 afslået, hvorfor produktionen blev opgivet) Tommelise (1948, 1954-55; Animationen påbegyndt, men produktionen senere opgivet) Elverhøj (1948; plan) Bjørnejagten (1949; plan+Storyb) Klods-Hans (1949; plan+tegn.) Rasmus Klump bygger skib (1961; plan+Tegn) "Det er ganske vist!" (1963 og 1973; P+Drejeb+I+Tegn+Anim. Ansøgning til SFC om produktionsstøtte til sidstnævnte tegnefilm afslået to gange i 1975. Filmen derefter forsøgt produceret i tomgangsperioder, men var endnu i 2000 ikke færdig, hvilket den først blev i marts 2006) Skarnbassen (1988; baseret på H.C.Andersens eventyr af samme navn; plan)

Tegnefilmindslag i korte film:
B & W-Vikinger (1961; Anim) Forplantningen (1973; M+I+Tegn) Den er helt sikker (1975; Storyb+I+Anim) Før det brænder (1976; Storyb+I+Anim) Skizofreni (1976; P+Storyb+I+Tegn) Skandinavisk Tobak (1977; P+M+I+Tegn+Anim) Sasco (1977; P+M+I+Tegn+Anim) Bing & Grøndahl (P+M+I+Tegn+Anim) Vejlefjordsbroen (1980; P+M+I+Tegn+Anim) Arbejdsbeskyttelse (1980-84; P+M+I+Tegn+Anim), med følgende undertitler: 1. Når hjulene ruller. 2. Når stålet skæres. 3. Når jorden pløjes. 4. Når kraner krøjer. 5. Intern transport. 6. Ned med støjen! 7. Når spånerne flyver. 8. Eldrevet håndværktøj. Diabetes (1981; P+I+Anim) Danmarks Historie 1-12 (1980-84; P+M+I+Tegn+Anim) Disa-Matic (1981; P+I+Design+Anim) De danske oste (1983; Anim) P+I+Tegn+Anim) From Breast to Plate (1983; P+I+Tegn+Anim) Miljøtterne (1984; plan) Handelsbanken (1984; P+I+Tegn) Den sidste lejr (1985; P+I+Tegn) Muren (1986; Tegn) Mælkeintolerance hos spædbørn (1986; P+I+Tegn+Anim)

Lange tegnefilm:
Fyrtøjet (1946; 1943: Mell.tegn., ass.animator, 1944-45: Key-animator specielt på heksen, kragen og den mindste af de tre hunde mm.) Svinedrengen og prinsessen på ærten (1962; key-animator på narren og papegøjen mm.) Ping Pong (1959-60; Storyb.). Langtegnefilmen Robinson Columbus (1969-70; Storyb.+test-anim+trickfoto) Agaton Sax och Byköpings Gästabud (1976; Tilrettel. af titelsekvens + Anim af samme) Strit og Stumme (1987; key-animator på rottegeneralen McDonald) Fuglekrigen (1990; key-animator på den tykke due og musen Ingolf) Kalle Strop och Grodan Boll (1991; Anim)

Selvstændige lange tegnefilm:
Den lille Havfrue (1952, 1972 og 1986); 1952: Planen forelagt dir. Allan Johnsen, Dansk Farve- og Tegnefilm A/S, men opgivet p.gr. af især finansielle problemer. 1972: Ideen til en blandet real-, trick- og tegnefilm over eventyret forelagt Det danske Filminstitut, men afslået ved direktør Erik Hauerslev. 1986: Drejebog udarbejdet efter H.C.Andersens eventyr og udkast til figurer tegnet. Ansøgning om produktionsstøtte hos Det danske Filminstitut ved filmkonsulent Ida Zeruneith, som gjorde en eventuel bevilling af produktionsstøtte betinget af, at produktionen skulle forestås af et større professionelt filmselskab. Panorama Film A/S ved direktør Just Betzer var inde i billedet som en mulighed. Det videre forsøg på at få igangsat en produktion af filmen blev imidlertid opgivet, fordi det i mellemtiden var blevet oplyst, at Walt Disney Productions var gået i gang med samme projekt, som fik premiere i 1990). Den grimme ælling (1985; plan).

Reklametegnefilm:
Dumex Baby Food (1957; Anim+F) Sadolin og Holmblad (1957; Anim) Kellogg's Rice Crispies (1958; Anim) Tulip (1958; Idé+Storyb+Design+I+Anim) Jeg vil helre ha' en Star II (1959; medtilrettelægger+Anim) Cirkus Bolsjer (1959; Design+Storyb+I+Anim) Arsenal (1960; Idé+Design+Storyb+I+Anim) Shell Motoroil (1960; Storyb+Anim af Foto-trick) Tuko-Kahvia 1-8 (1964; Medtilrettelægger + Anim af nr.1-7. Nr. 8-9 var med idé og anim. af W.Lehmann) Tuko-Kahvia nr. 10-25 (1964-70; M+I+Tegn+Anim) Ekstra Bladet 1-6 (1965-70; I+Anim af fototrick) Dandy (1970; Design+Anim) Anders And og Co. (1976-77; Anim) Haribo Galop (1977; tegnef.+ trick-anim) Kim's Chips Saloon (1977; P+I+Anim) Det er mælk - det er dejligt! 1-6 (1977-80; P+M+I+Anim) Appelsinjuice (1978; P+I+Anim. af trick) B.T. - tak! 1-4 (1980; P+I+Anim. af fototrick) Balance-Kunst (1981; P+I) Sun Cola (1988; Anim) Håndværksbageren 1-4 (1989-90; Anim)

Serien for TUKO KAVIA (specificeret):
Tuko nr. 1. Nyt i TV (Medtilrettelægger + anim) Tuko nr. 2. Opvask (Storyb+layout+anim) Tuko nr. 3. Morgentoilette (Storyb+layout+anim) Tuko nr. 4. Hjemmehygge (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 5. Skituren (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 6. Badstue (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 7. Trafik (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 8. Hund i park (anim) Tuko nr. 10. Rengøring (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 11. Drillehunden (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 12. Familiebesøg (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 13. Julemanden (anim) Tuko nr. 14. Rengøringsdag (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 15. Musikhygge (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 16. Picnic (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr.17. Købmandsbutikken (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 21. Farfar køber kaffe (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 22. Senór de Panama (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 23. Far drømmer eller Dansende senoritaer (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 24. Fisketur (Idé+storyb+layout+I+anim) Tuko nr. 25. Rævejagten (Idé+storyb+layout+I+anim) (Se i øvrigt note ? i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1950 –1970).

Selvstændige reklametegnefilm:
Adi Sko (1952; plan) Ota Solgryn (1952; plan) Samarin 1952; plan)

OBS-spot:
Numrera numera (1969; svensk; Design+Anim af cut-out) Husk de nye posttakster! (Duepost) (1979; P+M+I+Tegn+Anim) Offentlig retshjælp (1978) Sommertid start (1980; P+I+Anim) Sommertid slut (1980; P+I+Anim) EFG (1980; P+M+I+Tegn+Anim) Balance-kunst (1980?; P+I)

TV-commercials:
1961-62: Animator på en lang række reklametegnefilm til finsk TV, produceret, designed og instrueret af Antti Peränne, Tapiola, Finland.

Planer om live-action spillefilm:
Bispen på Børglum (1948; efter H.C.Andersens historie "Bispen paa Børglum og hans Frænde") Blomsten og stenbroen (arbejdstitel, 1948; social-psykologisk handling baseret på egne oplevelser) Og mørket faldt ... (1949; handling fra krigens tid med pacifistisk sigte, delvis baseret på egne oplevelser) Syvtallet (1949; social-psykologisk handling, delvis baseret på egne oplevelser).

Teaterstykker:
Nægterjaketten (1956; dekor+Instr.+skuespiller) Revy Blåmanne Sjov (1956; Arrangør+Instr.+dekor+skuespiller) Genboerne (1956; Arrangør+Instr.+Skuespiller) Det lille Tehus (1957: Arrangør+Instr.+skuespiller)

Tegninger og illustrationer:
Teaterkarikaturer for Helge Scheuers Teaterselskab, trykt i "Nørrebros Avis" (1945-46) Vitstegninger til diverse aviser og ugeblade (1945-46) Kravlenisser designet for dekorationsfirmaet Tekno Reklame (1945-46) Logo til Mendes Materialhandel, København og Helsingør (1951) Forsider og vignetter til Materialistens gode Råd 1-? (1950-51) Vignetter til Danske Materialisters jubilæumshæfte (1951?) Design af æskeomslag til "ADI-kamikker" (1952; sidstnævnte forestillede en kæde af eskimobørn, piger og drenge, som holdt hinanden i hænderne, idet de "spadserede" rundt om skotøjsæsken).

________________